WOLFGANG GÅRDEN

[Chorie Wolfgang]

Choie var enlige kommet
hjem efter en regn stom som piskete ned lige nu det var ikke til at
sige hvornår det ville holde han kikket på en lille gård som han
kendte så godt våd og mad der var vådt gik han Rask til og åbnet
døren ind til sin hjem en kvinden kom løbne hen i mod ham og han
om Favnet hinden hinden ” hej mor Undskyld jeg kommer så sent
uvejret kom pluslige bag på mig ” sagde

han med et letteste hans
mor som hed Anita smilte varmt op til ham og sagde så ” kæreste
dog du er helt våd kom så finder jeg noget tøj frem og noget mad
frem til dig så kan du få varmen i mens” han smilte svagt og kom
hen til der hvor hans mor hadet vis ham hen han bliv der dog ikke
så længe han skulle videre men en uge kunne han blive højst

et stille suk kom for ham
da han smed Trøjen og gik til ild stede rolige sukket Choie og
vendte blikket hen mod sin mor ” du kan tro det er spændene at
være ridder jeg har mødt så mange mennesker og foget nye venner
efter det her ” sagde Choie glad og vendte blikket fra Anita og så
ind i ilden det var godt at være hjemme igen han tænkte dog på om
hans søsteren mund sov nu og brødre ” sover mine søskende?”
sagde han stille og rolige og kikket Anita kom med en bunke tøj til
ham en blå skjorte og pose bukser som var brune og hul i til halen ”
nej din søster er vågen og venter på dig og din ene bror er taget
over til en af sine venner men de to Andere er hjemme ” sagde hun
glad og så på mens Choie vendte sig for at tage tøjet på og
svaret så på det andet han spurte hinden i ” det er jeg Glad for
var der nogle Furry pigere i mellem ” sagde hun lidt håb fuldt og
kikket hen mod Choie og Choie selv måtte holdte et grin inden

Nej ikke i nu men jeg er
sikker på der kommer nogle snart mor bare rolige jeg er kun 19 år
jeg skal nok finde mig en uden jeres hjælp ” sagde han glad og tog
blidt om hans mores hånd som lage ørne lidt ned hans far ville
have at han skulle finde en stille satte han sig og tog lidt af spise
Choie kikket rundt der var mange maleriger og fine ting det var lige
som han huskete det og marmor gulvet og det fine maleri hvad skulle
han gøre uden det her sted

[Rauha Sisu]

Pis vejr!
Blæst, kulde, hede, Rauha skulle nok komme gennem det, men regn var noget som Trix havde skabt. Rauha trak den grønne rejsekappe tættere om sig. Regnen var kommet bag på hende. Vinden havde pludselig skiftete retning og trukket skyerne indover hende i stedet for væk.
"Så meget for mit element," mumlede hun frustreret til sig selv. Vandet havde gennemblødt kappen og var begyndt at gøre hende kold og klam. Hendes kappe var af god kvalitet, men der var grænser for, hvor meget den kunne holde til. En kuldegysning løb gennem hendes krop, som stoffet under hendes læder begyndte at suge vand til sig.
Med længsel kiggede Rauha frem mod lyset. Lidt længere og hun ville endelig nå ly. Lyset var det eneste, som havde holdt hendes humør en smule oppe indtil videre. Forhåbentlig ville folkene ikke gå i seng, før hun nåede frem. For hun kunne godt opgive at lave en fakkel i det her vejr. Hun regnede ikke med, at det ville blive et problem at snuppe stalden. Det var sent, og de folk som stadig ikke lå i deres seng, ville nok ikke sætte en fod ud i det her vejr.
Som Rauha kom tættere på, opdagede hun at gården var noget større end hun havde regnet med. Det havde været svært at bedømme i mørket og med al den regn. Men nu var det tydeligt, at det var folk af god stand, som boede der. Ikke at det ændrede hendes mål. Hun ville i ly - og det kunne ikke gå hurtigt nok! Hendes rygsæk og dens indhold var med garanti gennemblødt, men i det mindste kunne hun tage det værste våde af og være ude af regnen.
Et par hurtige forsigtige skridt, og Rauha var ret så sikker på, at hun var kommet uset ind. Til hendes held gav hverken hest eller køer lyd, da hun trådte ind i stalden. Hun lukkede til efter sig, og nød ikke bare en tørre luft, men også den varme som dyrene havde givet stalden. Rygsækken blev smidt ved siden af en bunke hø. Kappen kom af og blev hængt over en skillevæg mellem to heste. Spyddet blev stillet op af samme væk. Rauha var i hendes almindelige læder og blå stof. Der hvor stoffet havde været direkte i kontakt med kappen, var det gennemblødt. Det var også sådan, at det havde trukket vand ind under læderet. Med stive fingre fjernede hun sine læderhandsker. De gamle brandar hilste hende. De var værre end det hun havde i ansigtet, men var blevet en del bedre med tiden. Uden at spilde tid på ar hev hun sine støvler af og rev bæltet åbent. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at få det våde læder af. Hun fortsatte med det læder som dækkede hendes torso. De forskellige knive, som normalt var gemt i hendes påklædning blev pænt samlet. Til sidste stod hun tilbage i en undertrøje af lys stof, en overliggende lang skjorte uden ærmer og et par tæt sættende gamacher. Stoffet have flere mørke pletter hvor vandet havde nået det. Hun åbnede sin rygsæk. Som forventet var det meste der i vådt. Måske ikke gennemblødt, men ikke så meget bedre, at hun orkede at skifte tøj. Hun pakkede knivene, med undtagelse af den, som altid var i bæltet, derned.
"I det mindste er mine sokker tørre." Fortalte hun sin sidemand. Hesten anerkendte hende overhovedet ikke, og hun grinte lidt for sig selv. Humøret meget bedre, nu hvor hun var ude af regnen.

