Blind forever?

[Sheera Ara Lusha]

Dato :13 april.    
Vejr: skyet med små regn.
Tid: 13:00

Det var en skyet dag da Sheeras faar sendte en due afsted med et brev til en healer der skulle være rigtig god.

"kære Frøken Nimar.
Vi har en blind datter, hun har været blind altid men ville høre om ikke De ville gøre et forsøg med at gi hende et syn. Vi bor i rigmandskvateret i Nelirego. vi har sat et rødt flag ud så De kan kende huset.
Vi skal nok betale rigeligt for Deres ydelser.

Hilsen Familien Lusha"

skrev faren på brevet og duen fløj direkte til healer værelset på slottet. imens satte faren nogle tjeneste folk til at tage et rødt flag op i flagstangen. Sheera som havde en historie dag sad på gulvet imens hendes guvenante læste højt for hende om Irenos historie og det ting der var vigtige at vide.

[Camelia Nimar]

Endelig var foråret dukket op, men alligevel var det endnu ikke kommet helt frem, eftersom at solen og varmen stadig var skjult at et skydække, noget der godt kunne være en anelse skuffende, når nu man nød at være udenfor. Regnen gjorde ikke situationen meget bedre, men så måtte man jo bare holde sig indendørs, hvis regnen forstyrrede. Camelia var dog ikke typen, der havde noget imod regnen, men alligevel befandt hun sig indenfor for at dyrke sine urter og krydderier i forbindelse med healing. Nok var hun engel, men hun var stadig trofast med hensyn til de gamle skikke, som hun var blevet oplært i som elver. Hun havde endnu ikke formået at give slip på sine gamle rødder og det ville hun næppe komme til i fremtiden, da hun ikke skammede sig over hendes fortid og faktisk var en anelse stolt over sin opvækst, også selvom hun havde holdt afstand til hendes forældre og familie i flere år efterhånden. Hun var travlt optaget af sine urter, da en due pludselig bankede på hendes rude og tiltrak sig hendes opmærksomhed, som hun bevægede sig hen til vinduet og åbnede det for at lukke duen ind.
Camelia smilte roligt, som hun bevægede sig tilbage til sit arbejdsbord, imens at duen hoppede lidt rundt i vindueskarmen. Den fløj dog lige pludselig hen foran hende og ind foran hendes arbejde, som hun lo let for sig selv, før at hun fik øje på brevet om dens ben. "Hvad bringer du, lille ven?" sagde hun med et smil på læben, som hun strøg den over ryggen før at hun fik fingrene i brevet og lod duen slippe fri igen. Den forlod dog ikke hytten lige med det samme, som den fandt sig til rette i nærheden af hendes forråd. Den lod til at være sulten, så hun beklagede sig ikke rigtig, men fandt blot nogle frø frem til den, som den kunne spise uden at blive dårlig.
Som hun vendte tilbage til brevet, åbnede hun det roligt og læste det igennem. Hun kunne umuligt sige nej til et sådan brev også selvom hun tvivlede på, at hun faktisk ville kunne hjælpe det stakkels pigebarn. Det kunne umuligt være nemt at være blind, men samtidig så havde pigen, da mulighed for at vænne sig til det, når hun var født med det. Hun rullede brevet sammen og lagde det ned i hendes lomme. Det kunne være at hun skulle bruge det i forbindelse med ankomsten, så det var bedre at tage det med for en sikkerheds skyld. Camelia smilte let af duen, som trittede rundt, hun lod dog vinduet stå åbent, som hun forlod hytten. Der var alligevel ingen som kunne komme ind, så længe at de ikke havde adgang til slottets områder.

