No place for a proper lady [Cam]

[Rauha Sisu]

Tid: 17:12
Sted: Mellem gamle faldefærdige huse, dyster gyder og baggårdshandler
Vejr: Det er en smule køligt og overskyet
Påklædning: Som på profilbilledet

Der havde altid været og ville altid være forskel mellem indbyggerne i en by. Og nu større byen var, nu større blev forskellen. I en hovedstad var der ikke en gruppe, som manglede at blive repræsenteret. Selv i et land som Ireno galt denne regel. Rauha begyndte så småt at undre sig over, at hun nogen sinde havde troet, der var bare en mulighed for andet. Selv med de rosenrøde historier hun havde hørt, burde det være åbenlyst at fattigdom ikke var noget, som man kom af med.
Ruaha var opvokset i slummen efter hendes forældres død. Selv da hun begyndte at få rigtige penge ind, var det her hun holdte til. I hvert fald ind til at hun fik sit eget sted i skoven. Middelklassen og overklassen havde været hendes jagtmarker, og slummen hvad hun glad vente hjem til. Her var ikke så
slemt, når først man kendte de lokale regler og territorier. Og slet ikke i gamle Krea, da hun havde haft noget at sige. Nu var hun ikke bare i en ny by, men også i et nyt land, uden et navn og uden sin styrke.
Som hun passerede en gyde, kiggede en lille gruppe herre ud. Rauha kiggede overlegen tilbage, et fast greb om hendes spyd. Det her var måske ikke hendes hjem, men hun kendte livet på gaden. Det øjeblik man viste svaghed, havde man placeret sig nederst i hierarkiet. De var tydeligt provokeret af hendes attitude, men hun fortsatte uden en lyd. Hvad enten de handlede eller ej, mente hun, at hun havde gjort det  rigtige. Det var hendes egen regel. Hun ville aldrig lade nogen få hende til at rulle over.
"Hey." Hun forsatte uforstyrret. "Hey! Hey, dig med spyddet!" Endelig stoppede hun op, allerede et stykke gyde og vendte sig om. En af de tre store drenge stod i åbningen til dertil.
"Ja?" Igen af dem så ud til at have haft våben, det betød at de højst sandsynligt havde knive på sig. Afstanden var til hendes fordel. Hvis de prøvede på noget, ville hun blæse dem hjem til deres mor.
"Kommer du ikke her hen og har det lidt sjovt med os?" Han tog et par skridt frem. "Du ligner en, som kunne bruge klare flere spyd på en gang." Han havde et stort, dumt smil på sine læber. Troede han virkelig, at et frækt tilbud fra en knægt ville røre hende? Hun gav ham et uimponeret  elevator blik.
"Pfff. Burde I ikke være på vej hjem for at spise? Jeres mødre bliver bekymret, når deres små drenge ikke kommer hjem." Med et selvtilfreds smil vendte hun sig om og gik videre under vilde tilråb. Rauha sørgede for at holde øje med dem ud af øjenkrogen i tilfælde af, at der kom en kniv flyvende i hendes retning. Indtil videre havde de været harmløse nok. Deres ord værre end deres handlinger. Men man kunne aldrig vide. Hun havde ikke selv været ældre, da hun begyndte sin vej til "tronen". Hvad enten de ikke have modet eller interessen var ikke helt sikkert, men det lyd til, at de opgav hende og gik tilbage til hvad end de havde lavet før.
Rauha var lige så opmærksom på sine omgivelser nu som før. Ikke bare i tilfælde af at drengene dukkede op igen, men også fordi der var flere fare forbundet med slummen. Man kunne hurtigt få en kniv for struben eller gå ind i et baghold. Især hvis man ikke tilhørte området. Selv i de værste dele af slummen var folk lidt venligere overfor deres naboer.

[Camelia Nimar]

Hvordan var det nu at hun var endt der? Hun havde jo egentlig startet dagen i den anden ende af byen for at finde vare til sig selv og hendes arbejde, men da hun ikke havde fundet det rette sted, havde hun spurgt om vej og nu var hun af en eller anden grund endt der. Tanken fik hende til at ryste på hænderne, men hun forsøgte ikke at udstråle det, som folket blot ville se det som en fornærmelse, da hun bestemt ikke hørte til der. Hun var healer på slottet i Ynisti for prinsesse Elizabeth og var egentlig taget af sted for at finde nogle forsyninger. Selvfølgelig havde hun også fundet en interesse for et stykke stof, som hun bar i en pose, om hendes venstre arm. Havde hun vidste, hvor hun var på vej hen, eller hvor hun ville ende, så havde hun nok valgt en mere diskret påklædning. Camelia følte sig i hvert fald malplaceret imellem de fattige også selvom hun ikke var typen til at dømme andre, så kunne hun ikke lade vær med at føle sig utilpas. Ikke kun på grund af folks blikke, men også fordi hun vidste at hendes påklædning ville tiltrække de forkerte typer. Hun var iførst en naturgrøn kjole, hvor mønstret var broderet med guldtråde og sølv. Hun havde selv tjent til det, det samme med stoffet som hun havde købt. Hun havde ikke længere adgang til hendes families formue, så hun havde fundet en måde, at klare sig selv på. Hendes hår hang løst over hendes skuldre, som et diadem frydede hendes hoved. Et smykke hendes mor havde skænket hende og som hun sjældent gik uden.
Når man så bort fra den skumle stemning og det faktum at natten var begyndt at falde på, så kunne hun sagtens nyde børnene der løb igennem gaderne med deres latter. De behøvede heller ikke at bekymre sig endnu, som visse andre gjorde. Hun havde tidligere overvejet bare at flyve væk derfra, men så igen, hun kune også godt tænke sig at se stedet an, nu hvor det var nyt for hende. Så kunne hun vel altid flygte, hvis nogle kom for tæt på hende, ikke sandt? Det gøs hende ned af nakken, som hun hørte nogle mandelige stemmer i nærheden og straks vendte blikket mod dem. De havde allerede kurs mod hende, som hun forsøgte at tale udenom og forklare at hun havde travlt og ikke tid til deres opgaver. De grinede blot af hende. "Kom nu, vi har bare brug for et lift til taget" lo den ene mand, som hun vendte blikket op mod taget, lettere forundret over hvad de mon ville der, før hun mærkede nogle hænder mod hendes arme. Hun trak hurtigt armen til sig, før hun lagde mærke til at de blot havde distraheret hende og nu havde omringet hende. "Jeg beklager, De herre, men jeg må videre" forklarede hun stædigt, som hun holdt posen tæt ind til kroppen. Kjolen var heldigvis lang og gik næsten ned til hendes ankler. Hun bar en kort frakke, som egentlig ikke havde andet formål end at holde hendes værdier. Hendes vinger var foldet på hendes ryg, som hun forsøgte at se finde en udvej. "Lad os i det mindste vise Dem vej" lo den ene mand og rakte hånden ud af hende. Hun slog hans hånd væk, som hun bestemt ikke skulle røres igen. Det tog han tydeligvis som en fornærmelse, som hans ansigtsudtryk forandrede sig hurtigt til det værre. Hun rystede let på hovedet, som hun gik baglængs for til sidst at støde ind i den nærmeste mand. Hun vendte blikket mod ham og skulle til at bevæge sig væk, da han greb fat i hende. Hun vred i kroppen og bed sig i læben, da manden fra tidligere nærmere sig igen. "Jeg forlanger, at De slipper mig" beordrede hun, som det blot fik dem at til at grine. Gud, hvor det irriterede hende. Hun havde fået nok, som hun spredte sine vinger og skubbede manden bag sig ned på røven. Det tog hende ikke mange sekunder at flyve op i luften og få skabt et sikker afstand til dem. Hun landede igen på jorden og tog sig nervøst til brystet, som hendes hjerte hamrede der ud af. Det var alt for tæt på. Hun var nød til at være mere forsigtig..

