Don't you dare...

[Camelia Nimar]

Dato: 2 marts 1440
Tid: 08.53
Vejr: Forårsvarmen er begyndt at melde sin ankomst, solen er næsten helt oppe på himlen.
Tøj: Hendes kjole
Tag: William Witchboy

Camelia tog en dyb indånding af den friske duft af forår, som hun trådte udenfor hendes dør og strakte vingerne i samme omgang. Endelig var foråret begyndt at melde sig og hun var ivrig efter at få strukket sine vinger ordentligt. Men samtidig gjorde en gammel aftale det svært for hende at bruge vingerne til at rejse over længere distancer. Specielt fordi hun umuligt kunne slæbe ham med, nok var hendes vinger stærke, men ikke så stærke. Camelie vendte sig om mod døren, som hun drejede nøglen om og hang hendes healer tasker over skulderen. Man vidste aldrig hvornår man kunne få brug for den slags hjælpemidler og hun følte sig bar, hvis ikke hun havde den med, så den var fast inventar.
Egentlig havde hun planer om at skaffe en ny taske, eftersom at den gamle var godt slidt, men hun diskuterede stadig med sig selv, om hun bare skulle købe en eller lave den selv. Det var et svært gøremål og den eneste konklusion hun var komme frem til var, at hun i det mindste kunne se om hun kunne finde noget stof, som kunne bruges. Vingerne foldede hun roligt mod ryggen igen og hævede dem over jorden, så de ikke blev beskidt, før at hun trådte væk fra døren og gik over engen med blikket rettet mod slottet. Der var stille, næsten alt for stille.
Alligevel vendte hun blikket mod den sædvanlige udgang, som hun nikkede høftlig til vagterne. "Indkøb og de fattige kvarterer" forklarede hun med et smil. Nok var hun tilknyttet den kongelige familie, men hun kunne umuligt forsømme de fattige, hvis de havde brug for hjælp. Måske kunne hun gøre en forskel for dem og redde dem fra smerter eller andet, som kunne befinde sig på gaden af sygdomme. Camelia vendte blikket bort fra vagterne, som hun trådte ud igennem porten og lod blikket dale rundt. Hun var på udkig efter en bestemt skikkelse og ofte var han nem at få øje med. Smilet havde ikke forladt hendes læber siden hun var trådt ud af hendes hytte og hun smilte endnu.

[William Witchboy]

Witchboy sad på en bænk som så alt for lille ud med ham i sin rustning siddende på den omkring 10 til 20 meter væk fra den udgang fra slottet som han vidste Cam fortrak at bruge når hun skulle ud i byen og han havde set Cam komme ud men han lod som om han ikke havde set hende i nu ved at få det til at ligne hele sin opmærksomhed var at sy taske som var lavet af læder og lignede den hun allerede havde over skulderen men havde hvid pels på midten som lignede vinger han havde sagt til hende for længe siden at han kunne godt lide at sidde på den bænk at gøre ting når han ikke var med hende for at beskytte hende men det var faktisk en løgn han var der fordi det var det første sted han kunne møde op med hende når hun kom ud fra slottet og han ville ikke risikere at hun kom noget til for at finde ham når han havde ansvaret for at beskytte hende men han var også ret sikker på hun ville finde det en smule stalker hvis han ikke lod som om han var der fordi han kunne lide stedet i stedet for at vente på hende

[Camelia Nimar]

Camelia mindes at have fortalt ham op til flere gange, at det altså ikke var nødvendigt med den helt store rustning, når hun bare skulle ud i byen. Men noget kunne tyde på at Witchboy holdt stædigt fast i sin uniform og ikke smed den for noget. Det var kun noget, som bragte et smil frem på hendes læber, hver gang at hun fik øje på ham. Alligevel kiggede hun ikke over på bænken, som det første, for at se om han kom til hende eller om hun skulle henvise sig til ham. Hun stoppede op et stykke fra porten, som hun lagde armene over kors og kiggede hen på ham med et grin malet over læberne. "De dropper aldrig uniformen, har jeg ret?" lo hun stille for sig selv, som hun tog armene ned langs med siden i takt med at hun gik over til ham og kiggede på ham med et smil. "Jeg skal lige ind efter noget sto..." Camelia stoppede op midt i sætningen, som hun lagde mærke til det han havde i hånden. "Hvad syr De?" spurgte hun nysgerrigt, som hun var overrasket over at se ham sy herude. Det var forbavsende og overraskende, at han faktisk var i færd med at sy.
"Har De brug for hjælp?" spurgte hun efter at have betragtet hans arbejde for en stund, egentlig vidste hun ikke hvad han havde gang i, men det kunne han sikkert forklare hende, så hun bedre kunne hjælpe til.

