Et hjem er blodt et hjem

[Chorie Wolfgang]

Jun 25, 2015 14:06:21 GMT 1 Chorie Wolfgang said:

                                                      ET HJEM ER BLOT ET HJEM

Det var en smuk morgen men med dog
lidt skyre for oven men det var ikke nogle undskyldning for ikke at
gå på arbejde Choie gik på de lange gange, som han kendte så godt
han hadet dog ikke ikke været der længe med rolige skridt og ørne
lige op og rank ryk. Gik Choie længere og længer han hadet en op
gave om at beskytte, både kongen Familien og byens borgere. og han
satte sig virkelige ind i det.han hadet også lagt en, ed om at
beskytte dem der ikke kunne beskytte sig selv hans blik gled rolige
rundt på den mange fine ting som var her, han ekslede det og holdte
meget af de

<><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><>
mennesker som var her og som han hadet

mødt dog tænkte han tit på hvad hans far sagde til ham og det
gjorder af og til ondt i Chorie selv om man ikke kunne se det på ham
tit og ofte dog stoppet han op da han hørte, lidt Puslen. i et af
hjørnet. Og tog blidt om sit svær ”hvem der ?! ” kom
det lidt, hårdt fra Chorie mens, han stille og rolige gik hen mod
stede hvor Chorie hadet hørt den og han. Åndet dog lette op da
han, så det var en kat der var velte ned i vand kande, med hovedet
og ikke kunne komme op stille satte Chorie på huk og tog den stille
ud den mavet helt vildt ” en to træ ” sagde han mere til sig
selv og Puf kom så kom den ud med et lykkelige Maaven og kælen
rejste

<><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><>
han sig op igen og begyndte af gå

mens han nynnet en en sang i sig stille kikket han ned på katten der
gik ved siden af ham han fniste rolige mod katten men Chorise ulve
øjne kikket rolige mod den lidt mere mørke gang som han ikke
kendte til i nu ” jeg har ikke været her før ” Sagde han stille
og rolige men kikket vidste en god ridder bekymret sig ikke om døre
stille vente han sig om for at gå videre ind til videre hadet Chorie
mødt en troldmand en elvere og andre væsner som var intetsandet at
snakke Sammen med Chorie tænkte til over om han måske skulle vende
snuden hjem for at få ro i sinde og se om han søskende hadet det
godt Chorie søsnkene elskede at høre historiser om det han gik
rundt og lavet men der var ikke så meget lige nu

<><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><>

han så dog ikke så meget til kongen

familien som han Enlige godt ville og lære dem at kendte de kendte
jo hans far han hadet også noget at leve op til det var svært og
Chorie vidste ikke helt hvordan han skulle hånd tere det dog med
rolige smil på læben stoppet han op til en altan hvor man kunne se
byen den var smuk som altid og Chorie ville beskytte den med sit liv
så godt han kunne det var virkelige hans mål

[Elizabeth C. L. Remond]

Solens smukke morgen stråler skinnede ind til Elizabeth der sad freds fyldt i en gyngestol med sin kun 9 dage gamle dreng. Det var så mærkeligt at sidde der sidde med det lille væsen i sine arme. De brune øjne kunne næsten ikke slippe hans lille ansigt, men gjorde det alligevel for et øjeblik blot for at kigge ud af det store vindue før hun igen kiggede ned på drengen.

Det bankede roligt på døren før den gik op. Ammen trådte ind med et stille smil "God morgen Deres Højhed" sagde hun med blid stemme før hun trådte ind og lukkede døren, og med rolige skridt gik hen og fik den lille dreng over i sine arme. Et vedmodigt blik landede på drengen. Det var hårdt ikke at få lov til selv at give sit barn mad, men sådan var skikkende jo. Ammen forlod rummet, og kort efter kom hendes betroede hofdame ind for at hjælpe hende i tøjet.

Hun stod med hænderne imod sengens fodgavel imens korsettet blev strammet op. Hun gispede kort efter vejret, heldigvis var maven ved at falde tilbage til sin normale størrelse, men det tog lidt ekstra af pusten når man skulle se acceptabel ud. Hun var jo ikke gravid længere og skulle derved heller ikke ligne en der var det eller lige havde været det.

