den forfærdelige nat.

[Catja Nimar]

Dato: 10 november 1433
Tid: 7:00
Vejr: stjerne klar, kold morgen cirka 3-4 C
Sted: Elvena
Tag:Camelia Nimar

natten havd eværet lang for den unde Catja, hun var endelig kommet hjem til palæet i Elvena, hun åbnede døren og en tjeneste pige som var igang med at feje opdagede hende pga at Catjas hund begyndte at gø og løbe over til hende, tjeneste pigen smed alt hun havde i hænderne og skyndte sig hen til hende. "Frøken Nimar? hvad laver De her på denne tidlige morgen?" Catja som stadig holdte sin døde kat faldt sammen på knæ og begyndte at græde voldsomt og tjenestablen hørte det og alle kom ned til indgangen hvor tjenstepigen trøstede Catja. hun fortalte om angrebt i kensis og at hun troede hendes forældre var døde i bygningen som var sat ild til, hun forsætte og fortalte om den uhyggelige vampyr som havde dræbt katten og som også ville ha dræbt hende for nogle informationer.
Tjenestestablen tog Catja med ud i baghaven hvor de begravede Katten. Catja som var klog fortalte ikke om hendes søster og at hun havde sladret om at hun levede. Catja kom ind og tjeneste stablen gav hende noget mad og vand.  Catja gik op på sit værelse og tog sit fine sjal og åbnede vinduet og hængte det ud  af vinduet.

5 timer senere!

---

Catja som bare sad i stue og så op på potrættet af familien med hunden ved sin side var helt knust. Pludselig lød en lyd af døren der gik op og ind hørte man en kvindes gråd. Catja vendte hovedet trist men blev glad da hun så at det var hendes mor og far der var kommet sikkert igennem angrebet på kensis, selvfølgelig med nogle knobs. Moren så ind i stuen og fik øje på Catja "CATJA!" udbrød hun og farede Catja imøde og de krammede hinanden tæt. Faren kom også ind i krammet og moren nussede Catjas hoved imens hun mumlede. "men elskede lille pige, vi troede vi havde mistet dig" Catja grad i sorg og glæde på samme tid. hun forstod ikke dette var sandt. hendes forælde levede endnu. Hun var så glad og lettet.

Dagen efter kl 12:00!

---

Catja som havde haft en hård nats søvn med mareridt havde fået lov at få en tur med den stolte og trofaste hund for at komme sig ordenligt. Hun gik kun ud til den fortryllede skov og tilbage igen da hun var bange for at gå længere rundt. hun kom til skovstien og satte hunden i motion ved at kaste en pind. som den glædeligt hentede og afleverede. Catja så op på himlen efter sin elskede søster. Mon hun havde set signalet? det håbede hun. hun skulle ha fortalt hende om vampyren, og hans spørgsmål omkring hende. Men hvordan skulle hun forklare det og fortælle det. Hun måtte starte med begyndelsen og at hun nær havde mistet mor og far også. Selv om hun nok regnede med at Camelia ikke ville blive begejstret for Catja eller det faktum at forældrene næsten var gået bort.

[Camelia Nimar]

Det var simpelthen forfærdeligt, nyheden om angrebet på Kensis havde ramt så hårdt i resten af landet, at andre i området også selv var ramt af panik, også selvom angrebet langt fra nåede så langt. Camelia endte med at føle sig fanget på slottet, som hun rendte fra det ene rum til det andet for at hjælpe til. Det var svært at berolige de yngre piger, men de kunne virkelig ikke gøre meget for at afhjælpe situationen. Hvis de først valgte at blande sig, så ville det for alvor gå galt og de kunne jo heller ikke forlade slottet ubevogtet og der var nok at se til her alligevel. De kunne kun vente på, at de ville høre fra Kensis og dernæst sende hjælp, hvis det blev nødvendigt, alligevel var det forfærdeligt med de historier, som nåede frem til slottet og resten af byen. Hvem havde dog forventet at nogen kunne drømme om den slags ting i Ireno? Alle mente, at freden var en god ting, men der var uden tvivl, nogen som ikke delte den mening. Camelia bevægede sig hen til vinduet for at beskue himlen, det var lidt som om at man kunne fornemme flammerne i det fjerne, hvilket blot gjorde hende mere bekymret. Hun ville ikke kunne bære, hvis hendes familie var fanget i flammerne og hun derved ikke kunne hjælpe dem, men samtidig så havde hun også et ansvar på slottet, så hun kunne ikke bare efterlade det for at tænke på sig selv. Hun var nød til at udfylde sin rolle der før at hun kunne begive sig mod sin familie og ikke mindst sin søster. Det var jo altid muligt at betragte dem fra himlen, hvor ingen ville kunne genkende hende eller stille spørgsmål til hendes bekymring, fordi de ikke ville kunne se hende.

