Gensynet mellem gamle fjende venner... [Asteria]

[Asteria Starwhisper]

Hun svang uvidende ud med armene "Det ved jeg ikke, din krone blev for lille til dit hoved og du skulle have mere plads, og det var den måde du kunne slippe af med mig på uden selv at skulle gøre det? Hvor skulle jeg vide fra hvilke motiver du havde?" sagde hun opgivende, hun gik helt tæt på ham og løftede sin ene arm og trak ned i ærmet "Du må forstå det er svært at tro hvad du siger ikke?" sagde hun og lod ham kigge på ar'et hun havde omkring håndledet. Det var virkelig svært for hende at tro på at han slet ikke havde noget med det at gøre, men det var nok også svært at tro når hun havde været spændt ud på pinebænk, været hældt over med kogende vand og været under vand tortur for at skulle fortælle hvor nogle dokumenter hun aldrig havde set var henne, og de blev ved med at sige de vidste hun vidste det for Prinsen havde selv indgivet hende. "Jeg blødte fra både håndled og ankler da de var færdige med mig på pinebænken, og jeg er mindst blevet en halv hånd længere siden da.. De hældte brændvarmt vand ned i hovedet på mig og forsøgt at drunke mig, for at jeg skulle fortælle hvor nogle dokumenter var som jeg aldrig havde set.. De gjorde det hver dag i 3 år.. 3 år Troy.." sagde hun og kiggede frustreret på ham.

"Kunne han lide mig? Jeg var en trussel, du ved din far ikke brød sig om at vi så hinanden så meget.. Hvad end det så betyder nu" sagde hun og kiggede lidt væk, det var svært at stå og se på ham, især fordi hun ikke helt kunne se om han løj eller ej. Hun vendte sig om og gik et par meter væk fra ham og tog armende op og lagde hænderne på hovedet imens hun sukkede opgivende. "Ved du hvad det mest komiske ved det hele var? Da der var gået de 3 år hev de mig ud og sagde dokumenterne var fundet så jeg var fri til at gå, ingen undskylding, ingen audiens hos din far eller noget, jeg blev kastet ud i mudderet og måtte selv finde min vej tilbage til ørkenen." sagde hun før hun drejede sig imod ham med et lettere bebrejdende blik. Hun lyttede til hvad han sagde og trak på skulderne "Så lad mig høre dig sige det.." sagde hun, hun ville høre ham sige han havde ledt efter hende så måtte hun prøve at se om hun kunne tro ham.

Hun gik hen og satte sig op af et træ hvor hun begyndte at le "Det mest allermest komiske af det hele var at da jeg endelig nåede til mine forældres dør, så ville de ikke tage mig hjem.. På grund af dig" sagde hun og rystede lidt på hovedet, følelser og alkohol var ikke noget der fungerede godt sammen for hende og hun afslørede måske mere end hun lige skulle have gjort, for hvilken grund kunne der da være for at hendes familie ikke ville tage hende hjem når hun havde siddet i fængsel i 3 år.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy himlede kort irriteret med blikket ved hendes første kommentar. "Prøv lige at hør, hvor barnligt det der lyder!" Sagde han lettere irriteret. Hun mindede så meget om en forkælet unge lige nu, der havde fået frarøvet sig sin slikkepind... Han fulgte let hendes bevægelse med blikket, da hun trak sit ærme op og gik helt tæt på ham. Han så kort lidt overrasket på arret ved hendes håndled, inden han tydeligvis chokkeret så på hende imens hun fortalte hvad de havde gjort ved hende. Han sagde ingenting til at starte med, han var lamslået.. Han så blot på hende, som om han havde set et spøgelse, inden han tog begge sine hænder op og førte dem igennem sit hår, hvor han let klemte sammen om det imens han stirrede tomt ud i luften. "Bare fordi jeg kom til at sige, at du opførte dig anderledes..." Sagde han stille, inden han vendte blikket imod hende igen ud af øjenkrogen med et helt tomt blik. Han forstod det ikke.. Hvorfor var det kommet så vidt? Han slap langsomt sit hår igen efter noget tid, da han løsnede grebet om det. Utroligt, at en enkelt kommentar kunne ende ud i noget så forfærdeligt.. Men hvorfor?
Troy tog sig en smule opgivende til hovedet og sukkede en enkelt gang. "Nej det ved jeg godt, men det var jo kun fordi han vidste at vi havde planer om at stikke af... Det var nok derfor han fik dig fjernet" Mumlede Troy stille. Det var helt underligt, at sige det igen.. De havde jo haft store planer om hvad de skulle gøre og Troy havde endda glædet sig en lille smule, specielt fordi han ville få lov til at være sammen med hende hele tiden og slippe væk fra den lille rotte til Elizabeth.
Troy så kort lidt undrende på hende ved hendes kommentar. Hvad skulle han sige til det? Han kunne jo ikke gøre noget ved det... Hvis han havde vidst det dengang, havde det været noget andet, så ville han kunne have gjort noget. "Hvorfor opsøgte du mig aldrig bagefter? Du vidste jo hvor jeg var" Sagde han stille med et let hævet øjenbryn. Det de havde haft sammen... Det var jo ikke bare dødt, han havde ikke opgivet efter tre år.. Hver eneste gang han så på Elizabeth, så han Asteria og det gjorde han endda stadig til tider selvom han ikke ville stå ved det.
Troy så hurtigt lidt uforstående på hende og fulgte hende med blikket, da hun satte sig ved træet. "Hvorfor? Dine forældre var da ikke sådan nogle typer, der lukkede folk ude fordi de havde været i fængsel? Hvad havde jeg med det at gøre?" Spurgte han undrende imens han holdte blikket på hende. Det gav jo ingen mening, hendes forældre havde altid været meget accepterende. Han rettede sig roligt op fra hesten og gik roligt lidt tættere på hende, imens han lagde armene over kors foran sig, så de pressede imod hans bryst med rustninge pladerne imod hans bryst. Hvorfor havde hun været så underlig dengang og hvorfor ville hendes forældre ikke lukke hende ind? Det gav jo ingen mening...

[Asteria Starwhisper]

Hun slog ud med i frustration over at han hele tiden vendte den imod hende, og kaldte hende barnlig. I løbet af de sidste 6 år ville hun vædde på at han ikke havde været udsatfor noget lige så psykisk nedbrydende som det hun havde været igennem. "Ja blot kald mig barnlig, hvis det er hvad du vil" sagde hun irriteret.

