Be a good girl [Gina]

[Camelia Nimar]

Uanset hvordan dyrene kunne være i pressede situationer, så kunne Camelia ikke rigtig forestille sig, at de rent faktisk ville gå til angreb på Gina, men hun vidste jo heller ikke særlig meget om deres race, alligevel kunne hun se den respekt de havde for Gina, som de blev siddende og tillød dem at gå indenfor. Måske der i virkeligheden var noget imellem dyrene og Gina, som så mange andre ikke kunne have sammen? Hun smilte let for sig selv, som hun lyttede til hendes ord og nikkede svagt. Hun havde ikke mulighed for at modsige det, men hun ville helst ikke tænke på det, i hvert fald ikke på den måde. Det var et skræk scenarie, hvis man spurgte hende. Dog lød den næsten som om Gina ikke ville bebrejde dem, hvis de gjorde det. Hun nikkede svagt, en anelse uforstående, men respektfuld overfor Gina.
Kvindens forslag om at hun kunne sætte sig, havde hun bestemt ikke noget imod, som hun tydeligvis kunne fornemme på Gina, at hun stadig ikke var helt sig selv endnu. Hendes krop havde jo brug for at genere blodet igen. "Må jeg foreslå, at De gør det samme. Deres krop har brug for hvile til at arbejde." forklarede hun med et roligt smil, uden at tvinge hende til noget. Camelia rakte hænderne frem for at tage imod koppen, som hun nikkede til hendes ord med et smil. "Det er heller ikke så tit, at jeg bliver budt indenfor til te" lo hun stille, mest fordi hun ofte skulle hjælpe de syge og derfor ikke havde tid til at slappe af med en kop te. Hun løftede dog koppen op til hendes læber, som hun pustede svagt på væsken og efterfølgende tog en slurk. Det var egentlig ganske nydeligt, som hun satte sig til rette i sofaen og lod blikket hvile mod Gina. Hendes spørgsmål fik hende til at nikke roligt. "Der er ikke meget at fortælle om mig, jeg er kongelig healer på slottet og arbejder primært for Prinsesse Elizabeth, når hun har brug for mig" forklarede hun med et venligt smil, som hun lod blikket glide mod koppen, et smil hvilede fortsat over hendes læber.

[Gina Pumal Otiko]

respekt havde Nuifukerne for Gina. hun så dem jo som dyr ikke som kæledyr. hun havde studeret dem længe og altid synes de var intrassante, men vis hun døde og de var fanget i haven ville de nok ty til at spise hendes rester eller værre. hinanden. Gina gød lidt ved tænken over at de måske ville ty til kanabalisme det var ikke en rar tanke. hun så op på Camelia da hun talte om hende selv. hun lagde hovedet lidt på skrå. ligefremst kongelig healer, spændene. men på slottet ville nathan sikkert ikke kunne få fat på hende det var da altid noget.
"lyder dejligt. har aldrig mødt prinsessen men hun lyder for mig som en venlig person." sagde hun og nikkede venligt. hun tænkte sig om og så mod døren mod nuifuk gården. "ja som De kan se er jeg selv Nuifuk opdrætter, jeg har en fast hun som jeg bruger til unger og når hun er for gammel bruger jeg en ny. ellers så... ja så er der ikke rigtigt mege taf fortælle. jeg ser ikke mine forældre eller min tvilling kkun min lille bror." hun savnede volldsomt sin lille bror da han var den eneste hun kunne tale og være sammen med. hendes forældre ville altid ha hende omvendt og hendes søster gjorde altid at hun blev udsat for ulykker... som dette med Nathan. vis han ville ville han nok hellere ha den onde tvilling. men hvad vidste Gina faktisk om ham, ikke meget.
"Taler De med Deres familie?"

[Camelia Nimar]