Camelia forlod healer hytten, som hun valgte at gå mod porten, blot for at informere vagterne om at hun var nød til at se til en patient udenfor byen, så de vidste hvor de ville kunne finde hende, skulle der være brug for hende på slottet. Så snart at hun var kommet udenfor murene, bredte hun sine vinger og tog den friske luft til sig. Regnen var ikke voldsom, så det generede hende ikke, ikke andet end at hendes hår blev vådt. Resten af hendes krop havde hun skjult med hende frakke, bortset fra hendes arme, som illustrerede et mønster af spiraler hele vejen ned af hendes arme. Hun frøs ikke, som hun forlod jorden og begav sig mod Nelirego. Hun holdt udkig efter flaget, som hun dog smilte roligt, da hun fik øje på det i det fjerne. Camelia valgte at lande et stykke før deres hus, eftersom at det godt kunne virke en smule anmassende at komme flyvende på den måde. Hendes vinger foldede hun på ryggen, som hun bevægede sig mod indgangen til huset. Under frakken bar hun en lang kjole, den var grøn med broderi af guldtråd, noget som hun selv havde lavet, så det var ikke noget man ville kunne finde i en butik i byen. Hendes hår var flettet og hang langs med hendes ryg, som det tilbage trukket hår afslørede hendes elver ører i det at hun bankede på døren. "Hr. og Fru. Lusha, jeg er kommet på Deres ønske" forklarede hun roligt, som hun ventede på at nogen ville åbne døren og byde hende indenfor. Hun havde en taske med sig over skulderen, hvori hun havde de mest nødvendige urter også selvom hun ikke var sikker på, hvad hun kunne stille op, så ville hun da gerne gøre et forsøg for deres skyld.

[Sheera Ara Lusha]

inden for hade historie timen lige afsluttet og sheera valgte at gå ind på sit værelse og synge lidt for sig selv. nede i stuen var faren og moren i vente position. da det så bankede på så de begge op og en stuepige gik over og åbnede døren. hun nejede fint for Camelia. "velkommen til. Herren og fruen har ventet Dem" sagde den lille stuepige elver med en sød og venlig stemme som tegn på hun kunne lig at bo der.
faren og moren rejste sig begge op og gik ud til gangen hvor Camelia var blevet vist ind. hun ville få sin frakke taget og hængt op på stumtjeneren. "velkommen frøken Nimar" sagde moren med den gladeste stemme hun havde da hun havde frygtet at Camelia ikke ville komme og at Sheera aldrig ville få en change for måske at få synet igen.
oppe på værelset havde Sheera hørt lyde nede fra og bevæget sig ud i opgangen og lyttede til hvad der skete neden under. da hun hørte navnet Nimar stod hun længe og tænkte. men bevægede sig så ind på væelset og sang Hallejula for sig selv. hun sang ikke højt men bare lavt. hun kunne dog ikke huske hvor hun havde hørt navnet Nimar fra. men hun var jo heller ikke så gammel i sind.

[Camelia Nimar]

Camelia så helst, at hun ikke lod folket vente på hende, når de nu personligt havde bedt om hendes hjælp, derfor havde hun også forladt slottet, så snart at hun var klar til det. Hun ventede tålmodigt på at nogen ville åbne døren, som hun smilte roligt til stuepigen, da det var hende der åbnede døren. Hun nikkede roligt til hendes ord, som det muligvis ikke var nødvendigt at tale med stuepigen, hendes fokus lå også et andet sted, som hun trådte ind i deres hjem. Det mindede hende lidt om hendes egen opvækst, forældre der ville gøre alt for deres barn, men samtidig også hjemmet i sig selv bragte nogle minder frem i hendes øjne. Noget hun hørte gemte væk, da forældrene kom til syne i gangen. Camelia kunne allerede fornemme på stedet, at det var et rart sted at være, men samtidig fornemmede hun også en vis bekymring hos forældrene. Hun trak roligt sin frakke af og rakte den til stuepigen, som hun jo mildt sagt blev bedt om at give den til hende. Ikke at den formelle opførelse var nødvendigt i dette tilfælde, også selvom hun var van til det. Men måske de blot forsøgte at byde hende velkommen i håbet om at hun kunne hjælpe. Hun vendte de lettere gyldne øjne mod hendes 'kunder', som hun smilte venligt og nejede let for dem. Deres rang var højere end hendes, hun var blot healer, også selvom hun var healer på slottet, så så hun sig ikke højere hos nogen af deres stand. "Jeg takker for at De har budt mig velkommen i Deres hjem" sagde hun med et mildt smil på læben, også selvom de var dem, som havde bedt hende om at komme, så havde de jo allerede budt hende indenfor i deres hjem. Camelia smilte roligt til forældrene, som hun lod dem forklare situationen for hende, imens at hun dog hørte noget i det fjerne. Hun vendte blikket mod opgangen før at hun smilte let for sig selv. "De fortalte i brevet, at Deres datter har været blind fra fødslen?" begyndte hun roligt for at være sikker på, at hun havde forstået situationen korrekt, men samtidig også få at have et udgangspunkt. "Jeg bliver nød til at fortælle Dem, at der er en mulighed for at jeg slet ikke kan hjælpe, men jeg giver selvfølgelig ikke op før jeg har taget et kig på Deres datter" forklarede hun roligt, som hun ikke ville lade dem miste håbet, før hun overhovedet var startet, men de skulle heller ikke have al for store forventninger til hendes evner, hun ville jo heller ikke tvinge pigen til at gå igennem noget, der kunne være overvældende for hende.

