No place for a proper lady [Cam]

[Camelia Nimar]

Hun følte sig en anelse håbløs og presset på hendes vinger gjorde ikke det bedre for hende. Hun vidste at et sådan knæk ville tage tid at heale, noget som ikke så ud til at have lige nu. Camelia var ikke en gang sikker på, om hun ville få tid senere, dog rettede hun blikket mod Rauha, som hun blev kaldt op. Måske hun havde ret, hun kunne da ikke bare give op så let, også selvom vingerne nok var den største del af hende. Hun så blot til som Rauha formåede at stoppe mændene, egentlig overrasket over hvordan hun klarede det, men samtidig så havde hun lidt haft det på fornemmelsen, dog havde det ikke været hendes ønske at distrahere hende med hendes egen smerte, som hun inderligt bandede af sig selv.
Selvom hun forsøgte at vriste sig ud af deres reb, så forvoldede det blot mere smerte på hende, end det ville gøre på dem, hvilket også var grunden til at hun var dømt til at være tilskuer fra dette øjeblik. Hendes vinger var ikke længere holdt oppe, da musklerne omkring hendes ryg havde givet et knæk, hvilket fik dem til at hænge efter hende. Heldigvis for hende sad hun ned, så det gav ikke ekstra pres, at hun skulle slæbe dem hen over jorden. For nu kunne de hvile mod jorden, imens at hun mentalt prøvede at samle kræfter til at gøre modstand. Hun var en anelse chokeret, da hun så hvordan manden holdt kniven for Rauha strube. Usle kryb.. Dog var hun mere chokeret, da Rauha valgte at slippe hendes spyd, som det ramte jorden, i det at Camelia fulgte det ned mod jorden, blot for at høre endnu en mand beklage sig. Noget kunne tyde på, at Rauha muligvis ikke havde behov for sit våben til at stoppe dem. Scenariet virkede en smule uvirkeligt, som hun dog var lykkelig for at hun kom ud på toppen. Det varede dog ikke længere, før at den næste mand gjorde et forsøg. ”Pas på!” skreg hun, men der var det allerede for sent, som manden havde fået fingrene i hende. Hun bandede let for sig selv, som hun stirrede ned i hendes skød, blot for at se hvordan hendes hænder egentlig rystede af scenariet. Hvad havde hun dog gang i? Havde hun ikke modtaget selvforsvar fra en ridder, hvorfor sad hun så der og krøb sammen? Camelia vendte dog blikket mod lederen, som han atter talte igen. Hun havde mest af alt lyst til at svine ham til, men hun var udmærket klar over at det ikke ville gøre deres situation meget bedre. Hun vendte blikket tilbage til Rauha, som hun atter tog kampen op med sine ord, måske hun forsøgte at fremprovokere lederen til at tage en smule ansvar?
Det forundrede hende en smule, da det næsten virkede som om de ikke var enige, men samtidig så kunne hun ikke andet end at være nervøs for hvad de pønsede på. Hun kunne i hvert fald konkludere, at hun slet ikke hørte hjemme der og muligvis skulle være flygtet, imens at hun stadig kunne have fløjet der fra. Hun vendte blikket mod hendes vinger, bandede over hendes egen frustration, som det blot havde gjort det hele værre. Hun frøs i hendes tanker, som hun vendte blikket mod lederen og gøs ved tanken om en kamp. Den ville langt fra blive fair. 2 mod 2 lød muligvis fair, men Camelia havde langt fra den samme erfaring som Rauha, så hun ville nok bare sænke hende frem for at hjælpe.
Lederens blik gav hendes gåsehud, men fik hende blot til at vise tænder, som en total modsætning af hvad hun egentlig stod for. Hvor vovede han, også selvom hun vidste at han talte sandt, så skulle han ikke tale sådan om hende. Hun vendte dog blikket mod Rauha i håbet om at hun havde en løsning til det hele, hun havde aldrig rigtig brudt sig om vold og ville næppe synes op det efter dette heller. Hendes holdning ville blot blive værre, men hun kunne da heller ikke bare se til, imens at noget kriminelt foregik, hvad enten det gik ud over hende eller ej. Noget måtte hun da kunne gøre.
Rauha’s ord fik hende til at kigge ned i jorden, som hun lænede sig fremad blot for at mærke smerten i hendes vinger stramme til. Hun mumlede af sig selv, som hun dog atter hørte lederen tale. Kunne han irritere hende mere? Egentlig ikke, hun var så småt begyndt at blive træt af bare at lytte, som hun vendte blikket mod ham og faktisk smilte til ham. ”Jeg takker, men det har ingen interesse, uanset hvor sød De synes jeg ser ud, så er jeg langt fra Deres type” påmindede hun ham irriteret, som hun rejste sig op fra jorden, en anelse besværet med sine vinger, der slæbte sig over jorden. Dog vendte hun sig mod lederen, som hun kastede noget grus i hans ansigt, noget hun bare havde samlet op fra jorden. Hun børstede let sine fingre rene for derefter at rette på hendes tøj og børste det af også. Nok kunne hun ikke stikke af, men hun kendte også selv til magi, også selvom hun sjældent brugte andet end hendes healing magi, så havde hun genskab til det meste af hendes evner.
Lederen beklagede sig grusomt og svinede hende blot yderligere til, som hun dog bevægede sig hen til Rauha, ingen ide om hvordan de skulle gøre dette. ”De er godt klar over, at jeg ikke kan slås, ikke?” lo hun let, som hendes stemme var lav, men samtidig også nervøs for udfaldet af kampen. Hendes blik hvilede mod manden med de to sværd og blot for at sammenligne hendes egne foretrukne våben, så lod det ikke til at være kunne gøre den store skade på ham. At provokere lederen var heller ikke særlig smart, som han ikke rigtig gav dem nogen tid til at snakke sammen før at de blev splittet ud, af ’kæmpen’ der løb imellem dem. Camelia følte sig selv hun var nød til at springe til siden, som hun dog landede på sin vinge og beklagede sig, endda bandede højlydt, som havde hun glemt sine manner. ”Jeg må indrømme, at jeg er ny til alt det her, så det gør vel ikke noget med en fordel til vores side?” spurgte hun let ud i det blå, som kæmpen havde vendt sig mod hende. Hun trak roligt en daggert frem fra hendes tøj, som hun blot hørte mændene grine omkring hende, som morede de sig gevaldigt over hendes valg af våben. Hun måtte give dem ret, det var en anelse sølle, som hun derfor valgte at kaste kniven i brystet på den første der havde grint, for derefter at måtte flytte sig fra kæmpen, der løb imod hende. Helst ville hun jo egentlig gerne undgå dette, men der lod ikke til at være en udvej. Denne gang fremmandede hun dog engle ild i form af en daggert, før at hun lod den formere sig til 5 i hendes hånd. Hun så en anelse afventede på kæmpen, ikke sikker på at hun havde lyst til at bruge engel ild imod nogen, uanset hvad de havde gjort imod hende.