[Chorie Wolfgang]

Antia var gået ud for at hente noget vand varmt vand til choie da hun pulige stoppet op og så ned i gården at der var nogle og kunne også dufte en fremmet choie kunne også og hans øjne bliv vilde hvem vovet at komme ind på deres territorium uden at ha foget lov til stile rejste han sig op og Choies mor anita gik ham i møde og sagde så med lidt forsigtighed[font ” kan du også lugte det ??” svaret hans mor og Choie nikket rolige og tog med forsigtighed om hindens mors hånd og Anitas selv lage ørerne ned igen og choie viste hvad hun ville ham til rolige tog han sit svær og kappe på for at være lidt Usynlige for sin fjende det kunne jo være person ikke hadet et en af hans slags før rolige lage han hovedet på skrå han stilled sig midt i gården og stod stille nogle minuture men rangen vaskede lugtene væk og gjorder det svært at følge persons Spor de gule ulve øjne kikket hen mod og ham som der Ellers hadet foget nyt tøj på og det hele men vis han skyndte sig Choie kunne ikke tro at nogle mennesker kunne komme her og volde ondt det lå godt nok ikke til familien Wolfgang at skade personer ikke kamp men når de fremdte kom fortæt på deres hjem så var det lidt noget andet Choies næse lugte en svag lugt og fulte efter den ind i den lidt mørke stal men her gik det helt af mok der ” hallo ??” sagde han lidt højt da han prøvet at skramme personen lidt for at se hvor den var men ind til videre var der bare bum mørkt ørne lage sig lidt tilbage under hætten og det enste man kunne ane var hans mund og næse der søgte men Choie brugte lige nu mest hans lugte sans

Anita stillet sig i vinduet og kunne se hindens søn gik ind i Stalden da hindens mand ikke var hjemme var Choie overhovet også dan var hun tog blidt om kadierne og sagde til sig selv ” vær forsigtigt min dreng ” de bekymrer moderes øjne kikket lidt hun var klar til at kalde på en vagt vis Choie ikke kunne hånd Terre det men stille kikket gik hun ud for at lave tage det varme vand af og så hælde op i en the kande det var sikker inden ting dog var det ved at blive sent og Anita var ved at blive en smule træt og overvejet at gå i seng ” det er sikker bare min fantasie der spiller mig en pus ” sagde hun mest for at berolige sig selv og tog stille om sin gifte ring og ønkskede at hindens mand var der lige nu

[Rauha Sisu]