Hun kiggede på ham imens han stod helt lamslået, tænk at han aldrig havde skænket det en tanke hvor hun mon kunne have været. "Ja bare fordi du skulle ud med at du åbenbart mente jeg opførte mig anderledes" svarede hun på det han sagde lidt i håb om at det gav ham noget dårlig samvittighed, andet kunne hun ikke give ham. Hun stirrede pludselig meget indgående på ham og tabte kæben et øjeblik da han sagde at hans far havde vidst at de ville stikke af.. "Han vidste det?! Som i at det havde du også lige snakket med ham om? Troy hvad tænkte du dog på?" spurgte hun meget forvirret og lidt hårdt, havde han virkelig været så dum som knægt at han havde betroet sin far at han ville stikke af.. Så gav det hele da mere mening hvorfor hertugen havde brugt alle kræfter på at finde en undskyldning for at få hende væk og fået hende til aldrig at ville se Troy igen.. "Så han har helt sikkert bare ventet på at der kunne komme et eller andet så han kunne lukke mig væk.. Jøsses.." mumlede hun lettere vredt, tænk at nogen kunne være så små væsner at de ville ødelægge folks liv bare fordi deres børn ikke makkede ret og de havde magt.. Hun tog sig kort til halsen ved tanken om at hun måske var blevet hængt hvis hun havde fortalt hvem faren til hendes barn havde været imens hun stadig sad i fængsel, tanken fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen.

Hun lagde hovedet let på skrå da han spurgte hvorfor hun ikke havde opsøgt ham da hun slap ud. "Troy, jeg må være ærlig.. Da jeg slap ud var du ikke lige frem den person jeg havde lyst til at se.. Havde jeg opsøgt dig dengang, havde jeg med stor sandsynlighed dræbt dig imens du sov, i ren arrigskab over hvad jeg var blevet udsat for.. De fortalte mig jo gang på gang at det var dig der havde fået mig sendt derned.. Prøv at sætte dig i mit sted, ville du opsøge en person der så vidt du vidste havde fået smidt dig i fange kælderen og tortur rummet hver dag i 3 år..? Svar mig helt ærligt?" hun kiggede spørgende på ham. Hun havde altid været meget ærlig og valgte derfor også at være det her, alkoholen hjalp selvfølgelig en smule på at få sandheden frem, men hun håbede også at det fik ham til at forstå hendes valg om ikke at opsøge ham, og at han nok skulle være glad nok for det.

Da Troy kommenterede på hendes kommentar gik det op for hende hvad hun lige havde sagt og hun rejste sig igen fra træet. "Skulle vi ikke ind og have en øl, jeg synes det er ved at blive lidt koldt herude" sagde hun i stedet for at svare på hans spørgsmål, noget Troy ville vide var en meget typisk ting at gøre for Asteria det at tale udenom hvis der var noget hun prøvede at skjule. Igen noget som alkohollen ikke lige frem gjorde nemmere for hende at holde tæt ind på kroppen. Hun begyndte at gå imod kroen i håb om at Troy ikke ville gribe fat i hende og forlange en forklaring. Hun havde ret svært ved at lyve når hun var fuld, men hvad ville han ikke sige, eller gøre for den sags skyld hvis han vidste han havde en datter på 5 år han aldrig havde hørt noget om.. Ville han gøre krav på hende? Ville han forbyde Asteria nogensinde at vise sig igen i tilfælde af at det kunne gå ud over hans magt og pagt med kongefamilien som Asteria jo godt kendte til for han havde jo været Trolovet med den lille prinsesse selv dengang de var sammen. Hun måtte se hvad der skete, men det at holde mund var hun åbenbart ikke så god til.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy tog sig lettere opgivende til panden med en tænksom mine. Ja hvis hun da bare ville holde op med at opfører sig som et barn, så ville han nok også holde op med at kalde hende det. Han gned kort sine øjenbryn med to fingre ved hendes lille hystade udbrud. Kvinder... Han lærte aldrig at forstå dem.
Han himlede kort med blikket ved det første hun sagde. "Du ved godt, at de eneste jeg kunne tale med var dig og min far, hvem skulle jeg ellers tale med? Jeg kunne jo ikke snakke om det med dig vel?" Spurgte han kort med en opgivende tone, at spore i stemmen. Hvor var han dog træt af, at han skulle blive ved med at gentage sig selv overfor hende. Det kunne godt ske, at det havde været hans fejl, men det gav hende ingen ret til at stå og anklage ham for at have stukket hende i ryggen, for det havde ikke været hans intention. Troy nåede lige kort, at vende blikket imod himlen, hvor han kort lukkede øjnene, inden hans blik nærmest sprang over på hende igen ved hendes anklage. "Tror du virkelig, at jeg var så dum? Jeg var ung, ikke en idiot!" Sagde han i en bestemt tone imens han holdte blikket på hende og derefter rev det væk igen og vendte det imod jorden imens han tog en dyb indånding for at få sin puls til at falde til ro igen. Troede hun virkelig at han havde været så dum? Hans fader havde da lagt mærke til, hvordan de havde opført sig omkring hinanden, så kunne han da regne det ud! Var hun dum eller hvad?

Troy kørte kort en hånd igennem det brune hår for at slappe lidt af, men han lod hånden hvile imod hans hovedbund, da den nåede hans nakke. Han så kort over på hende ud af øjenkrogen med et let hævet øjenbryn. "Du tror helt ærligt på, at han ikke selv regnede det ud sådan som vi opførte os?" Spurgte han roligt og kom i et split sekund til at smile, da mindet om dengang ramte ham. En tid hvor det bare var de to, ingen bekymringer... Fremtiden havde lagt så langt væk dengang og der tog de det slet ikke seriøst, at han egentlig var lovet væk til prinsessen, det var de da ligeglade med.. De var jo forelskede. Troy rystede det hurtigt af sig og sukkede en enkelt gang for at vende tilbage til sig selv, inden han lagde hænderne tilbage i hans bukselommer. Alting var så enkelt dengang...
Han lod kort den ene hånd hvile imod hans nakke imens han så fraværende hen langs jorden imod landevejen med et tomt blik. "Jeg ville ihvertfald have forlangt nogle svar fra den hvis skyld det var.. Men jeg ville ikke vente tre år med at få dem" Sagde han kort imens han fortsat holdte det tomme blik imod vejen. Ja han forstod godt, at hun ikke opsøgte ham med det samme, men helt ærligt, han troede jo at hun var død!
Troy så hurtigt op, da hun rejste sig og begav sig imod kroen. Han rystede hurtigt på hovedet ved hendes spørgsmål. Nu snakkede hun udenom igen, det havde hun også altid gjort, da de var børn, når hun skjulte noget, som hun tydeligvis også gjorde nu. Han himlede kort med øjnene og gik hurtigt efter hende, hvor han tog fat i hendes hånd for at få hende til at stoppe op, ved at trække let i hendes arm. "Du har altid snakket udenom, når du skjulte noget.. Hvad er det så denne gang?" Spurgte han undrende imens han blot holdte blikket på hende. Han lod kort sit blik vandre over hendes mørke hår og tilbage til hendes ansigt. Den perfekte statur.. Det hår og de øjne. Det var dem, der havde tryllebundet ham som barn og som stadig kunne tage pusten fra ham. Han så hurtigt ned imod hendes hånd, da han kunne mærke varmen der spredte sig i hans hånd. Det var jo ligesom at få stød, at rører ved hende.. Et evigt minde om hvad de engang havde haft. Han så blot op på hende igen med et let hævet øjenbryn og de grønne øjne. Var han virkelig alene om stadig at kunne fornemme det usagte imellem dem?

