A Moonless Night

[Camelia Nimar]

Det var svært at sige, hvordan hun ville tage nyheden om hans race, men indtil nu var hun endnu ikke stødt på en varulv, hvilket nok også var grunden til at hun ikke genkendte knogle strukturen eller noget omkring hans kropsbygning. Men samtidig så var det ikke hendes plads at dømme andre og da slet ikke blande sig i andres liv, han virkede jo til at have det ganske fint på egen hånd og dertil behøvede han bestemt ikke en engel, der blot ville komme i problemer. Hun kunne til tider godt være en anelse klodset og andre tidspunkter så var hun ganske heldig, som hun jo var sluppet fra bjørnen, med hans hjælp selvfølgelig. Ofte kom hun også i problemer fordi hun var for nysgerrig eller uopmærksom på tidspunkter, hvor det var vigtigt at holde hovedet koldt og blikket rettet mod sine omgivelser. Der var jo en grund til, at hun var endt med at styrte ned fra himlen..
Camelia følte sig veludhvilet og havde slet ikke problemer med at holde øjnene åbne, som hun smilte let for sig selv og nød solens første stråler mod hendes krop. Egentlig vidste hun godt, at det var på tide at komme videre, men alligevel kunne hun ikke lade vær med at bruge noget tid på at snakke med den kære jæger. En ven, som havde hjulpet hende, da hun var i problemer, så hun ville ikke bare sådan lige gå, medmindre han selvfølgelig havde travlt med at komme ind til byen og indkassere penge for nattens fangst. Det var da altid noget, at hun havde haft mulighed for at gøre noget rigtigt, foruden at ødelægge pelsen.. Dog virkede det ikke til at han od det påvirke ham, som han nok skulle tjene rigeligt på alle de andre elementer fra bjørnen. Det var alligevel imponerende, at han havde formået at skille bjørnen ad så hurtigt og alligevel stadig grundigt nok. Men hun var ikke i tvivl om at trætheden på et tidspunkt måtte lægge sig omkring ham også. Derfor smilte hun også af hans ord, som hun nikkede. ”Så der er ikke behov for at jeg holder øje med Dem?” spurgte hun lettere drillende, også selvom han var gammel nok til at tage vare på sig selv, så kunne hun ikke lade vær med at spørge, hvad enten han svarede eller ej, så var det en underholdende tanke. Men hun burde også kunne stole på ham, efter alt hvad der var sket i løbet af natten, så fortjente han lidt hendes tillid.
Camelia smilte let til ham, som hun dog ikke mente at det var en selvfølge, men hun var alligevel glad for at han havde våget over hende, så havde der heller ikke været nogen grund til at bekymre sig. Det var jo heller ikke fordi hendes søvn havde været urolig. Hun havde da nydt sin søvn og var da også veludhvilet nok til at ville kunne stole på sin vinger til at bære hende resten af vejen hjem. Derfor valgte hun også at rejse sig op, som hun rodede lidt rundt i sin taske og konkluderede at hun ikke rigtig manglede noget. Hun kunne jo altid spise, når hun først kom hjem. Det kunne dog godt ske, at hun ville dumpe ind forbi en kro eller noget på vejen, blot for at få ordnet sin sult uden at skulle lave mad. Camelia lod blikket glide mod ham, som hun smilte svagt. ”Velbekomme” sagde hun med et smil, før blikket gled op mod himlen. Luften var langt fra så kold, som den havde været i nat og jo mere tid solen fik, jo varmere ville det faktisk blive. Så måske hun skulle vente bare lidt?

[Lupercus Venator]

Måske ville det være en god ide at fortælle hende, hvad han var. Hvis Camelia stødte på en anden varulv, ville hun have en fordel, hvis hun vidste, hvordan hun skulle genkende og behandle dem. Men Lupercus var stadig nervøs for at skræmme hende væk. Det virkede som om det var for sent at bringe på bane nu. Hvor sandsynligt var det også at hun ville støde på andre varulve? Måske i sit arbejde som helbreder, men det var mere sandsynligt at hun ville støde på varulvenes ofre. Varulve foretrak at klare sig selv og de healede hurtigere end normale mennesker.