[William Witchboy]

Witchboy vidste godt at hun synes at have hele sin rustning når han skulle beskytte hende og han havde blot svarede at hvis han ikke havde den på ville han bare komme mere til skade som ville tage hendes tid fra andre som hun kunne bruge af hjælpe dem som havde mere brug for det så han ville ikke tage den af før han var helt sikker på hun var i sikkerhed og gjorde sit bedste for at virke overrasket da hun talte til ham og så op på hende og sagde ”frøken Camelia jeg tager den af når jeg er sikker på det ikke er nødvendigt” og sy nålen fast i tasken og blev en smule lilla i ansigtet han havde først tænkt sig at vise hende når den var færdig og sagde ”hvorfor lyder du så overrasket jeg har levet i vildmarken i lange perioder uden at komme ind i nogle byer troede du jeg gik nøgen rundt og det ville ødelægge ideen med det er en gave til dig din taske ser meget slidt ud så jeg ville give dig en ny” og han lagde den væk i en taske som han havde med ting han kunne få brug for og han gik op til hende og stod ret og gjorde honnør til hende og sagde ”hvad skal du have klaret i dag frøken”

[Camelia Nimar]

Det var tydeligvis den evige diskussion med den rustning, men på den anden side, så kunne Camelia også godt lide ham i rustning? Uanset hvad så havde hun vænnet sig til tanken, eller været tvunget til det, da han ikke lod til at ville skifte mening omkring det. Men han havde også en god pointe, hun skulle bruge tiden på andre, som havde brug for hjælp. Det var én af grundene til at hun forlod sikkerheden bag slottets mure og gik ud for at hjælpe til. "Udfordringen er hermed accepteret" lo hun let for sig selv. Hvis ikke han kunne overtales til at droppe rustningen, så kunne hun måske få ham i en situation, hvor det ville være nødvendigt? Alligevel endte hun med at vende blikket mod stoffet i hans hænder og pelsen. Havde han mon læst hendes tanker? Umuligt, for så vidt hun vidste, så var det ikke noget han kunne. Men hvad vidste hun også om dæmoner? Hun grinte let af hans kommentar, som hun rystede undskyldende på hovedet. Aldrig skulle hun have tvivlet på hans evner.
Camelia lod blikket glide ned på syningerne og smilte skævt for sig selv. "Måske De kunne have godt af en lektion i syning?" sagde hun med et venligt smil på læben. "Det havde De da ikke behøvet" sagde hun fortsat smilende, som hun greb fat om hendes egen taske. Han havde ret, den var efterhånden godt brugt. Dybt koncentreret omkring hendes taske, så hun ikke at han rejste sig op, før at han stod foran hende og gjorde honnør. Hurtigt greb hun ud efter hans arm, for at hive den ned langs med hans side. "Det behøver De altså ikke" sagde hun lettere forbavset, som de havde været over det flere gange. "Planen var egentlig, at jeg ville finde noget stof til en ny taske, men det har du ligesom klaret for mig" lo hun, før hun slap ham igen og vendte blikket mod byen. "Men så kan vi tjekke gadebørnene og give dem lidt mad" foreslog hun, før hun vendte blikket tilbage mod ham igen. Vingerne havde hun foldet ind mod ryggen, så de ikke generede hende, også selvom de kun var hævet få centimeter over jorden, en ting hun var nød til at tvinge dem til med musklerne. Men med årene var det blevet en vane, så det var knap så anstrengende mere. Heller hæve vingerne end gøre dem beskidte.

[William Witchboy]

Witchboys kinder blev mere lilla at det hun sagde og det hjalp slet ikke at hun hev arm ned selvom han kunne meget let holde den oppe i honnøren selv hvis hun brugte hele hendes kropsvægt men han lod hende hive den ned han glemte nogen gange det ikke var nødvendigt at gøre den slags ting for hende og sagde ”ligesom du behøver ikke at hjælpe de fattige men du gør det stadig selvom som din livvagt ville fraråde at gøre det og det gør det ikke meget bedre at du er slottet healer” han håbede på hun ikke ville blive fornærmet at det han havde sagt han havde stadig følelser for hende selvom han ikke havde sagt noget om det til hende om det i de sidste fem år men han var hendes livvagt så han skulle fraråde de mest dumme ting hun nu kunne finde på at gøre selvom der var en større chance for at han ville overtage Kiras guddommelighed og sagde ”der er en mad sælger ikke så langt herfra som sælger færdig lavet mad som er god til at mætte og det er gode priser for det”

