Finding new herbs

[Camelia Nimar]

Dato: 16. december 1432
Tid: 12:33
Vejr: Køligt, men skyfrit.

Selvom de var ved at være godt inde i december måned, så kunne solen stadig varme, så længe man ikke stod i skyggerne. Hvilket også var grunden til at Camelia bevægede sig uden om de mange skygger, som husene lavede. Markedspladsen var ikke helt så fuld, som den ville være i løbet af sommeremånederne, men der var stadig nogle som forsøgte at sælger deres varer. De skulle jo også stadig leve, specielt i vintermånederne. Hun var iklædt en længere frakke, og bar egentlig kun en kjole under, men hun var efterhånden van til verjet, også selvom hun havde været van til at leve i skoven for flere hundrede år, så kunne hun faktisk rigtig godt lide byen. Frakken var til for at beskytte hendes ben mod kulden, hvorimod hendes arme stadig var bare, så man kunne se mønsteret på hendes arme, som var noget der kunne få andre til at genkende hende. Her i byen vidste folk at hun var healer for prinsessen og derfor havde bosted på slottet, men det forbød hende ikke at gå ud en gang imellem. Desuden så havde hun heller ikke noget imod at komme hjem til dem, der havde brug for hendes hjælp. Når en rejse kunne gøre deres situation værre. Hun havde netop været hjemme ved en og var nu på vej på markedet for at se om hun kunne finde friske forsyningerne. Det var selvfølgelig svært at sige, når det var december, men det kunne jo godt ske, at hun var heldig og alligevel fandt noget.
Markedspladsen virkede ikke helt så livlig, men det gjorde hende nu ikke noget, da hun var fanget lidt i hendes egne tanker, som hun betragtede børn lege og voksne bekymre sig om deres børn. Det fik hende blot til at smile, som hun lod blikket gled videre og betragtede den næste gruppe af væsner. Det virkede nu meget roligt og fredeligt, måtte det fortsætte med at blive sådan for evigt.

[Chorie Wolfgang]

Chorie gik gennem byen for at gå partrolige han var i kappe og ringbringe mens, ørne var oppe for at høre alle mulige samtaler nogle mærkelige andre i kodere da det var koldt hade hadet han taget nogle handsker på. For lige som at kunne holde varmen, stille kikket Chorie sig rundt med sine ulve øjne * hmme det godt nok længe. Siden jeg har været her * tænkte han for sig selv sidste han var her var han kun en hvalp halen vifte stille frem og tilbage mens øjne igen kikket på nogle mænd som ikke så sår Rage ud men .Da de ikke hadet ,gjort noget i nu kunne Chorie ikke gøre noget. Han
<><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><>
sukket lidt igen og holdte om sit hjerte for at mærke efter nej der var ikke noget lige nu rolige lukket Chorie sine øjne for at nyde lyden af det helle det var musik i hans øre men han kunne nu også lide naturen der spille sange for ham af og til ind til videre hadete han rejse været god nok og der var ikke blevet lavet ballade i noget tid folk bukket høflige når de så Chorie og han nikket tilbage Chorie var op vokset i en ælde familie hvor høflige hed og stolt hed kom først men Chorie selv hadet valgt at rejse for at se sig om og finde sig selv lidt i den her verden
<><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><>
ind til videre hadet det lykkeset ham meget godt med det her Ridder halløj men han syntes nu også der manglet et eller andet i hans liv men han vidste bare ikke vad Chorie stoppet op hos en smykke bod ” kan jeg hælpe dem med med noget Sir Wolfgang ?” Sagde en ældre kvinde Chorie hader hørt hinden for længe siden med sine elvere øre der var mange fine ting ” umme jeg ledere efter en halskede til min søstere ” sagde han stille og rolige og tog sig til nakken skønt han vidste dog ikke hvad de helt var til men de var dog altid glade for han kom med gaver til dem selv om Chorie godt
<><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><>
kunne fornemme at de bedst kunne lide hans historier af og til damen tog nu en flot halskede op og gav den til Chorie i hænderne så han kunne se på den ” den er smuk vor meget skal du have for den ? ” Chorie kikket lidt rundt og så igen ned på halskæden der var en lilla Robin i og så med rav uden om den og med runere ”2 guld mønter ælde herre det er guld forståre du ” sagde den gammel kvinden og kikket lidt ned på den Chorie nikket forstånde og sagde så stille ” jeg ville gi dig 2 guld mønterne og 5 sølv mønterne for den ” sagde han Dammen som syntes det var et godt tilbyde og mod tog dem af Chorie som smilte tilfeds nu malget han bare til sine børdere hvad det så end s kulle være for noget