Selvom han ikke havde sovet, skulle han nok klare sig til han kom til byen. Han havde klaret sig uden søvn i længere tid, selvom det ikke var behageligt. Han foretrak at sove når han var træt, men han kunne godt klare sig selvom han måtte udsætte det lidt. Han så bestemt frem til at komme til byen og finde en seng. Men det måtte vente lidt endnu. Han havde lagt sine fladbrød på nogen af de varme sten omkring bålet og vendte dem engang imellem, så de fik jævn varme. Han ville have morgenmad først, så kunne han tage af sted derefter. Vandet på bålet var så småt begyndt at koge, så der ville snart være te.

Hendes ord fik ham til at smile. Det var sjældent nogen ønskede at holde øje med ham, medmindre de så ham som et bytte de kunne jage. Hendes intentioner var på ingen måde ligeså fjendtlige. ”Ikke denne gang… Men tak for Deres omsorg…” sagde han med et stille smil. Han kunne lide englen. Hun var behageligt selskab og langt fra som de væsner, han normalt var omgivet af. Hun var ikke en trussel, fordi hun intet ønske havde om at angribe eller slås. Hun ville hjælpe før hun ville skade. Det var en behagelig ændring.

Hans brød var efterhånden ved at være gennemvarme. Han havde ikke rigtig noget at komme på, honning eller smør var alt for besværligt at transportere når man rejste og han havde for længst spist det sidste af sin ost. Han havde noget tørret kød i sin taske, som han tog frem. Det kunne han altid kombinere brødet med. Vandet kogte og han kom nogen teblade ned i, så de kunne begynde at trække. Han nikkede, da englen talte igen og så på hende. Var hun på vej af sted eller ville hun blive lidt længere? Det var ikke til at sige, om hun havde en aftale i byen, som ventede hende.

”Tak. Vil De have noget eller vil De spise selv senere? Jeg har nok til at De kan få noget.” spurgte han og gjorde tegn med hånden mod brødet. Det var hans sidste mel, men der var nok til to, især når han var på vej hen til byen, hvor han kunne købe mere. Det var en af de få ting han kunne lide ved byen, udvalget af mad. Der var mange flere muligheder der, end han havde alene i skoven.

[Camelia Nimar]

Det skete yderst sjældent at Camelia var nødsaget til at spise i skoven, ikke at det gjorde hende noget, men hun fandt ofte en anden måde at spise på. Det var jo også forholdsvis nemt at flyve ind til byen, skulle hun blive sulten. Så hvornår var det egentlig at hun følte sig tvunget til at spise i skoven? Ikke at hun så ned på folk, der gjorde det, egentlig fandt hun det meget hyggeligt, at sidde omkring bålet og nyde den varme mad, hvis man kunne se bort fra kulden og de farlige dyr, som kunne lure bag hver busk.
Situationen havde ændret sig en del undervejs og Camelia fandt sig ganske godt tilpas i hans selskab, også selvom hun ikke havde følt sig helt så velkommen til at begynde med, så lod tingene til at forandre sig. Mon det var hvad der skete, når man nedkæmpede en fjende sammen? Hun rystede let på hovedet, som et smil bredte sig over hendes læber. Det var da en fjollet tanke? Camelia vendte roligt blikket mod ilden og hans hjemkundskaber, som hun fulgte med i hans arme og lagde armene om sine ben, som hun stirrede ind i ilden.. Ganske beroligende.

Det var normalt for hende, at vise omsorg, eftersom at det ligesom hørte med jobbet, men samtidig også var en ganske naturlig ting for hende. Hun virkede sjældent fjendtlig, medmindre at hun blev presset op i en krog, så kunne hun sagtens virke truende med en slem attitude. Camelia nikkede roligt til hans ord, som hun tog imod takken og ellers lod det ligge. Der var ingen grund til at køre rundt i det, som hun blot betragtede ham for en stund. De var tydeligvis modsætninger, i hvert fald når man tænkte på deres påklædning - deres personlighed kunne godt minde om hinanden, som han uden videre havde valgt at hjælpe hende tidligere, noget hun selv ville gøre også. Hvis andre var i fare og hun kunne hjælpe på den ene eller anden måde.