Hun viftede roligt sin hofdame ud da kjole og hår var sat før hun trådte i sine sko og forlod sovekammeret. Hun bevægede sig med lydløse skridt igennem slottets gange og var på vej imod haven for at få lidt frisk luft, hendes blik fæstede sig dog på en ung mand der stod ude på en af slottets mange balkoner. Hun kendte ham ikke, og mindedes ikke at have truffet ham før, der var trods alt også mange folk på slottet, og hvordan skulle man kunne holde styr på dem alle?

Et lille smil gled dog over hendes læber, på trods af at han var en høj muskuløs mand, så fangede hans øre hendes opmærksomhed mest, og tog måske lidt af hans maskulinitet fra ham. En furry? Hun fandt dem nu engang ganske fascinerende. Hun stod lidt og studerede ham, hvad lavede han? Nød han blot udsigten ud over byen?? Hun gik igen med lydløse skridt op på siden af ham med godt halvanden meters mellemrum "Det er et dejligt vejr vi har her til morgen synes De ikke?" sagde hun spørgende men samtidig konstaterende, hendes stemme var let henkastet og hendes blik holdt sig ud imod byen. Mon han ville vide hvem hun var? Hun havde aldrig set ham før, men selvfølgelig kunne han have set hendes maleri portræt på slottet.  

[Chorie Wolfgang]

Choie stivnede lidt og kikket mod kvinden ” ja jeg nydere bare den friske loft der er her ” sagde han smilene og glad mens blikket gled lidt ud mod byen og tænkte lidt i sit stille sind over vor han hadet set den kvinde før? Ørne ratte sig lidt op da han syntes og kunne høre en høj lyd halen vifte også ”det minder mig om hvorfor jeg er her ” sagde han stille og lidt stolt over det også for han var stolt over at være ridder her men han kunne nu godt savne lidt nogle venner eller nogle til at snakke med de gule ulve øjne
<><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><>

kom hen mod kvinden igen ” mit navn er Choie eller sir Wolfgang ” sagde han og bukket lidt hovedet for at vise lidt omsøg hed også for hinden Choie sukket dog lidt og kikket mod kvinden som han ikke kendte så længe hadet han ikke været det i nu ” jeg er ny her men jeg ville gøre mit beset for at beskytte den knolige familie selv offer mit liv mit motto er ” Chorie syntes han gentaget sig selv nogle gang men sagde ikke noget til det men igen det var også rat for ham at sige ” at Beskytte dem jeg holder af er og der ikke kan beskytte sig selv ” han smilte glad og varmt mod Elizabeth der var vel heller ikke så meget andet han kunne gøre

<><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><>

” min far ønskede jeg skulle blive ridder efter hans tro og så videre men jeg tror også jeg kan gå en anden vej ind min fars ” hans blik vendte sig mod byen igen og tog sig lidt til nakken lidt for at tænke lidt over sine søsknene de ville elskede at være her men han hadet forbudt det da han ikke var sikker på de var gammel nok i nu

[Elizabeth C. L. Remond]

Et diskret smil gled over hendes læber da manden stivnede for en kort stund, men endnu mere fordi han mest virkede til at være stivnet af forskrækkelsen og faktisk ikke fordi han stod i nærheden af hende.. Faktisk var hun lidt i tvivl om han overhovedet anede hvem hun var, på trods af at det burde han da hvis han befandt sig på slottet? "Samme her, den friske kolde luft er afslappende på en helt særlig måde" sagde hun og lod blikket glide ud over den sne klædte have. Hun elskede sommeren, men vinteren havde noget magisk over sig.

Hendes blik gled hen på ham igen med et vurderende blik. Sir Wolfgang? Hun smagte lidt på navnet, hun havde hørt det et eller andet sted.. Hun fik dog inden længe et svar på dette uden selv at få spurgt. Han måtte være ridder siden han var en Sir og på den måde som han sagde det på. Skulle hun lave lidt sjov med ham? Hun pakkede armene roligt om sig for på trods af de lange ærmer så bar hun ingen kappe og den kølige vind gjorde det jo alligevel lidt koldt. "Har De mødt den kongelige familie? Siden De skal beskytte dem? Altså det er svært at beskytte nogen hvis man ikke ved hvordan de ser ud?" spurgte hun og gjorde hvad hun kunne for ikke at afsløre sig selv. Hun kunne jo teknisk set godt blot have været en hofdame, for hun bar ingen overdådige smykker ene og alene af den grund at det var så tidligt at ingen rigtig var stået op endnu..