[Camelia Nimar]

Camelia kunne ikke andet end at nyde glæden, der var på et marked, som folk var tilfredse med dere køb og gik videre til den næste bod. Hun havde ikke selv den lange liste at skulle handle, men hun kunne ikke lade vær med at kigge på de forskellige boder alligevel. Nok skulle hun ikke have noget, men det kunne jo være, at hun fik øje på noget hun måske manglede alligeve. Hvis det nu var interessant nok. Camelia forsøgte ikke at mase sig på, som hun bevægede sig imellem de mange boder og overhørte forskellige samtaler hen af vejen. Selvfølgelig var det ikke bevist at overhøre det, men det var svært at undgå, når folk talte åbent og jo også var nød til at forhandle priser. Ofte fulgte der også en historier med, når folk købte en speciel ting, hvad enten det var et smykke eller en nyt stykke tøj. Det var altid interessant at høre folks historier og mange ville gerne dele det, når de købte en gave til en de havde kært.
Camelia kom forbi mange boder og var egentlig på jagt efter noget specielt, men hun kunne ikke lade vær med at overhøre en ældre dames samtale med en anden herre. Damen var tydeligvis elver, noget der nok fangede hendes opmærksomhed, som hun ikke ville mase sig på, men alligevel forsøgte at få med hvad de talte om. Hun smilte let, som de lod til at blive enige omkring nogle smykker og deres pris. "Til nogen De har kært?" spurgte hun ganske roligt, stadig sikrede hun sig at han var færdig med sin handlen og at hun ikke forstyrrede midt i det hele. Hun var jo opdraget til ikke at være uhøflig og ubehøvlet.

[Chorie Wolfgang]

Jun 26, 2015 10:56:18 GMT 1 Chorie Wolfgang said:

Jun 26, 2015 10:55:50 GMT 1 Chorie Wolfgang said:

Chorie vendte sig om da han hørte en stemme han kendte, lidt til og smilte så ” åå Hej Camelia ”han vendte blikket ned da han så sin taske ” ja jeg købte nogle ting til mine søster jeg mangler bare lidt til mine brødre nu,” sagde han med et lille smil og ørne stade langt oppe der var mange mennesker og der hvor de stod, var måske ikke så godt et sted. Stille vendte Chorie sine ulve øjne mod hinde og smilte, svagt ” hvad med dem hvad laver de ude her?”. Spurte Chorie om lidt højt da det ikke var til at høre noget, for alt den larm måske de skulle få handlet. ind og så tag en drink senere Chories hjerte hammert, lidt nevøs hun var en flot kvinde men det holdte. han nu for sig selv selv om han hadet ville ,invitere hinden ud de fleste gang han hadet foget et. Slag i hovedet eller det der var være
<><><><><><><><><><><><><><><><><><>

Under sin træningen, det var nu efter hånden et godt stykke tid siden men nu var han efter hånden vand til at få nogle om gang, tæsk af de andre Ridder stille Chorie sparket lidt ned i jorden med sin støvle han var ikke vand til at stå stille i længere tid af gang, det varme smil kom frem for ham og det varme anisgket . Også halen lovret lidt frem ,og til bage mens Chorie vente på et svar fra Camilla, overhørte han nogle gutter der sagde noget med ” i nat sker det vi brydere ind ” hans sanser bliv lidt stærkere og fukseret stille . Og Glemte lidt hvad der var i nærheden rolige vendte Chorie tilbage til virkeligheden efter et stykke tid

[Camelia Nimar]

