A Moonless Night

[Lupercus Venator]

Dato: Januar 1434
Tid: 17:00
Sted: Mellem Kensis og Ynisti, langt fra alt.
Vejr: Mellem -3 og -5 grader, mørkt og overskyet.
Påklædning: En sort kappe og jakke til at beskytte mod kulden, samt en mørkebrun vadsæk med skind.

Det havde taget længere tid end forventet at komme af sted. Flere af hans fælder var gået i stykker, så Lupercus havde skulle bruge tid på at sætte dem igen, så de var klar når han kom tilbage. I det mindste havde han fanget en hare på vejen, hvid og blød, som nok skulle skaffe ham et par skilling samt aftensmad. Men det var først, når han kom til byen og der var stadig et stykke endnu. Det var efterhånden for mørkt til at rejse, vinterens dage var ikke lange og solen var allerede forsvundet. De mørke skyer hjalp ikke ret meget og gjorde det kun sværere at se. Han havde en fakkel med, men han brød sig ikke om at gøre sig så tydelig på en landevej. Det var bedre at slå lejr for natten og tage det sidste stykke i morgen, når solen kom frem.

Han gik væk fra vejen. Ikke lang nok til at miste fornemmelsen af, hvor den var, men langt nok til at han kunne komme i skjul, hvis nogen kom forbi. Han ville være nødt til at tænde et bål. Råt kød var ham ikke imod, men vinterkulden var på vej gennem hans jakke og hans bukser var våde af sne. Kulden ville kun blive værre som natten skred frem.

Det tog længere end han brød sig om at rydde en lysning for sne og få samlet noget nogenlunde tørt brænde, men arbejdet gjorde i det mindste, at han fik varmen igen. Han bredte sin kappe ud, så han havde noget at sidde på og begyndte på bålet. Små kviste først, så tørre som muligt og gløder fra hans ildstål fik hurtigt føde flammer til at danse i vintermørket. Derefter de tørreste af de større stykker og resten af træet blev placeret rundt om bålet, så varmen kunne få det til at tørrer. Mens ilden fik rigtig fat, gik han i gang med at arbejde på kaninen. Han fik pelsen af uden at ødelægge den og pakket den ned sammen med de andre. De var for mørkt til at behandle den, så han måtte leve med en billigere pris når han kom til byen. Derefter gik han i gang med at skærer kødet ud. Med lidt fornuft kunne han leve af det indtil han kom til byen.

I mens han arbejdede sad han så vidt muligt med ryggen til ilden. Han brød sig ikke om at blive blændet af flammerne, hvis han fik brug for at forlade ilden og forsvinde ind i mørket. Det gjorde det også nemmere for ham at se landevejen, som strakte sig i begge retninger ikke langt fra hans lejerplads.

[Camelia Nimar]

Dagen var løbet afsted, det var efterhånden også ganske svært at komme udenom det faktum, at nætterne var blevet længere, samtidig med at de lyse timer var blevet færre. Alligevel var det ment, som om at de lyse timer, skulle blive fler og ikke så længe. Dog kunne Camelia ikke vente på at morgenen dukkede op, for hun havde mere at skulle se til og ikke mindste andre at tage sig af i den næste by. Hvis hun først kom for sent til hendes næste aftale, så ville det rykke det hele og hun ville dermed blive endnu mere forsinket i den anden ende. Derfor havde hun også forladt Kensis straks efter hendes sidste patient var lagt i seng. Familien var fortsat bekymret for de skader røgen havde forvoldt deres unge søn. Selv efter måneder, så kunne angrebet på Kensis fortsat mærkes i byen. Stemningen var blevet bedre, men ingen vidste om det var sidste og første gang, at den slags ting skete. Det var kun et spørgsmål om tid, før den næste by ville blive angrebet, hvis ikke alle bukkede under for Den sidste Legionær og sluttede sig til dem. Men Camelia havde allerede fået den opfattelse af mange ikke ville slutte sig til den slags ’bande’, hvad enten de truede dem på livet, så ville det gode stadig rejse sig.. Det var i hvert fald hendes forhåbning, som hun aldrig ville slutte sig til krigen..
De smukke hvide vinger bar hende højt op i luften, som kulden hurtigt fandt vej igennem hendes tøj og fik hende til at gyse inderligt, som hun fortrød hendes valg omkring at flyve til den næste by. Mon ikke det havde været sikre, at gå derhen også selvom turen på den måde ville blive endnu længere. Og dog så ville hun umuligt kunne holde tidsplanen på denne måde, alligevel blev kulden hurtigt for meget for hendes krop. Vinden i denne højde var langt koldere og svære at bevæge sig igennem, fordi hendes vinger føltes som is. Hun skar en grimasse, som hun endte med at få krampe i den ene vinge. Ikke nok til at kaste hende ud af kurs, men nok til at hun straks måtte søge mod jorden for at få sikker grund under hendes fødder. Hendes vinger endte med at ligge over jorden, som hun sad på hug og forsøgte at få følelsen tilbage i vingerne for at fortsætte sin rejse, dog opdagede hun hurtigt at det ikke ville være usmart, som hun måtte tage en stund for blot at få styrken tilbage i sine vinger. ”Virkelig smart..” mumlede hun irriteret på sig selv, som hun langsomt kom op og stå igen. Størrelsen på hendes vinger gjorde at de fortsat slæbte imod jorden og ikke mindst sneen. Det var lidt som om kulden trængte op igennem hendes vinger, som hun forsøgte at ryste det af sig, før at hun tog første skridt på landevejen.
Egentlig skulle hun have valgt landevejen til at begynde med, men samtidig så var hendes påklædning heller ikke beregnet til en tur i kulden og mørket gjorde blot kulden værre. Hvilket hun jo egentlig kunne have sagt sig selv. Men til hendes forsvar, så havde hun jo planlagt at forlade Kensis før at mørket ville falde på, så solen fortsat havde mulighed for at holde hende opvarmet bare på det meste af turen til Ynisti. Hun trak frakken yderligere rundt om hendes krop, men dette var mere ment som afskærmning af vinden end at holde hende varm, samtidig med at frakken ingen ærmer havde. Dog forsøgte hun at skjule sine arme under frakken i takt med at hun mumlede lettere irriteret af sig selv. Som hun gik videre fornemmede hun dog lys ikke langt fra hende, det lignede mest af alt et bål, men hun var i tvivl om hvorvidt hun kunne tillade sig selv at søge imod det. Alligevel var hun godt klar over, at hendes mundering ikke ville kunne få hende hele vejen, som sneen klamrede sig til hendes ankel og blot fik hende til at ryste i hele kroppen. Under frakken bar hun en gylden kjole, som gik hende ned til under knæene, mest af alt for at afskærme hendes krop, men samtidig også for at holde lidt på varmen. Havde hun vidst, at hun ville ende i kulden havde hun nok valgt bukser og en tykkere trøje, men normalt var dette nok for hendes krop, som varmen generelt var nem at holde på for hende. Måske på grund af hendes race. Alligevel kunne hun nemt mærke kulden lige nu, som hun klamrede sine hænder om en skuldertaske hun skjule under frakken. Man kunne aldrig vide, hvem man ville støde på her.
Med kurs mod ilden og varmen, var hun knap så optaget af, hvem hun kunne møde og dog kunne hun ikke lade vær med at se sig omkring. Det kunne vel også være en fælde for at lokke andre til? Alligevel fornemmede hun en skikkelse ved bålet. ”Undskyld mig, men har De plads til en mere?” hendes stemme var blid og rolig, som hun dog blev stående på afstand i tilfælde af, at den fremmede ikke ønskede at hjælpe ej heller noget selskab. Så måtte hun jo bare prøve sig med noget andet.