[Asteria Starwhisper]

Asteria lod to fingre gnide imod hendes næseryg i en opgivende mine "Måske det nettop var mig du burde have snakket med når jeg åbenbart havde ændret mig så meget, jeg var trods alt den eneste der kunne have forsøgt at ændre på det" pointerede hun og kiggede på ham med et hævet øjenbryn og lagde hovedet let på skrå. Hans far kunne jo ikke ændre hendes opførsel bare ved at han vidste det. 

Hun kunne ikke lade være med et smile ganske svagt "Der er forskellige måder at omtale hvad jeg synes du er, men jeg kan godt se hvad du mener" hendes stemme var ganske kort drillende før hun rømmede sig lidt og igen blev små alvorlig. "Sket er sket Troy, og hvad ville du i så fald have gjort du var som mig kun 20 år.. Dit liv var lagt for dig, og jeg var bare et bump på vejen, selv hvis jeg var kommet tilbage så var du jo ikke taget med mig.. Du var jo trolovet.. Og stadig er ikke?" sagde hun og kiggede på ham med et spørgende blik. Hun havde elsket ham, og da de ikke var ældre dengang havde hans trolovelse til den lille prinsesse ikke gjort hende så meget. Men nu var pigen vel ved at være nået op i alderen og snart gifte klar, og hvor stod hun så i alt det her, på sidelinjen som hun teknisk altid havde gjort. 

Da hun begyndte at gå mærkede hun pludselig Troy's stærke hånd holde om hendes, en skræmmende behagelig kuldegysning gik igennem hende og hun vendte sig imod ham da han trak i hende. Til forskel fra før så stod de nu igen tæt dog uden hendes kniv placeret imod hans hals. Hun kunne ikke finde ud af om hun skulle grine, græde, smile eller være alvorlig og hendes blik søgte imod jorden. Følelsen af at hans hånd holdt hendes fik en varme til at sprede sig op igennem hendes krop. Måske elskede hun ham stadig lidt? Eller var det bare hele stemningen og hans attraktive måde at have udviklet sig på? Hun vidste det ikke helt, men at stå så tæt på ham fik hende til at føle sig sårbar. "Troy.. Det er ikke noget du har lyst til at blive involveret i tro mig.." sagde hun med lav stemme, forsøgte at undgå hans blik ved at kigge ud til siden. Det var svært at vurdere om hun var trist over det hun ikke ville fortælle eller om hun var alvorlig. 

For at få lidt af sin selv kontrol tilbage trak hun forsigtigt sin hånd til sig "Vi er to forskellige steder i vores liv nu Troy, det sidste du kunne bruge var gamle skeletter der kom frem fra skabet" hendes blik kiggede forsigtigt op imod hans igen med flakkende øjne, at holde fokuset på ham var rigtig svært.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy så blot på hende ud af øjenkrogen med et let hævet øjenbryn, inden han let rystede på hovedet. "Og du tror helt ærligt, at du bare ville have fortalt hvad der trykkede dig? Jeg var ung og uvidende, hvordan skulle jeg håndtere noget jeg aldrig havde oplevet før? Det er da klart, at jeg gik til min Fader for at søge råd" Sagde han med en opgivende tone og lukkede kort øjnene. Han havde altid kunne gå til sin fader for at søge råd, men det vidste han så nu, at han ikke kunne længere... Ikke når det var hans skyld, at Asteria forsvandt dengang...
Troy så kort lidt overrasket på hende, da han tydeligt kunne hører hendes dril i stemmen. Så.. Hun havde ikke helt glemt det? Han gned kort sin nakke med et lidt skævt smil over hendes tone, inden han igen vendte blikket imod hende og slap sin nakke ved hendes spørgsmål. Han så kort hen på sin hest med en overvejende mine. Ville han? "For seks år siden.. Jo så var jeg taget med, uden tvivl.. Og ja det er jeg stadig" Sagde han kort og trak en enkelt gang på skuldrene. Han havde smidt alt hvad han havde i hænderne dengang, for at kunne tage med hende og bare stikke af, så måtte han lære at leve med at han ingen magt ville få. Men nu... Nu var han bundet til en dum unge, der ikke engang kunne tage varer på sit eget liv.

Troy kørte kort en omgang med øjnene ved hendes kommentar og pustede kort til en tot af hans hår for at fjerne den fra hans ansigt, de den var vandret ind i hans ansigt, da han var gået efter hende. "Du synes ikke jeg har ret til at vide hvad det er, når dine tolerante forældre ikke engang vil lukke dig ind?" Spurgte han kort imens han så lettere overvejende på hende. Han kunne simpelthen ikke regne ud, hvad det skulle være. Hendes forældre havde altid været tolerante væsener, de kunne endda lide Troy, da de var børn, så hvad det skulle være han havde gjort, som kunne få hendes forældre til at skubbe hende væk, kunne han ikke regne ud.
Han slap stille hendes hånd igen, da hun trak den til sig. Han havde ikke lyst til at slippe hende igen, men hun virkede utilpas med at han havde ved hendes hånd, desværre.. Det kunne aldrig blive det samme igen, selvom han ville ønske det. Han havde jo kun været glad sammen med hende, sammen med Elizabeth kedede han sig og det eneste han interesserede sig for sammen med hende, var mere magt... Men sådan havde det ikke været med Asteria, da de var unge. Han så kort lidt undrende på hende ved det sidste hun sagde. "Hvad mener du? Nu ved jeg jo, at du har været i fængsel og har været udsat for tortur, der kan da umuligt være mere?" Spurgte han undrende imens han blot holdte blikket på hende. Hvorfor var hun pludselig så bange? Hun virkede næsten som om han havde slået hende? Det var da lidt mystisk...

[Asteria Starwhisper]

Asteria kunne ikke lade være med at trække en lille grimasse for ikke at le over hans tilbage svar. "Sandt, du var aldrig helt klog på kvinder" sagde hun igen med den drillende undertone. Hun kørte roligt en hånd igennem det lange hår for at fjerne det fra ansigtet.