[Sheera Ara Lusha]

Faren og moren smilte og faren gik føreste og med en hånds visning vidste han vejen mod Sheeras værelse imens at han gik. "vi er blot glade for at De har fundet tid til at komme." sagde faren glad bare for forsøget til at deres datter kunne få synet og få en normal hverdag.
Oppe på værelset stoppede Sheera med at synge da hun hørte hendes far banke på døren hvor efter han åbnede den. "hej Fader." sagde Sheera roligt med et smil på læben. hendes øøjne var blå med blå propiller. hun virkede ikke generet over at være blind. men hun var generet over alt den bagtaleri der skete for hende pga hun ike havde syn.
"jeg byder også vores gæst velkommen" sagde hun lidt efter og stirrede bare lige ud for sig. hun havde hørt på trinene at der var et par mere end hvad der plejede. hun vendte blikket væk fra dem og mod vinduet. hun følte sig forlegen over at blive set af en fremmed pga hendes manglene syn.

[Camelia Nimar]

Eftersom at det ikke var hendes hjem, fulgte hun blot efter faderen og smilte roligt, som hun betragtede håndværket i huset. Det lod i hvert fald ikke til at de manglede noget i deres hjem, men alligevel havde de behov for noget støtte i form af deres datter. Det var ikke fordi de krævede det store af hende at dukke op hos dem, med hendes vinger var det meget nemt at bevæge sig rundt i landet og det tog heller ikke lang tid at komme fra den ene ende af landet til den anden. Det var egentlig meget praktisk. Camelia smilte, som hun nikkede til faderen med et kærligt smil over hendes læber. "Jeg siger aldrig nej til at hjælpe dem, der har behov for det" forklarede hun roligt, som det ikke var noget specielt at hun skulle bruge tid på dem. "Jeg er blot glad for at kunne hjælpe andre" afsluttede hun med et smil, som de nåede frem til døren. Hun havde tydeligt kunne høre sangen fra værelset, men dette stoppede også så snart at de nærmede sig trappen. Hun vidste nok, at de var på vej? Camelia havde foldet sine vinger på ryggen, så man kun kunne ane dem over hendes skuldre, ellers fyldte de ikke særlig meget, da hun helst ikke skulle støde ind i noget på vejen. Camelia smilte lidt, da pigen åbnede døren. Det var egentlig meget tydeligt at hun var blind, men samtidig så lod hun stadig til at have en vis glød over sig, så hun havde da i hvert fald ikke tabt håbet. Måske fordi hun altid havde været blind? Sikkert nok. Hun smilte let, som Sheera bød hende velkommen. "Jeg takker for velkomsten, Frøken Lusha" sagde hun med en ganske rolig og venlig stemme. "Jeg ønsker ikke at trænge mig på, hvis De er midt i noget, Frøken" forklarede hun roligt, som hun ikke ville kaste Sheera ud i det lige med det samme, medmindre at Sheera var klar til at starte, hvis hun da overhovedet vidste, hvorfor hun overhovedet var der.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera tog hånden frem for sig og følte efter væggen over til hvor hendes seng stod. hun satte sig ned og vendte hovedet ned af og smilte roligt. "mine forældre ville aldrig ha tilkaldt Dem uden min tilladelse" sagde hun med et venligt smil på læberne, da hun ikke ville gå med til noget uden at få at vide hvad det var først. hendes kjole var enkel og hendes hår løst. hun havde en grå kjole på uden mønster eller noget. endelig ret så kedelig at se på. på fødderne havde hun ikke fået taget strøper på så hendes ar på det ene ben var tydeligt. det var hele vejen rundt i flere små huler.
Forældrene bukkede for camelia og gik ud og lod dem være alene. Sheera klappede på sengen for at fortælle hun godt måtte sætte sig ned ved siden af. Sheera var nysgeri. hvad var denne healer for en race. hvordan føltes hun og hvad kunne hun. mon hun fik lov at røre ved hende for at bruge det hun kaldte et syn. følesansen. men først skulle hende nimar ha lov at gøre det hun var komme for.