[Rauha Sisu]

Rauha kunne ikke andet end smile, som Camelia smed grus efter ringlederen. Måske ikke det mest effektive, men det viste at hun ikke havde givet op. Kreos selv bandede kort og børstede det værste ud af øjne. Hendes humør blev kun bedre, da en af mændene kastede hendes spyd over til hende. Stadig langt var en optimal situation, men man måtte tage, hvad man kunne få. Hun vægtede velkendte våben i hænderne. Det var måske ikke hendes gamle spyd, men dette havde stadig gjort sig fortjent til lidt hæder. Nok til at hun havde navngivet det, som det var skik i hendes hjemland.
Rauhas fulde opmærksomhed var tilbage på Camilia, som englen nåede hende og hviskede. Selvfølgelig, selvfølgelig kunne englen ikke slås. Rauha tog det dog i stiv arm. Hun havde trods alt ikke haft de vilde forventninger til Camelias kampevner i første omgang. Hun sende den anden kvinde et lille smil og svarede i samme lave toneleje:
”Jeg havde en anelse. Men De har magi, har De ikke? Og en ubehagelig en af slagsen siger min erfaring mig. Hvis den skal bruges, så er der intet bedre tidspunkt.” Engle kunne være så forbandet passive. Godt når man stod overfor dem. Knap så godt når man prøver at udrette noget med dem.
Det var så meget damerne nåede at tale, før de måtte splitte sig op, som kæmpen kom styrtende imod dem. Rauha kiggede efter englen. I det mindste kunne kvinden flytte op sig. Hendes valg af våben påvirkede ikke Rauha. Hvis englen ikke var van til at slås, var det næsten lige meget hvad man stak i hånden på hende. Der kom flere negative udtagelser fra Camelia, og Rauha ville have givet hende et moral boost, da ringlederen bestemte sig for at tage del i festlighederne. Hun undgå med nød og næppe hans tohåndssværd, og hendes ord blev en smule forhastede.
"Bare brænd hans ansigt af, Nimar!" Hverken helt sådan engle ild virkede eller lige så let gjort som sagt, men Rauha havde ikke rigtig tid til at tale hende gennem det nu.
"Modsat det halvhjertet forsøg på dit?!" Brølede hendes modstander og slog ud efter hende igen. I stedet for at trække tilbage, kom hun under det og på den modsatte side af sværdet. Selvom han reagerede hurtigt, nåede han ikke helt væk. Nu havde de begge et blødende, dog langt fra livstruende, sår på halsen. Begge så hinanden en et øjeblik, klar til at reager på modstanderens bevægelse. Hun smilede kækt til ham.
"Små slag! Så slem er mit ar ikke. Jeg tror dog at du får et til samlingen." Og hende selv sikkert også, medmindre Camelia ville kigge på det. Selvfølgelig antaget at de kom gennem det her. Manden knurrede af hende.
"Kom ikke for godt i gang pigebarn. Det var ikke andet end en heldig start." Desværre havde han ret. Hun havde ikke meget at vise frem endnu. Endnu værende kodeordet i den sætning. Hun havde ikke tænkt sig at lade ham vinde. Nu var det hendes tur til at være offensiv.
Spyddet blev hurtigt og gentagende gange hugget imod ham. Med besvær fulde han hendes bevægelser, og hun fik ikke andet end små snit ind, før han kæmpede sig ud af den defensive rolle. Nu var det Rauhas tur, til at prøve at undgå et angreb. Hun fik skubbet nok til hans våben med sit eget, at hun kunne komme udenom klingen. Sådan udvekslede de et par slag mere, og da hun så den perfekte åbning tog hun den, på trods af at denne bestemt ikke var smertefi. Sværdet bed i hendes skulder, men det var det hele værd. Hendes eget spyd havde gennemborede den anden mands hjerte. Det burde være det hele værd, men hun indså øjeblikkelig sin fejl. Hvad der skulle have været slutningen på galskaben, blev blot en nu start, som manden grumt og højlydt grinede. Vinger, store sorte horn og røde øjne mødte hende. Han havde været god til at skifte skikkelse, selv hans øjne havde haft en anden farve og hans sten skjult under tøj. Hurtigt trak hun sig tilbage, inden han kunne nå at give fat i hende eller hendes våben.
Lavmælt bandeord på hendes modersmål druknede i lyden af den opstemte folk omkring dem. Hendes eneste fordel nu var, at han ikke vidste hun var magisk, eller i hvert fald hendes magi. Trix! Forhåbentlig klarede Camelia det bedre.