[Lupercus Venator]

Lupercus hørte hendes vinger, der slæbte mod sneen, før han så hende. Hun larmede ikke meget på den øde landevej, men han havde god hørelse. Han løftede hovedet ved lyden og fik øje på den enelige skikkelse, der bevægede sig igennem mørket. De hvide vinger på hendes ryg genspejlede den smule lys som sneen fangede i natten og gjorde hende tydelig at se. Hendes kropssprog fortalte tydeligt at hun frøs og han havde da også fornemmelsen af, at hun på ingen måde var klædt på til en nat med frost. Sneen klæbede til hendes frakke og kjolen, der kunne skimtes indenunder, når hun gik. Hvem kunne dog finde på at begive sig ud i vinterkulden i en kjole? Selv kvinder måtte da føle sig bedre tilpas i et par bukser, især når sneen og vinden gjorde natten endnu koldere. Men det var hendes valg og han havde ikke i sine at have noget med hende at gøre. Det var hvert fald hans plan, indtil hun begyndte at gå hen mod hans bål.

Han sad stadig med ryggen til ilden og var i gang med at gøre haren klar til aftenens måltid, så han så hende tydeligt mens hun kom nærmere. I relief af ilden ville han ikke være lige så tydelig for hende, hvilket gav ham en fordel. Hun virkede ikke truende og enhver tyv med respekt for sig selv ville ikke komme fra vejen. Det var heller ikke en god plan for en fjende at gøre opmærksom på sig selv på den måde, slet ikke på så stor afstand. Han ville nemt kunne stikke af med de værdier, en røver måtte forvente, han havde. Ikke at der var meget andet end skind at komme efter i hans oppakning. Han kunne ikke se nogen våben, men det betød ikke, at hun ikke havde nogen.

”Jeg ejer ikke jorden. Det er ikke min ret at sige, hvem der må færdes her. Men hvis du vil sidde med bålet, må du hjælpe med at passe ilden.” Hans stemme var knurrende og let hæs, som om den ikke havde været brugt længe. I skoven var der ikke brug for at tale og hvem skulle han også tale med? Dyrene i hans fælder fik hans respekt, men han så ingen grund til at føre samtaler med dem. Hvis hans nye gæst ville have del i varmen fra hans bål, måtte man forvente at hun kunne hjælpe en lille smule. Intet var gratis her i verden.

[Camelia Nimar]

Hvad hun egentlig havde forventet denne aften, var svært at konkludere, som hun bestemt ikke havde set sig selv vandre igennem det tykke lag af sne. Det havde langt fra været en del af hendes plan at havne imellem byerne, men nu hvor hun var tvunget til det, kunne hun ikke rigtig gøre andet end at give det hele et forsøg. Det var ikke fordi hun havde noget imod at vandre igennem sneen, dog strøg kulden igennem hele hendes krop, som sneen fandt vej til hendes hud. Forbandet over sit valg, valgte hun dog at fortsætte, også selvom hun var klar over, at der kunne være tale om problemer i nærheden af bålet, så så hun ingen anden udvej lige nu. Andet end at give himlen endnu et forsøg, dog var smerten endnu ikke forsvundet i hendes vinge, så det ville nok bare ende galt endnu en gang. Det lod til at den fremmede allerede vidste, at hun var der, men det faktum, at han ikke flyttede sig eller bad hende forsvinde var blot med til at få hende til at fortsætte mod bålet. Lidt varme kunne ikke skade, hvis hun havde i sinde at vende tilbage til Ynisti i morgen. Desuden så føltes hele hendes krop som is, det var umenneskeligt at færdes et sted som dette, men træerne gav også en form for ly for vinden, der ellers var lystigt i gang ude på landevejen.
Det var svært at ryste kulden af sig, også selvom hun kom i lå for blæsten, så lod bålet til at være langt mere tiltalende, men samtidig så burde hun også være forsigtig med fremmede. Hendes udstråling var jo rolig og imødekomne, men samtidig så kunne man jo aldrig vide, hvad folket havde af planer, når de slog sig ned i vejkanten. Ventede han på nogen eller forsøgte han blot at søge ly, som hun gjorde? Det var svært at dømme ham, som hun egentlig ikke kunne se meget, netop fordi bålet forstyrrede hendes blik, alligevel valgte hun at være godtroende i håbet om, at hun kunne komme videre, så snart hun havde fået varmen. Det var ikke fordi hun havde i sinde at være en belastning for ham, de kunne sagtens holde sig hver til sit om ikke andet undgå hinanden fuldkommen, hvis det var det, han ønskede.
Hans ord kom en smule bag på hende, mest af alt fordi hun ikke havde forventet den slags ord eller formulering, i bund og grund havde hun ingen ide om, hvad hun skulle forvente. Alligevel så lod hans stemme til at afsløre en vis hæshed, intet hun valgte at kommentere på dog. Hun nikkede dog til hans ønske om, at hun skulle gøre sig fortjent til at være der. Noget hun sagtens kunne acceptere, så kunne han vel heller ikke kræve andet af hende. Hun valgte dog alligevel at sætte sig modsat ham, blot for at lade ham arbejde i fred. Tanken om at flå dyr og i det hele taget leve af at slå dyr ihjel, passede ikke til hendes personlighed, men alligevel ramte lugten hendes næse, som hun vendte blikket bort fra ilden og lod det glide ud i mørket. Som hun havde sat sig til rette, gav hun sig til at kigge på sin vinge, som hun lod hænderne glide hen over fjerene, blot for at skære en grimasse, som hun ramte området, der lod til at være ramt af kulden. Det lignede mest af alt en frostskade, men dette kunne da umuligt være sket så hurtigt. Med en rolig indånding begyndte hun at bruge sin healings magi til at reparere skaden, mest af alt fordi det kunne blive langt voldsommere, hvis hun lod det stå på. ”Beklager, at jeg bare sådan trænger mig på” det var en form for undskylding, også selvom hun ikke havde i sinde at smutte lige med det samme, så følte hun måske, at det var et dårligt tidspunkt, så måske hun blot skulle være taknemmelig for, at han lod hende være der. Hendes blik gled tilbage mod ilden, som hun studerede flammerne og brændet han havde lagt rundt omkring. Hun skulle jo tage sig af ilden, ikke sandt?