Hun kiggede forundret på ham ved hans sidste ord. "Ønsker de ikke selv at være ridder?" spurgte hun forundret. Jo hun havde selv stået der og ikke ønsket det liv hun var blevet født til, men at passe på andre med ens liv, det skulle helst være noget man ønskede helt ind til benet, ikke kun for folks sikkerhed, men det var intet liv at ofre sig selv hvis man ikke så det som det eneste man ønskede i denne verden.

[Chorie Wolfgang]

Choie vendte hovdet da han hørte hinden om han ikke gad og være Ridder man kunne se på Choie han Tygget lidt på ordet så det ikke lød forkert ” I starten ja men nu Ønsker jeg mere ind nolge sinde i at Beskytte mit folk eller folket ” et glad smil kom fra ham og hans hovede vente sig stille rundt og kom rolige hen mod hindens øjne der var lidt chame over dem rolige vente Choie ørne da der kom nogle fule lyde og han vendte hurtig hovedet for at finde det lille væsen men der kom igen ” det har sin sær præ at have ulve evner og så ikke i sær til foråret ” sagde han og råmdet lidt mens han tog sig til nakken og grinte lidt alle de dufte af hun køn gjorder dem lidt vilde i hovedet nogle gang men sådan var det vel at være halv ulv og halv menneske stille foldede han hænderne sammen og vidste ikke helt hvad han skulle sige det slog ham dog at denne kvinde virkede meget bekendte stille tog han sig til hagen ” her jeg ikke set dig et sted før ” så og rystede hovedet l sagde han rolige og kikket rolige rundt for at finde bilderen der hang men det kunne han ikke finde det lå nok længer nede af gangen stille smilte han sagde dog ikke mere ” skal vi gå lidt jeg bliver træt af at stå det samme sted i flere minuture ” sagde han stille til hinden og kikket lidt ned af gang han skulle jo også huske han var på arbejde men hvan var en Gtelteman og vente også til kvinden svaret nu hvor så vidt han vidste hadet hun ikket sagt sit navn ” undskyld men jeg fik vist ikke deres navn ” sagde han rolige og stod med rykken til væggen for ikke at være i vejen for hinde hvad skulle der ikke blive af ham han ønskede at tage så mange stedere hen men lige nu var hans plas her og det var han ind til vider gald for dog med mange order om ørne på ham
viklede godt kunne lame stå rat der og hav din tøjt rent og sørfor at vær kamp klar vilkede han safølige altid var

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth så lidt vurderende på ham, det var altid noget at han var blevet glad for jobbet, så var der da håb for at hun også selv ville kunne finde sig ordentlig til rette på et tidspunkt, selvom det nok havde lidt begrænsninger efterhånden når hun jo ikke havde vænnet sig til det endnu, men måske havde hendes nye titel som mor en mulighed for at vende det hele til noget positivt.

Hun måtte tage sig til munden for at kvæle en fnisen, det var da meget ærligt måtte man sige, lidt sødt også, men alligevel. Hun bed sig selv i læben for et kort sekund for så at sende ham et drillende smil "Så er det meget heldigt jeg ikke er i løbetid" lo hun med en mild latter og kiggede på ham med et let ryst på hovedet. Det var nu meget rart ikke at blive genkendt, man kunne være sig selv på en helt anden måde, behøvede ikke nødvendigvis at være så fornem hele tiden. Men hun glædede sig nu til at han opdagede hvem hun var hvilket han jo nok gjorde før eller siden. Om det var imens de snakkede eller ej ville tiden jo så vise.

Hun trak let på skulderne "Måske, måske ikke, hvem ved? Hvor skulle de have set mig? spurgte hun med et skævt smil stadig imens hun prøvede at holde sandheden lidt væk, han skulle selv gætte det. Hun nikkede dog til hans forslag, det var også begyndt at blive lidt køligt at stå der med vinterens milde morgen vind.

Hun drejede roligt om på hælene og gik ind i gangen igen, og begyndte at vandre med rolige skridt. På et tidspunkt ville de jo ende ved Troy og hendes billede de havde fået malet kort efter deres bryllup, men det var ikke sikkert en unge mand havde lagt mærke til billedet før hvis han ikke havde været på slottet så længe. "Hvor kommer de fra Sir?" spurgte hun og kiggede sig kort over skulderen for at sikre sig han var med.