Camelia havde slet ikke fået øje på manden foran sig eller hun havde i hvert fald ikke genkendt ham ved først øjekast, der følte hun sig lettere dum, da han så ud til at genkende hende. Hun smilte dog af hans ord, som hun udmærket kendte hans søstre, ikke at hun havde mødt dem, men hun havde hørt ham fortælle om dem før, så det overraskede hende ikke, at han ledte efter nogle gaver. ”Jeg er sikker på, at de nok skal blive glade for gaverne, uanset hvad De finder frem til” forklarede hun med et smil, som hun rettede sig let op. Hun havde før mødt ham i forbindelse med nogle skader, der var blevet forvoldt under noget træning, men samtidig også dumheder, eller det var i hvert fald hvad hun troede. Som Chorie spurgte hende, hvad hun havde af planer, spredte hun blot sine arme let for at vise ham, at hun stadig ikke havde købt noget. ”Jeg var egentlig på jagt efter nogle bestemt urter, men tror det må vente til det bliver lidt varmer” lo hun let for sig selv. Hun var godt klar over at hun skulle være ualmindelig heldig for at finde urterne på et marked, som dette i vinter perioderne. ”Men det kunne jo være, at jeg bliver fristet af noget andet” lo hun let, som hun lod blikket glide ned over de mange smykker. Hvilken kvinde kunne ikke falde for et smykke? Hun skyndte sig dog at lade blikket hvile mod ham igen, så hun ikke blev alt for fristet.
Camelia kunne godt fornemme på ham, at han var begyndt at blive urolig, som hun gik lidt til siden og lavede en gestus med hendes hånd. ”Har De tid til at gøre mig lidt ved selskab før De vender tilbage til arbejdet?” spurgte hun roligt, som hun lagde op til at gå videre, men egentlig ventede på hans svar, blot for at se om han havde travlt eller om hun kunne regne med hans selskab. Det var altid hyggeligt at snakke med en ven og hun ville da bestemt ikke nægte hans selskab, hvis han virkelig havde tid til det. Camelia var dog ganske uvidende omkring hvad der var ved at ske, men hun kunne jo heller ikke lytte til alt og da slet ikke kende stemmerne fra hinanden. Markedspladsen var så småt begyndt at blive mere fyldt, som stemmerne blev flere og nogle valgte at snakke højere for at høre modpartens svar. Det fik hende roligt til at smile let, som det blot morede hende, hvordan folk hævede stemmen og råbte priser til højre og venstre. Hun vendte dog blikket mod ham, afventede hans svar.

[Chorie Wolfgang]

Chorie fik næsten gos, hud da hun spurte om de skulle gå sammen han. nikket ” ja det ville jeg da godt ” smilte han rolige og kikket rundt han kunne .huske noget med om at hun var engelen, stille gik han læet tætter på ” såå hvordan er det at være helere for de konelige ” sagde han med et varmt smil over læben og kikket på folk, der gik forbi hans hale loværet lidt igen mens sværdet hang og delingen rundt om ham Chorie tænke over hans næste svar og stoppet så på for at se på en blomst en smuk blomst der var pakket ind han raget ud efter den og lage en mønt for den mens han rakte Camelia og rømte lidt men sagde ikke mere til det han ville kun de mennesker han kendte til og venner det godt men han måtte synke en klump og følte sig lidt tør i munden ”det

efter hånden længe siden jeg har været hos dig nogle gang længens jeg næsten efter de samtaler vi hadet ” sagde han og tog sig lidt i nakken mens blikket stille gled op mod hindens øjne lidt det var underlige men han følte sig sikker hos hinderne stille søgte Chories øjne lidt væk og kikket hen mod en kro måske de kunne få en drink senere der inden og måske noget mad men han sagde så ikke noget i nu ” jeg må ærlige ind rømme at jeg syntes det hårdt at være ridder nogle gang men igen mit formål med livet er at beskytte dem som ikke kan beskytte sig selv og har brug for hjælp ” sagde han ærlige og trak på skulderen

[Camelia Nimar]