Dagen efter

Det irriterede hende egentlig en smule, at hun ikke havde haft mulighed for at begive sig mod Elvena før, men hun havde arbejdet til langt ud på natten og der havde i virkeligheden ikke været nogen grund til at hun skulle risikere rejsen om natten, så hun havde valgt at sove hjemme, før hun begav sig væk fra slottet. Det føltes underligt at flyve over skoven, men hun var nød til at sikre sig, at hendes søster og at resten af familien var i sikkerhed. Hun ville umuligt kunne bære at miste nogen af dem. Hun havde kurs mod hendes barndomshjem, også selvom ingen ville kunne genkende i denne højde, så gik hun i stå i luften, da hun fik øje på stoffet i hendes søsters vindue. Mon der var sket noget alligevel, som de var nød til at snakke om? Hun blev straks grebet af bekymring, som hun så sig om for at finde Catja. Der kunne da umuligt være sket hende eller hendes familie noget. Det var da ikke muligt, var det? Skulle de have været i Kensis igår? Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte hamrede imod hendes bryst, som hun fløj over træerne og endelig fik øje på hendes søster, imellem træerne. "Catja!" råbte hun allerede før hun var landet på jorden, som bekymringen nærmest strålede ud af hende, da hun først landede på jorden og fik foldet vingerne ind til sig. Der var ikke tid til mange ord, før at hun kastede armene rundt om hendes søster. "Beklager, at jeg ikke kunne komme før." sagde hun fortsat bekymret, som hun strøg hånden hen over Catja's hoved, før at hun atter gav slip på hende, så hun ikke blev for overvældet af hendes pludselige 'angreb', der nok kom som lidt af et chok.

[Catja Nimar]

Catja gik stille med hunden. Der var gået mange timer siden hun havde sat signalet op. Hun begyndte at blive bekymret for sin søster, mon hun var kommet tilskade i flammerne? hun sukkede og skulle til vende om da hendes navn blev råbt og hun vendte sig lynhurtigt for at se efter stemmen. Der var Camelia! hun smilte da hun pludselig blev krammet og taget om, hun krammede sin søster igen og begyndte at få tåre i øjnene. Hun var okey, ingen bidemærker, ingen flamme skader, intet.
Catja slap hende og tørte øjnene i et lommetørklæde. Hun så på Camelia og så ned på hunden der selvfølgelig genkendte Camelia. Catja så mod sin søsters hals og lettede helt.
"Beklager jeg sendte signalet op men jeg... jeg måtte ha fat i dig hurtigt."
kom der fra Catja lidt efter, hun tog sig til armen og kløede sig nervøst. hvordan fik man sagt det. hvordan sagde man at familien havde været i Kensis igår, fortælle om vampyren der bortførte Catja og om det han vidste om familien og om Camelia. iiihh det var svært at finde en start.

Catja satte sig ned på hug og nussede hunden før hun pludselig spurgte. "er du stødt på en vampyr, søs?" der var bekymring i stemmen. Samt et undvigende blik. Hun holdte om hunden der blot sad og logrede. Den nød opmærksomheden og nød at blive nusset. Catja havde nogle skader men ikke noget hun ville sige til sin søster som det første. måske hun skulle blive helet og sige det på samme tid hvad der var sket?