[Chorie Wolfgang]

Choie vendte hovedet og kunne ikke selv holdet et grin inden dog da hun vendte om gik han rolige med han sukket dybt mens han tænke på at forklare sig godt ” jeg kommer fra Lysskoven min familie har været beder til naturens gudinde i 100 vis af år og vi har smuk gård og med 2 brødre og 2 størknede er det rigelige plads til alle vi er soldet og træner i 10 års alderen i af dæmpe i hærfald fra drenge side af min far er en mægtige kriger eller var nu han blive for gammel til det pjat og ville heller lære os hvordan man håndtere det men jeg har ikke altid været som min far ” han sukket lidt og tog hånden frem der var mange ar efter slås kampe men ellers var han en smuk ung mand de gule ulve øjne vendte sig mod Elizabeth og smilte rolige ørne vifte også lidt han holdet skam øjne fra vær sin side af tingen den mindste lyd kunne han høre inden de kom mod ham der var lidt tavshed Choie husket tilbage på de skænderier han hadet haft med sin far ” vi lære at bruge de ting som vi har om kræng os det er gået i av til av i gennem familie medlemmer Dog er det ikke altid lige nemt når der nogle mennesker der ikke forstå sig på en forry overhovet og bliver skramt nogle gang ” sagde han med et smil på læben dog stoppet han dog op da han syntes han kunne lugte røg et eller andet sted og den var kraftige hurtigt gik han ud på altan et lille bonde hus var gået i brand og en kvinde Råbet ” gad vide hvad der forgår tror der er ild jeg må vel heller trække det ” sagde han rolige og begyndte at kikke mod Elizabeth ” vis de altså ikke ville med ned og se hvad der sker ” Choise blik var ænderet til rolige til lidt bilde lygten af røg gjorder det ikke bedere og han ville være gald for vis Elizabeth ville med ham så var han ikke særlige bekmymert for vis der skulle ske ham noget

[Elizabeth C. L. Remond]

Hun så overrasket på ham, hans fader var tidligere ridder? Gad vide hvem det var? Der var jo en sandsynlighed for at Elizabeth havde mødt ham på et tidspunkt. Riddere var der jo kun begrænsede folk af i de forskellige dele af landet, så det kunne jo være muligt. Men at tvinge sine sønner til at skulle være klar til at ofre deres liv for landet var skræmmende og hun kunne ikke lade være med at tænke på at det var et liv hendes søn skulle udsættes for på sin vis dog ikke som ridder, men alligevel hans liv ville altid være i fare. Nogle tanker der egentlig fik hende til at forstå en smule hvorfor hendes fader havde haft spærret hende inde største delen af hendes liv.

Hun fik et medfølende blik i sine øjne, da han fortalte om det at være furry og at man på en måde måtte kæmpe for at overleve fordi mennesker især ikke havde nemt ved at forstå dem. Og det ville ikke undre hende hvis han eller hans familie havde været overfaldet på et tidspunkt.. Folk der var animagus var ligesom stadig enten dyr eller menneske, men en furry var altid halvt halvt og det var af en eller anden grund ikke noget alle kunne håndtere.. Hun kiggede op da han snakkede om lugten af brand. Hun kiggede efter stedet han kiggede imod. Og han nåede knapt at få spurgt om de skulle kigge derned før hun greb fat i skørterne og trak dem op imens hun løb ned af trapperne hun gjorde en hurtig bevægelse imod vagterne ved døren som gjorde at de hurtigt fik den åbnet. Hun skyndte sig ud i sneen uden tanke på at hun ikke havde sko der egnede sig til at være ude i. Hun var nød til at gøre noget hvis der var brand Ynisti var hendes by nu og hun skulle passe på den. Hendes blik fangede hurtigt de høje flammer der kom fra et lille hus på den anden side af slottets store mur. Hun skyndte sig så hurtigt hun kunne hen til laden "Hent spande og få fat i noget vand et hus brænder!" råbte hun til stald knægtene og greb selv en stor spand med vand som tydeligvis var alt for tung for hende, men hun var i chok over en brand. Hun holdt slet ikke øje med hvor den unge ridder var henne, lige nu måtte hun bare gøre noget og så måtte der forklares senere.