Spøgsmålet om at følges med ham var mere for at få muligheden for at indhentet den tid de ikke havde set hinanden. Det kunne jo være, at der var sket noget spændende i hans liv, nu hvor han ikke længere var kommet sådan til at skade, at det var nødvendigt for hende at heale ham og forbinde ham, hver gang. Måske han var blevet mere sejlivet. Hun smilte, da han så ud til at være villig til at følges med hende, som hun nikkede til den ældre dame, før hun begyndte at gå. ”Det er anstrengende, men også interessant, ingen dage ligner hinanden” lo hun let, som hun havde foldet sine hænder foran sig. Hun havde stadig et stædigt tag i hendes opvækst og ville ikke bare sådan lige give slip, da slet ikke nu hvor hun skulle omgå de kongelige og dem på slottet. Der hørte en bestem tone og orden til. Camelia så lettere forundret på ham, som han stoppede op for at kigge på en blomst. Hun lo kærligt, som han endte med at købe den og række den til hende. ”Er det normalt for riddere, at være så galante hele tiden?” spurgte hun med et smil, som hun tog imod blomsten og takkede med et buk med hovedet. Det var nu meget sødt af ham, og det bragte blot et smil frem på hendes læbe.
Hans ord overraskede hende en smule, som hun vendte blikket mod ham. ”De er godt klar over, at min dør altid står åben, hvis De har brug for en at snakke med. Jeg lytter gerne” påmindede hun ham, som han da ikke kun behøvede at dukke op, når han var kommet ud for en ulykke og skulle bruge hendes ekspertise til at komme på rette køl igen. Camelia placerede blomst over hendes arm, som hun holdt den ind til hendes krop, som de gik videre. ”De har heller ikke valgt et nemt erhverv, men De vil være vores forsvar, skulle uheldet komme og vi har brug for Dem.” sagde hun fortsat med et smil på læben. Hun var taknemmelig for ridderne og deres måde at beskytte befolkningen på. Hun kunne ikke selv tage del i noget lignende, da hun ikke brød sig om vold eller lignende. Camelia var af en venlig natur og havde derfor en rolig sjæl.

[Chorie Wolfgang]

Choie måtte dukke hovedet for ikke at få nogle ting i hvodet at vare men hørte hinden grine lidt men forstod ikke helt hvorfor ” jeg har vel ikke tænk over det Camelia ” sagde han ærligt der hadet været så mange ting at Choie ikke kunde følge med nogle gang men han savnet hinden af og til stille kikket han ned og tænkte lidt over hvordan han skulle spøger hinden men det var svært med alle de mennesker men så sagde han det rolige ” jeg tænkte på om duuu....ville med ud en en ” sagde han så ærlige og rødmet lidt over kinderne det helle snoret hvad ville hun sige nej ja jeg ser dig kun som ven eller noget andet det var som om det hele bare forsvandt for ham og det kun var Camelia og ham der stod lige midt i for Choie så hinderne ikke kun som en heller men en person som han holdte af nogle mennesker kikket lidt mod dem da de høre ham og smilte dog rolige og gik videre Choie kikket dog lidt ned i jorden da han syntes det tog for langtid men han tænkte også på at det kunne være en god aften med dem og det måske udvelkede sig til mere senere på dagen det var i værefald hans plan måske Choie kunne mærke en prikken i hjertet hans far hadet altid lært ham at være fin når det galt kvindere men han var ikke sikker på hvordan man gjordere det stille tog han camelias hånd og nusset den blidt men han vidste ikke helt hvad hans svar skulle Blive

[Camelia Nimar]