[Rauha Sisu]

Der skete noget længere fremme, Rauha kunne ikke bedømme hvad. Det var umiddelbart for stille til at være et slagsmål, men stadig nok til at tiltrække sin en masse opmærksomhed og ændre stemningen. Nu kunne hun høre en kvindestemme, hvilket ubevidst fik hende til at sætte farten op. Via samtalen var det tydeligt at høre, at hun var i problemer. Hvor store de realt var, meldte historien ikke noget om. Som Rauha nåede stedet spottede hun en fin, grøn kjole, langt lyst hår og hvide vinger, der satte af. Hendes første tanke var, at nogen havde landet det forkerte sted. Den næste var, at der havde været en form for elegance over hvad der ellers lignede en panisk handling. Med pirret nysgerrighed så hun engel komme tættere på. Kvinden landede et par meter til højre for hende. Nu hvor de var tættere på hinanden, og hun var stillestående, kunne Rauha bekræfte hendes første tanke. Kvinden passede på ingen måder ind i miljøet. Kjolen havde ikke bare et flot snit med stof af højkvalitet. Der var guld broderet derpå. Posen indikerede at hun havde handlet, ergo var det chance for, at hun havde en god slat penge på sig. Det eneste hun manglede var et stort skilt: "Jeg har røven fuld af penge - kom og tag mig!"
Rauha kiggede kort imod mændenes retning, men kunne ikke umiddelbart bedømme, om de havde opgivet jagten eller ej. Efter at have givet kvinden et øjeblik til at få hjertet tilbage i brystkassen, begyndte hun at tale.
"Wow." Rauha gjorde kvinden opmærksom på hende, før hun roligt kom imod hende. Selv i et sted som dette, regnede hun med, at hendes køn var en formildende faktor. "Det var godt nok tæt på. Det kunne have endt meget, meget værre." Men faktum var stadig, at hun var en bevæbnet fremmed i et skummelt sted, hvor englen lige var blevet forulempet. Plus arret gav til tider folk et mere skummelt førstehåndsindtryk af hende i steder som disse. Hun gjorde sit bedste for at virke medfølende og ikke truende.
"Det kunne se ud til, at du har brug for en guide." Guide lød mere trygt end bodyguard. Desuden fortrak mange også, at den post blev udfyldt af en mere muskuløs mandsperson. "Mit navn er Rauha." Hun gav kvinden et lille nik. "For et lille beløb eskorterer jeg dig gerne hen til en byvagt i Dragens Ære, eller helt hjem, hvis du ønsker det." Var hun kommet frem til, at kvinden var i problemer, havde hun højst sandsynligt hjulpet. Derefter kunne hun så håbe på, at kvinden følte for at betale. Det gjorde de som regel. Hvis ikke fordi de følte sig forpligtede eller taknemmelige, så i frygt for hvad denne nye person kunne finde på. Men nu var der mulighed for at forhandle først - især hvis mændene opgav englen med det samme. Hvis der var noget hun havde lært på gaden, så var det altid at lade en god mulighed slippe væk.

[Camelia Nimar]

Det var helt sikkert ikke et sted hun skulle forvilde sig hen igen. Hun brød sig endnu mindre om stedet, som hun dog alligevel valgte at holde øje med mændene, i tilfælde af, at de lige pludselig valgte at gøre endnu et forsøg. Det gøs hende ned af armene, at hun havde været så tæt på at ende i problemer. Det var næsten som om problemerne bare søgte hende. Camelia forsøgte at ryste hændelsen af sig, som hun mest af alt blot gerne ville væk derfra, men at flyve derfra var muligvis en anelse usikkert, da hun ikke følte sig særlig sikker i situationen. Hun havde bare reageret på instinkt. Hun kunne godt fornemme, at der muligvis var flere, der var begyndt at vise hende interesse, men det var bestemt ikke en interesse hun ønskede at blive konfronteret med. Måske hun kunne huske, hvor hun var kommet fra og gå tilbage den vej, men det ville jo også kræve, at hun skulle forbi mændene igen. Hun sukkede lavt for sig selv, som hun overvejede sine muligheder i sit sind. Camelia havde placeret hendes hænder mod hendes brystkasse blot for at berolige sig selv, som hun mindede sig selvom at hun havde været udefor noget der var langt værre.
Stemmen som nåede hende, fik hende ikke straks til at krybe bort, men blot vende blikket mod hende, som hun søgte kilden. Hendes klare øjne var tydeligvis en anelse usikker på situation, som hun skævede til mændene igen. Hun nikkede en anelse, som hun foldede vingerne på hendes ryg, men stadig var klar for at lette, hvis denne kvinde viste sig at være andet end hun lige havde forestillet sig fra første øjekast. "De vil måske ikke troet det, men jeg har prøvet værre" forklarede hun roligt, som hun dog blot sagde det for at minde sig selv om det. Hun brød sig i virkeligheden ikke om at andre mænd rørte hende og da slet ikke hendes vinger. Camelia var automatisk på vagt, da hun lagde mærke til hendes våben, dog lod hun hendes arme glide langs med hendes side, som hun holdt forkrampet fast i hendes pose. Hendes blik var primært fæstnet på mændene og det mindste de rykkede på sig i hendes retning, bevægede hun sig i den samme retning, væk fra dem. Hun vendte dog blikket mod kvinden, som hun nikkede let. "Er det så nemt at se?" spurgte hun med et smil, som hun så småt var begyndt at køle af igen. Problemet ved at være hende var nok at hun troede på det bedste i folk også selvom hun havde oplevet noget, der burde få hende til at ændre mening. "Nimar, Camelia Nimar" præsentere hun sig roligt, som hun bukkede hovedet lidt i en gestus. Hun skævede lidt mod mændene, som hun nikkede til hendes ord. Det ville være dumt at sige åbenlyst, men hun var villig til at betale hende for at bruge tid på at følge hende hele vejen. "Forhåbentlig langt uden om dem?" spurgte hun en anelse spørgende. Hun havde ingen intentioner om at vende tilbage til deres selskab eller denne bydel, det var alt for skummelt og fremmed til hende. Specielt når hun ikke mente at hendes selvforsvar var helt oppe og køre endnu. Selvom hun fik den træning der var nødvendig. "Har De en pris?" spurgte hun, da hun ingen ide havde om hvor langt der var eller hvor langt tid det ville tage at bevæge sig uden om mændene. Så hun kunne ikke rigtig selv afgøre det, men godt bedømme om det var ekstremt eller ikke?

[Rauha Sisu]

Halv elementen nikkede, som kvinden talte, også selvom det ikke var direkte rettet mod hende. Hun kunne ikke lade hver en at grine lavmælt, ved engels spørgsmål. Det var en varm lyd, men muligvis ikke så velplaceret i situationen. Hendes gavtyv smil begyndte at finde sig vej tilbage på hendes læber. Hendes kropssprog var afslappet og stemmen venlig.
"Jeg er bange for, at selv en blind ville kunne se det, frøken."
Rauhas præsentation blev genkendt med fuldt navn og et høfligt nik. Hun overvejede kort, om det var et navn hun burde kende. Eller rettere sagt, om det var en navn folk med ordentlig kendskab til landet burde genkende. Men hun havde vitterlig ingen ide om Camelia var adelig eller købsmand datter. Alt hun kunne se var, at farmand nok havde penge.
Et bekræftende nik kom med det samme Camelia spurgte til mændene. Det ville kun være til Rauhas fordel, hvis de gik langt udenom dem. Både fordi hun så slap for en mulig kamp, men også fordi hun ikke var så stedkendt igen. Nu kunne de holde sig til de områder, som Rauha var mere kendt i. Hun var langt fra lige så sikre på dem som de lokale, men lidt styr havde hun da på dem. Det betød til gengæld at de skulle forbi drengene igen. Hun troede dog ikke, at det ville blive et problem. Der var endda en chance for, at de havde taget hende op på hendes ord og var taget hjem.
"Dem skal De ikke bekymre Dem om. Vi holder os selvfølgelig langt væk." Besvarede hun, masser af medfølelse i stemmen. Det ville ikke være skidt, hvis Camelia var af den overbevisning, at det var for hendes skyld, Rauha traf sig valg.
En pris for hendes hjælp. Rauha ville ikke røve kvinde midt i slummen og efterlade hende der. Mest af alt fordi det kunne betyde at mere ubehagelige typer ville kaste sig over hende bagefter. Det var lettere med mænd, der var ikke helt så mange moralske skrupler ved at efterlade dem på den måde. At tage hende med længere ud om kanten til Dragens Ære, og gøre det der, var også en mulighed. Men faktisk ville Rauha hellere have penge for at gå en tur med hende end hendes egendele. Det var ikke til at sige hvor mange penge hun havde på sig, og Rauha kendte ikke de forskellige mulige købere i byen.
"Vi kan snakke tale imens vi går. Denne vej, frøken Nimar." Rauha lavede en gestus mod den vej, som hun selv var kommet fra. Derefter tog hun et par meget langsomme skridt, for at sikre sig at Camelia gik med. "Hvor meget har De på Dem?" Det ville gøre det noget lettere, hvis hun bare kunne tage indholdet af pungen og kalde det en dag.