[Lupercus Venator]

Hun havde taget plads på den anden side af ilden. Et dumt træk, hvis hun havde planer om at stjæle hans ting, at placerer sig på den anden side af flammerne. Men hun lignede heller ikke en, der havde planer om at røve ham. Mere en, der var nervøs for hvad han kunne finde på at gøre ved hende. Det gjorde ham ikke noget. Han brummede som svar på hendes beklagelse, uden rigtigt at sige noget. Lyden kunne opfattes som en accept eller som at han var ligeglad, det kom an på, hvordan man valgte at høre det.

Lupercus var efterhånden færdig med at gøre kødet klar og lagde det til side, mens han fandt resten af sin mad frem fra tasken. Endnu en grund til at tage ind til byen. Hans beholdning af mel var efterhånden for lav til at kunne bage meget andet end en mundfuld brød. Han placerede et stykke linned på jorden, hvorefter han satte brød og ost op på det. Godt nok levede han i skoven, men han havde ikke i sinde at spise den. Han fandt også en lille gryde frem, som han flydte med sne, inden han satte den ind i bålet. Fra en lomme i tasken fandt han krydderier, som kom i gryden efterfulgt af noget af kødet. Supper var ikke hans favorit, men på en kold aften som denne var det bedre end at spise det kolde kød. Resten af kødet pakkede han ind i olieret lærredsstof og lagde det ned i tasken. Da han havde alt, han skulle bruge, hang han tasken op på en gren i nærheden af bålet. Han forventede ikke at rovdyr ville komme så tæt på ilden, selvom hans taske duftede af blod fra de ugarvede skind, men han havde ikke lyst til at vågne op og opdage, at han havde taget fejl. Det havde taget ham lang tid at skaffe så mange skind, en nats dumhed skulle ikke fraræve ham hans fortjeneste.

Mens han arbejdede, sad kvinden og pillede ved sin ene vinge. Han kendte ikke meget til engle og havde kun set dem i byerne, men aldrig talt med en. Han kunne dog forestille sig at den tynde hud under de hvide fjer nok ikke havde godt af kulden, især ikke hvis hun havde fløjet oppe i de tyndere og koldere luftlag. Han vidste at de fleste fugle trak mod varmere lande om vinteren, men det havde også noget at gøre på, at det blev sværere at finde mad i sneen. Selvom han ikke havde erfaring med engle, havde han erfaring med vinger. Om foråret og i den tidlige sommer, når fuglene parrede sig, satte han fælder for dem, så han kunne samle deres fjer. Rigmænd og kvinde nød at pynte sig med de fjer og kødet smagte ham udmærket. Flere gange havde han prøvet at fuglene havde brækket vingerne i hans fælder på grund af de tynde, hule knogler. Vinger, der var store nok til at bærer et menneske, måtte være noget mere holdbare, men de kunne ikke veje meget mere, ellers ville hun umuligt kunne flyve.

[Camelia Nimar]