I stalden var Rauha begyndt at ligge det våde læder ud til tørre. Hun mindede sig selv om at give det olie, når det var tørt, og hun fik tid. Det kortere sorte hår klistrede til hendes kinder og irriterede hendes øjne. Efter at have pust til det et par gange, stoppede hun sit arbejde for at fjerne det. Et par sekunder stod hun næsten helt stille og tog sine omgivelser ind. Det var en flot stald med flotte dyr. Har var ikke bare en smule lunt, men også helt tørt. Rauha kiggede op imod taget, som ikke så ud til at lække. Og de havde endda glemt at slukke lyset herude. Ikke at det lyste hele stalden op, men det var godt nok for hende. Det ville bestemt ikke blive det værste sted, hun havde overnattet i Ireno. En smule køligt, nu hvor hendes sovetæppe var vådt, men ellers rart nok. Uden at tænke nærmere over det gik hun fra sin nuværende opgave og videre til den næste. Efter at have lagt tæppet ud på samme måde som kappen, kom hun i tanke om, hvad hun havde været i gang med tidligere. Med et lille smil rustede hun på hovedet af sig selv.
*En ting af gangen, Rauha.* Hun hummede for sig selv, som hun gik tilbage til sit oprindelige arbejde. At havde haft et dårligt vejr på vej herover, havde gjort hendes humør meget bedre nu. Hun blev mindet om de små ting, som en tør seng, og hvor meget det kunne betyde. Det kunne ikke andet end gøre hende glad og en smule ydmyg.

Der gik ikke længe før opgaven var udført, og hun satte sig i høet med rygsækken mellem benene. Fra den gravede hun et vandskin samt en smule brød og pølse. Maden var måske våd, men hun var vokset op med meget værre på gaden. Fornøjet tyggede hun det i sig. Regnen trommede beroligende på taget. Hun svajede let til lyden, som havde det været musik. Dog gjorde regnen det svære at høre hvad der forgik udenfor. Hun opdagede ikke, at der havde været nogen på vej, før nogen tog i håndtaget. Hurtigt tyggede hun af munden og skimtede imod sit spyd. Det var tæt på, hvis hun rykkede overkroppen til siden, ville hun kunne nå det. Hun bestemte sig for at tage det roligt. Det var trods alt sjældent, at hun blev mødt med høtyve.
Den fremmedes øjne havde tydeligvis ikke vendet sig til det meget begrænsede lys. Rauha kunne se hvordan han skimtede ind. Hans ord rørte hende ikke, hun var så let at skræmme. Meget antidramistisk kiggede Rauha op på ham.
"Hej. Kan jeg hjælpe Dem med noget?" Spurgte hun roligt og venligt, som havde han lige vandret ind i hendes køkken. Stadig henholdsvis brød og pølse i hver hånd.

[Chorie Wolfgang]

Lysete gjorder ikke noget men Choie stod lidt stille med kappen om kræng sig og kikket lidt over mod persons spyd han viste lidt tændere dog men bevæget rogen ” jeg håber du er klar over du er på Privat grund ” sagde han lidt noget af Choies fars gammel svær stak ud af kappen han var klar vis det var stille vente han hovedet mod den fremmet som sad og spiste” man vedere ikke bare ind i folks huse eller gårde for den sags skyld ” kom det fra Choie som nu stod lige så stille og fint men blikket var ratte mod kvinden som næsten ikke hadet noget på ” det her er Wolfgangs herre gård du befinder dig i vis du har i sinde at lave blade eller er på flugt fra noget må jeg bede dig om at gå...... men vis du bare er her for at søge ly for rengen er du mere ind velkommen vis du kan følge vores regler her ” sagde han lige så stille mens halen og ørne var ratte lidt op under vis hætte kant gik lidt over næsen Choie var ikke en voldsom person han stod kun i forsvar potisnon vis den kvindelige Choie husket alt for godt sin træinge som ridder og den glemte han ikke bare sådan * vær vågen for en vær fremmet du mødre lær alt om person gå gang svagheder ” stille kikket han på hindens tøj og tænkte stille i sit sindt * tyldige rejsende lidt magiske evner Resultat vær på vagt over for overraskelser * Choie bukket dog let hovdet og sagde så ” mit navn er Choie Wolfgang ” men med hetten stade over sin snynde så man kun kunne ane den og hans mund

[Rauha Sisu]