[Camelia Nimar]

Situationen generede hende selvfølgelig, men det hjalp en del at kunne tale med en anden kvinde, også selvom hun havde lidt på fornemmelsen af, at denne kvinde næppe ville være lige så hjælpeløs som hun var i en lignende situation. Hun var blot taknemmelig for hendes ord og hjælpen, der fulgte. Latteren var muligvis malplaceret, men hun kunne godt se, hvorfor det eventuelt kunne være morsomt, dog så hun det ikke fra samme synsvinkel. ”De har nok ret” sagde hun med en ganske mild tone, som hun lod blikket glide tilbage på mændene. Selv deres blikke kunne sende gåsehud ned langs hendes rygrad. Camelia brød sig mindre og mindre om stedet. Hun forventede dog ikke at Rauha genkendte hendes navn, muligvis fordi hun dømte hende ud fra slummen og det kunne vise sig at være en fejltagelse senere. Hendes familienavn tilhørte lederen af højelverne, men det ville måske forvirre hende yderligere, hvis hun havde disse informationer. Hun havde ikke været hjemme i flere år og hendes forældre havde for længst meldt ud, at hun var gået bort. Så hun forsøgte bare at leve uden for deres rækkevidde også selvom hun var begyndt at få kontakt til hendes lillesøster igen. Tøsen var jo stædig nok til at lede efter hende flere gange i måneden, hvis hun fik mulighed for at slippe væk fra familien. Dog tog Rauha fejl, hun havde ikke haft adgang til hendes familes formue i årevis og havde derfor skabt, det som hun så, på egen hånd og skaffe den position hun havde selv. For hende var det en sejr og det var nok til at holde hendes humør højt. Samtidig med at hun ville kunne bruge det imod hendes forældre, for at bevise at hun ikke var helt hjælpeløs. I hvert fald ikke når det kom til at skabe et liv. Med hensyn til at ende i problemer manglede hun stadig hjælp.
Tanken om at skulle forbi mændene, passede hende slet ikke, så hun var blot glad for at Rauha virkede til at være villig til at gå udenom dem, som bestemt ikke ville ind for deres rækkevidde igen. Hun nikkede taknemmeligt til hende, som hun ikke rigtig kunne vise sin taknemmelighed på anden måde, ud over at betale hende. Noget hun da også havde tænkt sig at gøre, så snart hun i det mindste følte sig i sikkerhed igen, hvad enten det var ved kanten eller ved slottet, vidste hun ikke. Hun skulle bare væk derfra. ”Det glæder mig.” sagde hun en anelse lettet, som hun lod blikket glide bort fra mændene og lod hendes opmærksomhed hvile på hende. Finurligt at kvinden ville hjælpe hende, men mon ikke det var for pengenes skyld? Det ville ikke komme bag på hende og hun ville ikke dømme hende for det. Måske det betryggende hende en anelse, at der var tale om en kvindelig guide og ikke en mand, så ville hun i det mindste ikke blive lokket i en endnu større fælde. Selvfølgelig kunne hun aldrig være sikker før det var overstået.
Hun nikkede roligt til hendes ord, som det lod til at de var på vej væk eller i det mindste skulle se at komme afsted, en følelse der var mere end velkommen i hendes sind. Hendes spørgsmål fik hende til at le lidt, det komme ikke bag på hende, at hun spurgte, hvor meget hun havde på sig. Det kunne hun da have sagt sig selv ved at stille et sådan spørgsmål. Havde hun ikke været i klemme havde hun nok brokket sig en anelse, men i stedet nikkede hun let, som hun fulgte efter hende og lagde tallene sammen i hovedet fra det hun allerede havde brugt på stoffet og de resterende varer. Som hun kom frem til resultatet, lod hun blikket glide mod hende. ”2 daler, 5 mark, og 52 skilling.” fortalte hun roligt og lavt, som hun så frem for sig, men lod blikket glide over hendes skulder, som hun hurtigt vendte blikket fremad. Det var dumt at friste mændene til at følge hende, ikke sandt?

[Rauha Sisu]

At mændene hverken fulgte op eller opgav Camelia, gjorde Rauha lidt urolig. Som de begyndte at gå, nåede hun at tænke, hvorvidt hun selv var blevet sat op. I hovedet begyndte hun at gennemgå forskellige senarier, og hvor sandsynligt de var. Som de to kvinder bevægede sig afsted, holdte hun ansigtet rettet frem, men øjne hvilede aldrig. Hver eneste person, sprække og lyd de mødte, blev der holdt øje med. Ikke bare for at passe på hendes handlen, men også for hendes egen sikkerhedsskyld. Det var ikke en uhørt strategi, at lokke nogen til sig på denne måde. Men regnestykket gik ikke op. Camelias tøj, pose og person var for ren og pæn til at det kunne være de mere fattige slyngler, som havde sat det op. Og hvis de havde flere penge, var det et for dårligt sted at jage. Rauha troede mere og mere på, at Camelia rent faktisk var i nød, men var stadig på vagt.
Beløbet overraskede hende en smule. Hvad lavede englen med sådan et beløb? Var hun ude og se på kvæg?! På den anden side, så var det vel ikke mere end hvad der kom ind på et par dage for sådan en dame. Ikke ligesom folk i slummen, hvor flere ikke engang ville kunne opnå det på et par måneder. Og kvinder af den stand var, i Rauhas erfaring, sjældent selv ude og handle ind til aftensmaden. Nej, det mere fine stoffer, smykker, parfumerer og mere specielle genstande til forskellige former for arbejde. Hvad end hun havde i posen kunne være meget mere værd, end hvad hun havde på sig af penge. Men igen, Rauha kendte igen købere og havde ikke tænkt sig at gå gennem besværet. Mønter var det letteste. Også selvom det betød, at hun ville få meget mindre ud af muligvis meget mere. Hun betragtede kort Camilia ud af øjenkrogen. Englen så ikke ud af meget, men skinnet kunne bedrage. Hvem ved, måske mændene var heldige at hun flygtede frem for at kæmpe. Rauha havde sine tvivl, men hun gav kvinden lidt tiltro. Om ikke andet så for at have det bedre med, at hun ikke berøvede hende. Rauha var tilbage til at have fokus på deres omgivelser, som hun begyndte at tale.
"Skal vi ikke bare sige, at jeg får indholdet af Deres pung? Det må være en aftale, som alle kan være glade for." Indtil videre samarbejde Camelia fint. Rauha forventede ikke, at hendes pris ville blive et problem. For det første var det sikkert ikke så stort et beløb for Camelia, for det andet virkede hun noget rystet. En mere grum stemme fortalte hende, at næsten burde takke mændene for deres lille stunt. Det var muligvis hvad havde gjort udslaget.
For at være ærlig, var Rauha meget nysgerrig på, hvad en kvinde som frøken Nimar lavede her. Men før hun kunne spørge, var de ved at nå gyden. Der var række små ændringer i hendes kropssprog. Og hvis Camelia var opmærksom, ville hun nok opdage, at noget var under opsejling. Uden et ord ændrede Rauha tempo, så hun nu gik præcist ud for Camelias højre side. Ikke at det ville gøre det umuligt for nogen, at se hende indefra gyden, men det gav en følelse af, at hun dækkede kvinden. Grebet om hendes spyd strammede sig en smule. Hendes venstre hånd kom langsomt ud om englens albue. Det var planen at røre den let, så hun var sikker på, hvor hun havde Camelia. Eks-dronningens ansigtsudtryk var mere seriøst end tidligere. Gyden var dog stadig hendes bedste bud. De kunne risiker at bevæge sig ind på meget værre territorier.
"Lige meget hvad så lad hver med at kigge til højre. Og De svare ikke på noget." Hendes stemme var lav og bestemt. Nok havde Rauha været heldig nok til, at finde, hvad der lignede, lette penge. Men hun var ikke heldig nok, til at undgå de store knægte på vej tilbage. Den samme møgunge tittede hovedet frem, da de var få meter fra gyden. En muskuløs dreng på nok en 15-16 år med snavset tøj og fedtet hår mødte dem. Stadig var der ingen våben at se.
"Det er kæ..." Han tabte underkæben og frøs, da han fik øje på Camelia. Det faktum, at han overhovedet havde spottet Rauha først, bar vidne om, at hun havde pisset dem af.
"Hey! Hun har taget en veninde med tilbage. Og en køn, fornem en af slagsen." Kaldte han over skuldren. Hans blik og toneleje afslørede tydeligt hans tankegang, da han vente tilbage til Camelia. "Hvad laver en lille, fin sag som dig her? Hentede hun dig ind, fordi vi var mere, end hun kunne klare." Selv da han omtalte Rauha, var hans øjne fast klæbet til Camelia. Et forbandet dyr, hun havde lyst til at brække sig. Eller stikke ham allerede nu og så brække sig i såret. I stedet holdte hun sig til ord. Ingen grund til at fremprovokere en kamp, hvis det kunne undgås. Hun havde en alt for værdifuld last med.
"Du behøves ikke være bange, pus, vi skal nok være forsigtige og-" "Og I kan lige så pisse af! Der er ikke nogen af os, som har interesse i småbørn." Rauhas stemme var mere hård end uimponeret den her gang. Hendes venstre hånd lukkede sig en smule hårdere, hvad enten det var om luften eller Camelias albue. Et par skridt mere og de ville være helt forbi gyden og i hvad der kunne begynde at minde om sikkerhed.