Hun sukkede stille og kiggede på ham med blide øjne "Troy for 6 år siden var jeg også klar til at løbe væk med dig, men jeg snakker ikke om for 6 år siden.. Jeg snakker om for 3 år siden.. Jeg var ikke særlig køn da jeg lige kom ud derfra." hendes stemme var ængstelig og hun kiggede på ham med hovedet let på skrå imens hun pressede læberne lidt sammen. Hun kiggede dog lidt ned for han sagde jo trods alt han stadig var trolovet "Elizabeth er en heldig pige.. Men Troy, det var aldrig vores skæbne at være sammen.. Vi er ikke engang samme race" sagde hun og sendte ham et lille halvhjertet smil, det var svært at rive op i gamle minder, især når hun havde gået og været så vred i så mange år.

Hun skuddede sig lidt da han begyndte at gøre krav på at vide hvorfor hendes forældre havde afvist hende. Det var jo rigtig nok hendes forældre havde altid været meget godhjertede og gjort hvad de kunne for at deres børn havde det godt, de havde trods alt altid set Troy som en fin ung mand. Men de havde så heller aldrig oplevet den forelskelse som Troy og Asteria havde haft, i så fald havde de nok været mindst lige så afvisende for det som Troy's forældre havde været.

"Du vil virkelig gerne vide det?" sagde hun og sukkede.. Hun kom ingen vegne med at blive ved med at udskyde det og hun tog hans hånd igen lettere modvilligt og trak han hen og sidde på en bænk der stod foran kroen. Hun trak han forsigtigt med ned og side, hun forventede at han enten ville besvime, hvilket gjorde at det var en god ide at sætte sig, eller at han ville rejse sig og begynde at råbe af hende om hvorfor hun aldrig var kommet tilbage og havde sagt noget.
Hun tog en dyb indånding.. "Det her er ret svært at sige.." hun tav og øjnene søgte op imod himlen et øjeblik før hun tvang dem tilbage imod Troy dog kun for at vende sig imod hendes hånd der havde fat i hans.. "Har din far eller mor for den sags skyld nogen sinde fortalt dig hvad der kan ske når man.." hendes hals snørrede sig sammen og hun måtte synke en enkelt gang, hun håbede inderligt at hun ikke var den første der skulle fortælle ham hvordan man fik børn.. Det ville være meget akavet i så fald.. "Hvad der kan ske når man er sammen som mand og kvinde??" spurgte hun og kiggede ængsteligt på ham, håbede inderligt at han sagde ja. Asteria havde nemlig ikke anet det før hun havde stået med et spædbarn i armene.

Hun drejede sig lidt væk fra ham og slap hans hånd imens hun foldede dem i sit skød "Det der kunne ske, skete.." sagde hun og kiggede lettere nervøst imod Troy, hendes krop rystede, hun havde aldrig været så nervøs og angst for før over at skulle snakke om sin datter.. forstod han hvad hun sagde.. Hun ventede lidt på en reaktion før hun igen kiggede ned "Jeg var med barn Troy.." sagde hun så endelig efter en længere pause "Jeg var med barn og det var derfor jeg opførte mig underligt, og derfor mine forældre ikke ville tage mig hjem.. Hun er halvblods.. Ingen familie vil have en halvblods." hun bukkede sig sammen med armene over hovedet så hun var beskyttet hvis han ville slå løs på hende. Hun vidste ikke hvordan han ville tage det, havde hun været med barn ville det betyde at barnet var blevet udsat for tortur også imens hun havde været i fængsel.. Men det kunne forklare hvorfor hendes forældre ikke ville hende længere.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy så blot tomt frem for sig ved det første hun sagde, inden han lagde en fortvivlet hånd imod sin nakke. "For tre år siden, troede jeg at du var død, det var på det tidspunkt jeg gav helt op med hvem jeg var dengang" Sagde han kort og vendte blikket imod hende ud af øjenkrogen en enkelt gang, inden han kort så sig rundt. Der var ingen, der havde hørt hvad de havde snakket om vel? For så ville han virkelig være i problemer, dog ikke lige så meget som Elizabeth ville være, når hun engang vendte tilbage til Ynisti, men alligevel... Det var jo ikke passende for en trolovet prins, at tale med en.. Ja hvad hun end lavede nu, om sådan nogle ting. Han himlede kort med blikket, da hun kom ind på sit udsende og race. Hvorfor troede hun, at det var vigtigt? Ja han var da tiltrukket af hende dengang, men det var jo ikke kun hendes udsende, det var jo hendes sind ligeledes. Han så kort lidt overvejende på hende ud af øjenkrogen med let sammenknebne øjne og et hævet øjenbryn. Var han det måske stadig? ... Nej det kunne han ikke, det var den lille møgunge til Elizabeth, det var meningen han skulle være tiltrukket af... Det var han bare ikke, hun var et barn.

Troy sagde ingenting, til hendes spørgsmål. Han så blot undrende på hende, da hun tog hans hånd. Der var den der varme igen... Hvor var det dog provokerende. Han fulgte roligt med hende hen til bænken og satte sig ned ved siden af hende. Han rettede kort på sit sværd med den frie hånd, så den ikke stak ham i låret nu hvor de sad ned, inden han vendte blikket imod hende igen med et let hævet øjenbryn. Han så kort lettere forvirret på hende, da hun tydeligvis ledte snakken ind på hvad de havde foretaget sig kort inden hun forsvandt. Han så kort lidt undrende på hende med et undrende hævet øjenbryn. "Asteria jeg er altså ikke dum" Sagde han kort for nærmest at svare på hendes spørgsmål. Ja den snak havde han haft med sin mor, da han fyldte 18, men det var da ikke noget han havde tænkt over dengang, der havde Asteria jo allerede været væk i et års tid.
Han tog roligt sin hånd til sig, da hun nærmest lukkede ind i sig selv. Han så blot helt roligt på hende imens hun snakkede, dog en anelse undrende. Vent... Sagde hun det, han troede at hun sagde? Jamen hun havde vel mistet det under torturen? Havde hun ikke? Andet kunne da ikke passe... Og de havde jo været forsigtige dengang, havde de ikke? Eller havde det bare virket sådan fordi de ikke vidste noget om det? Troy så kort lettere chokkeret på hende, inden han vendte blikket imod jorden lige foran sig, inden han satte albuerne imod hans lår og kort begravede sine fingre i hans brune hår, imens han svagt trak i det. Det her kunne ikke passe... Det skete bare ikke!
Han sad lidt tid uden at sige noget, inden han rejste sig op nærmest med et sæt og kort gik lidt frem og tilbage, inden han stoppede op lidt fra hende og fortsat holdte blikket imod jorden, imens han satte hænderne imod hans hofte og stod lettere foroverbøjet. "Og det syntes du ikke jeg skulle vide fordi? Så jeg har gået rundt i alt den tid og troet, at du var død og været træt af den møgunge jeg er trolovet med og nu fortæller du mig så efter seks år, at jeg selv har en? ... Vent sagde du hun?" Spurgte han hurtigt og så kort en smule uforstående på hende, imens han holdte en hånd imod sin pande og halvvejs oppe i sit hår. Havde han en datter han slet ikke kendte? En datter?! Hvor gammel måtte hun være.. Nok omkring fem så, hvis han ikke var helt galt på den. Hvem var hun? Hvordan så hun ud? Hvad hed hun og hvorfor vidste han ikke, at hun eksisterede? Hvad ville kongen ikke sige, hvis han fandt ud af det... Også var hun halvblods og tilmed uægte... Dårligere kombination blev det vist ikke, men på den anden side, så hørte man jo heldigvis tit om adelige mænd, der fik uægte børn med almindelige bønder.. Men alligevel! Hvad ville hans forældre ikke sige?! De havde opdraget ham anderledes end dette. Eller hvad? Havde deres forelskelse virkelig været så blind, da de var unge? Det var jo lige på det tidspunkt, at de begge rendte rundt og drømte mest om at stikke af...