"Jeg håber, du er klar over, du er på privat grund."
Rauha lagde hovedet på skrå. Der var ikke så mange høfligheder her. Den unge mand kaldte hende allerede "du". Godt nok var hun på deres jord uden tilladelse men stadig... Det gik hende bestemt ikke på, at han så hende an. Med tiden var hun blevet van til det. Alt der ændrede sig gennem årene var grunden og ejeren af øjne.
Siden hun ikke var blevet smidt ud med det samme, fortsatte hun ufortrødent med at spise, imens han snakkede. Hun overvejede kort at tilbyde ham noget, men han havde nok allerede spist - og sikkert noget som var bedre. Ikke desto mindre rakte hun brødet frem, som han blev færdig med at snakke, og hun tyggede af munden. Om ikke andet havde Rauha tænkt sig at være høflig. Knægten oplyste sit navn og gav hende et nik, i det hun sank det sidste. Den tidligere røverdronnning blev sættende, men nikkede høfligt i hans retning.
"Det glæder mig at møde Dem, herre Wolfgang." Navnet afslørede hurtigt at der var tale om en ulv frem for en hund. "Jeg er Rauha Suri. Jeg er ikke ude på ballade, og det eneste som jeg flygter fra er vejret. Så hvis De lister reglerne op, så er jeg sikker på, at de er retfærdige." Rauhas stemme var varm og imødekommende. Hun fortrak at holde sig til sine egne regler. Men hun var ikke så uhøflig, at hun ikke overholdte andres, når hun var gæst i deres hjem. I hvert fald det meste af tiden.

[Chorie Wolfgang]

Han kikket lidt mod kvinden og rystede lidt på hvodet ” nej tak spist du bare videre jeg har lige spist ” han tog ikke mad fra fremmet han ikke kendte dog gik han stille hen mod hindens spyd og kikket lidt mod Rauha han vidste ikke helt om han var til spyd i ny det var noget han ikke var helt god til ” må jeg? ” sagde han stille og tog stille spyd op i sin hånd og nærstudierne det lidt det var godt stykke hånd våben og det gjorder ham kun glad stille sagde han til sig selv ” en pæn balcase der i dem må jeg sige ” sagde han lidt glad og vendte blikket mod Rauha og stillet det stille på sin pals ” når jamen vis du skal over natte her må jeg jo heller vise dig gæste værelset ” sagde han stille og rolige han tog sin kappe af så hans smukke unge Ansiget kom frem det lange brune hår sad lidt pjusket og ørne kom stille frem mens halen også gjorder ” her tag det her på så kan du få noget tørt tøj på ” et stille smil kom frem for ham Choie elskede at hjælpe folk det var jo han var der for ikke for at skramme dem selvom han godt kunne lide det af og til bare for sjovt og se hvordan folk så ud i Ansigtet men hinderne her Rauha var mere ind høflige dog ikke noget Choie kunne lide for det gjorder ham faktis lidt Choie vente dog lidt med til at hun hadet spist med at forsætte for kvinden skulle også have en Chanse til at klæde om jo men det for kom han nu meget godt at hun var i kriger klasse de gule ulve øje kom regitit frem nu og man kunne se dem dog var det ikke noget som gjorder ham noget lige nu Choie sukket stille og rolige og lente sig op af en pæl der var man Choie kikket lidt mod kvinden Rauha han tænk det måske var en god ide at gå ind til sin mor hun var jo tros alt lidt bekymmert

[Rauha Sisu]