[Camelia Nimar]

Der var yderst meget forvirring i Kensis lige for tiden, men Camelia følte ikke rigtig at hun kunne koncentrere sig om at hjælpe andre, før hun var sikker på, at hendes egen familie var i sikkerhed. Hun tvivlede dog en smule på, at hendes forældre eller søster havde været i Kensis, mest fordi det krævede adelige arrangementer og hun havde ikke helt styr på planerne i Kensis, som hun ikke rigtig hørte til i byen. Men noget kunne tyde på at hendes søster havde oplevet et eller andet, som ikke var i orden. Hun lod i hvert fald til at være noget så forskrækket, da hun første landede foran hende og trak hende ind i et kram. Det var svært ikke at være bekymret for Catja, når de jo var kød og blod, hun ville ikke kunne leve med sig selv, hvis der skete hende noget. Da der ikke var noget galt, kunne hun ånde lettet op og lade Catja få luft igen, som hun gav slip i hende og lyttede til hendes ord. Hun rystede efterfølgende på hovedet, som Catja bestemt ikke skulle undskylde for det, det var jo en del af deres aftale. ”Jeg beklager, at jeg ikke kom før, men efter det der skete i Kensis har hele landet været oppe og køre, så jeg har ikke haft mulighed for at slippe for mine pligter før nu.” undskyldende hun lettere beroligende, som hun betragtede hende for en stund. Stemningen var en anelse mystisk, som hun ikke helt kunne forklare det. Hvorfor var Catja lige pludselig nervøs? Var der sket hende noget? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende, som hun blev mere og mere bekymret, indtil at Catja satte sig ned og begyndte at nusse hunden. Hendes spørgsmål forvirrede hende yderligere, som hun rystede på hovedet. ”En vampyr? Hvorfor skulle jeg dog støde på en vampyr og hvorfor spørger du?” hun rynkede svagt på brynene, som hun tænkte over det. ”Er der sket dig noget, noget som du ikke vil fortælle?” spurgte hun fortsat bekymret, men nu også en anelse nervøs, som hun gik hen til hende igen og lod en hånd glide hen over hendes kind. ”Skjuler du nogle skader?” spurgte hun lettere forbavset, som hun ikke kunne tro, at Catja ville skjule noget for hende, men hendes nervøsitet, fik hende alligevel til at spørge, blot for at være sikker.

[Catja Nimar]

Catja var en andelse nervøs for at fortælle hvad der var sket men da Camelia kom over og lagde hånden på hendes kind og så på hende brød Catja sammen og omfavnede Camelia. hun holdte ikke stramt men forsigtigt da hendes kraveben stadig var brækket. hun så op på Camelia og trak vejret hurtigt. "han.... han sagde at engle blod skulle smage fantastisk og... at ... at han ville skade dig" sagde hun så hurtigt man næsten ikke kunne forstå det fordi hun også grad. hunden kom over til Catja og lagde en pote og hovedet på Catjas ben.
Catja slap krammet og tørte sine øjne selv om tårene forsatte med at komme. hun faldt ned på jorden og sad bare på sine knæ og grad. hun anede ikke hvad eller hvordan hun skulle forklare hvad der var sket med hende og med familien og hvordan hun skulle fortælle om vampyren som først virkede tiltrækkende på sin egen måde men så vidste sig at være djævelsk ond. han var sikkert ikke en kira tilbeder.
"han dræbte min kat... for øjnene af mig" forsætte hun lidt og tog sig til kravebenet da hun lavede en bevægelse som hun ikke kunne gøre uden mega smerter. hun så op på Camelia og snøftede lidt. hun forstod ikke hvordan nogle kunne tilbede ondskaben hvor der var godhed.

[Camelia Nimar]