((Det er hvad det bliver til))

[Camelia Nimar]

Dette var bestemt ikke første gang, at hun var kommet i problemer og måske hun for fremtiden skulle være bare en smule mere forsigtig i sine valg, hun kunne sikkert sagtens undgå disse situation, hvis hun blot overvejede sine valg, før hun tog dem. Men ak ja, nu var hun jo alligevel midt i det hele, så hvad hun kun egentlig gøre for at ændre situationen. Mest af alt havde hun lyst til at holde sig til Rauha, også selvom fjenden straks gik efter at skille dem ad, så kunne hun ikke selv se, hvordan hun skulle kunne klare sig og da slet ikke imod sin egen samvittighed. Camelia havde vel også et ry at holde fast i, men var der overhovedet nogen, som kendte hende? Hendes fokus lå primært på Rauha, som hun overvejede hendes ord, ja hun havde magi, men ønskede hun at bruge det imod dem, blot for at sikre sin egen overlevelse. Alligevel havde Rauha kort forinden opmuntret hende til at gøre brug af sine kræfter, så måske dette var hendes udvej, flugtvej om ikke andet? Tanken om at bruge engleild passede slet ikke til hendes personlighed, men samtidig var hun også langsomt ved at blive desperat for at gøre noget, ellers ville det jo være ude med hende.
Hendes egen tankegang forskrækkede hende en anelse, som hun mildt sagt valgte at flygte fra den ene mand og den næste. At flygte var åbenbart heller ikke en mulighed, så længe at hun var tvunget til at blive på jorden. Mon ikke hun kunne finde en måde, hvorpå hun kunne få kontrollen over hendes vinger tilbage. Dog ville den slags healing kræve mere koncentration end hvad mændene ville give hende. Camelia fik ikke meget pusterum og sprang fra side til side, i et febrilsk forsøg på at slippe væk uden at skulle skade nogle. Om end havde de skadet hendes vinger nok til at holde hende til jorden, dog var hun ikke fremmede med hendes ben, så hun kunne sagtens bevæge sig over gruset, som det strøg omkring ørerne på dem alle. Det var klart at vingerne var hendes svaghed, noget som nogle af mændene allerede havde udset sig, som de forsøgte at tvinge hende til at bevæge vingerne, ved at lange ud efter hendes ryg. Et hvin undslap hendes læber, som en mand fik fat på hendes vinger endnu en gang. Hun formåede derved at tabe magien i hendes hænder og engleilden forsvandt ud i ingenting. ”Slip mig!” skreg hun, som smerten var blevet ganske overvældende, i takt med at de begyndte at hive i hendes vinge. Det føltes næsten som om at de forsøgte at rive den af hende. En mand havde placeret sin fod mod hendes ryg, som han tog ordentlig fast i hendes brækkede vinge og atter begyndte at hive, imens at Camelia blot kunne se til, da en mand overfor hende lagde an til at smide hans våben i hendes retning. Frygten var tydelig i hendes øjne og hun havde mildt sagt mere lyst til at forsvinde, bare ved at lukke øjnene og derved håbe på det bedste. ”Hvad er en engel uden vinger?” manden stemme gøs hende ned af ryggen, som taget om hendes vinger blev strammere og strammere. Smerten var ikke til at holde ud og Camelia følte hun var klar til at besvime, hvis ikke dette snart fik en ende. Det var umuligt for hende at koncentrere sig om hvad Rauha havde gang i lige nu, men inderst inde ville hun nok ønske, at hun kom hende til undsætning på den ene eller den anden måde. Taget i hendes vinger blev lige pludselig løsere, som manden trak en dolk frem og placerede denne mod hendes vinge, som om han havde i sinde at skære dem af ryggen på hende. Frygten og rædsel blev værre