[Camelia Nimar]

Hun var ikke rigtig i tvivl om at Sheera var blind, men hun havde muligvis forventet at hun i det mindste vidste hvor de forskellige ting var placeret i hendes værelse. Derfor var hun en smule overrasket, da Sheera brugte væggen til at føle sig hen til hendes seng. Det var dog ikke noget man kunne se på hende, det var blot observationer fra hendes side af, som hun næppe havde behov for at dele med andre. Camelia nikkede roligt til hendes ord, som hun nok havde ret, men man kunne jo aldrig rigtig vide, hvilken slags forældre hun havde. Der var jo mange forskellige personligheder derude, det var i hvert fald noget hun havde oplevet selv. Men hendes forældre var også mere til at beskytte hende. "De er måske færdig med at synge?" spurgte hun, som hendes forældre var gået og lod dem være alene. Det var jo ikke sikkert, det var noget hun havde lyst til at dele med andre, men helst ville synge selv, derfor kunne det godt være at Sheera havde brug for mere tid alene. Camelia gik roligt ind i hendes værelse, som døren blev lukket bag dem, måske det var bedst at tage samtalen alene? Hun smilte lidt, da Sheera klappede på sengen og valgte roligt at tage imod tilbuddet, som hun satte sig ned ved siden af hende. "Skal vi begynde?" spurgte hun roligt, som hun lod blikket glide rundt i værelset for at se om der var noget hun kunne bruge på værelset. Hun ventede dog på svar fra Sheera, da hun ikke bare ville kaste hende ud i det. Hendes vinger var fortsat foldet på ryggen også selvom det var en anelse besværligt ikke at komme til at sidde på dem, så sad hun stadig ordentligt og med rank ryg. "Kan De hjælpe mig med at fastslå hvor blind De er?" spurgte hun roligt, hvis Sheera var med på at de kunne begynde. "Kan De fornemme noget omkring dem med Deres øjne eller er det helt sort?" spurgte hun med en venlig stemme, blot for at fastslå graden af hendes blindhed. Det lod til at være voldsomt, når hun var nød til at bruge væggene, men det kunne jo også være, at hun blot følte sig mere sikker på den måde.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera følte sig bare bedre tilpas ved at følge væggen til sine ting. hun havde også kun to ting på værelset. en seng og et lille sminke bord med stol til. det blev kun brugt når hun fik ordnet sit hår af sin mor. "ja jeg er færdig. synger bare når jeg ikke har undervisning" sagde hun med et stille smil og nikkede til de godt kunne begynde. Sheera vidste ikke om hun skulle ligge eller side eller hvad hun skulle så hun blev sidene. hun lyttede til spørgsmålet og slå blikket ned i tristhed. "jeg har aldrig kunne fornemme noget med mine øjne. alt har altid været sort. det er nogle gange lidt skræmmende når man går ude og kan høre ting andre ikke kan høre"
fortælte hun stille og rettede sin kjole lidt så den var på plads og ikke var krøllet.
"jeg ønsker tit jeg var normal, alsår at jeg ville kunne se. men andre gange er det en fordel ikke at kunne se." sagde hun med et lille smil og vidste ikke om hun var forståelig.

[Camelia Nimar]