[Camelia Nimar]

Camelia var udmærket klar over, at det ville tage evigheder for hende at overtale ham til at stoppe med den slags formele opførsel, men hun havde ikke tænkt sig at give op. I stedet valgte hun dog at smile op til ham, som hun klappede ham let på armen og gav slip, så han ikke var tvunget til at holde hendes hånd.
Et venligt smil gled over hendes læber, som han udtrykkede sin bekymring. Det var ikke første gang, så hun var efterhånden van til det, men det fik hende stadig til at smile. "Vi er begge uhelbredelig på de punkter" sagde hun med et drilsk smil, før at hun lod blikket glide mod byen. Der var ikke langt, men det var rart at have et overblik, så de ikke gik den gale vej. Det var jo noget andet, når hun ikke skulle bruge sine vinger. Dog nød hun Witchboys selskab, så hun kunne sagtens gå.
"Hvad skulle jeg gøre uden dig" sagde hun kærligt, som hun aede hans arm kort og gjorde ting til at han skulle vise vej. Det var altid et godt sted at starte med mad, som mættede, så behøvede de ikke dele alt for meget mad ud, det ville også være nemmere for børnene.

[William Witchboy]

Han smilede drillende tilbage til hende og sagde ”ja det er vi men det passer bedre til dig en det gør for mig” han håbede på hun kunne lide den kompliment han havde stadig forhåbninger at hun ville begynde at have de samme følelser for ham som han havde for hende han havde endda købt en bog om hvordan man vant over en andens hjerte selvom de første fem kapitler omhandlede hvordan han kunne få personens familie til at få dem gift hvad var ubrugelig i sammenhæng med Cam og han var først lige kommet til kapitlet om komplimenter og hans ansigt blev helt lilla kærlige ord og hendes korte ae på hans arm det var ret nemt at se selvom han havde en hjelm på som dækkede det meste af hans ansigt og sagde ”du ville lige så perfekt som du er nu men bare flyve over problemerne med dine smukke vinger” det var ikke før han havde sagt det sidste ord og begyndte at gå mod mad sælgeren det var slet ikke hans mening at sige hans tanker højt foran hende

[Camelia Nimar]

Camelia rynkede let på brynene af hans ord. "Hov hov" hun forsøgte at være alvorlig, men det lykkes ikke rigtig, som hun kort efter brød ud i en sød latter. Måske han havde ret. Hun ville aldrig sige nej til at hjælpe andre, hvad enten det bragte hende selv i fare eller ej, så betød det ikke særlig meget. Hun skulle jo også eftersigne kunne forsvare sig selv, hvis bare hun tog sig sammen og ikke fik ondt af sine angribere.
Egentlig vidste hun godt at hun måske sendte ham nogle underlige signaler, men hun havde aldrig været den tilbageholdende type, da hun var meget udadvendt og derfor betød et kærligt ae, måske ikke det samme for hende, som for ham. Alligevel lagde hun godt mærke til hans kulør, hvilket blot fik hende til at smile. Hun havde tydeligvis bragt ham ud af kurs. For ordene kom faktisk bag på hende, som hun stoppede op og bare kiggede på ham. "Hvor smigrende" sagde hun med et kærligt blik i øjnene. Hun gav tegn til at han skulle dukke sig ned til hende, som hun brugte sin pegefinger. Nok var hun tidligere elver, men han var stadig højere end hende, så det ville være nemmere for hende, hvis han bukkede sig lidt ned. "Vil du ikke nok tage din hjelm af for min skyld?" spurgte hun uden at få det til at lyde som en ordre.

[William Witchboy]

Witchboy dukkede sig ned da hun gav ham tegn til at komme ned til hende mere at vane end noget som helst andet for hvis hans hoved ikke var i en meget hård kamp imellem hans professionelle side og hans følelser for hende så han kørte på automatpilot men kom delvis tilbage til jorden af det hun sagde og sagde ”jamen Cam hvis nogen angriber os kunne de få mig hurtigt ukampdygtig især hvis de overrasker os” han fik øje på en mand som prøvede på at tage Cams pung fra hende og han greb mandens hånd og brækket den hurtigt og gav slip og manden kom med et skrig af smerte og begyndte at løbe væk fra dem og Witchboy havde begyndt på at gøre det for alle voksne som prøvede på det mod Cam så ingen ville prøve på det i fremtiden