Det var efterhånden svært at bedømme folk mest fordi det var svært at stole på fremmede. Det var fremmede, som var trængt ind i Kensis og havde ødelagt den idyl, som havde levet der i flere år. Det hele var forsvundet på en nat og det var svært at genopbygge, hvis dette overhovedet var muligt. Derfor var hun også en smule mistænkelig overfor den fremmede, hun var nød til at være på vagt, så meget havde hendes forrige uheld, da lært hende. Stadig var det ikke muligt for hende, at føle sig god tilpas med et våben i hånden, nok bar hun rundt på et personligt våben, men hun var langt fra sikker i at bruge dette, så var hun egentlig nogen form for trussel til nogen. Selvfølgelig var der engleild, men den skade, som det kunne forvolde, havde hun allerede set nok af. Synet og skrigene var ganske forfærdelig og gennemtrængende, det var mildt sagt umuligt at komme af med igen.
Hans brummen til hendes ord tog hun som et tegn til, at han ikke ønskede at tale. Det kunne hun sikkert godt opfylde, som hun var en smule i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet havde noget tilfælles med den fremmede. Mystisk, normalt var det nemt at starte en samtale, men manden overfor hende var langt fra villig til at gå i den retning. Noget fortalte hende, at hun nok havde trådt ind på hans territorium og derved ikke var særlig tilfreds med udfaldet. Hun kunne ikke rigtig tage det tilbage og at forlade varmen ved bålet virkede mildt sagt dumt. Mørket var heller ikke et sted, hvor hun følte sig godt tilpas, måske hun blot skulle være blevet i Kensis? Hun sukkede lavt for sig selv, som hun tilså sin vinge. Det var måske bedst at blande sig udenom for nu. Hendes blik gled mod de åbne flammer, som deres bevægelser beroligede hende, som hun bed sig let i læben. Blodet fra det døde dyr var ikke til at undgå, men hun forsøgte så vidt muligt ikke at blande sig i, hvad den fremmede havde gang i.
Camelia var født nysgerrig og hun havde endnu ikke skubbet det væk fra sig, så da den fremmede begyndte at finde ting frem, kunne hun ikke lade vær med at opsøge hans bevægelser og danne sig et overblik over hvad han havde gang i. Måske det var åbenlyst med lugten af kød, at han var ved at forberede et måltid, men hun kunne ikke lade vær med at følge med alligevel, som hun lænede sig en smule til siden for at kigge forbi flammerne. Det lod som om at det var noget han gjorde jævnligt, han så i hvert fald meget rutineret ud, hvis hun selv skulle sige det. Han var sikkert også vant til at færdes i skoven på disse tidspunkter, hvor Camelia havde nydt naturen igennem andre øjne. Hun vendte dog roligt blikket tilbage til ilden, som han skulle have sin fred, imens at hun valgte at tilse sin vinge. Lyset fra bålet var nok til at gøre det mere overskueligt for hende, samtidig med at hun kunne se, hvor stor skaden egentlig var. Lettere forstyrret af sin frakke, lod hun den falde ned fra hendes skuldre, som hun fortsat brugte det til at sidde på, imens at hendes lange lyse hår dukkede op fra under hætten. Hun strøg fingrene over skaden, som hun efterfølgende vendte siden til den fremmede og begyndte at rode rundt i tasken hun havde med sig. Hun trak nogle urter frem for at knuse dem i hænderne og efterfølgende smøre det ud imellem fjerene. Nok kunne hun heale skaden, så det var så godt som ingenting, men samtidig ville hun gerne sikre sig, at det udsatte område ikke blev påvirket af kulden fra jorden og brisen, som strøg imellem træerne og let skubbede til flammerne i bålet. Lugten af kød og urter spredte sig også roligt omkring dem, som hun så sig lidt omkring. Der gik ikke lang tid før hun slog vingerne om sig frem for at bruge frakken. Vingen lod til at have det bedre nu, så det gjorde egentlig ikke ondt at bevæge den, nu skulle hun bare sikre sig, at det ikke ville vende tilbage lige så hurtigt som sidst, derfor skulle hun tage den med ro, før hun begav sig videre.
En lyd distraherede hende, som hun kiggede sig selv over skulderen og forsøgte at få en fornemmelse af, hvilket dyr, der mon kunne lave den lyd. Det lød mest af alt som en gren der knækkede, men det ville selvfølgelig også kræve et tungt dyr afhængigt af størrelsen på grenen, som hun ikke havde en chance for at bedømme lige nu. De spidse ører afslørede hendes tidligere race, før hun genopstod som engel, noget der gjorde hende velkendt i naturen, hvad enten det var mellem Kensis og Ynisti eller hjemme ved sit barndomshjem, så gav det altid mere, at lytte end at handle.

[Lupercus Venator]

Med jævne mellemrum vendte han tilbage til ilden for at se til suppen, der kogte stille i sin gryde. Det ville stadig tage noget tid inden den blev færdig, men den ville i det mindste blive god. Frisk kød var altid at foretrække frem for tørret kød, selvom det var nemmere at opbevare det saltede, tørrede kød om vinteren.

Mens han arbejdede, sad englen på den anden side af bålet og tog sig af sine vinger. ”Er De kommet til skade?” Hans stemme var stadig hæs, men ikke fjendtlig. Han ville ikke skræmme hende væk, nu hun var her. Hvis hun bare havde i sinde at sidde ved ilden og få varmen kunne han godt finde sig i hendes selskab. Hun virkede ikke truende eller voldsom som mange andre mennesker han havde mødt. Måske var engle sådan.

Han fulgte hendes øjne da hun vendte sig efter lyden. Et dyr bevægede sig rundt i skoven bag hende. Selvom han ikke forventede at nogen større dyr ville turde nærme sig bålet, var han alligevel opmærksom og lyttede efter tegn på at noget nærmede sig. Dolken sad som altid ved hans side og han havde før overvundet rovdyr, der havde set ham som et let bytte.

[Camelia Nimar]

Måske den fremmede havde planlagt det helt store for aftenens måltid, det var i hvert fald tydeligt, så snart at duften begyndte at brede sig. Der var ingen tvivl om, at det duftede godt, men hun var også overbevidst om, at hun ikke behøvede mad og samtidig ikke kunne bede om endnu en ting fra denne fremmede. Mon ikke den fremmede var van til at bruge de ingredienser han havde ved hånden og derved havde styr på madens kunst? Uanset hvad måtte hun give det til ham, at maden duftede godt, alligevel var hun mere bekymret for sine omgivelser, som hans væsen faktisk lod til at være rolig. Men det kunne jo også ske, at der var tale om en facade, den slags havde hun i hvert fald mødt før. Men mon ikke hun ville være smartere denne gang og se det komme, før hun var fanget i ilden?
Egentlig havde hun ikke forventet, at han ville tale med hende, som hun rettede blikket mod ham, hendes øjne afspejlede nemt hendes overraskelse, før at de blev blide og venlige, som hun lagde låg på sin egen overraskelse. Det var jo lidt, som at dømme ham, ikke sandt? ”Jeg var overmodig,” forklarede hun med et smil, som hun ikke mente at det var slemt, men alligevel nok til at holde hende på jorden for nu. ”Det er en frostskade, jeg havde ikke medregnet den ekstra kolde luft, der er i luften om aftenen.” sagde hun med et skævt smil på læben, som hun egentlig følte sig dum for den fejltagelse hun havde lavet. Det burde i det mindste være kendt for hende, hvad det kunne medføre. Men nej, nu sad hun her og plejede hendes fjer. Hendes blik gled tilbage mod ilden, som hun strøg sine fingre i gennem det blonde hår, optaget af sind for en stund, før at hun blev forstyrret af lyden bag sig.
Det var svært at sige, hvad hun regnede med ville dukke op fra skovens skjul, men hun var lidt i tvivl om, hvorvidt hun skulle flytte sig eller blive siddende. Hun havde aldrig rigtig været nogen jæger, mest af alt fordi hendes far ikke ville tillade den slags, men samtidig også fordi hun havde haft svært ved at dræbe dyr, medmindre der var tale om et tilskadekommen dyr, så gjorde hun gerne dem den tjeneste. Der gik ikke lang tid, før at Camelia kunne fornemme nogle øjne i mørket, ud fra øjnene var det muligvis svært at bedømme, hvilket dyr der var tale om, men højden var ikke svær at bedømme, som denne klart afslørede et mindre dyr, men stadig stort nok til at være omkring en meter fra jorden. Camelia rettede let på sin krop for at forsøge at få et bedre indtryk af dyr. Der gik ikke længe før at lyset fra bålet afslørede den mindre skikkelse, et dådyr, som halvt var gemt bag et træ og blot kiggede ud fra bag træet. Et smil bredte sig på Camelias læber, som hun af natur var venligsindet over for dyr, medmindre de gav hende grund til andet. Hun satte sig stille til rette, som hun forsøgte at kalde dyret hen til hende, det var svært at sige om denne var alene eller i forbindelse med en flok på nuværende tidspunkt, men hun var altid glad for kontakt med dyr.