Camelia var ikke ment til at forstyrre hende, og ønskede ikke at forulempe hende heller, dog virkede det til at være svært at sætte sig i hendes situation, mest af alt fordi hun ingen erfaring havde med blinde. Der var ikke mange, som havde bevaret håbet omkring at få synet tilbage og Camelia viste ærligt talt ikke om hun overhovedet kunne hjælpe til. Hun ville dog ikke afvise Sheera med det samme og kunne muligvis udnytte muligheden for at se om der var andre ting, som hun kunne hjælpe med. "Så vil jeg ikke lade Dem vente længere" fastslog hun med et svagt smil over læben, som hun overvejede deres fremgang for undersøgelsen. Hun havde ikke ment at fornærme hende, ej bringe en trist stemning til rummet, men måske dette var svært, når man tænkte over hvad hun egentlig var der for? Det var ikke overraskende, at emnet var en smule ømt for Sheera, så Camelia blev blot nød til at træde varsomt. Hun nikkede roligt til hendes forklaring, som hun lyttede efter for at se om hun kunne bruge noget i forbindelse med undersøgelsen af hendes øjne. Hun trak let på smilebåndet, som Sheera forklarede at hendes hørelse var bedre end andre. "Men De kan så bruge Deres hørelse til at fornemme ting, går jeg ud fra?" spurgte hun roligt, som det da måtte være en form for hjælp i sidste ende, også selvom det kunne være skræmmende at høre virkelig godt. Camelia vendte sig roligt mod Sheera, som hun rettede lidt på hendes vinger, baskede svagt med dem, blot for at gøre det mere behageligt for hende selv at sidde ned på sengen. Hun sukkede lavmælt for sig selv, som Sheera havde et ønske om at være normal. "Til tider kan det være lidt af en forbandelse at kunne se, Frøken Lusha" forklarede hun roligt, som hun allerede havde set rigeligt, men stadig stod med oprejst pande, også selvom nogle ting tog længere tid at bearbejde for hende. "Må jeg røre Dem?" spurgte hun roligt, som hun fjernede sine hænder fra hendes skød, imens at hun afventede et svar. Sheera havde ingen mulighed for at vide hvad hun havde i tankerne, eller for at se hvad hun ville gøre, så hun ville forsøge at forklare sig igennem det, men også spørge hende om lov, så ofte det nu blev nødvendigt.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera lyttede til verden om sig som ingen anden normal gjorde. hun hørte pludselig vingerne bag cam og lagde hovedet på skrå. hun lyttede til hvad der blev sagt. hun nikkede til spørgsmålet om hendes hørelse.
"ja det gør jeg, som jeg kan fornemme på lydene at De er engel!?"
spurgte hun men også konkluderede hun. for hvem ville ansætte en dødsegel som haeler. en forbandelse at kunne se. vis hun havde kunne se villehun ikke ha brug for guvananten hele tiden til at se for hende, hun ville aldrig ha trådt på bjørnefælden... eller jo måske ville hun ha gjort det vis den var skjult godt.
"måske men det ville gøre tingene nemmere for mig"
fortalte jeg stille som jeg lyttede, da hun så spurgte om hun måtte røre nikkede Sheera og lænede sig mod Cam så hun ikke skulle rakke så langt.

[Camelia Nimar]

Det var en smule svært at tackle situation, netop fordi Camelia havde svært ved at sætte sig selv i hendes situation, hun kunne godt regne ud, at det ikke at kunne se, måtte være meget svært at leve med. Men ville det ikke bare være noget, man skulle lære at leve med? Dog havde hun ikke noget imod, at undersøge Sheera blot for at se om der var eventuelle muligheder for at hjælpe hende lidt på vej. Det krævede dog også at Sheera var villig til at gøre alt? Eller hvad ville det egentlig kræve at skaffe hende synet igen? Hun havde ikke selv hørt om en eventuel mulighed og det kunne sikkert også være farligt i sidste ende, så ville det være det hele værd at forsøge? Dog ville hun ikke nægte Sheera tilbudet, hvis det var muligt. Camelia kunne ikke lade vær med at smile, som Sheera brugte sin hørelse til at finde hendes race. "De har ret, jeg er engel" forklarede hun roligt, som hun smilte svagt for sig selv. Det var muligvis ikke så svært at gætte, men det viste hende også bare, at Sheera var van til at lytte efter sine omgivelser? Hendes smil var roligt og ganske afslappende, som hun lyttede til Sheera ord, før hun selv valgte at byde ind. "Det kan ske, at guderne blot tester Dem" forklarede hun med et smil, som hun dog rettede let på sin krop for at vende sig mod Sheera, da det lod til at hun havde fået hendes tilladelse. Camelia løftede roligt sine hænder op mod Sheera ansigt. "Jeg vil gerne tjekke Deres øjne, så jeg kommer nok til at røre ved Deres ansigt. Men sig endelig stop, hvis det kommer for tæt på." forklarede hun med en venlig stemme, som hun forsikrede hende, at hun ikke ville volde hende skade eller at hun blot skulle sige til, hvis det blev for meget for hende. Hun løftede roligt hendes hænder op mod hendes ansigt, som hun placerede sine fingre spidser mod hendes kind og førte dem op mod hendes øjne. Hendes berøring var mild og blød, som hun sendte en beroligende strøm af hendes healings magi igennem hendes hud, blot for at fornemme ansigtets reaktioner og tilbagemeldinger, som kunne give hende en ide af situationen.

