Blind forever?

[Camelia Nimar]

Det var ikke fordi hun havde haft planer om at ødelægge hendes håb, men lige nu kunne hun ikke gøre det store, men samtidig så var hun heller ikke helt vildt overbevist om at det ville være nødvendigt for Sheera at få hendes syn tilbage. Mon ikke hun sagtens kunne klare sig uden så mange problemer, hvis hun bare havde modet til at fortsætte? Men hun kunne også godt fornemme på det hele, at hun måske havde gjort situationen værre, så måske det ville være bedst, hvis hun lod hende få lidt ro? Hun lyttede roligt til hendes ord, som hun tænkte lidt over hendes eget svar til dette, Sheera skulle jo ikke miste håbet. Desuden så skulle engle jo indgyde håb og ikke fjerne dette, lige på det punkt havde hun klart fejlet. Camelia nikkede mere eller mindre lydløst til hendes ord, som hun var enig, men langt fra nervøs, som hende. ”Ved vores lille møde, har jeg mødt en fantastisk kvinde, en kvinde med en vision og en drøm for livet. Hvis ikke Deres trolovede kan se det samme, så må De heller lade ham se det, som jeg kan se” forklarede hun med et smil, som hun forsøgte at overbevise Sheera om at hendes personlighed ville være nok til at hendes trolovede også ville kunne leve med hende. Hun lagde en rolig hånd mod Sheera lår, som hun nikkede for sig selv. Hun var slet ikke i tvivl om at Sheera nok skulle blive lykkelig, hvis hun bare tillod dette og ikke forsøgte at gemme sig bag ved det faktum at hun var blind, ja det kunne være en forhindring, men også en fordel, ikke sandt? Hun behøvede ikke at se rædslen i folks øjne, når de var kommet galt afsted, når børn sultede på gaden og så meget andet, selvfølgelig kunne hun stadig lytte til deres klagesang, men mon ikke Sheera også gerne ville hjælpe, som Camelia selv?
Hendes ønske om at hun skulle prøve igen, fik hende til at le sødt, som hun nikkede med et smil. ”Vi skal nok mødes igen, når jeg er klar til at hjælpe Dem, hvis De stadig ønsker Deres syn tilbage til den tid” sagde hun fortsat med et smil på læben, som hun roligt tog fat i Sheera hænder og gav dem et roligt ryk, et venligt håndtryk faktisk. Hun valgte efterfølgende at rejse sig op igen, som hun lod blikket glide rundt i værelset. ”Deres selskab har været vidunderligt, men jeg må tilbage til slottet, giv endelig besked, hvis De mangler en at snakke med, Frøken Lusha” sagde hun venligt, stadig smilende, som det ikke tog lang tid før at hun også havde sagt farvel til Sheeras forældre, efter at have måttet forklare dem, at hun endnu ikke var i stand til at hjælpe deres datter, men at hun ville vende tilbage, når muligheden bød sig og hun måske havde en chance for at hjælpe. Derefter skulle hun blot vende tilbage til slottet, tilbage til arbejdet, fortsat med et kærligt smil over læben.

//Out, tak for tråd!