I takt med at Catja virkede mere og mere nervøs, blev Camelia det også, mest af alt fordi hun havde en fornemmelse af, at der var noget galt. Men hun ville alligevel give Catja chancen for at fortælle det til hende, fremfor at stille spørgsmål. Måske der var tale om problemer eller var der noget galt derhjemme? Hun vidste det ikke rigtigt, men lagde rolig armene om hende for at trøste hende. Noget fortalte hende, at hun havde brug for det. Hun forsøgte at berolige hende, men det lod ikke til at være en nem opgave, når hun ikke vidste hvad der foregik. Var hun mon kommet galt afsted under angrebet? Hendes ord forbavsede hende, en vampyr, der truede med at smage hendes blod? Hun forstod det ikke rigtigt og var faktisk i tvivl om, hvorfor det overhovedet skulle være aktuelt. "Rolig nu, der sker mig intet, han har nok bare forsøgte at skræmme dig" forsøgte hun forsigtigt, som hun ikke ønskede at gøre hende yderligere bange. Det var der i hvert fald ingen grund til. Hun lagde blidt en hånd over hendes hoved, for at nusse hende svagt, før at de begge to slap hinanden og hun satte sig ned på hug overfor hende.
Camelia fandt roligt et stykke stof frem, som hun strøg tårerne væk fra Catja's ansigt med et svagt smil på læben. "Han vil aldrig kunne nå mig i himlen" forsøgte hun roligt, som hun strøg sin hånd hen under Catjas hage. "Men jeg er glad for at vide det" forklarede hun roligt, som hun nok skulle kigge sig selv over skulderen, hvis hun følte sig i iagttaget af nogen.
Hun gik let i stå, som Catja forklarede at vampyren havde dræbt hendes kat. "Bæst" mumlede hun irriteret for sig selv, hvorfor kunne folk ikke bare blande sig udenom og opføre sig ordentligt? "Har du holdt begravelse?" spurgte hun roligt, som katten i det mindste fortjente en ordentlig begravelse, så Catja også havde mulighed for at give slip på katten.

[Catja Nimar]

Catja mærkede krammet og lagde sig ind til sin søster imens hun fortalte. "Ja og det virkede" sagde Catja da hun jo var blevet skræmt. meget endda. hun så på cam da hun talte om himlen. "må Kira beskytte dig" lød det svagt fra Cajta da hun jo ikke ville midste sin søster og slet ikke til en vampyr.
Cams kram stoppede og hun mumlede noget Cajta ikke hørte. hun nikkede. "ja. tjenestefolkene hjalp mig" sagde hun og så ned i jorden. hvorfor kunne dyr ikke også blive til engle. så kunne hun få en mode katte engel tilbage. "han... han brugte vidst en form for telepotation" kom catja i tanke om og vidste ikke det blot var skygge magi/mørke magi. hun så op på cam. "han fik mig væk fra mor og far så jeg troede.... jeg troede de var døde. men de kom hjem få dage efter mig." sagde hun for at gøre at cam vidste at de havde de godt. godt nok var de lidt forbrandte men det ville hun undlade at fortælle lige nu,

[Camelia Nimar]

Camelia placerede en hånd over sin søsters hoved, som hun hvilede hovedet mod hende. Det var ikke til at fatte af den slags væsner kunne bevæge sig frit rundt i Ireno og hun var mildt sagt bange for hvad det kunne komme til at betyde for landet, hvis det fortsatte. Dog var hun nød til at koncentrere sig om sin søster, Catja, lige nu, så hun i det mindste ikke blev yderligere nervøs. "Det kan jeg godt forstå, men jeg håber at du aldrig kommer i en lignende situation igen." beroligede hun roligt, som hun kyssede toppen af hendes hoved, før hun lod blikket hvile mod hendes øjne igen. Camelia nikkede til hendes bøn og lod også blikket glide mod himlen, som hun krammede hende ind til sig. "Må hun beskytte vores familie" tilføjede hun med et svagt smil.
Camelia vidste ikke meget om vampyrer, men hun kunne være nødsaget til at slå dem op på det kongelig bibliotek, så hun ikke ville blive overrasket, hvis nu denne vampyr virkelig dukkede op. Det var bedst at være forberedt. "Næste gang er vi forberedt" forklarede hun med et alvorligt blik i øjnene. Der var ingen grund til at vampyreren skulle få endnu en fordel ved at overraske hende. Hun strøg fingrene over Catjas kind. "Jeg er glad for, at der intet skete nogen af jer" sagde hun roligt, som hun dog lod blikket glide ned over hende. "Er du kommet galt afsted?" spurgte hun en sidste gang, da hun helst ikke ville efterlade hende, hvis nu der var noget i vejen. Camelia kunne altid undersøge hende med hendes kræfter, men det ville være nemmere, hvis Catja bare fortalte hende hvor hun havde ondt.