[Asteria Starwhisper]

Asteria sendte ham et stille smil "Kan du ikke se det, hvordan skulle jeg kunne have kontaktet dig? Når jeg bad om at du kom ned så jeg kunne få en forklaring fik jeg altid afvide at du ikke ønskede at komme og at det ikke var et sted for en prins" hun tav og kiggede ned. Det gik lidt tid før hun igen kiggede op på ham "Selv hvis, hvis jeg ikke havde haft det had til dig dengang.. Og hvis alt dette var din faders værk.. Tror du så bare at jeg kunne valse direkte ind i tronsalen.. I det hele taget komme ind på slottets område når jeg havde været i fængsel?" sagde hun og kiggede på ham med et spørgende blik. Der var ingenting der kunne have sikret hende at hun var kommet i audiens hos Troy selv hvis hun havde prøvet. Hun sukkede stille og sendte ham så et kærligt smil "Men nu kan man så også sige at du følger din arv i stedet for at trække dig selv ned fra magtens høje post, jeg ved du altid var meget fascineret af den som barn" sagde hun i et forsøg på at løfte stemningen og lod en hånd føre noget af hendes hår om bag det ene øre. 

Asteria fandt ikke hans måde at spørge hende på helt alvorlig og hun kiggede op imod ham med et hævet øjenbryn imens de sad der på bænken. Efter hun havde snakket færdigt og han rejste sig og begyndte at tale satte hun sig lidt op igen, han virkede ikke som om han ville slå hende men det fik hende dog til at spænde i ansigtet. Han måtte da snart forstå at hvis hun havde i tankerne at dræbe ham hvis hun så ham igen, at tanken om at han skulle se deres datter måske ikke lå øverst på hendes prioterings liste. Hun rejste sig fra bænken og satte selv en hånd på hoften imens den anden gned to fingre imod hendes næseryg. Hun stirrede pludselig på ham da han først omtalte sin trolovede som en møgunge og derefter sagde at han selv havde en.. "Du vover at omtale hende som en møgunge!" snerrede hun pludselig meget offensivt imens den anden hånd også blev placeret på hendes anden hofte. Hun faldt dog lidt ned igen da han spurgte til om hun havde omtalt deres barn som hun. Hun nikkede og kiggede ham ind i øjnene. Hun drejede rundt og gik lidt væk imens hun tog sig til den ene arm som nu hang ned langs hendes side. "Jeg kunne ikke have fortalt dig om hende Troy, havde jeg fortalt vagterne hvem hendes far var, tror du så selv at din far ville have ladet os leve? En prins der havde barn med en kriminel og så endda med en kvinde ikke engang af samme race men også et barn udenfor ægteskab.. Jeg er ked af at du aldrig fik noget afvide, men jeg har været gennemsyret af hadet til dig de sidste 6 år.. Tror du så virkelig jeg ville byde min datter at vide hun havde sådan en far.. Tænk hvis du havde gjort krav på hende, hun er det eneste jeg har tilbage Troy.." hun kiggede på ham med et trist blik før hun tog fat om en lille medaljon som hun bar om halsen, den var skjult halvt under kjolens hals syning. Hun kiggede på ham før hun knugede medaljonen i hånden og derefter lukkede hånden op før hun åbnede den et ganske lille billede var deri, et billede som en af hendes medrøvere havde malet inden hendes afrejse så hun altid kunne kigge på sin datter når hun savnede hende. Hun tog kæden over hovedet og rakte derefter medaljonen til Troy "Hendes navn er Renesmée, hun er 5 år gammel, og røver datter" afsluttede hun og vendte sig om og gik imod kroen. Hun ville tage sine ting og ride afsted, han ville sikkert få store problemer hvis han blev ved med at have med hende at gøre og nu når han vidste hun var røver så kunne hun ikke blive der, tænk hvis han tog hende ind igen.  