Rauha trak bare på skuldrene, da han afslog. Choie kunne ikke være sulten, eller maden kunne være forgiftet – på trods af at hun selv havde spist af den. Der kunne være mange god grunde til ikke at tage imod.
Til gengæld kiggede hun skeptisk på den fremmede, som han spurgte til spyddet. Det var måske ikke så dyrebart, som det hun havde haft i sit hjemland, men det var stadig hendes våben. Hun havde ikke tænkt sig at lade en fremmed røre det, og slet ikke med den situation hun stod i. Herre Wolf kunne hurtig ændre attitude, hvis han følte, at han havde overhånden.
”Faktisk så…” Mere nåede hun ikke, før end han havde grebet fat i det. Hans dumme ulve potter undersøgte hendes våben. Stadig venlig smilende pakkede hun maden sammen. Det gav hende en god undskyldning for at sætte med hænderne i rygsækken, hvor hendes knive var. Hvis han prøvede på noget, var hun stadig bevæbnet. Men indtil nu spillede hun med. Takkede endda pænt, da han roste våbnet. Hun fulgte det med øjne, da han satte det på plads. Mest af alt havde hun lyst til at gribe ud efter det, men det kunne tolkes som en truende. Hurtigt vende hun ansigtet tilbage mod Choie. Den høflige fasede blev aldrig brudt.
Rauha rystede høfligt på hovedet ved hans tilbud om at sove inde.
”Jeg takker mange gange for tilbuddet, Herre Woldgang. Men det behøves ikke. Hvis jeg bare kan låne et tørt sovetæppe, så er jeg godt tilfreds. Jeg har bestemt sovet under værre forhold.” Som hun talte, tog Choie hans kappe af og rakte den ned til hende. Af ren automatik tog hun imod den. Han kommentar fik hende til at kigge lidt så ned af sig selv. Koften, hør trøjen under og bukser var alt sammen vådt i mere eller mindre omfang. Mørke plamager viste hvor læderet ikke havde dækket, og hvor vandet var nået lidt under rustningen.
”Mange tak, herre Wolfgang.” Hun så den kort over, flyttede stoffet mellem fingrene, før hun tog den på. Kappen lagde sig behageligt omkring hende. ”Men jeg mente, hvad jeg sagde. Stalden er fin for mig. Og hvis De har et sted de burde være nu, så vil jeg ikke tage Deres tid.” Rauha kiggede afventende op mod Choie. Hvad enten han ville gå eller blive, var op til ham. Hun betalte gerne for hendes ophold med godt selskab.

((Rauha vil normalt aldrig lade nogen tage hende våben fra hende på den måde. Jeg ville fortrække, hvis du ikke dikterer hvad der sker ^^ ))

[Chorie Wolfgang]

Et gald smil kom frem for Choie da hun tog i mod kappen han kikket lidt ind mod hinderne” når hvor kommer du så fra ??” kom det stille fra Choie men de gule ulve øjne kikket lidt rundt og så på hinden han hadet ikke hørt om en kvinde der ikke ville sove i en seng men igen det var tit han heller ikke gjordene det et stille suk kom da han prøvet at holde søvnen lidt væk han ville heller snakke og måske kunne kvinden der også fortelle nogle vilde historigere og måske kke mens han vente Choie følte sig dog lidt ubehag at sidde med en kvinde som kun var dækked af hans kappe til at holde hinderne varm med dog kikket hans blik stille ind i hindens mest for at være med i vad der skete vis han gjorder det og også for at sikker sig for at der ikke var fare på fære ” du heldige min far ikke er hjemme han hadere folk bare ind i hans går men jeg elsker at snakke med folk ude fra du har sikkert op levet en hel masse vilde ting ” sagde han med et smil på læben og vendte blikket lidt mod døren igen det var sandt Choie var nu meget glad for fremmedes igen en ting som hans far ikke brød sig meget om men igen Choie var langt fra som de andre Choie tænkte på om han skulle besøge sin søstre og brødre i dag eller i morgen når han hadet foget lidt søvn for lige nu var hun jo her det smil på Choies læber der var faldt lidt og kikket mod kvinden som ikke hadet så meget tøj på han rødmet lidt og kikket lidt den anden vej men igen Choie var også ulv med ulve sanser det var svært ikke at mød stå dem Choie følte sig lidt forlagene for han syntes det kun var ham der sad og snakket selv om det nok kun bare var ham

[Rauha Sisu]