Det var ikke fordi hun forsøgte at skælde ham ud eller noget. Det var blot for at minde ham om, at han altid kunne komme på besøg, hvis det var hvad han havde brug for. Hendes dør var jo åben for hvem som helst, så længe de havde gode intentioner og selvfølgelig kunne komme ind på slottet. Så egentlig var det ikke et problem for Chorie, når nu han var ridder, han var jo velkommen der. "Men så ved De det til en anden dag, hvor De måske savner en at snakke med" forklarede hun med et blidt smil på læben. Hun havde jo intet imod selskab, da hun inderst inde ikke brød sig om at være alene. Heldigvis var der næsten altid gang i noget på slottet, som kunne kræve hendes opmærksomhed eller nysgerrighed for den sags skyld også. Hun var meget afslappet omkring situation og havde egentlig aldrig overvejet, hvordan hendes rolige og indbydende personlighed kunne opfattes af andre. Camelia vendte roligt blikket mod ham, som han fra fremmanet et spørgsmål, eller det lød i hvert fald sådan, som hun bare smilte og placerede en hånd mod hans hovede, som hun ruskede let op i hans frisure. Hun lo stille og roligt, hendes latter var mild og blid, som det ikke skulle være en fornærmelse. Hun rettede dog roligt på hans frisure igen, som hun tillod sig at trække det lidt i langdrag, da hun havde bemærket folk lytte til deres samtale. "Det vil jeg da gerne. Nogen special anledning, eller skal vi bare indhente snakken lidt over noget at drikke og et måltid?" spurgte hun med et venligt smil. Hun havde bestemt ikke noget imod at gå ud sammen med ham. Det var ikke fordi hun selv ville ligge alt for meget i det, da hun nok mest så det som en hyggelig ting at gøre med andre. Måske hun skulle have lagt mere i tilbuddet, men hun kunne da heller ikke takke nej til det. "Men De vælger stedet" lo hun let, som hun egentlig ikke vidste hvad der ville være godt og hvad der ville være en skuffelse at besøge. Camelia kunne da håbe, at han havde prøvet lidt mere eller måske det var forkert at tænke?

[Chorie Wolfgang]

Choie sagde med lidt overasken stemme "lad os sige hos sige hjemme hos mig ved aften tid og lad og sige en Dait ” sagde han rolige og smile varmt til hinden rolige gik han nærmere hinden og lage rolige sin tomle fingere hen over hindens læbere lidt ” for ser du siden jeg har været hos dig har jeg ikke kunne få dem ud af hovedet ” sagde han stille men gik rolige tilbage for ikke at virke forhurtit stille gik choie videre og kikket rundt ” hans smil var varmt og blødt mens han kikket i hindens igen stille sukket Choie lidt og kikket lidt ned igen han kunne ikke vendte helt til i aften hjemme med at give hinden et kys eller noget i den stil rolige stoppet han op lidt længer fremme og tog blidt om Camelias hånd op til sig og lage rolige hovedet mod hindens pande han følte sig så lette når han var sammen med hindene og han håbet da også lidt det samme galt hinderne mens de stod der tænke Choie lidt over tingen men han vidste ikke om han skulle tage det første skrid eller om hun skulle tagde det stille trøg han dog hånden ned af hindens ryg lige så stille og sagde så ” jeg holder så meget af dem siden den første gang jeg kom ind bankede mit hjerte ” sagde han stille og rolige og lukket øjne lidt for at komme i gang med noget der kom et suk og lidt rømdene i hans kinder han vidste ikke hvordan han skulle gøre for han hadet ikke haft en kvinde før i sit liv måske var det lige som en søstere der skulles passe på og holde af

[Camelia Nimar]