[Chorie Wolfgang]

Choie var lige i hælene på Hinden han forstod ikke helt hvorfor hun regeret som hun gjorder og dog hun var vist i Cok over det brend han fandt spader og spand vand frem og skyndet sig hen til huset men så hørte Choie noget der skrig i hans øre og måtte slippe spanden for at holde om det ” MIT barn er der inden mit bran er der inde ” Choie stopped kvinden hurtit inden hun skulle gøre noget dumt ” jeg tager mig af det bliv her ” han så over mod Elizabeth mens han råbet ” kom ikke fortæt på ilden det kan gøre det være ” sagde han lidt mens han låb hen til Elizabeth og tog hinden på skulderen ” jeg nød til at gå der ind der er et barn der inden ” sagde han rolige og vendte om for løbe ind i det brande hus det var som at gå ind i en branden varm bage helle hans nakke og hår rejste sig op mens blikket gled rundt han kunne høre banet skrige og det gjorder ondt i ham det værste var at han hadet ikke lang tid til at finde barnet han løb hen til det en lille pige stod og i et hjørne men forset han mærket noget træ springe og det ramte ham i rykken et

” ARGGE ” kom for ham men han måtte ikke give op nu med små splinter siden i skulderen på ham gik Choie hen til barnet tog det op i sine armen og vendte sig om branden hadet spredt sig for meget til Choie kunne komme ud af den samme vej han kikket ud af et vindu han vidste der måske var lidt langt ned han sukket lidt og bad til guderne om at beskytte dem og så begyndte han at løbe ud for og håbet på det bedste i alt hel var der en hø stak som Choie landet på men det gjorder for ondt til at han kunne rejse sig for meget op det var store tykke splinter der fast kvinden kom løbne hen til ham og om favnet sit barn og gik rolige sin vej ” det var da så lidt ” sagde Choie lidt jammeren og fik enlige rejst sig op for at gå hen til Elixabeth blodet duppet ned af hans arm men han kunne ikke tag sig af smerten lige nu selv om han var fuldt med aske og kuld i helle hovdet hvad skulle han så gøre ved det stille sagde han ” der er for meget brend der inden vi kan ikke gøre noget andet ind sikker os at det ikke beder sig ” hånden rystede lidt i chok over hvad han hadet gjort og svedet var også bekendt at komme

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth hjalp til med at få fundet den ene spand efter den anden, og kastede på huset, i et spæd forsøg på at få ilden til at stoppe.
Hun stirrede imod en kvinde da hun begyndte at råbe. Et barn, et barn i huset?! Elizabeth skulle lige til at sætte i løb, men blev stoppet af Choie der afbrød hende. Hun kiggede opgivende efter ham, og slog ud med armene i afmagt. Ham også? Han anede ikke engang hvem hun var, og stadig ville han beskytte hende? Det måtte vel være en forfærdelig forbandelse ved at være kvinde?

Hun rystede kort på hovedet da han løb ind i huset. Mænd.. Hvorfor måtte kvinder aldrig gøre sådanne ting? Som var de det svage køn? Hun lagde kort armene lidt utilfreds overkors før hun kiggede rundt. Der måtte være noget hun kunne gøre. Hun nåede dog ikke at tænke længe før hun hørte et brøl fra den unge mand af smerte. Hendes hjerte slog hurtigere, adrenalinen pumpede i hendes åre. Inden hun fik set sig om hoppede han ud af et vindue, og faldt direkte ned i en høstak, han så ynkelig ud som han lå der, og hun styrtede hen til ham og satte sig på hug ved hans side "Bliv liggende!" kommanderede hun, med en vrissende tone.

han var kommet slemt tilskade og nu kunne han ikke hjælpe dem. Hun vendte sig imod det brændende hus og sukkede stille imens hun lukkede øjnene og koncentrerede før hun lod sine hænder rejse sig imod himlen og med et begyndte vinden at blæse voldsomt, så voldsomt at det efter noget tid blæste branden ud.

Hun gispede da hun omsider havde stoppet branden og koplasede på jorden. Hun havde endnu ikke haft så meget styr på sine kræfter med vind magi, hun havde først for nylig fået undervisning i at bruge dem, dette betød dog også at det krævede flere kræfter fra hende, end hun havde regnet med.

Fra slottet kunne man høre mænd i rustninger der kom løbende. "Deres kongelie højhed Prinsesse Elizabeth! Sir Wolfgang! De har bragt den unge prinsesse i fare! Tænker De dem slet ikke om?!" Skældte kaptajnen af Chorie imens han og hans mænd samlede den unge prinsesse op fra jorden og begyndte at bærer hende op til slottet, og bar hende ind på hendes kammer.

//OUT