[Camelia Nimar]

Det hele skete så hurtigt, at Camelia ikke rigtig nåede at reagere på det før at hun hørte en mand skrige og flygte fra stedet. Hun var lige ved at stoppe Witchboy før at hun opdagede at manden havde forsøgt at stjæle hendes penge. Nok bar hun ikke rundt på alle sine penge, men det forbavsede hende stadig og hendes hjerte hamrede helt vildt. "Tak Witchboy, du passer altid på mig" hun lød taknemmelig og det samme var hendes blik. Hun lagde hånden på hans arm igen og forsøgte atter at få hans opmærksomhed. "men du er ikke tvunget til at gøre det for evigt." pointerede hun med et smil på læben.

[William Witchboy]

”Det er mit job cam” sagde han roligt som om han havde lige hjulpet hende ud fra en hestevogn Witchboy vidste at manden ikke havde gået efter hende hvor mange penge der var i hendes pung i den han havde formodet at hun havde en del guld i den eftersom hele hendes person skreg rig selv med hvor simpelt hendes tøj var og så på hende og sagde ret alvorligt ”Cam du betaler mig meget godt for hvad jeg gør for dig og jeg vil stadig være nødt til at have børn som vil tage sig af mig og jeg har ingen børn eller blive gift med en rig kvinde som dig selv hvis jeg stoppe med at gå rustning og med de færdigheder og med mit udseende kan jeg kun få job som plov trækker eller træner imod store personer og begge betaler nær så godt som du gør så jeg har ikke de store muligheder”

[Camelia Nimar]

Camelia nikkede let for sig selv, ja det var hans job, det var en del af jobbeskrivelsen. Men alligevel føltes det anderledes. På en underlig måde, men hun havde ingen problemer med det. Alligevel følte hun lidt, at han sagtens kunne gøre andet, hvis han ønskede. Havde han ikke tidligere været ridder eller var det lejemorder? Hun var faktisk i tvivl, måske fordi hun ikke havde noget imod at have ham som sin livvagt. "Gør det noget, hvis jeg ikke ser dig, som en ansat?" spurgte hun stille, en anelse lavt, som hun helst ikke ønskede at snakke om penge og den slags. For hende betød det mere, hvis han gjorde det af egen fri vilje og ikke kun fordi det var den eneste måde, hvorpå han kunne leve på. "Vil du gerne have børn?" spurgte hun forvirret. Selv var hun udmærket klar over, at hun ikke kunne få børn. Men hun forhindrede aldrig andre i at snakke om emnet.

[William Witchboy]

Witchboy havde ikke ingen interesse for at blive en lejesoldat igen det var alt for risikabelt han kunne nemt tjene flere penge på et enkelt job som en lejesoldat hvad han ville kunne tjene for at arbejde for Cam for en hel måned men det ville betyde at han skulle gøre noget som han ikke ville gøre det han smilede til hende og sagde ”overhovedet ikke jeg kan godt lide at være sammen med dig” og det andet spørgsmål overrasket ham lidt af hun ville spørge ham og måtte tænke over det og sagde efter et par minutter ”det går an på dig jeg ved godt du ikke kan selv lave dem men vi kunne altid tage ind en forælder løs hvis du ville dele dit liv med mig” hans ansigt begyndte langsomt at blive lilla igen

[Camelia Nimar]

Et kærligt smil bredte sig over hendes læber, som han forsikrede hende, at det ikke bare var et job, men at han godt kunne lide at være sammen med hende. Hvad han lagde i det, var måske noget andet, men hun var glad for at se ham som andet end sin livvagt. Eller i hvert fald mere end bare en ansat. Dog falmede smilet en anelse, som hun så lettere forbavset og overrasket på ham. Ordene var blevet talt, men hun var nød til at køre det igennem sine tanker flere gange for at kunne forstå det.
"Tror jeg vil have svært ved at begrænse min kærlighed til et barn" sagde hun med et glimt i øjet, som hun atter lod blikket glide mod byen. De var ikke kommet særlig langt og samtalen lod ikke til at føre dem videre i Camelia dagsorden. Hun vendte blikket retur til ham. "Dele mit liv med dig? Er det en udenbys måde at spørge om jeg vil være sammen med dig?" spurgte hun atter smilende, dog med armene lagt over kors og et fast greb om hendes egen arm. Hun havde nu aldrig set det på den måde, men det kunne da forklare en del af hans opførsel.