[Camelia Nimar]

I teorien kunne hun aldrig nogensinde drømme om at lægge en fælder for andre, og da slet ikke være en del af at større plot, mest fordi hun var ærlig af natur og aldrig havde fundet det nødvendigt at lyve. Hun havde altid været ærligt overfor andre og sjældent lagt skjult på noget, medmindre hendes ord havde skabt drama, hvilket ofte fik hende til at falde tilbage for at starte på en frisk. Lidt lige som at dø og blive til en engel. Det var en ny chance, noget hun havde lært at værdsætte. Hun var langt væk fra familien og de trygge rammer, som hun var opvokset med. Så nu kunne hun begive sig ud i verdenen på egen hånd. Ikke at det var endt særlig godt denne aften. Hendes sag var ærlig nok, men det gav måske fint mening, at alle ville være mistænkelig overfor sin omgivelser og det lod ikke til at Rauha var meget anderledes, bortset fra at hun vidste hvordan hun skulle begive sig uden tøven og frygt?
Fordomme og frygt hvad var der fik hende til at føle sig udtryk, men det var tydeligt ikke det eneste tilfælde, som gjorde sig gældende. Hun ville selv mene at det var fair at bedømme en lignende situation, som noget farligt og muligvis endda klamt også. Mest af alt fordi hun aldrig havde været ude for en lignende forulempelse før. Det gøs hende ned af nakken, blot at tænke på hvad der kunne ske. Eftersom at der altid ville være fordomme til stede, ville der også altid findes en underklasse, middel- og overklasse, mest fordi folk ikke kunne se bort fra indtægten og deres ejendele. Det var åbenbart hvad der gjorde en person til en ’nogen’. Camelia var blot en del af dette, ved at være i middelklassen, så var hun nok ikke en af de værste, men det kunne Rauha umuligt bedømme ud fra deres nuværende samtale. Selvfølgelig havde hun fortalt hende om, hvilken sum penge hun bar rundt på. Men for hende betød penge ikke alt, det var mere hendes egen tilværelse. Samtidig med at hun gerne ville ud derfra, så hun ville næsten være enig med en hvilken som helst aftale, der kunne få hende væk fra slummen. Men Rauha havde også ret, hun så ikke ud af meget. Men også selvom hun ikke var trænet i selvforsvar eller lignende, så var hendes vinger stærke nok til at volde skade, hvis hun først blev fanget eller trængt op i en krog. Hun lyttede roligt til hendes ord, som hun nikkede til handlen. Det betød ikke det store for hende, også selvom hun havde håbet på at kunne bruge nogle penge, når hun en gang kom på rette spor igen for at finde nogle ganske specielle urter til hendes arbejde. Det var ikke rigtig nødvendigt at udveksle flere ord, som emnet var ganske følsomt på disse kanter, hun accepterede dog handlen, men regnede ikke med at hun skulle fremvise sine værdier på åben gade, men først når de kom udenfor og i ’sikkerhed’.
Måske det at være i selskab med en anden fik hende til at slappe lidt for meget af, som hun dog fornemme situationen ændre sig. Hun forsøgte lidt at finde kilden til den forandrede stemning, men lod vær med at gøre det åbenlyst, da det var nok at hun ikke lignede en der hørte til der. Hun lagde mærke til at Rauha nu var på hendes side, hverken foran hende eller bagved hende. Det gjorde hende lidt stram i masken, som hun ikke rigtig vidste hvad der skulle ske, men hun kunne ikke andet end at stole på den fremmede. Det var bedre end at være der selv? Det gøs i hende, da hun mærkede Rauha’s hånd mod hendes albue, som hun automatisk trak den til sig, men måtte indse at hun muligvis ikke skulle modsætte sig hende nu, som situationen virkede trykket. Hun lyttede forundret til hendes ord, som det lød som en ordre. Heldigvis for Rauha, var hun ikke en der gik op i hvordan de lavtstående talte til dem af højere rang, som hun nikkede til hendes ord og holdt munden lukket. Hun kunne sagtens have fortalt hende om hendes nysgerrighed, men forsøgte at holde sig i skindet, da hun ikke skulle gøre situationen værre.
Stemmen, der lige pludselig var henvendt til dem, fik hende til at gå i stå, ikke fordi hun stoppede op, men mest fordi hun ikke vidste hvad det gik ud på. Hun gøs ved tanken, som hun nemt kunne fornemme tonen og ikke mindst de tanker der lå bag. Var mændene tabt bag en vogn i slummen? De havde ingen ide om hvordan man talte.. Hun sukkede lavmælt for sig selv, som hun havde fået besked på at holde mund og ikke svare igen, selvom hendes ære var ved at smuldre. Hendes far havde aldrig tilladt en dreng eller knægt at tale sådan i hendes nærvær og hun var da slet ikke van til at blive udsat for noget lignende. Mændene fra tidligere havde givet hendes gåsehud blot ved at se deres blikke. Men drengens tone, gjorde hende blot irriteret. I det mindste havde han forstået hendes rang, men så gjorde han klogt i at holde sig væk samtidig. Ordene fik hende også til at overveje om Rauha muligvis havde været forbi dem før. Hun vendte sit blik mod Rauha, tydeligt spørgende og afventede nærmest en forklaring. Hun nåede dog ikke så langt til at vente længere, før hun egentlig havde fået nok og mest af alt havde lyst til at bede dem om at forsvinde. Camelia ønskede ikke ballade, men at stå og modtage den slags skældsord, eller sådan lød det til hende, var ikke acceptabelt. Det var vammelt at tage imod og hendes ansigtsudtryk forandrede sig meget hurtigt, også selvom Rauha havde åbnet munden i et forsøg på at skubbe deres interesse fra dem, kunne hun ikke lade vær med at byde ind også.. ”Ej, ville I have forstand på det, små uerfarne unger.” mumlede hun irriteret, en anelse fornærmet over situationen. Aldrig ville hun synke så dybt, som at blive offer for noget lignende. Dog fornemmede hun Rauha’s greb om hendes albue og det faktum at de muligvis skulle skynde dem væk derfra. Hun havde gjort sit bedst for at holde munden lukket, men hun var nu aldrig blevet talt til på denne måde, så det var en anelse svært at ignorere og i det hele taget acceptere for hende.