Egentlig var hun ved at gøre klar til, at han kunne få fred endnu en gang. Hun havde jo egentlig trængt sig på tidligere, så det var kun på sin plads, at hun lagde op til at gå, hvis nu han gerne ville have hende til at gå igen? Dog bragte hans ord et varmt smil frem på hendes læber, som hun bukkede let med hovedet. "Jeg ville egentlig ikke trænge mig på længere, jeg har jo forstyrret Dem længe nok allerede" forklarede hun med et smil, som hun dog bevægede sig om på den anden side af bålet, blot for at slippe for at bålet blokerede hendes udsyn til ham, når de talte sammen. "Men hvis De insisterer, så vil jeg da ikke sige nej til lidt mad" sagde hun med et smil, som hun satte sig ned ved siden af ham, dog tillød hun sig at efterlade noget afstand imellem dem, så hun ikke for alvor trængte sig på, som hun lige havde forsøgt at undskylde.

[Lupercus Venator]

Det var efterhånden så lyst, at der ikke længere var brug for bålets lys, men varmen var stadig brugbar og ild var altid en hjælp til at holde rovdyr væk, selvom de færreste dyr turde nærme sig en varulv. De kunne genkende ham på lugten og ville holde sig på afstand. Bjørnen havde været en undtagelse, men bjørne var normalt ikke bange for ulve, så det overraskede ham ikke. Teen var efterhånden klar og brødet var dejlig varmt. Det var ikke altid han brugte tid på at lave varm mad når han rejste igennem skoven, men det var rart at få efter en lang, kold nat. Især når der ikke var så meget andet end brød og te.

Englen, Camelia, slog ham ikke som en, der normalt spiste i skoven, men det var der, han fik det meste af sin mad. Lupercus undgik helst byerne. Og andre mennesker. Larmen, lugtene, pladsmanglen. Så hellere skovens ensomhed og friske luft. Men det behøvede jo ikke forhindre hende i at spise i skoven sammen med ham, hvis hun var sulten. Hun så ud, som om hun var klar til at tage videre, og hvis hun ville af sted, ville han ikke stoppe hende. Men morgenmad kunne han i det mindste tilbyde.

Hun havde irriteret ham i starten. Han foretrak at være alene. Men hun irriterede ham ikke længere. Han havde ikke noget imod hendes selskab nu, så havde han ikke tilbudt morgenmad. Hun flyttede sig rundt om bålet, så de nemmere kunne se hinanden. Hun sad tættere på ham nu, men ikke så tæt på, at det var ubehageligt for nogen af dem. Han rakte ned og tog et af de varme brød, som han rakte til hende. ”Der er langt til byen, selv med vinger. Det er bedre at få noget mad inden du tager af sted. Jeg har ikke meget at byde på, men brød og te er bedre end ingenting.” sagde han med et stille smil. Med den anden hånd fik han fisket sit tørrede kød frem fra tasken, så det kunne indgå i morgenmaden også.

[Camelia Nimar]

Det havde været en forunderlig nat, noget som Camelia sent ville glemme, så meget var hun sikker på, men om ikke andet så var hun blevet en erfaring rigere, hvad enten det var godt eller skidt, så ville hun ikke glemme det lige med det samme. Egentlig ville hun gerne glemme bjørnen, som det stadig gøs hende ned af ryggen, hvis hun skænkede det en tanke. Men hun havde ikke længere nogen grund til at bekymre sig om ikke andet, så ville hun kunne flyve i sikkerhed, skulle det blive nødvendigt. Lyset eller solen var også med til at varme luften op, noget som kunne gøre det mere sikkert at flyve for hende. Ikke at hun følte at det var strengt nødvendigt for hende at smutte lige med det samme. Noget som jægeren tydeligvis var enig med hende i. Alligevel ønskede hun ikke at trænge sig på, så hun gav ham chancen for at komme ud af sit forslag, men da han holdt ved det, så takkede hun ikke nej. Man var vel høflig også selvom hun ikke tænkte over, at hun faktisk var i færd med at tage af hans forsyninger. De levede jo ikke ligefrem det samme liv.