[Lupercus Venator]

Lupercus lagde et par stykker brænde ind på ilden, for at forhindre gryden i at vælte, eftersom de træstykker den oprindeligt havde stået på efterhånden var ved at være brændt til aske. Vandet var så småt begyndt at koge og kødet ville snart være kogt. Han havde brugt det sidste af sin skovurt til suppen og måtte vente til foråret før han kunne finde mere, men hvis han var opmærksom på sin vej videre i morgen kunne han måske finde nogen rødder, der kunne overtage, indtil han fik mulighed for at genopfylde sit lager.

Hun blev overrasket over, at han talte til hende, det var tydeligt. Han lignede nok ikke typen der interesserede sig for andre. Det var muligvis også rigtigt, han foretrak at være alene, men når hun nu alligevel var der kunne han godt udvise en smule venlighed og høflighed, selvom det var længe siden han havde været sammen med andre. Han nikkede stille. Det overraskede ham ikke at hun havde fået en frostskade i den kolde aftenluft. Han havde selv haft et par forfrysninger af at leve ude om vinteren, men på grund af hans evne til at heale hurtigere end normale mennesker, havde det aldrig været et større problem for ham. Det virkede heller ikke som om det var et seriøst problem for pigen, hun vidste tydeligvis hvad hun skulle gøre ved skaden og var allerede ved at behandle den.

Dyret bevægede sig stadig i skyggerne, ikke snigende og undersøgende som et rovdyr, mere nysgerrigt og sky som et byttedyr der havde opdaget noget interessant men ikke var sikker på, om det var farligt. I lyset fra bålet kunne han se, at det var et dådyr. Lupercus slap sin dolk igen. Ikke et rovdyr altså. Måske et byttedyr, men han havde nok mad til resten af sin tur, det ville være spild at dræbe den bare fordi den var der. Han undrede sig lidt over at det turde komme så tæt på bålet og mennesker, men måske havde kvinden en tiltrækningskraft på dyr. Hun virkede hvert fald mere interesseret i dåen end han var og prøvede at lokke den tættere på. Han så ikke nogen grund til at lokke dåen tættere på, men hvis hun gerne ville snakke med den, skulle han ikke forstyrrer, så han satte sig på jorden med langsomme bevægelser. Han var ikke interesseret i at skræmme den væk.

[Camelia Nimar]

Det var egentlig ganske rart, at få varmen også selvom man nemt kunne blive forstyrret af den kolde brise, som dukkede op en gang imellem, men var knap så kraftig, som den havde været ude på landevejen. Hun fulgte roligt med i, hvad han gik og lavede. Man kunne ikke lige frem sige, at hun havde erfaringer med situationer som denne, men hun havde nu forstand på urter og naturens planter, det var også de samme midler, som hun brugte i sit arbejde, men klart med et andet formål, end hvad han havde af planer. Hun var nu aldrig rigtig tvunget til at leve skrappet, mest af alt fordi hun havde pengene til at skaffe det hun ønskede, hvilket hendes tøjstil måske også afslørede, også selvom hun helst ville sy sit tøj selv, så afslørede stoffet klart den kvalitet hun arbejde med. Men alligevel kunne hun ikke lade vær med at nyde naturen, for lige på det punkt, var hun ikke en af snobberne i byen. Hun var mere nede på jorden og ydmyg, måske endda en anelse naiv oveni, hvis ikke meget..
Det var måske en smule uhøfligt, at blive overrasket på denne måde, men Camelia havde virkelig ikke forventet et spørgsmål fra ham, når han tidligere havde svaret hende med en brummen, som oven i købet ikke lød særlig indbydende. Hun ændrede dog hurtigt sit syn på ham, som han havde spurgt ind til hende, eller i hvert fald vist en form for interesse, også selvom det blot fik hende til at føle sig yderligere dum. Hun var trodsalt healer på slottet i Ynisti, så hun burde da vide bedre. Om ikke andet sikre sig, at intet lignende ville ske for de royale på slottet. Hun havde lært sin lektie, men heldigvis for hende, havde hun lige været ved patienter og derfor var hendes taske fyldt at urter, redskaber og lignende til at kunne fjerne den værste smerte og samtidig ligge et låg på skaden.
Lyden bag hende lod dog til at blive mere interessant, end hun lige havde forventet. Skovens dyr var nu en gang fascinerende og hun havde altid brudt sig om deres selskab, så hun ønskede ikke at jage dådyret væk, også selvom hun måske kunne blive bekymret for, hvad jægeren ville gøre, når dyret kom frivilligt. Smilet på hendes læber blev ikke mindre, som dådyret trådte ud fra sit skjul og nysgerrigt bevægede sig imod hende. Camelia endte med at vende ryggen til bålet blot for at afskærme lyset, så dyret ikke blev helt så skræmt af flammerne. Dyret havde bukket hovedet mod jorden, som den søgte nemmere og roligt stoppede et stykke fra Camelia og bålet. Hun fjernede roligt sine vinger, som hun foldede dem på ryggen og efterfølgende rakte hånden ud mod dyret. De endte med at mødtes halvvejs, som dådyret placeret sin næse mod hendes hånd, før at hun lod hånden stryge over snuden og langs med halsen, blot for at mærke den varme pels og tykke pels. Hun kom også langsomt på benene igen, som hun dog forsat hvilede på sine knæ og strøg dådyret over pelsen. Det var nu altid fascinerende at se dyrene tæt på og hun kunne aldrig rigtig få nok af det. Hun så sig roligt over skulderen, som han var i færd med at sætte sig ned. ”Har De nogensinde haft fornøjelsen af dyrs selskab?” spurgte hun roligt, som hun dog vendte blikket tilbage til dådyret, der med få skridt var kommet tættere på hende og nu hvilede hovedet mod hendes mave. Smilet forsvandt endnu ikke, som hun strøg den ned af nakken og over ryggen for at sætte sig til rette på stedet. Dyr bragte en vis form for ro med sig, men hun var ikke sikker på, om dådyret nu også var alene, der kunne sagtens være tale om en hun på opdagelse, men samtidig kunne der også være en han i nærheden.