[Rauha Sisu]

Rauhas øjne voksede, som Camelia mumlede. Hun var udmærket klar over, at latter kunne være et farligt svar lige nu. Men hun var ikke i stand til at holde den tilbage. "Åh Kira, det er den mest fantastiske reaktion længe!" Latteren var varm og ærlig, som den bølgede igennem gaden. Den fik hende også ubevidst til at sætte farten lidt ned, hånden med spyddet kom op mod hendes underlæbe. Da hun samlede frøken Nimar op, havde hun aldrig regnet med at høre sådanne ord fra hendes mund. Det var nok at hun virkede så malplaceret, den smule af samtalen mellem mændene og hende, som Rauha nåede at høre, hvordan englen var flygtet fra dem, hvordan hun havde hoppet, da Rauha havde rakt ud efter hende. Camelia have virker så skrøbelig, og nu stod den forvildede dame og gav knægtene tilbage af deres egen medicin. Hånden flyttede sig fra hendes albue til skuldren, og gav den et anerkendende klem. Rauha havde haft ret tidligere. Hun skulle ikke bedømme Camelia på hendes omslag.
Først nu kom de to andre til syne i åbningen af gyden. Ikke overraskende måbede de også, da de så Camelia. Den ene greb hans marker i ærmet.
"Hun kunne være adelig eller sådan noget..." Hans stemme lav og fyldt med ærefrygt. Det blev det mere og mere tydeligt, at det var småbørn uden nogen egentlig styrke. Resten af gruppen havde været langsom om at komme frem, og de virkede langt mere nysgerrige end støttende. Alle var muskuløse men uden våben. Og ringlederen havde stadig ikke gjort noget, trods han var rød i hovedet af forlegenhed og arrigskab.
Rauha var tilbage i fuld tempo, og hun nåede lige at opfange, hvordan deres forulemper kiggede fra hans venner, til Camelia, til hende. Åbenbart havde han forventet lidt støtte. Det var så ynkeligt, at hun næsten fik ondt af ham.
"I kællinger tror, at I er noget, fordi I har smukt tøj og våben, men-" Han blev afbrudt, af an trussel på livet. Rauha havde vendte sig rundt og slået i hans retning med spyddet. I et split sekund slog vinden hårdt rundt om hende. Det kortere sorte hår blev skubbet i alle retninger, da vinden synes at komme alle steder fra på samme tid, før den sprang afsted. Som bar den det skabe fra hendes klinge, borede den sig ind i væggen, og lavede et dybt indhak tæt ved den største ballademagers ansigt. Det hele tog ikke længere tid end selve slaget med spyddet.
"Næste gang bliver det din hals." Rauhas stemme var kølig. "Pis så af med jer. Frøkenen har givet sit svar."
Hun havde ikke tænkt sig at anerkende dem længere. Strategien var den samme som før. At vende dem ryggen, men stadig diskret holde øjne med flyvende objekter. Ikke at hun forventede nogen. Da hun vendte sig om, blev det alvorlige udtryk udskiftet med et stort gavtyv smil. Hun var ved at dø af spænding, for at finde ud af om Camelia havde nogle sidste ord med på vejen. Det her havde vidst sig, at være meget mere underholdende end hun havde regnet med.

[Camelia Nimar]

Rauha's reaktion overraskede hende muligvis mere end drengenes. Hendes latter der fyldte gaden føltes malplaceret imellem de forfaldne huse og mennesker, der forsøgte at overleve hverdagen. Men alligevel så beroligede det hende også, som hun gled tilbage i sine vante rammer. Det havde aldrig været hendes hensigt at skulle fornærme nogen, men hun ville heller ikke bare se til, imens at nogen talte sådan til hende. Det lå ikke i hendes natur at bare tage imod den slags ord og da slet ikke fra små uvidende drenge. Hun virkede skrøbelig af natur, men det var mere fordi hun ikke havde nogle onde tanker ej lyst til at forulempe nogen. Hun var godt klar over at hun ikke hørte til der, hvilket også var grunden til at hun havde startet ud så forsigtigt og for det meste lod folk stirre uden at stirre tilbage. Det var ikke hendes område, så hun ville næppe bliv sur over noget, hvis nogen fortalte hende at hun havde trådt forkert. Men drengestreger var ikke hendes stærke sider. Hun kunne sagtens selv stå for balladen, men det involverede så mange andre ting. Hun var lettere forbavset over det klem hun fik mod skulderen, men bukkede roligt mod hovedet, som hun tog imod det, som var det alt sammen en del af at større show.
De gyldne øjne lod sig ikke rigtig skræmme, som yderligere to drenge kom frem fra skyggen. Hun placerede blot armene en anelse på skrå. Havde de virkelig i sinde, at de skulle spilde deres tid på dem? Det var nød til at være et latterligt forsøg på opmærksomhed. De drenge kunne umuligt kalde sig selv for bejlere. Deres måben fornærmede hende blot, som hun vendte blikket bort fra dem. Hun var ikke imponeret. Langt fra. Deres ord fik hende roligt til at le lidt. For 10 år siden havde hun da været komtesse under højelevernes leder, men på det tidspunkt ville hun aldrig have haft mulighed for at bevæge sig lignende steder hen. Hun var mere fri, som hendes situation var nu. Hendes påklædning udstrålede muligvis det samme som en adelig ville, men tøjet var syet af hende selv. Hun havde selv kæmpet for hvert stykke stof og sting i kjolen. Endnu en grund til ikke at lade beskidte hænder røre hendes tøj. Det var hendes egen tøjsmag, og ville ikke være muligt at finde et andet sted. Camelia kunne tilbringe timer med at sy sit eget tøj og hun nød det faktisk.
Det var muligvis forkert at give dem opmærksomhed, men tanken om at vise dem, hvad de ikke kunne få morede hende også lidt, som hun dog fulgte med Rauha, da hun var hendes guide og nok den eneste, der ville vise hende væk derfra. Hendes egen reaktion på situationen havde overrasket hende, som hun aldrig havde haft grund til noget lignende, derfor faldt hun også hurtigt tilbage til sit eget mønster, hvor hun tillod sig at skjule sine tanker. Det gøs kort i hende, som drengen brugte de helt forkerte ord i en samtale med dem. Hvordan det var muligt at tale på den måde, var hende en gåde. Hun rettede dog blikket mod Rauha, som hun havde svunget sit spyd i hans retning. Hun så roligt til, som drengen virkede skræmt, men måske stadig for stolt til at bakke tilbage til gyden? Hendes smil bredte sig roligt, som hun stadig tyggede let på hans ord. "Der er ikke tale om tro, men viden." forklarede hun roligt, som hun vendte blikket mod Rauha. "Vi ved, vi er noget, ikke blot på grund af vores tøj og våben, der er så meget mere til os. Der er jo en grund til at I står og måber, fordi I ved det også" sagde hun med et smil, som hun blikkede med det ene øje, før at hun vendte sig om for at følge med Rauha. Som hun havde vendt ryggen til dem, spredte hun kort vingerne. Mest for at placere dem bedre, men også for at fortælle dem, at hun ikke havde tænkt sig at tale med dem igen. Hendes vinger var store og kraftige, eftersom at hun brugte dem hver dag og ikke var bange for at udfordre sig selv. De var stadig fyldt med ynde og elegance, som var naturligt for en engel. Hun foldede vingerne tilbage i deres hvile stilling, som hun tog en dyb indånding og rystede oplevelsen af sig selv.

[Rauha Sisu]

Rauhas gavtyv smil voksede sig endnu større, som Camelia blikkede, til det punkt hvor det blev en smule skævt grundet brandarret. Ud af øjenkrogen så hun, hvordan englen rettede sine vinger. Hun havde det ikke bare i munden men også hendes attitude. Rauha kunne ikke andet end at være en smule stolt.
"Dem kan jeg jo sagtens have med i byen, frøken Nimar. De forstår både at skabe og afslutte en fest." De to havde nok forskellige bud på en fest. Men hun regnede med, at Camelia fangede ideen.
Rauha holdte stadig øje med fare. Drengene havde ikke været noget særligt, og mændene havde opgivet hurtigt. Tingen var, at hun havde meget svært ved at tro, at de var det værste, som slummen havde at tilbyde. Især når der var tale om landets hovedstad. Generelt var folk bestemt ikke altid, hvad de gav sig ud for at være. Hvis man var forberedt på det meste, så fik man sjældent en ubehagelig overraskelse. Det var i hvert fald ideen. Rauha elskede positive overraskelser, og Camelia var helt klart en af dem. Hun håbede ikke, at resten af deres rejse ville blive i stilhed. Hvilket mindede hende om hendes spørgsmål.
"Hvad laver en kvinde som Dem her? Min første tanke er, at De er kommet noget på vildspor." Camelia havde taget Rauhas ordre pænt tidligere. Det kunne selvfølgelig være chokket, men der var en god chance for, at hun ikke var så høj i hatten. At hun faktisk var til at tale med. Rauha havde mødt adelige som var både til at tale med, og som troede de var langt mere end andre, blot fordi de var født med en guldske i røven. At de omstændigheder som hun mødte dem under sjældent var så rolige som her, fortalte mere om hendes tidligere liv end mødt med Camelia. I sidste ende var det kun for stemnings skyld, at Rauha gjorde sin nogen tanker om, hvordan hendes ord ville blive modtaget. Det havde hele tiden været hendes plan at spørge, hvad enten det fornærmede den anden eller ej.