Camelia havde ikke rigtig forventet, at hendes forslag ville overraske ham på denne måde. Men det bragte blot et smil frem på hendes læber, som hun lod ham vænne sig til tanken og måske bearbejde det samtidig. Måske det havde været forkert af hende at tilbyde ham at bestemme, men var det ikke en mands job at vælge stedet? Ikke at Camelia ville beskrive sig selv som en oprigtig dame, hun kunne sagtens bryde reglerne for sin egen fordel, men hun fulgte stadig de formelle regler, så længe hun ikke blev tvunget til at stå i køkkenet.. Hun nikkede roligt til hans forslag, som hun da ikke havde noget imod at se hvor han boede, så hun smilte let til ham. ”Det er en aftale” rettede hun drillende, også selvom hun ikke lagde noget særligt i ordet ’date’, så kunne det jo godt være, at han havde noget andet i tankerne? Hun så lettere forbavset på ham, som han gik tættere på hende og lagde en finger mod hendes læber. Hendes blik flakkede en anelse, da hun blev bange for at der var fare på færde og derfor skulle tie stille. Hans ord fik en mild latter frem fra hendes fyldige læber, som hun løftede hånden op til hans hånd og holdt ham i hånden. Hun klappede roligt hans hånd med den anden, som var det beroligende, men mere for at berolige hende selv. ”De smigrer mig” lo hun let, som om at hun var blevet forlegen af hans ord. I teorien skulle der mere til at få skovlen under hende. Men hun måtte da indrømme at han var godt på vej, hvis han fortsatte i det samme spor. Komplimenter, søde ord, blomster og smir var da en god start. Men det ville stadig kræve mere end et møde, som dette. Det kunne jo være, at det var et tilfælde, at han opførte sig på denne måde? Hun ville jo skulle sikre sig, at det ikke kun ville ske en gang. Ikke sandt? Camelia lo let, som hun pludselig mærkede hans pande mod hendes. Hun kiggede stille ind i hans øjne, før at hun trak sig tilbage og begyndte at gå langs med markedspladsen. Han var selv urolig, så hun var da nød til at holde sig selv i gang også. Hun kiggede sig dog over skulderen for at se om han fulgte med. Hendes blik var drillende og en anelse lokkende, blot for at se hvor vidt han ville gå. Hun gøs, da hun mærkede hans hånd ned langs med hendes ryg, hvilket fik hende til at bide sig selv i læben, hvad enten det var akavet eller fordi hun faktisk nød det, var svært at læse på hende. ”De er sikker på, at det ikke blot skyldes en feber?” spurgte hun ærligt, som det også lød en anelse naivt, men det var seriøst ment, da han jo kun ville være dukket op ved hende første gang, hvis han rent faktisk havde haft problemer, hvad enten det måtte være sår eller feber. Det var jo det hendes arbejde gik ud på.
Nu hvor de allerede havde en aftale, så forventede hun ikke at de skulle blive ved med at tilbringe tid sammen nu. En aftale omkring middag krævede også en anelse mere forberedelse end blot at vandre igennem byen. Hvilket også var grunden til at hun tog afsked med ham og mindede ham let om deres aftale før at hun vendte næsen hjem med et svagt smil på læben. Det kunne da sagtens blive hyggeligt, dog skulle hun lige bruge noget tid på sig selv og selvfølgelig også have mulighed for at finde noget andet tøj og ikke denne form for afslapningstøj, som hun havde på nu. Camelia nynnede let for sig selv som hun gik tilbage igennem markedet og hjem.

//Out, fortsættes i "One Step Closer".

[Chorie Wolfgang]

Choie kikket rolige efter hinden og Sank stille en klump i halsen han første regtit Date han vidste ikke helt hvad han skulle gøre hvad gjorder man når man var på date sammen og så med en Hellere han sukket sikke en katte pine han hadet foget sadt sig ind i med rolige skridt gik han hjemmadet til det lille hus han hadet foget men dog han hadet vist ikke givet Camelia sin adrasse eller kunne huske hun mund husket det Choie tog sig til hagen efter en lille times tid var han enlige kommet hjem og det var trykke rammer de gule ulve øjne kikket rolige rundt og han førte sin hånd op af en Bjælke af huset det var for at sige han Enlige var hjemme men hvad gjorder det ” tja jeg må vel heller se at komme i gang vis hun kommer hjem til mig for at spise ” han tænkte på de knops han hadet foget sig efter hånden og en vær ville ha bukket under for det men ikke Choie det skyldtes vel nok det var tidere som han savnet lidt men der hadet ikke været noget Choie kunne høre folk uden for men som aften kom bliv der mere og mere stille Choie var i bag haven hvor folk var så kunne han slappe mere af ind hvad han hadet gjort før nu vor alle tingen var på plas var det kun hans Date han manglet vin og øl mad and og okset kød han svedte lidt og følte sig tør i munden Choies tanker var ved at springe hvordan man opførte sig når man var på date kunne hun lig ham på samme måde den måde Camelia hadet smilte til ham for nogle timer sid og holdt hans hånd var virklige svær at bedomme men aften måtte jo se tiden an Choie kunne ikke holde ud og vente så han heldte lidt vin op og drak af det for at tænke på noget andet det brune hår skindet i Flammerne fra kaminen der var i stuen folt gammel malerier hang der også