af at mærke metallet mod hendes vinger, det fik hende til at gå i panik. Panikken strømmede igennem hende, som hun lige pludselig satte benene i jorden og skubbede sig selv bagover. Eftersom at manden blot havde holdt hende på plads og hun havde givet modstand, så forventede han ikke at hun ville følge med, derfor endte han på ryggen med hende ovenpå. En ring af ild omringede dem begge tog i flammerne, som Camelia langsomt kom på benene igen i takt med at ringen blev mindre og mindre. I det sekund, hvor der ikke længere var plads til dem begge bevægede hun sig udenfor ringen, imens at hun så på, som ringen omsluttede manden og hans skrig hurtigt fyldte luften med et pinefuldt skrig, der langsomt døede ud sammen med ilden. Skrækken stod stadig malet i hendes ansigt, som hun betragtede manden vride sig i smerte, før at hans krop lå stille. Camelia faldt efterfølgende ned på sine knæ igen, som hun holdt hænderne op for hendes ansigt i gråd. Hvad havde hun dog gjort, hun var lammet af skam og frygt for hvad dette kunne betyde for hendes fremtid. Nok havde hun forsvaret sig selv, men dette var forfærdeligt, hun kunne stadig høre skriget i hendes ører.
Det lod ikke til at festen var forbi, som den næste greb fat i hende, denne gang hev de dog fast i hendes hår og trak hende igennem grusset. Hendes blik flakkede rundt, som hun lod sit blik møde hendes nye overfaldsmand. De var knap så blide og finfølende mere, men i stedet skræmte og fyldte med rædsel. Der var ingen vej udenom, hun blev nød til at komme væk derfra, dog strøg grusset ind i sår åbningen på hendes vinger, som hun skar en grimasse og forsøgte at få manden til at give slip på hende. Han lod ikke til at vige fra hendes forsøg og dog så undgik han hendes hænder. Hendes grimasse forsvandt ikke, som han skubbede hende ned i jorden og placerede sin vægt mod hendes bryst, hvilket fik hende til at hoste og gispe efter vejret. Efterfølgende bukkede han sig ned og trak en dolk frem, som han hev i hendes hår endnu en gang og skar en tot af. Forundret over hvad han havde gang i, nåede hun slet ikke at reagere på andet end det faktum at han puttede håret ned i sin lomme. Hvilken syg ide var det? Dolken strøg denne gang mod hendes kind, som han langede ud efter endnu en tot af hendes hår, men ej ville hun tage imod mere, som hun knyttede sine hænder sammen og langede ud efter hans knæ, så der lød et højt knæk og han faldt til jorden. Camelia selv skyndte sig op på benene, som hun tjekkede sine omgivelse for at se, hvad hun havde med at gøre. Mandens opførelse var underlig og hun kunne ikke rigtig beskrive det blik han havde givet hende. ”Nu er du min” hans stemme var hæs og ru, virkelig ubehagelig at høre på. Hun gøs ved tanken og trådte længere og længere væk fra ham. Smilet på hans læber var langt fra indbydende. ”Hold Dem væk, eller De lider samme skæbne, som Deres ven” ordene var svære at sige og de var langt fra den trussel, som de skulle have været. Hun væmmes ved tanken, som hun dog holdt øje med ham, imens at hun undgik de øvrige mænd i samlingen. Hun kunne svagt skimme, dæmonen som Rauha var travlt optaget af. Hvordan kunne de ikke have opfanget det tidligere? Måske hun selv havde været for naiv at tro, at de blev var simple mennesker? Hendes blik gled tilbage til manden overfor hende. Der var intet, som kunne tyde på hans race, men alligevel fik hun en underlig fornemmelse, som huns strøg hånden over det pandehår han nu havde skabt. Ujævnt, men med et formål, for ham.