[Camelia Nimar]

Når fremmede valgte at tale sådan til hende, kunne hun sagtens vise hendes attitude frem, hvilket hun normalt ikke gjorde, mest fordi hun ikke ville gøre forskel på folk. Men drengene havde selv bedt om det, så det gjorde hende ikke det helt store. Det forbavsede hende lidt, at Rauha reagerede på den måde som hun gjorde, men hun konkluderede lidt, at hun nok ikke havde forventet det af hende, som hun blot smilte let. Camelia var ikke van til de skikke der var i området og vidste ikke rigtig hvornår hun ville have trådt over stregen, så hun kunne til tider godt virke en anelse tilbageholdende, indtil hun havde set tingene an. Rauhas ord fik hende til at grine svagt, som hun trak let på skulderne, som det var ingenting. "Beklager, men de bad jo om at få igen." forklarede hun roligt, som hun egentlig ikke burde opføre sig på den måde. Hun løsnede roligt op i hendes muskler, som de bevægede sig videre. I bund og grund ville hun helst væk derfra så hurtigt som muligt. Småbørn kunne hun sagtens håndtere, men hvem sagde ikke at der kunne komme nogle værre typer, som ikke ville blive forulempet af deres ord, men blot øge lysten til at genere dem i stedet? Drengene havde jo ikke udstrålet nogen trussel, men der kunne sagtens vente en anden bande i nærheden eller lige om hjørnet. Hun vendte dog roligt tilbage til at koncentrere sig om Rauha, hendes guide. Hendes spørgsmål overraskede hende egentlig ikke, da det var lidt underligt at hun overhovedet befandt sig Det generede hende egentlig ikke det helt store, da det var et ærligt spørgsmål også selvom svaret virkede dumt. "De har fuldkommen ret." indrømmede hun roligt, som hun vendte blikket mod himlen for en stund, inden at hun igen kiggede på Rauha. "Jeg spurgte egentlig om vej, men end ikke det kunne jeg finde ud af at følge" lo hun let, som hun jo tydeligvis var gået forkert et eller andet sted. Hun skulle sikkert bare være vendt om igen, men hun var også stædig nok til ikke bare sådan lige at give op. Camelia så sig let tilbage blot for at sikre at de ikke var blevet forfulgt, som hun vendte blikket tilbage mod hende igen. "Jeg fik aldrig rigtig takket Dem for at ville hjælpe" det var en tanke der havde strejfet hendes hoved, som hun fik lov til at køle ned fra oplevelsen og faktisk fik ro til at tænke lidt over andre ting, også selvom hun stadig var lettere urolig for hvad der skulle kunne ske eller hvad der ville ske på vejen tilbage. Inderst inde ville hun helst bare gerne væk derfra, men at flyve væk fra hendes guide var muligvis al for uhøfligt og samtidig så havde hun jo i bund og grund ikke noget imod selskabet, uanset rang og klasse. Det var muligvis noget hendes forældre havde gået op i, men årene som healer havde lært hende en del, at man ikke skulle dømmes ud fra rang og erhverv og da slet ikke fordi man var anderledes eller måske ikke lige hørte til. Rauha lod til at være en god form for selskab, indtil hun ville bevise noget andet overfor hende, selvfølgelig. Man kunne vel aldrig helt stole blindt på et andet menneske eller væsen?

Måske hun var for afslappet i en anden selskab, når hun havde fået den forståelse, at hun kunne føle sig sikker og endda tryg? Det kunne hurtigt vise sig at være en fejltagelse, hvis kvinden viste sig at være en anden, eller måske var den bag det hele. I så fald følte Camelia sig oprigtigt udsat, eftersom at blikkene ikke forsvandt, også selvom hun var i selskab med en anden, der lod til at være mere van til miljøet end hun selv var. Hun var slet ikke i tvivl om at andre allerede der dømte hende, som en der stak næsen i sky eller ville skrige efter hjælp, så snart den første nærmede sig. Det havde hun da også næsten gjort, hvis hun ikke havde fulgt sine instinkter og var flygtet derfra eller i hvert fald havde skabt noget afstand imellem hende og de mere skumle typer. Roen var roligt ved at sænke sig over hende, da hun pludselig følte nogen stirre på hende. Ikke bare som de andre, det var mere intenst og føltes skummelt og klamt. Hun greb automatisk ud efter Rauha’s arm, uden at tænke over at det kunne forskrække hende, eller bare virke underligt, at hun forsøgte at søge tryghed hos en anden kvinde? Men det var ikke rigtig noget der strejfede hendes tanker, da lyden af en dyb og ru stemme nåede hende. ”Hey!” det var tydeligt, at stemmen forsøgte at få deres opmærksomhed, og endda forsøgte at få dem til at stoppe. Camelia havde mest lyst til at fortsætte lige ud, men hendes ’flugtplan’ blev afbrudt, som en større muskuløs herre trådte frem fra skyggerne foran dem. Stadig var hun sikker på at stemmen var kommet bagfra og det blev da også hurtigt bekræftet, at hendes hørelse havde haft ret, som han talte endnu en gang. ”Det er jer, jeg taler til..” stemmen blev mere og mere hård, som kravet blev tydeligere. Han ønskede deres opmærksomhed og Camelia ville helst bare forsvinde, så længe der stadig var afstand imellem dem. ”I har tydeligvis ikke haft heldet med jer endnu” lo han let, som om han helt sikkert havde noget andet i tankerne, end blot tomme ord. Hans stemme var ru og hård, samtidig med at Camelia kunne fornemme flere mænd omringe dem. Hun holdt fortsat fat omkring Rauha arm, uden rigtig at vide hvad hun skulle stille op med situationen. De kunne umuligt slippe fra dette blot med ord og tomme handlinger.

[Rauha Sisu]