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy så blot på hende ud af øjenkrogen imens hun sagde det første. Han trak kort en enkelt gang på skuldrene med en tænksom mine. "Måske ikke nej, men jeg kan ikke forstå, at du ikke var ude i skoven hvor vi plejede at gemme os, udenfor slottets mure" Sagde han helt stille og så kort på hende med et svagt smil, inden han vendte blikket imod himlen ved det næste hun sagde. Han sukkede kort lettere opgivende, inden han lagde en hånd imod hans nakke. "Ja og det er desværre blevet værre efter at du forsvandt, meget værre..." Sagde han stille som i en lav hvisken, nærmest som om det var en hemmelighed. Han havde ikke haft andet end magt og kamp, at gå op i siden hun forsvandt, da han ikke kunne fordrive tiden med andet og derved havde hans magt begærlighed blot vokset sig større igennem årernes løb.
Troy så kort en anelse overrasket over på hende, da hun snerrede af ham. Okay det var nu ikke sådan ment, men det nyttede jo ikke noget at sige det til hende, for endnu engang ville hun nok ikke tro ham. Han så blot roligt på hende imens hun forklarede. Nej det havde hun nok ret i, men hvorfor var det lige, at det behøvede at være sådan? Bare fordi han var prins og lovet væk til en snot hvalp? "Hvad har du så fortalt hende? At jeg er død eller sagt, at det var en anden?" Spurgte han lidt efter imens han blot holdte blikket på hende. Han troede ikke på, at pigen ikke ville spørge til det for hun burde jo kunne se, at der var noget galt, at der manglede noget, når det bare var hende og Asteria, så dum og naiv troede han simpelthen ikke på, at pigen var. På trods af hendes alder, måtte hun da undre sig over de andre børn omkring sig, der havde en far når hun ikke havde, var det ikke en underlig opvækst?
Troy fulgte roligt hendes bevægelse med blikket, da hun tog medaljonen af og rakte ham. Han så kort lidt undrende på hende og vendte så blikket imod billedet i hans hånd, imens hun snakkede. Han så kort lidt overrasket efter hende, da hun sagde det sidste. Røver.. Var hun røver?! Når ja, det var da trods alt bedre end alternativet.. Han så kort efter hende, da hun gik indenfor, inden han så ned på billedet igen. Renesmée... Hun lignede ham faktisk lidt, at dømme ud fra det lille billede. Troy smilede ganske kort, inden han hurtigt rystede på hovedet for at ryste det af sig igen. Han lukkede let medaljonen og lod den lægge sig i hans hånd, som han let lukkede om den, inden han skyndte sig efter hende og hurtigt trådte ind lige foran hende kort inden hun nåede døren, så han stod med ryggen imod døren og halvvejs blokerede den. "Hvad så nu? Tager du tilbage til ørknen også går der seks år igen eller hvad?" Spurgte han kort, imens han så overvejende på hende med et let hævet øjenbryn. Man kunne vel egentlig godt sige, at bolden var på hendes banehalvdel lige nu, da han mere eller mindre var bundet på hænder og fødder efter denne nyhed. Han havde en datter.. En 5 årig, uægte halvblodsdatter... Men igen, det var set før, så det kunne umuligt være lige så slemt som alle de gange Elizabeth var stukket af, hvilket jo faktisk også var grunden til at han var der den aften.

[Asteria Starwhisper]

Asteria tog sig opgivende til panden og pressede to fingre imod sine øjenbryn. "Fordi jeg ikke ville se dig Troy!" kom det meget forsvarende, hun kunne ikke komme med andre grunde til hun ikke var dukket op, hvorfor skulle hun? 3 år i tortur kammeret hvor hun åbenbart var blevet overbevist om at Troy havde sendt hende derned.."Hvor mange gange skal jeg gentage mig selv? Jeg ville ikke tro hvad der skete var din skyld, men efter 4 måneder hvor jeg havde skreget om at jeg ville se dig og hver gang fik afvide du ikke ønskede at se mig, så opgav jeg altså tanken om at du ikke var indblandet!". Hun drejede rundt og gik lidt væk fra ham. Da han sagde han var blevet mere magt syg siden hun forsvandt rynkede hun brynene og drejede igen rundt og så på ham "Så det er min skyld? Min skyld at dit liv ikke gik som du ønskede det? Det må De meget undskylde deres højhed.. Jeg havde lidt travlt med ikke at besvime af smerte i den tid" hendes stemme var lidt kynisk og snappende, slet ikke blid og blød som før og hun mindede nærmest som en helt anden person. At han klynkede over hans liv som kommende hertug kunne hun ikke tage helt seriøst. 

Da han spurgte til hvad deres datter vidste om ham trak hun stille på skulderne. "Hun ved det basale, hun ved du er magiker, at du var flot og charmerende, og at du ikke vil blive en del af hendes liv" hendes sidste ord var let overvejet for det ville måske stikke ham en smule. Hun kiggede ham direkte ind i øjnene da hun sagde det "Du ville aldrig kunne tage hende til dig, ikke når jeg er kriminel, det ville vanære din familie, uanset hvor mange andre der også har uægte og halvblods børn, så er det at hun er kriminel en del af hende, en del som aldrig ville kunne vaskes af hende." sagde hun kontant og kiggede ham ind i øjnene. der var ingen mulighed for at Troy ville kunne indvoldvere sig med sin datter, og hun måtte ærlig talt indrømme at hun ønskede heller ikke hendes datter skulle være en del af den familie. Dengang var de unge og forelskede, der betød det ikke så meget, for de ville jo løbe væk og aldrig komme tilbage, men ja nu var det bare noget andet, hun vidste ikke om hun stadig elskede Troy, men hadet der havde været til ham alle de år var svært at se hen over når det kom til hendes datter.

Da hun var gået imod kroen og han pludselig trådte ind foran hende stoppede hun op og kiggede opgivende på ham "Troy.. Hvorfor gør du det her? Hvad godt ville det gøre for dig at du så mig igen, nogensinde? Du er prins jeg er røver, vi er to forskellige racer, du er trolovet og jeg skal forsørge min datter.. Vi har ingen fremtid så hvorfor overhovedet forsøge.. Guderne ønsker os ikke sammen det må du da kunne se.." hendes øjne var triste da hun kiggede på ham. Hun lod en hånd ligge sig på hans kind før hun strakte sin hals og stillede sig på tær før et lille blidt kys plantede sig på hans læber "Du vil altid have en plads i mit hjerte Troy" sagde hun og slap ham igen.  

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy så hurtigt væk ved hendes første ord. Han vidste ikke hvorfor, men den gjorde faktisk lidt ondt på ham på en eller anden måde, selvom han godt var klar over, at det var sådan det havde været og nok stadig ville være resten af hans liv. Han så hurtigt over på hende med let sammenknebne øjne, inden han hurtigt himlede med øjnene og kort slog ud med armene til hver sin side. "Det er jo ikke det jeg siger! Så hør dog efter istedet for at ty til forsvar med det samme!" Hvæssede han kort og greb let om sit hår, som han kort trak i, inden han lukkede øjnene og tog en dyb indånding. "Det jeg siger er, at det eneste der holdte mig væk fra alt det magt misbrug, var den frihed jeg havde sammen med dig" Sagde han kort imens han holdte sine øjne lukkede og klemte let om sit hår. Hvorfor var hun dog blevet sådan? Hvor var den pige, som han havde været forelsket i, i så mange år? Eksisterede hun virkelig ikke længere?

Troy lyttede blot til hvad hun forklarede. Så... Hun vidste altså, at han eksisterede, men heller ikke mere end det? Han vendte kort blikket fra hende igen og så istedet op imod nattehimlen, der lige så langsomt begyndte at titte mere og mere frem. Han havde ikke noget at sige, hvad skulle han sige? Det havde været hendes valg alene, ikke at lade hverken datteren eller ham vide, hvem de hver især var og det havde hun vel skønnet til at være det bedste for datteren."Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg har jo ikke noget at sige i det her" Sagde han kort og rystede ganske let på hovedet. Det var vel bedre, at han bare glemte dem begge fuldstændigt, men ville han kunne leve med det? Leve med tanken om, at han havde en datter et eller andet sted ude i verden, som han aldrig ville kunne beskytte, aldrig tage hånd om hende..