Camelia var mere van til byen end til skoven, også selvom hun havde nydt naturen, da hun stadig var elver, men nu var situationen en anden, så hun havde ikke helt så meget tid til at være tæt på sine rødder. Så måske det var godt, at hun var stødt på ham, så hun atter kunne træde ind i naturens rige? Uanset hvad, så mindede det heller ikke om hans livsstil, som han levede af at dræbe dyrene, hvorimod hun havde et ønske om at beskytte dem. Dog ikke brændende, så hun ville gøre alt for at lade bjørnen leve, når det gjaldt hendes liv eller andres. Det skulle gøres med måde.
Som hun sad ved siden af ham, kunne hun ikke lade vær med at smile let, imens at blikket gled ind i flammerne. Det var en smule underligt at sidde på jorden og se frem til en måltid tilberedt over bålet, men hun glædede sig faktisk lidt til noget andet mad, end det sædvanlige. Hvad enten det var et festmåltid eller ej, så bekymrede det hende ikke rigtig. Da han rakte noget til hende, vendte hun dog blikket mod ham og tog imod det med et smil og et nik. "Det er mere end jeg kan forlange" sagde hun med et smil, som hun lod blikket glide mod brødet efter at hun havde placeret sine hænder i sit skød. "Hvis jeg kan gøre noget for Dem, så sig endelig til" hun smilte fortsat, som hun vendte blikket mod ham igen. Hun følte lidt at hun var nød til at gengælde hans venlighed. På den ene eller anden måde.

[Lupercus Venator]

Resterne af bjørnen var pakket godt sammen, men det ville ikke være umuligt for ham at få fat på kødet. Alligevel lod han det ligge. Bjørnekød var ikke den bedste morgenmad, og han havde nok at spise uden det. han havde mere brug for de penge, det ville give ham, når han kom ind til byen. Han manglede mel. Godt nok var han en ulv, men han ville nu alligevel komme til at savne brød, hvis han var tvunget til at leve uden. Lidt bjørn kunne han måske nok gemme til sig selv, men det kom an på, hvor meget slagteren i byen ville tilbyde ham når han kom derind. Så de måtte nøjes med tørret kød, brød og te for nu.

Camelia ville have ladet ham trække sit tilbud tilbage, men han havde ikke noget imod at spise morgenmad med hende. Ikke længere. Så han fastholdt sit tilbud og hun tog imod det, ligesom hun tog imod det brød, han rakte hende. Han tog et selv mens hun talte. Hun var fra byen. Hun forventede at skulle give noget for noget. De gjorde alle derinde. Intet blev givet frit. I skoven blev hjælp givet og glemt, bytte blev delt og taget imod uden bagtanker. Intet i skoven kunne overleve alene. Om man gengældte nu eller i døden havde ingen betydning. Han forventede ikke at få noget igen, ønskede ikke noget. Den, der havde, delte ud, og den, der intet havde, tog imod. ”Tak. Men jeg behøver ikke noget.” sagde han og så på hende. ”Jeg har, hvad jeg behøver. Og med kødet fra bjørnen kan jeg tjene nok penge til at erstatte mit udtømte lager. Det er bare brød og te.” Han tog vandet af ilden og hældte op i to lerkopper, som han havde fundet frem fra sin taske. Han havde en ekstra med. Det var sket før at han havde ødelagt en og måtte klare sig uden i længere tid. Så ville han hellere have en ekstra. ”Vil du have lidt kød til?” spurgte han og rakte noget tørret hjort frem. Han vidste ikke helt, om engle spiste den slags. Var de vegetarer? Eller måske kunne hun ikke lide det? Hun skulle hvert fald have tilbuddet.