Rauha en gang eller to opfangede, at hun måske havde reageret lidt mere voldsomt, end hvad Camelia havde regnet med. Men kvinden gav hende stadig et lille smil. Så helt slemt måtte det ikke være. Desuden var Rauha bare en livlig karakter. Stemmeføring, ansigtsmimik, kropssprog. Der var gang i hendes stemme og gang i hendes krop. Og måske mere end de fleste. Selv når hun stod eller sad, var hun i bevægelse. Det kunne være vindstille, men vinden stoppede aldrig helt med at flytte på sig. Da englen havde talt, rystede halv elementet på hovedet.
”De har intet at undskylde for. Som De selv forklarede, så bad knægtene om det. Det er kun sundt, at De kan sætte Dem i respekt.” Camelia så ud til at begyndte at slappe af. Noget som Rauha valgte at tage som et kompliment. Godt nok havde det sikkert meget at gøre med, at englen nu var nået godt igennem to sammenstød med de lokale. Men halvelementet troede også at det havde noget at gøre med selskabet. At der var en til at træde til, skulle det gå helt galt, et stort levende kludetæppe.
Da Camelia forklarede sig, kunne Rauha ikke lade hver med at tænke, hvorvidt skylden virkelig lå ved hende. Det lød næsten utroligt, at kan kunne forvilde sig så langt ind i slummen ved et uheld. Hun var tæt på at åbne munden, men valgte dog i sidste ende ikke at kommenterer på det. Og dog, hun kunne ikke helt holde sine ord til sig selv.
”Måske Deres vejviser ikke var så dygtig, som De troede.” Forslog hun henkastet. Noget fangede hendes opmærksomhed ud af øjenkrogen, en hurtig skygge. Men da hun ville tjekke op på det, kunne hun i første omgang ikke spotte noget. Hun var dog stadig på vagt, det kunne i princippet lige så godt være en hurtig røver, som en hurtig kat. Da kun kiggede fremad igen, opdagede hun, at Camelia også havde kigget tilbage. Kvinden virkede dog stadig afslappet. Så hvorvidt hun også havde set skyggen eller ej, var ikke helt til at afgøre.
Ved hendes spørgsmål smilte Rauha og rystede på hovedet. Camelia havde alt for høje tanker om hende. Muligvis som ved hendes tidligere navigatør. Godt nok ville Rauha nok havde hjulpet hende lige meget hvad. Men indtil videre, havde hun kun givet udtryk for, at hun hjalp for pengene. Hvilket hun måtte indrømme var en god motivationsfaktor.
”De har ikke noget at takke for, frøken Nimar. Indtil videre har jeg ikke gjort andet end at vise vej, og det får jeg en god løn for.” Hun sendte englen et bredt smil. ”Og desuden er selskabet bestemt ikke noget at klage over.” Hendes blik gled tilbage til deres omgivelser. Egentlig ville hun gerne fortsætte med at holde øjenkontakt, men det var kun så længe, som hun følte at det var sikkert at kigge væk fra slummen. Efter at have kigget lidt rundt, så hun kort tilbage imod Camelia, blikket landede på hendes vinger. Det undrede hende, at kvinden ikke var fløjet væk. Var hun død for nylig? Eller havde hun problemer med vingerne? Det var heller ikke den længst afstand hun fløj fra mændene, da de første gang støtte på hinanden.
Før Rauha kunne spørge om noget, var skyggen tilbage. Idet hun kiggede tilbage efter den, greb nogen fat i hendes arm. Hurtigt vendte hun opmærksomheden mod sin side. Som forventet var det Camelia, der havde taget fat i hende. Men hun kunne ikke tage det roligt, før hun havde tjekket op på det og var sikker. Noget havde tydeligt vist skræmt englen. Rauha nåede at spotte stodderen, før en stemme råbte efter dem. Pis! Forhåbentlig var han blot nysgerrige, ligesom resten af de folk, som duoen var støt på. Bare en mere verbal udgave ligesom drengene. Det håb sank lige så stille, som stodderen trådte ud foran dem. Pis! Hun forsøgte i en mere diskret, men hård bevægelse, at ryste sig fri af Camelia. Rauhas styrke lå i, hvordan hun kunne danse om sin modstander og dennes angreb. Noget der ikke kunne lade sig gøre med englen på slæb. Flere mænd rørte på sig, og det var umuligt for Rauha at stille sig imellem flokken og Camelia. De var omringet. Hun bandede og svovlede ordløs af sig selv. Hvordan i fanden kunne hun lade det ske? Hurtigt prøvede hun at tælle, hvor mange der var omkring dem. Det her så ikke god ud. Camelia var tydeligvis skræmt. Og med god grund. I en mere bestemt bevægelse fik hun kæmpet sig fri af englens dødsgreb. Hun lod hendes hånd hvile mod Camelias. Både for at have lidt ekstra styr på hende, og for at beroligende hende. Hun bad bare til, at Camelia ikke vil gribe fat i hende igen.
Den tidligere røverdronnings stod med rank ryg kiggede mod den mand, der havde talt. Hendes ansigt var lige så hårdt, som hans stemme. Hendes egen klang kold.
”Vi har alt det held, som vi har brug for. Så jeg foreslår, at I splitter op nu.” At puste sig op ville nok kun virke så meget, så Rauha fortsatte. ”Desuden, tror I at vi ville have været kommet så langt som vi er, hvis frøkenen havde noget af værdi på sig?”
Da Rauha havde ønsket, at resten af rejsen ikke skulle foregå i stilhed, var det her bestemt ikke, hvad hun havde ment.

((I hvilken jeg opgav samtale, sorry))

[Camelia Nimar]

Camelia følte muligvis at det var på sin plads at undskylde, eftersom at hendes opførelse ikke ville være acceptabelt i de kredse, som hun rent faktisk kom fra. Men det lod ikke til at Rauha delte den samme mening, som hun roligt forklarede hende, at hun havde haft ret. Drengene havde jo bedt om det. Hun kunne ikke rigtig sige hende imod, som hun jo var enig, men blot havde ment at det var nødvendigt med en lille undskyldning. Samtalen virkede også langt mere afslappet imellem dem, end dem hun var van til at opgås med. Noget der faktisk beroligede hende og fik hende til at føle sig meget mere tilpas også selvom hun befandt sig i slummen, så havde hun muligvis fundet en, der kunne få hende igennem det uden problemer. Det var i hvert fald lykkes ind til videre, og sådan skulle det helst forblive.
Det lod heller ikke som om at Rauha’s ord fornærmede hende så let, som drengenes havde, da hun blot lo let over hendes kommentar og egentlig ikke lå så meget i det, udover at trække på skulderne. Måske hun inderst inde bare havde været på jagt efter noget eventyr lidt ud over det sædvanlige? ”Måske jeg blot begærer noget eventyr” kommenterede hun roligt, som hun egentlig ikke havde noget imod at se noget nyt, men måske det alligevel var blevet for meget. Næste gang skulle hun i hvert fald ikke handle først, før hun fik skøre ideer og da slet ikke have penge på sig. Men måske det at have noget af værdi på sig var godt nok, for ellers ville man bare blive taget for et andet formål. Nu kunne hun i det mindste betale sig ud af situationen, som hun da også var godt i gang med.
Det gøs hende langt ned af ryggen, som hun fornemmede at nogen holdt øje med dem eller hende, hun ville helst ikke blive der til at finde ud af, hvad der var på færde, men samtidig så vidste hun jo ikke hvor hun skulle flygte hen, hvis det virkelig blev nødvendigt. Himlen var altid en mulighed, men hun ville da heller ikke efterlade Rauha efter alt hvad hun havde gjort, hvad enten det var småt eller stort for hende, så betød det helt sikkert noget i hendes bog. Hendes tid som elver havde muligvis gjort hende en anelse for godtroende, men samtidig var hendes udstråling som engel også at hun gerne ville se det bedste i folk, hvad enten det var fortjent eller ej. Hun var ofte nød til at holde humøret oppe for ikke at glide tilbage i de vante rammer, men samtidig skulle hun også holde et vågent øje med hvor hun færdes, det havde tydeligvis også noget at sige med hvordan man skulle opføre sig. Rauha fortsatte også med at nægte hendes taknemmelighed. Nok spillede penge en stor rolle, men hun havde stadig en mindre ide om, at Rauha ikke ville have efterladt hende i slummen helt fortabt, men måske bare skænket hende en vej ud. ”Løn eller ej, De kunne sagtens have snuppet ’lønnen’ uden at gøre arbejdet” påmindede hun roligt, ikke at hun ville påpege noget med det, for hun kunne ikke forestille sig at Rauha ville gøre det. Ellers ville hun da have gjort det for længst? Eller måske det bare var et trick? Det var ikke til at sige og lige nu var Camelia egentlig ligeglad og blot taknemmelig for den hjælp hun nu en gang kunne få. Hun nikkede roligt til hendes sidste ord, som det bragte et let smil frem på hendes læber. ”Jeg kunne ikke være mere enig” smilte hun, som hun dog roligt vendte blikket fra Rauha til at se fremad. Det var måske en god ide, hvis hun fik en fornemmelse af slummen, så hun igen kunne finde vej, hvis hun skulle ende der ved et uheld igen. Rauha havde dog ret til at undre sig over at hun endnu ikke var fløjet væk. Lige nu var grunden at hun nød selskabet og følte sig tryg nok til at blive og ikke bare stikke halen mellem benene. Også selvom det måske havde været det bedste valg, før at hun atter ville havne i en kattepine.
Måske hun ikke skulle have grebet sådan ud efter Rauha, men det at der var nogen som holdt øje med dem, gjorde hende virkelig utryg og hun havde bare brug for en form for nærvær, som hun til dels kunne stole på. Eller det var i hvert fald den ide hun havde fået ud fra Rauha opførelse og ro. Camelia var lettere panisk over at føle sig trængt op i en krog igen, som hun mest af alt havde lyst til at skrige om hjælp, hendes greb blev også mere fast, også selvom hun godt kunne fornemme at Rauha forsøgte at få hende til at give slip, så kunne hun ikke nænne det, ej få hendes krop til at lystre og rent faktisk give slip på hende. Det var lidt som om hun var blevet frosset på stedet og ikke havde nogen ide om hvordan hun skulle komme fri. Hendes vejrtrækning blev også mere panisk, som hun endte med at slå vingerne om sig selv, som at danne en beskyttende skal. Hun var lettere overrasket over Rauha bevægelse, men som hun ikke længere havde fat i hende, endte hun ud med at folde armene om sig selv i stedet. Hun havde fortsat posen i hendes hånd, som hun vendte blikket fra den ene mand til den anden. Hvor mange var der egentlig tale om? For hende virkede det til at være nok til at smide hende ud af hendes tryghed og ikke mindst hendes forstand. Camelia håbede blot at Rauha vidste hvad hun gjorde, som hun straks gav mændene igen. Hendes ord forvirrede hende en smule, men hun prøvede at skjule hendes forvirring, som manden lagde armene over kors og lo ganske hånligt. Latter føltes tyk og klam, som om den var i færd med at omringe hende i fange hende. Hun gøs let og rystede på hånden, også selvom hun havde fornemmet Rauhas hånd oven på hendes. ”I har heldet med jer, nu hvor vi er her” lo han let, som han gav tegn til de andre mænd at lukke cirklen om dem, som de derved bevægede sig tættere på. Han lod til at overveje hendes ord, som tanken da havde strejfet ham, at de muligvis ikke havde noget af værdi, men så var det jo godt, at det ikke alt handlede om penge. ”Så må vi jo bare tage jer, som betaling?” foreslog han koldt, som han da ikke havde tænkt sig at lade dem slippe igennem deres fingre. Hvis de intet havde af værdi, måtte de jo bare udnytte, det, de havde og kunne tilbyde. Camelia var frosset på stedet, som hun væmmes ved tanken og hurtigt trak sin hånd til sig, for at omfavne sig selv. Hun væmmes ved tanken og det var noget manden fik øje på. ”Det lader til at din veninde ikke bryder sig om ideen, måske hun har et bedre forslag?” hånte han koldt, som han ikke ville tage imod andet og blot gjorde det for at prikke lidt til dem. Uden så meget at flytte på sig havde han givet tegn til et angreb, hvorefter Camelia mærkede nogle reb omkring hendes vinger. Hun forsøgte at sprede dem ud, men de strammede blot grebet, som hun pev en anelse af den pludselige smerte og forsøgte at bekæmpe deres styrke, da de begyndte at hive hende ud af centrum af kredsen. Måske de helst ville nøjes med at håndtere en af gangen? ”Hvor vover De?!” skreg hun forfærdet, som hun hev og sled i sine vinger, blot for at høre et svagt knæk, som hun stoppede op og faldt ned på hug. Et ryk mere og hun faldt på ryggen, men hun var stadig nogle meter fra mændene, der havde bundet hendes vinger sammen. Aldrig havde hun oplevet noget lignende, men smerten i hendes vinger var for stor til at hun kunne gøre noget ved det. Hun prøvede at komme på benene igen, som hendes blik vandrede rundt på mændene. Skulle hun bare opgive det?