[Lupercus Venator]

Dåen gik langsomt hen til kvinden og Lupercus sad helt stille, for ikke at skræmme det væk. Et byttedyr ville aldrig turde nærme sig ham, hans udstråling sagde ’rovdyr’ og det var ikke noget for sky dyr som hjorte. Men de kunne tydeligvis lide englen. Måske havde kun en udstråling der gjorde dyr tilpas og rolige, det ville nok ikke være så underligt. Hun virkede som en, der kunne lokke hvilket som helst dyr til sig. Men måske var det nemmere for folk, der ikke var delvist rovdyr at komme tæt på byttedyr. Lupercus betragtede hende stille mens hun aede dåen. Han kendte følelsen af pels under sine fingre ganske godt, det var jo hans job at sælge pels, men han havde ikke meget erfaring med at kæle med et levende dyr. Det havde han intet behov for.

Hendes spørgsmål bragte ham ud af fatning. Den slags dyr hun mente, var nok ikke den slags dyr hun kom til at tænke på, men det forhindrede ikke minderne i at vene tilbage, minder fra en tid han prøvede ikke at huske. ”Ikke som Dem. Ikke som dette.” Hans stemme var lav og han så stille ind i bålet. Han havde undgået andre siden dengang. Han havde ikke opsøgt andre flokke og ikke prøvet at skabe sin egen, som det ellers var normalt for hans race. Men han undgik dem ligeså meget som han undgik alle andre, både dyr og mennesker.

Og dog. Ulve. Han kunne godt lide ulve. Stærke, kloge flokdyr. Hvis han følte sig for ensom eller trængte til selskab opsøgte han en ulveflok. De kunne mærke, at han var anderledes, men de lod ham være med til at jage, fordi han var større og stærkere end dem og kunne nedlægge større bytte. De stillede ingen spørgsmål og krævede kun, at han gjorde sin del for at fodre flokken for at tillade hans tilstedeværelse. Han følte sig ofte bedre tilpas sammen med ulven end sammen med andre mennesker.

[Camelia Nimar]

Det var nu ganske fascinerende, at have tiltro til dyrene, samtidig med at det var gengældt. Det var ikke fordi hun mente, at alle dyr ville opføre sig på samme måde, hun var udmærket klar over, at der også fandtes rovdyr i skoven og at de næppe ville opføre sig på samme måde overfor hende. Men derfor ikke nyde dyrenes selskab, når de var villig til at tage én ind i den ellers så lukkede kreds? Camelia havde i hvert fald ikke noget imod at tage imod det lidt hun kunne få. Desuden så lod det heller ikke som om at dådyret havde noget imod, at blive aet en smule og bare forkælet på en lettere primitive måde, som hun ikke rigtig kunne tilbyde den noget mad, mest af alt fordi det ville skræmme dyret væk, hvis hun først begyndte at rode i sin taske og ikke længere havde fokus på dådyret. Det var i hvert fald vigtigt, at dyret ikke følte sig utryg i hendes selskab. Det var nok i virkeligheden, det som ville såre hende mest, hvis dyrene ikke længere havde tiltro til hende. Nok betød det ikke meget for andre, men for hende gjorde det, når hun havde sine rødder i skovens natur. Hun var selv opvokset nær skov og dyr, så selvfølgelig var det ganske naturligt for hende. Men alligevel kunne hun aldrig rigtig vænne sig til følelsen af pels under hendes fingre. Der var noget ganske specielt over det, som hun kunne mærke dyrets hjerte banke under. Camelia lukkede roligt øjnene, som hun blot lød følelsen påvirke hendes egen hjerterytme.
Spørgsmålet var mere eller mindre naturligt for hende, som andre ikke skulle snyde for oplevelsen af at have dyr tæt på sig. Men det lod til at spørgsmålet påvirkede ham i en anden retning, end hvad det var ment til, hvilket også fik hende til at fjerne hånden fra dådyret, som gav det et kærligt klap på siden, før at det sprang afsted hen over sneen og ind i skjul endnu en gang. Camelia vendte sig mod den fremmede igen, som hun overvejede hans ord, lå der en anden betydning bag det eller var det bare, som han sagde det? ”Jeg voksede op omringet af dyr og skov, da jeg var mindre” forklarede hun med et smil, som hun efterfølgende fjernede noget hår for at skubbe det om bag ved hendes ører. Dette afslørede hendes spidse elver ører, noget der for en stund havde været skjult af hendes blonde hår. Når man genopstod som engel, så ville man stadig beholde de karakteristiske træk fra ens tidligere race, derfor var hendes ører også nok til at forklare, hvor hun kom fra og hvor hun nu var. Der var langt fra at bo i skoven til at bo på slottet, men det var nu den vej, som skæbnen havde ført hende og hun var bestemt ikke bange for at følge med.
Det var svært at sige, hvad han tænkte på, men noget fortalte hende, at hun blot skulle lade det ligge, som hun endnu en gang rejste sig op for at flytte sig nærmere ilden. Det virkede en smule mystisk, men hun var faktisk ikke helt så nervøs i hans selskab, også selvom hun måske godt kunne blive det, så lige var det ikke tilfældet. Måske dådyret var dukket op for at berolige hendes sind og blot lade hende følge med i hvad der skete omkring hende. Alligevel vendte hun blikket mod den fremmede igen, som hun følte, at hun var nød til at spørge. ”Er De på vej til Kensis eller Ynisti?” spurgte hun med et roligt smil, da det jo befandt dem midt imellem byerne, så var det måske svært at sige, hvor han egentlig var på vej hen. Det var ikke fordi han var tvunget til at svare, hun viste bare interesse for hans færden, ikke fordi hun ønskede at snerre i det.