Rauha smilte til hans spørgsmål. Hvis knægten ville have en historie, så skulle kunne hun tale den halve nat. Hun havde altid været lidt af en natteravn, og med de mørke dage kunne ingen beskylde hende for ikke at udnytte dagslyset. Desuden behøvede hun ikke at stå tidligt op for at undgå ejerne af herregården. Nu havde hun tilladelse til at være der.
”Jeg kommer langvejs fra. Den anden side af havet faktisk. Jeg er født og opvokset i Jumalatmaa." Hun uddøbte det ikke nærmere. Siden Wolfgang virkede til at være en lært mand, der var en chance for, at han havde hørt om det før. Og hvis ikke var det lige meget. Det betød ikke noget for hendes forklaring. "Jeg kom til Ireno for at starte på en frisk. Men jeg må sige, at Jeres land ikke er det paradis, som det bliver fortalt i mit hjemland.” Hun grinte lavt, mere af de fjollede rygter hjemmefra end Irenos befolkning. ”De taler om at folk er lige. Hvordan I ikke har nogen kriminalitet. Hvordan der er job og muligheder for alle. Jeg tror, at folk har glemt, at fred ikke er det samme som paradis.” Hun var klar til at fortsætte, da Choies søvnige lyd, brød hendes tale. Et varmt udtryk kom til syne hos hende. Var staklen for længe oppe? Det førte videre til et hjerteligt grin, da han beskrev sin far.
"De vil blive overrasket over hvor mange gange, jeg er blevet jaget ud med en høtyv." Arvævet i hendes ansigt fik det store smil til at blive lidt skævt. "Eller måske ikke med en fader som Deres. Jeg gætter på at tvillingerne synes, at jeg havde det for hårdt i regnen. Og de gjorde op for det med ikke bare en varm stald, men også en venlig vært." Med tvillingerne mente hun guderne for balance, Flik og Trisja. Hun regnede ikke med, at det behøvede nogen forklaring.
Knægten rødmede efter at have kigget i hendes retning. Måske det ikke handlede så meget om guders medlidenhed eller held, men mere om teenage drenges reaktioner til hunkønnet. Rauha kunne ikke lade hver med at smile af ham, hendes tænder synlige. Hun mente ikke selv, at hendes påklædning var et problem. Der var godt nok tale om bukser frem for kjole eller nederdel. Og tøjet sad strammere end hos den almene kvinde, da hun havde læder ud over. Og hun sad med let spredte ben i stedet for at holde dem klemt sammen. Men hun var dækket, overkroppen endda af to lag. Og hendes kofte gik godt ned og gav ekstra dække til hendes neder regioner, nu hvor bukserne mest af alt var leggings.
Halv elementet klappede på høet ved siden af sig på den modsatte side af spyddet. Selvom Choie virkede fredelig nok, var der ingen grund til at tage chancer.
"Hvis De har tænkt Dem at blive, så sæt Dem ned." Tiltaleformen var der måske, men sætningen og stemmen fik ham til at lyde som en ligemand. "Med mindre De er for træt?" Hendes stemme bar en lille udfordring, hendes smil let drillende. Han skulle være velkommen til at blive, det lille pus. Hun havde også dårligt nået at fortælle noget endnu.

((Var lidt i tvivl om hvorvidt Choie stod eller sad. Da du skrev ”sidder” på et tidspunkt, men aldrig beskrev ham sætte sig ned. Så tog mig den frihed at antage han stod op.))

[Chorie Wolfgang]

Choie grinte lidt da han hørte hindens fortligene stille satte han sig ved siden af og kikket ned i hørte , lidt og hørte godt efter med sine ulve øre da hun kom til Pardis og jobs vendte han hovedet lidt og så ind i hindens øjne ” vis du mangler job tror jeg min far har noget du kunne bruge til at tjente lidt ekser små mønter på?” kom det stille og varmt for Choie og kikket lidt op og ned af Rauha hun var noget af en kvinde men det, var ikke fordi hun ikke hadet særlige meget tøj på eller andet i den stil han vidste og kunne mærke af denne kvinde hadet . Været på noget af en tur det minde om Choie og hans ture inden han bliv ridder da Rauha snakket om tilvingeren smilte han lidt i deres familie var det jo Roskov der var deres gudinde hun var skovens gud stille lage Choie sig lidt tilbage og kikket på mod Rauha og smilte svagt til hindens hans ulve øjne nærstuderet hinden lidt igen ” tjaa min familie er Roskov tilbedere der for vi bor så tæt på skoven for at komme i badere folbenrise til hinde mener de ” sagde Choie med et stille smil over læben han lukket sine øjne lidt for at slappe af ” jeg arbejder nymalt i Ynisti for de kolinge som ridder ” sagde han med en stolt under tone han hadet ikke været særlige glad for det i straten at dele sin skæbe med som sing fars men han hadet nu godt med det efter et stykke tid stille kørte han rolige hånden op af Rauhas ryk og smilte varmt til hinden men sagde dog ikke mere til hun kunne svare ham vis det er
han tænke også at han måtte se at komme op til sin mor og give besked om hvad der var der listede rundt i laden men han ville ikke ikke rejse sig der var dog noget ved Rauhas navn der sagde ham noget men han gik ikke i ditalger på nogle måde han smilte rolige igen og lukket øjne blidt i for at slappe af det hadet været turen der hadet gjort ham træt 3 dags Mast i øde marken mens tomen havet det der ude også