Troy fulgte kort hendes bevægelse med blikket, inden han kort lagde den ene hånd imod hans pande, inden han lod den hænge langs hans side. Han trak kort på skuldrene ved hendes lange kommentar. "Det ved jeg ikke, men der må da være et eller andet rigtigt ved det, siden du fik Renesmée og siden jeg mødte dig nu?" Spurgte han undrende imens han blot holdte blikket på hende. Forstod hun det da ikke? Hvis guderne ikke havde brudt sig om det, hvorfor havde hun så født en datter af dem for fem år siden?
Troy blev kort en smule overrasket, da hun kyssede ham. Han rørte sig ikke ud af flækken. Han vidste ikke hvad han skulle stille op med sig selv... Hun havde selv lige sagt, at det ikke var meningen, at det skulle være dem og han havde desværre en snothvalp et eller andet sted, som engang skulle blive til hans hustru... Det ville aldrig blive det samme, han ville aldrig kunne blive lykkelig sammen med Elizabeth. Men sådan var livet vel, når man var søn af en hertug, så var ens fremtid bestemt for en. Troy stod kort urokkeligt i lidt tid, inden han kort rystede svagt på hovedet og flyttede sig fra døren, så hun kunne gå ind. "Så håber jeg ikke, at det bliver for noget skidt" Sagde han stille som i en svag hvisken, inden han rystede let på hovedet og så kort på hende en enkelt gang med et udtryksløst ansigtsudtryk, inden han roligt gik lidt derfra og hen af stien, der førte ud af byen. Han skulle lige have lidt ro, det her havde været for meget... Han lagde kort et par fingre imod hans bryn og gned dem kort, imens han havde medaljonen i den anden hånd, der blot hang ned langs hans side. Hvordan var alt det her lige sket? Han havde en datter? Hans fortidsflamme var i levende live? Hvad skete der lige?!

[Asteria Starwhisper]

Asteria slog ud med armene i en opgivende mine "Jeg høre hvad du siger, men det ændre ikke at jeg kommer til at føle mig skyldig i at du er blevet magt gal når du siger sådan!"sagde hun og lod armene glide ned af siderne igen. Hun rystede svagt på hovedet imens hendes blik søgte væk fra hans ansigt, de to var så langt fra hinanden som de kunne komme i forhold til dengang. Tænk at så meget kunne ændre sig på 6 år.  Som hun gik lidt væk fra ham havde hun lagt armene rundt om sig. Det hele var så forvirrende og frustrerende. Hun havde jo altid elsket ham og det ville hun nok altid gøre, men hadet der havde formørket hendes sjæl ville ikke give slip selvom hun nu vidste hele sandheden, hvilket også gjorde at kærligheden ikke var gennemtrængende. 

Hun stod med ryggen imod Troy da han begyndte at snakke at snakke om at han jo ikke havde noget at sige i dette. Hun gned to fingre imod sin pande og pressede læberne sammen "Nej Troy, det har du ikke.. Hun er min datter, det er mig der har båret hende, bragt hende til verden, levet uden hende imens jeg sad i fængsel og derefter sørget for hende.. Jeg er hendes mor jeg ved hvad der er bedst for hende.. DU kender hende ikke engang." sagde hun bestemt før hun tav og vendte sig igen imod ham. Han forstod slet ikke hvor alvorligt alt dette var. Hvis hans far fandt ud af det.. De bedste odds for deres datter var at han kylede hende direkte på horehuset og igen smed Asteria i fængsel.. Troy havde ikke magten til at stoppe det.. Og hans far ville vide hvis der pludselig forsvandt penge eller hvis Troy tog til Tusmina's Ørken fra tid til anden.. Og ja hvad ville kongen ikke sige, hvis Troy allerede inden ægteskabet med Elizabeth havde fået et barn, som han måske ønskede at tage sig af.. 

Som Troy stod i vejen for døren og talte om at der måtte være noget rigtig i det siden guderne havde valgt at de skulle have Renesmée sammen og at de havde mødtes nu, fik Asteria til at klemme øjnene hårdt sammen. "Hvordan er det rigtigt? Tror du din far blot vil lade jeg og Renesmée flytte ind på slottet? Hvordan vil du kunne få kongens tillid hvis du vil forsørge for en i deres øjne horeunge.. Du får aldrig lov til at forsørge os.. Det mildeste der kunne ske var at hun blev smidt på horehus og jeg sat i fængsel.. Eller solgt som slave til et eller andet sted.." hun tog sig let til nakken imens hun bare kiggede på ham. Hvorfor var han så stædig det gjorde blot det hele meget svære. 

"Nej Troy, ikke for noget skidt.. Du er blevet en flot mand dog, hvis jeg blot havde været af høj stand som dig og samme race, så havde fremtiden måske set anderledes ud..." igen tav hun og trak sig lidt væk fra ham. Hun lod ham gå forbi hende hvilket gav hende mulighed for at gå inden for. Hun gik direkte op og pakkede sine ting sammen og gik ned og afleverede nøglen og fik halvdelen af hendes inus tilbage for lejen af værelset. Hun gik herefter ud til sin hest som stod og spiste før hun fik pakket hesten. 

Da hun var færdig med at gøre hesten klar kiggede hun hen imod vejen der førte ud af byen, Troy stod der stadig og hun bandt roligt hesten fri før hun gik imod ham. Hendes blik flakkede og hun kunne mærke en tåre ligge sig i øjenkrogen. Hun trak hesten bag sig indtil hun stod ved Troy's side. "Jeg er ked af det, jeg ved at du har et godt hjerte Troy, også selvom du måske ikke selv kan se eller mærke det længere.. Den mand jeg elskede er stadig derinde. Du bliver en god hertug en dag, og jeg lover at fortælle Renesmée hvem du er" Sagde hun stille og slap tøjlerne før hun tog hans hånd og trak den imod sin kind. Med let sammen pressede læber kiggede hun op på ham, vurderede hvad der var rigtig eller forkert at gøre.. Skulle hun bare lade Renesmée leve et liv med en ukendt far eller skulle hun være dommer over hvorvidt Troy og Renesmée skulle lære hinanden at kende? Hun stod lidt mærkede hans varme hånd imod sin kind før hun trak vejret dybt og sendte ham et stille smil "Og hvis det betyder så meget for dig.. Så lover jeg at bringe hende til Ynisti skov i 3 dage hvert år i juni.. Men du må aldrig fortælle nogen hvem hun er.. Det skal du love mig.. Så vidt folk ved, har du ingen børn.." hendes stemme var blid i begyndelsen men alvorlig til sidst. Hendes datter skulle ikke ud i noget som Asteria ikke kunne beskytte hende fra. 