[Lupercus Venator]

Lupercus fulgte dåen mens den sprang ind i skoven igen. Ind til sin flok, sandsynligvis. Det ville være underligt at sådan en und då var alene. Hendes folk måtte være et stede derinde mellem træerne. En anden dag kunne han godt have fundet på at følge efter den for at finde flokken. Hjorteskin kunne han få et par skilling for og der ville være nok kød på til at han ville kunne sælge noget af det i byen, selv hvis han fik en skadet eller sygt dyr. Han kunne aldrig finde på at dræbe de sunde og stærke dyr, hvis der var andre muligheder. Dem havde flokken brug for til at overleve og fører slægten videre. Han kunne tage et par stykker, de mindste, de svageste, og lade resten af flokken være. Men ikke nu. Det var for mørkt til buejagt og for sent til at han ville i gang med sådan noget. Især i vinteren. Og han havde ikke lyst til at skade dåen, eftersom englen tydeligvis havde kunnet lide den. Han havde forståelse for at andre kunne have forhold til dyr, også dyr de kun havde mødt kort. Det virkede ikke som en god ide at dræbe noget foran hende. Hun virkede ikke som en, der brød sig om død og blod.

Han rystede minderne af sig. Ingen grund til at tænke på det nu. Ingen grund til at tænke på det mere. Fortiden kunne han ikke ændre. ”Jeg voksede op i skoven… For længe siden…” sagde han med lav stemme og betragtede ilden lidt. Da han løftede øjnene igen havde hun fjernet noget hår fra et spidst ører. En elver måske? Man måtte vel være noget, før man blev engel. Krævede det ikke at man døde? Han havde egentlig aldrig tænkt over det, det havde han aldrig haft grund til. Han havde ikke talt med en før, men der var vel en grund til at man blev til en engel.

Hun flyttede sig tættere på ilden, men det generede ham ikke. Det var stadig koldt og det ville kun blive koldere. Ilden var deres eneste varmekilde. Nu, da dåen var væk, rejste han sig igen og gik hen til ilden. Hans suppe var næsten klar. Han satte sig på kappen og fandt en flad sten, som gryden kunne stå på når han skulle spise, hvorefter han fandt en ske frem fra sin taske og rørte i gryden.

Han løftede øjnene og så på hende igen, da hun talte. ”Kensis. For at sælge skind.” svarede han roligt og gjorde et kast med hovedet i retning af tasken, der stadig hang på træet. Hans skind var ikke til at se på tasken, de var alle pakket sikkert ned inden i den for ikke at tage skade af rejsen, men det var tydeligt at hans taske var fyldt med noget og måden den svingede i træet tydede på at det var bløde, lette genstande der fyldte den. ”Hvad med Dem?” spurgte han stille. Han havde set hende på vejen, men ikke tænkt over hvor hun kom fra. Hun lignede ikke en, der hørte til i skoven.

[Camelia Nimar]