[Sheera Ara Lusha]

Sheea havde lært alt hun kunne igennem hørelse og følelse. hun smilte da Camilie sagde hun havde ret angående racen. hun var glad for hørelsen ikke havde svigtet hende endnu. hun lyttede til til hende da hun sagde det var guderne der testede hende. den havde hun hørt før og var stadig ikke glad for det. men hun troede på sine guder og holdte fast i at vis hun ikke måtte få synet var det guderne der ønskede det sådan. hun mærkede fingrene på hendes kind og grinte lidt. det kildede. hun mærkede at hendes hender var bløde og milde i berøringen.
"De har dejlige bløde hænder."
sagde hun og holdte blikket foran sig imens hun ventede på at synet ville komme til hende men der skete intet. hun blev helt trist i humøret og havde håbet at hendes kommende mand ikke behøvede at passe på hende.

[Camelia Nimar]

Det var ikke fordi det var svært at høre på hendes vinger, at hun tilhørte engle racen, men Sheera havde nok ret, ingen ville nok hyre en dødsengel til at heale deres datter, ej ville slottet byde en sådan engel velkommen, når de sikkert bare nød det modsatte, nemlig folks smerter. Hun smilte svagt for sig selv, som hun egentlig sad meget godt i seng, og alligevel havde rettet lidt på sig selv, blot for at virke mere interesseret i Sheera. Dog tvivlede hun lidt på, at hun egentlig kunne gøre det helt store, det ville kræve en del kræfter fra hendes side af, noget hun ikke var helt så sikker på, at hun endnu besad, men måske hun kunne komme tilbage om nogle år og give det endnu et forsøg, hvis Sheera havde mod på at prøve igen, men også var klar på at blive skuffet endnu en gang, chancen var der jo. Hun koncentrerede sig dog om hendes øjne, som hun ikke rigtig kunne se, om der var tale om en skade, der kunne gøres god igen, eller om hun blot ville forværre situationen, som hendes kræfter var lige nu. Underligt, men også frustrerende, da hun gerne ville hjælpe hende og hendes forældre. En mild latter strøg over hendes læber, af Sheera ord. "Jeg takker for komplimentet" sagde hun med en blid stemme, som smilet stadig hvilede over hendes læber, da hun lagde mærke til Sheeras forandring i udtryk, fordi hendes ansigt rykkede på sig. "Det er svært ikke at skuffe Dem" startede hun roligt ud, som hun åbnede øjnene igen og fjernede hænderne fra hendes ansigt. "Hvor mærkeligt det end lyder, så er jeg bange for at jeg kun vil forværre deres situation, hvis jeg prøver at rette op på det." fortsatte hun med en rolig stemme og lagde hænderne tilbage i sit skød. "Måske jeg med tiden vil have mulighed for at hjælpe Dem, men lige nu er jeg ikke dygtig nok" afsluttede hun, tydeligvis skuffet med sig selv, da hun ikke lige umiddelbart kunne hjælpe hende med at få synet igen. Det var en meget længere process og hun ville umuligt kunne gøre det her. Det ville komme til at gøre ondt, så snart de prøvede.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera sad roligt og mærkede hvordan Camelias hænder pludselig forsvandt og hun talte. hun sad lidt bare og tænkte over det. måske havde hun ret. selv om det næppe kunne forværres ifølge Sheera selv. hun var jo komplet blind. hun smilte lidt trist og nikkede så.
"det forstår jeg, det var jo også et forsøg dette her. må bare så om min trolovede kan leve med mit manglede syn."[/b] sagde hun og frygtede at inden ville elske hende når hun var blind. men hun var jo trolovet og skulle derfor giftes når hun var gammel nok. men hvad vis han ikke ville elske hende og gik ud og elskede en anden. det ville knuse hende fuldstændigt. for det var jo ikke noget hun kunne ændre ved sig selv.
hun løftede hovedet og trak vejret dybt. hun skulle klare sig som blind og som rigmands datter skulle hun ikke tvinges ud i at lave mad da man havde folk til det. "lov mig De vil prøve igen når De føler dem bedre i deres evner?" sagde Sheera med et tåre i kanten af øjnene.