For hende virkede det ikke som om at dyrene kunne finde på den slags, medmindre at de virkelig var desperate, så kunne alt vel lade sig gøre, hun kunne jo selv ty til midler, som hun ikke selv troede på, så måske pres var nok? Egentlig en skam, men hun var sikker på, at det aldrig ville komme så langt, der var jo rig mulighed for mad og hvorfor skulle Gina lige pludselig dø? Der var jo selvfølgelig faren for at vampyreren kunne dukke op igen og måske gøre en ende på, hvad denne havde påbegyndt. Hun gøs ved tanken, som hun rystede på hovedet af sine egne tanker, hvorfor lod hun overhovedet sine tanker løbe af med sig?
Camelia nikkede forstående til hendes ord. Prinsessen var ganske vist noget for sig selv og langt fra som alle de andre adelige eller royale. Hun var slet ikke i tvivl om, at mange ville følge hende, når den tid kom, hvad enten prinsen havde noget at skulle have sagt eller ej, så tvivlede hun på at Elizabeth ville forblive i skyggen. Det var hendes personlighed for stor til. "Jeg nyder i hvert fald hendes selskab" forklarede hun med et smil på læben, som hun tog en tår mere af teen. Det var virkelig noget som kunne varme hendes krop og kulden forsvandt da også hurtig fra hendes krop, som teen varmede hende op indefra, langt hurtigere, som vist hun havde dækket sig ind i tæpper, eller hendes vinger. "Jeg kan se at dyrene stoler på Dem," sagde hun med et kærligt smil på læben, som hun dog lod blikket glide ned mod hendes hænder, som emnet drejede sig imod familie. Det var tydeligvis ikke kun hende, der havde problemer med hendes familie. Eller hun havde jo egentlig ikke nogen problemer, det var bare svært? "Familie er altid svært.." sagde hun roligt, som hun lod blikket hvile mod teen, før hun kiggede op på Gina igen. "Jeg har kun kontakt med min lillesøster, da jeg skammer mig over mig selv. Min fader er Greve og leder for Højelverne, og nu hvor jeg ikke længere er højelver, frygter jeg for hans dom, hvis han fandt ud af det. For dem, er jeg død." hendes stemme blev lav, som hendes blik dalede mod gulvet igen.

[Gina Pumal Otiko]

Gina så på hende og nikkede til at dyrende stolede på hende. hun sukkede dog lidt da hun jo ønskede hjem til de små unger der var der. "men det er ikke fordi de stoler så meget på mig, de har bare respekt for mig" sagde hun og vidste en opdrætter skulle ha respekt fra sine dyr og respektere dem også.
da Camelia fortalte om sin familie så Gina op. så var der nye informationer til Mester Nathan, nimar familien vidste ikke deres ældste datter levede og nimar manden var greve og leder, så skulle hun vel bare finde ud af Camelias frygt så var hendes job fuldført. hun tog sig til halsen og masserede der bidet havde været. "det var noget af en mundfuld for Dem, greve og leder og så ikke tale med det der har været ens tidliger liv" sagde Gina og vidste jo selv hvordan det var. hun var god og hendes familie ond så hun havde ikke den store kontakt til dem da de altid ville omvende hende.
hun skulle til at finde en måde at få Camelias frygt ud på. måske... det var langt ude men måske det virkede. "man den vampyr fik suget godt til sig... jeg frygter han kommer igen inat... mon, De vil blive så jeg ikke er alene" spurgte gina da hun faktisk var nervøs for at mester nathan kom igen inat for ingen kunne vide hvor længe han blev væk.

[Camelia Nimar]

Camelia så en anelse eftertænksomt på Gina, som hun forklarede at det ikke handlede om tillid, men i stedet respekt. Det var vel også godt nok, så længe man kunne leve sammen og hun kunne ærlig talt ikke så dyrene gøre nogen fortræd, dog kendte hun ikke racen og hun ville næppe kunne lære dem at kende, som hun tvivlede på, at hun ville have mulighed for at tage et dyr med til slottet. Nok boede hun i en hytte udenfor, men kunne hun tage imod et dyr? Hun overvejede det for en stund, som hun lignede en, der tænkte helt vildt, før hun endte ud med at smile og nikke endnu en gang til Gina's ord. Hun havde nok ret.
For en stund havde hun lidt glemt var der var sket, mest fordi hun havde fjernet mærkerne på Gina's hals og måske endda forsøgte at fortrænge det, hun kunne ikke drømme om at gå alene i mørket og hun ville virkelig ikke gerne støde på et lignende væsen. De havde jo tydeligvis ingen selvkontrol, hvilket var helt forfærdeligt.. "Vi vælger jo ikke selv vores familie" forklarede hun med et roligt smil på læben. Hun havde da selv planer om at vende tilbage til sin familie, men hun var en anelse usikker omkring, hvordan og hvornår hun skulle gøre det. Ville hun overhovedet kunne samle mod til det?
Camelias udtryk forandrede sig fuldkommen, som Gina talte igen. Hendes blik udstrålede frygt og ikke mindst det faktum at hendes ord faktisk skræmte hende. Hun gøs lidt ved tanken, som hun slog blikket ned på mod koppen og stirrede på væsken, indtil hun havde samlet sig selv igen. "Jeg kan umuligt lade Dem være alene, men jeg håber inderligt at vampyrerens besøg var en engangsforestilling.." forklarede hun roligt og med en svag stemme, som hun ikke ønskede at møde dette væsen. Selvfølgelig ville hun altid have mulighed for at bruge sine magiske evner, men ville hun overhovedet kunne samle sig nok, til at det ville lykkes hende?