Det var sikkert bedst ikke at tvinge dyret til at blive der for længe, det kunne jo godt ske, at den blev væk fra sin flok og derved var i fare for at komme galt afsted eller blive et offer for et rovdyr. Hvilket også var en af grundene til at hun lod dådyret gå igen, hun fulgte det med øjnene indtil hun ikke kunne se det for mørket mere, som hun vendte sit fokus tilbage mod den fremmede og bålet. Måske hun i virkeligheden savnede naturen og den ro, som det kunne give hende, om ikke andet så følte hun sig altid hjemme i naturen og mente sjældent, at der var noget at frygte. Måske det var en smule naivt, men hun valgte at tro på det, fordi hun ikke ville se drab, hun havde fået nok af det, ved at besøge Kensis de sidste par måneder, så mon ikke naturen kunne være flink og lade det ligge nu? Men generelt brød hun sig ikke om hverken blod, død eller vold, så det var måske naturligt for hende, at hun forsøgte at se det bedste i mennesker, i hvert fald dem hun faldt i snak med. Naturen skulle nok fortælle hende, hvis hun tog fejl. Men ofte var der ikke tale om naturen, som angreb, men i stedet andre mennesker, væsner, der kun tænkte på sig selv og deres egen fremgang i verdenen, noget som hun bestemt ikke brød sig om, nok kunne man tage vare på sig selv, og komme frem i livet, men der var ingen grund til at træde på andre i processen. Det var blot svært at acceptere og nogle gange kunne det nemt løbe af med hende, dog var hun forholdsvis rolig, efter mødet med dådyret. Hendes opmærksomhed hvilede dog på den fremmede, som hun smilte svart, mon det var svært at tale om fortiden? Hun havde jo også selv haft svært ved at acceptere det faktum at hun var død og genopstået som engel, mon ikke mange havde problemer med deres fortid? ”Ikke for at dømme Dem, men De lader til at virke hjemme i skoven” sagde hun med et smil, som han da lod til at have forstand på naturens kunst og da også hvordan han kunne drage nytte af det, som naturen kunne tilbyde. Hun henviste dog ikke til dyrene i skoven, men plantelivet og de fordele, som hver plante havde.
Ilden virkede beroligende, men hun var også klar over at ilden kunne tiltrække andre dyrs opmærksomhed, som det muligvis var den eneste varme kilde i skoven, medmindre at man gravede sig ned i sneen i en hule. Det lød dog ikke særlig interessant eller behageligt, måske hun i virkeligheden var blevet for vant, efter at hun var flyttet ind på slottet? Hun rykkede let på brynene, som hun sad i sine egne tanker, tidligere ville hun ikke have haft noget imod at hvile op af et træ og hun måtte da indrømme at sidde ved bålet var ganske behageligt også, men ikke noget hun gjorde særlig ofte. Ej, det at nyde naturens skønhed. Hun havde ikke rigtig tid til det.
Camelia ønskede ikke at forstyrre ham midt i måltidet, men samtidig var hun interesseret i, hvor han mon var på vej hen. Det kunne vel ikke skade at være en smule nysgerrig? Jo, det kunne det faktisk godt, og hun havde da oplevet det nogle gange, også selvom hendes intuitionen havde fortalt hende noget andet, så var hun gået imod det. Hun smilte let, som han forklarede, hvor han var på vej hen. Hun valgte at følge hans ’nik’ og lod blikket hvile på tasken for en stund, før hun vendte tilbage til ham med et smil. ”De sælger altså skind?” spurgte hun roligt, som det dog var åbenlyst. Mon hans kunder var adelige og royale, som var på jagt efter noget specielt, eller hvem var det helt præcist, der købte skind og hvad kunne det bruges til andet end tøj? ”Jeg har lige været i Kensis og er på vej tilbage til Ynisti. Der er en del at se til i Kensis endnu, efter angrebet” den sidste sætning var en anelse lav, som hun knurrede hænderne sammen i skødet, og sukkede en anelse for sig selv. Hun skulle blot være taknemmelig for, at hun ikke havde oplevet det fra første række. Skrigene måtte have været uudholdelige. Alligevel blev hun distraheret, før at hun faldt alt for langt tilbage i fortiden, som noget raslede bag dem. Egentlig troede hun blot at dådyret var vendt tilbage, men da det store dyr trådte ud, hvor flammerne kunne nå den, var hun godt klar over at det overhovedet ikke var tilfældet. Hun nåede kun at gispe, før at brøl fik skovens fugle til at lette fra træerne og så blev der ellers stille, som Camelia blot stirrede på bjørnen nogle meter fra hende. Var den kommet på grund af ilden, maden eller dem? Hun var i tvivl, men ude af stand til at vide, hvad der ville være bedst i en situation som denne. Hun så helst at bjørnen forsvandt igen, men den bevægede sig blot nærmere, som hun stille forsøgte at bakke væk fra dyret, før at hun mærkede flammerne mod hendes hud, som hun var kommet for tæt på og måtte finde en anden udvej end bagud.

[Lupercus Venator]

Han holdt stille øje med gryden på ilden og rørte i den et par gange. Den var næsten klar, så han tog forsigtigt gryden af og satte den på stenen ved siden af bålet. Suppen var stadig for varm til at spise, men den kolde sten nedenunder skulle nok hjælpe til med at køle den af. Han var efterhånden ved at være sulten. Det generede ham ikke længere at hun talte. Det havde han egentlig troet det ville, men hun sagde ikke meget og det, hun sagde, virkede velovervejet og venligt.”De dømmer mig ikke. Jeg har levet i skoven hele mit liv. Jeg høre mere hjemme her end i nogen by.” Han lænede sig lidt tilbage mens han ventede på at suppen skulle køle af og betragtede englen igen, mens hun talte.

”Jeg er pelsjæger. Jeg lever af at sælge de skind, som jeg fanger i mine fælder.” svarede hans stille. Hans fangst de sidste par uger havde været god, dyrenes vinterpels var blevet tyk og skinnende, sådan som de rige folk ønskede det. Han ville tjene nok til at klare sig et godt stykke tid, nok resten af vinteren, ved at sælge de skind han havde med denne gang. Han lyttede mens hun svarede og nikkede stille. Han havde kun hørt ganske lidt om angrebet på Kensis, men ønskede ikke at spørge ind til det. Det kunne ikke være et behageligt minde at have for dem, der havde været der.

Allerede før han så bjørnen, fornemmede Lupercus at noget var galt. Han lagde hånden på skæftet ved sin side, men da det store dyr trådte ind i lysningen kunne han hurtigt se, at hans jagtdolk ikke ville være nok til at klare den, medmindre han kunne komme tæt nok på til at ramme den igennem øjet. Som varulv ville han ikke have noget problem med at besejre bjørnen, men han ønskede ikke at forvandle sig. Dels var det smertefuldt, dels var han ikke sikker på, hvordan han ville reagerer overfor kvinden. Det var længe siden han havde været forvandlet i nærheden af andre mennesker og han kunne nemt ende med at blive en større trussel for hende end bjørnen var. Bjørnen var på den anden side af ilden, tættere på den unge kvinde. Han kendte hende ikke særlig godt og kunne måske have retfærdiggjort overfor sig selv at forlade hende, men hans folkinstinkt fik ham til at blive. Stærkere sammen, det vidste alle ulve. Selv ikke den laveste ulv i flokken blev efterladt. Enten overlevede alle, eller også overlevede ingen.

Langsomt, for ikke at virke truende, bevægede Lupercus sig over til sin taske og fik fat i sin bue. Rækkevidden ville give ham en fordel mod bjørnen. Det var hans held at den havde fået øje på englen først og var distraheret af hende, mens han fik sine våben klar. ”Træd rundt om bålet…” Selvom hans stemme var lavmælt, var han sikker på at hendes spidse ører ville opfange, hvad han sagde. ”Hen mod mig. Langsomme bevægelser og ingen lyde.” Hvis han kunne komme ind foran hende, kunne han holde bjørnen på afstand. Så længe hun forholdt sig i ro og ikke gik i panik, burde han kunne redde dem begge. Hvis bjørnen først opfattede hende som en trussel, var han nødt til at angribe selvom bålet ville forstyrrer hans skud. Hvis bare han kunne få hende ud af dens synsfelt, kunne han nemmere få bjørnen til at se ham som en trussel. Bjørne var mere uforudsigelige for ham end byttedyr og ulve. De turde nærme sig ilden og kunne nemt dræbe mennesker, fordi de ikke var bange for dem.