[Rauha Sisu]

Rauha nåede ikke at give et svar, før de havde kastet rebene. Rauha lavede en halvcirklen om sig selv og slog med sig spyd. En stærk vind fulgte bevægelen og rebene fløj tilbage i deres ansigter og de måtte kæmpe for selv at stå imod. Men det havde kun været en halvcirkel. Ellers havde hun risikeret at blæse Camelia omkuld. Hun kunne nu se, hvordan de havde indfanget englens vinger.
"Nimar!" De prøvede at komme efter Rauha med våben, men hun dansede uden om. Den første mand det lykkes for, at komme tæt nok på. Blev stukket i overlåret med hendes spyd. Han kom med et smerteudbrud, og faldt på knæ. Det gode knæ i jorden og begge hænder over såret. Hun prøvede sit bedre for at holde alle væk, men der gik kun øjeblikke, før en lyd tiltrak alt hendes opmærksomhed. Rauhas øjne blev store ved lyden fra Camelias vinge. Knækket havde været lav, men for hende var den høj nok til at give genlyd gennem gaden. Det splitsekund hun var uopmærksom, var alt som mændene havde brug for. Før hun vidste af det, havde hun en kniv for struben.
"Smid dit våben." Han åndende hende i nakken, og det var næsten værre end kniven.
"Rolig, rolig..." Langsomt løftede hun sine hænder indtil de var tæt ud foran hendes skuldre. "Jeg slipper det nu." Hun åbnede begge hænder, og spyddet fald. I det man kunne høre spyddet ramme jorden, greb hun om hans håndled og underarm. Med et fast greb trak hun sin overkrop fred ad og holdte stadig kniven i samme afstand til hendes hals. Han bevægede sig først med, men stoppede hurtigt for at stå imod. I det øjeblik Rauha kunne mærke, at han spændte i kroppen, støtte hun mod hans arm og hamrede sin overkrop baglæns. Hendes baghoved ramte hans næseryg. Det rungede i hendes hoved, men han havde det værre. Med et brøl gav han slip fra hende, og fik i samme bevægelse skåret mod hendes hals. Til Rauha held var det hverken dybt eller farligt placeret. En let strøm at blod løb fra såret, men det var intet i forhold til hvordan det flød fra mandens brækkede næse. Han bandede og svovlede imens han sine hænder op foran hans ansigt. En anden mand trådte frem og greb ud efter hende.
"Du er en hidsig lille sa-ARG!!!" Kredsen havde holdt øje med hendes spyd og kniven i bæltet. Men Rauha havde fra barnsben lært, hvordan man gemte knive de mest belejlige steder på kroppen. Noget manden foran hende nu fik at føle. I en hurtig håndbevægelse havde hun tryllet en lille daggert frem. Han nåede ikke at fuldføre sin sætning, før Rauha havde hugget en kniv igennem hans hånd. Hun gav slip på våbnet, og trak sig et par hurtige skridt tilbage. Manden havde med den raske hånd fat om sit håndled og stirrede vantro på sin håndflade og den knivspids, som stak ud af den. Ringlederen kiggede uimponeret ud over det rod Rauha havde lavet.
”Skal jeg forstå det sådan, at I ikke kan håndtere en lille dame?”
Havde hun været ved sin gamle styrke, havde det her ikke været et problem. Havde hun været ved sin gamle styrke, ville langt de fleste mænd være døde for deres frækhed. Havde hun været ved sin gamle styrke, havde hun aldrig været i den her situation i første omgang. Men det var hun ikke. Og at tage dem alle sammen ned, virkede stadig mere og mere håbløst. Hendes øjne fæstnede sig på ham, hendes udtryk bestemt. Der var en sikker måde at komme ud af det her på, eller i hvert fald mere sikker end hvad der var sket indtil nu. ’Huk hovedet af slangen’ hendes adoptivfars stemme lød klar gennem kaosset.
”Hvilken kujon gemmer sig bag sine mænd? Er det i virkeligheden dig, som ikke kan håndtere en lille dame? Er du bange for at møde os uden håndlangere og menneskeskjold? Hvis dig som en mand og kom an!” Et øjeblik var der helt stille, mændene kiggede afventede på deres anfører. Så blev en spænding brudt, blot for at skabe en ny, da han begyndte at klukke grumt. Han nikkede til en af mændene.
”Hans, være venlige at samle hendes våben op.” Den tiltalte kiggede forvirret tilbage.
”Kreos, det mener du vel ikke?” Stemningen så ud til at være splittet i lejren. Halvdelen var enig med Hans, den anden halvdel så ud til at være klar på blod. I stedet for at svare hans mand, henvendte Kreos sig til Rauha.
”Jeg er en ganske rimelig mand. I vil få en retfærdig mulighed for at forsvare jer selv. I kan ikke sige andet, end at vi er sande gentlemænd. Men så er det jeres egen skyld, hvis vi er lidt kørt op og derfor mere aggressive senere.” Mændene begyndte at komme med pift omkring dem. ”En fair kamp, to mod to.” Ind mod midten af cirklen trådte en mægtig mand, der bar på to sværd. Der kom et par tilråb fra de andre. Kreos kiggede ned på Camelia. Smilet kunne bedst sammenlignes med en kat, der havde fundet en forsvarsløs fugl.
”Du vil lade det her forsvare dig?” Spørgsmålet var rettet mod Rauha, men han fjernede ikke blikket fra englen imens han talte. ”Eller du er måske så selvsikker på dine egne evner?” I sit sind bandede Rauha lige så meget, som manden med den brækkede næse. Hun kendte intet til Camelia, vidste ikke hvorvidt hun overhovedet var i stand til kæmpe. Men Rauha havde selv modtaget lidt engle ild en gang eller to. Det var en oplevelse man sjældent glemte. Camelia måtte, om ikke andet, så kunne bruge den. Rauha nikkede bestemt.
”Der er ikke andre jeg hellere vil kæmpe med.” Det var en løgn. For der var mange, bare i dette land, som hun hellere ville kæmpe med side om side. En stor, fed løgn der blev sagt med utrolig overbevisning. Kreos havde ikke engang kigget op. Hans blik var stadig på Camelia.
"Hvad siger du, guldlok? Er du klar til at forsvare dig selv, bette pus?" Grinet på hans ansigt og den hånlige stemme fortalte klart, hvor små hans forventninger til de to kvinder var.