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy vendte blikket væk fra hende og holdte blikket imod himlen med let rynkede bryn, imens hun snakkede. Han så kort på hende ud af øjenkrogen ved det første hun sagde. Så hun mente, at det var hendes skyld? "Det har nok været længe under vejs, det blev bare holdt nede så længe, fordi jeg rent faktisk var glad den gang" Sagde han kort og sukkede en enkelt gang,inden han rystede let på hovedet med en opgivende mine. Der var så meget, der havde ændret sig i løbet af så kort tid... Hvor var det dog en underlig tanke.

Han sagde ingenting til hendes forsvarstale omkring datteren. Nej det var jo klart, når han ikke vidste at hun eksisterede. Men hun havde nu nok ret alligevel... Hans fader ville højst sandsynligt skride til handling, hvis han fandt ud af at der allerede fandtes en efterkommer til Troy, godt nok en der både var kriminel, halvblods og uægte... Så hun havde nok ret, det var nok bedst, at Troy helt holdte sig fra dem og forsøgte, at glemme alt om hende igen, som han havde gjort for tre år siden. Det her var jo nærmest som at rive op i et gammelt ar, der endelig var helet og nu endte som et åbent sår igen... Ubegribeligt. Troy så kort væk, da hun sagde det med slave, fængsel og horehus. Godt nok, var Renesmée ikke hans som sådan, men hun var trods alt af hans blod og hun skulle under ingen omstændigheder ende der eller miste sin mor til fængslet igen for den sags skyld, hvordan skulle hun da klare sig, hvis Asteria kom i fængsel igen? Han hævede kort den ene hånd til sit ansigt og gned kort sine bryn med et par fingre. Hvorfor var det lige, at hun skulle sige det sådan? Ja hun havde nok ret, men behøvede hun virkelig, at sige det sådan?

Troy så kort lidt overrasket på hende, da hun gav sig til at tale om hans udseende. Hvad havde det med noget som helst at gøre, om han så godt ud? Ville det have været anderledes, hvis han lignede noget der var løgn med sår og alt muligt i ansigtet? Han himlede kort med blikket og lagde derefter en hånd imod sin nakke, inden han kort lukkede øjnene, da han var gået væk fra hende. Igen havde hun nok ret, men det var alligevel underligt for ham, at hører hende sige det. Det var jo hende, der altid holdte ham ude af ballade dengang de var børn, hende der altid havde kunne få ham til at smile, men nu... Nu var de nærmest som fremmede. Han skulle have fundet det barn han om et halvt års tid skulle ægte og nu havde han åbenbart selv haft en datter i fem år... Så der var lige knapt 10 år imellem hans egen datter og hende han skulle ægte.. Føj for en ide at have.

Troy registrerede ikke, at hun gik indenfor. Han lagde let hænderne samlede ovenpå sit hoved imens han vendte ansigtet op imod natten med lukkede øjne. Han rynkede kort brynene, da han hørte lyden af hendes skridt og en hest der nærmede sig. Flygtede hun nu? Igen? Han smilede lidt skævt over det første hun sagde, inden han let rystede på hovedet. "Det sind forsvandt og døde for mange år siden og helt ærligt? Jeg tror aldrig det kommer tilbage" Sagde han kort med et træk på skuldrene. Han lod hende kort tage sin hånd, inden han åbnede det ene øje en lille smule og derved så på hende ud af øjenkrogen imens hun snakkede. Han rystede kort på hovedet og trak stille sin hånd til sig igen, inden han lagde armene over kors og så lettere overvejende på hende med let sammenknebne øjne og et hævet øjenbryn ved det sidste hun sagde. "Du sagde selv lige, at det ikke var en god idé for nogen af os og jeg synes ikke det er fair overfor hende pludselig, at presse en fremmed person ind i hendes liv hun aldrig kommer til at se eller have noget med at gøre, som du selv sagde, jeg får jo aldrig noget at gøre med nogen af jer, så det er nok bedre at tingene forbliver som de er nu" Sagde han kort i et helt neutralt tonefald, inden han kort kørte sin hånd over hans nakke og kort lod den hvile der.
Han rystede derefter på hovedet med et svagt suk. "Nej, vi lever to forskellige liv og I skal ikke trækkes igennem det her helved, som mit liv snart bliver til om et halvt år, det fortjener I ikke" Sagde han kort som en konstatering. Det fortjente de ikke, de havde været igennem nok de to og når Troy først var bundet til snotungen Elizabeth, blev han aldrig den samme igen og han ville være indædt af had til det liv han ville få på det tidspunkt.

[Asteria Starwhisper]

Asteria kørte roligt en hånd igennem håret og kiggede på ham med milde øjne "Du skal nok blive glad igen, det handler bare om at nyde de små ting.." sagde hun og sendte ham et roligt smil. Hun vidste han havde et godt hjerte, og at han skulle være glad var hans eget ansvar at få til at fungere. Hverdagen var jo ikke bare at gå til som da man var barn, nu stod man selv med ansvaret for ens glæde uanset hvordan ens situation så ud. Det havde hun selv gjort, hun kunne godt se at hendes liv måske var noget man ikke ønskede for selv sin værste fjende, men bare at tænke på hendes datter gjorde det så meget nemmere for hende at håndtere den virkelige verden, på trods af alt det dårlige der var sket kunne hun stadig være lykkelig.

Hun kiggede ned, han havde ret hun havde selv lige påpeget at han ikke skulle have noget med datteren at gøre, hun trak vejret dybt før hendes blik igen fandt op til hans blik "Jeg vil ikke straffe dig Troy.. Og jeg håber inderligt at du på et tidspunkt lærer hende at kende for hun er ganske enestående.. Jeg vil fortælle hende om dig, hvem du er, så når hun engang er klar og har mulighed for selv at drage ud i verden.. At hun vil kunne finde dig, hvis det er hvad hun ønsker i hvert fald.." sagde hun og kiggede på ham, som spurgte hun om hans tilladelse til at gøre dette.

Hun tog herefter fat i hestens tøjler og kiggede ham ind i øjnene. Et skævt smil gled over hendes læber "Jeg håber du får skik på pigebarnet, du er trods alt Troy Remond.. Det burde ikke være så svært for dig" hun blinkede vittigt til ham før hun blev lidt mere alvorlig igen "Hvis jeg var Elizabeth, og jeg var stukket af.. Så ville jeg være det sted hvor I mindst ville forvente det, måske er hun tættere på end i regner med?" Hun trak sig lidt fra ham igen før hun satte den ene fod i stigbøjlen og trak sig op på hesten og herefter kiggede ned på Troy. "Husk du er kun hvad du selv tillader dig selv til at være." Her efter gav hun et bask med tøjlerne og hesten satte i fuld galop ud i natten.

//Out