A Moonless Night

[Lupercus Venator]

Det gjorde ondt at trække vejret. Faldet fra bjørnenes ryg havde brækket et par ribben, hvilket ikke gjorde det behageligt at bevæge sig. Alligevel kom Lupercus langsomt på benene. Han kunne ikke bare ligge i sneen og vente på at der skete noget, hjælpen kom ikke, man måtte klare sig selv. Bjørnen kæmpede mod ilden lidt endnu, men faldt til sidst sammen på jorden. Han tog sin dolk, som han havde tabt da han røg af og gik hen til den liggende bjørn. Englen var faldet på knæ ved siden af. Hun virkede uskadt, men rystet. Det måtte han tage sig af bagefter. Først måtte han sikre sig, at bjørnen ikke led længere.

Da bjørnen lå næsten stille, knælede han langsomt ned foran den og trak sin dolk. ”Din kamp er ovre, broder. Find fred hos Roskov.” Mens han talte bevægede han langsomt armen op og stødte kniven ind gennem bjørnens øje. Selvom den havde skadet ham, fortjente den hans respekt. Han betragtede stille den døde bjørn. Hans kappe var brændt i stykker, ligesom bjørnens pels. Forhåbentlig ville han kunne sælge kødet og købe en ny. Det ville være vanærende for bjørnen hvis den bare blev efterladt i skoven, efter at han havde dræbt den. Det var hans ansvar at den ikke var død forgæves.

Derefter lagde han kniven på jorden ved siden af bjørnen og gik hen til englen, der stadig sat i sneen. Han satte sig lidt besværet ned ved siden af hende, på grund af de brækkede ribben. Det kunne høres på hans vejrtrækning, at det smertede ham, men i det mindste havde de ikke punkteret en lunge. Så ville han ikke have været til megen hjælp. Han vendte ansigtet mod englen. ”Er De okay?” Hans stemme var mild og venlig. Det virkede som om, det var første gang pigen havde angrebet nogen og han ønskede ikke at skræmme hende væk. Hun blev nødt til at acceptere hvad hun havde gjort, ellers ville det ødelægge hende. Hun blev nødt til at forstå, at der ikke havde været andre muligheder.

[Camelia Nimar]

Det var lidt som om det gjorde ondt på hende, men hun var udmærket klar over, at der ikke var noget eller nogen der havde ramt hende, så hun kunne ikke være såret, men alligevel kunne hun ikke andet end at stirre på bjørnen. Dens skrig gav genlyd inde i hendes hoved og det var næsten som om det blev ved, også selvom at bjørnen for længst var faldet til ro, så kunne hun ikke ignorere skrigene, det kravlede rundt i hendes krop og fik hende til at ryste, som sneen under hende var begyndt at nedkøle hendes ben, uden at hun rigtig bemærkede det. Det var ikke meningen, at engle skulle tage liv, var det? Selvfølgelig var der engle, som arbejde for slottet og derfor var en del af ridderne, hvilket også gjorde det nødvendigt for dem at tage liv, hvis det var krævet af dem. Men hun var healer, det var meningen, at hun skulle redde liv og ikke tage liv, det var langt fra i hendes ret.. Camelia var rystet, helt ved siden af sig selv, som hun atter fik øje på jægeren, men hun tolkede ikke noget ud fra hans bevægelser, før at han begyndte at tale og dermed tog bjørnens liv for alvor. Hendes krop afgav et sidste ryst, som hendes hænder gled ned i hendes skød i takt med at hun følte en form for lettelse. Var det i orden?
Bjørnen havde langt om længe fået den ro, som den havde fortjent efter den kamp, hvilket også gav en bestemt ro til Camelia selv. Alligevel lod hun ikke til at bemærke jægeren før at denne rent faktisk henvendte sig til hende og hun var nød til at rette blikket mod ham, som hun fortsat kunne mærke hvordan hendes krop rystede. Ikke at det nødvendigvis kunne ses af andre, men hun kunne mærke, hvordan hendes krop var påvirket. Hun blinkede nogle gange, som hun kørte spørgsmålet igennem hendes hoved flere gange, før det rent faktisk gik op for hende, hvad han spurgte om. Hun nikkede stille for sig selv, som hun kiggede mod bjørnen. ”Jeg ødelagde det hele” mumlede hun stille for sig selv, som hun atter forsøgte at komme på benene. De kunne jo umuligt blive der, det ville være farligt, hvis de blev, ikke sandt?

[Lupercus Venator]

Bjørnen var død. Sneen omkring det store dyr var smeltet af ilden og hele skovbunden var blevet rodet op af dens klør. Men nu var der stille. Ingen dyr var i nærheden, de var blevet skræmt væk af larmen fra hans kamp med bjørnen. Det betød, at de ville have fred lidt endnu. Det var godt. Det ville tage lidt tid at komme videre efter det her, især med englen. Hun virkede meget rystet. Hun tilhørte ikke den del, der angreb og dræbte til hverdag. Kamp og død virkede nyt for hende, noget der var imod hendes natur, men alligevel havde hun hjulpet ham mod bjørnen.

”De prøvede at hjælpe.” sagde han opmuntrende. ”Mange andre ville bare være flygtet og have efterladt mig alene med bjørnen, især hvis de havde vinger.” Det kunne have været meget anderledes, både godt og dårligt. Bjørnen kunne nemt have slået ham ihjel, hvis ikke hun havde angrebet den. På den måde havde hun hjulpet ham. At det var ganske muligt at han ville have slået bjørnen ihjel selv, uden hendes hjælp, valgte han ikke at sige. Det var der ingen grund til. Hun havde det tydeligvis svært med sin handling og han ønskede ikke at gøre det værre for hende. Hun havde jo prøvet at hjælpe og det var han glad for.

Da hun prøvede at rejse sig, lagde han blidt en hånd på hendes skulder og trak hende ned igen. ”Rolig. Der er ingen andre dyr i nærheden, vi har lidt tid. Jeg ved, det er koldt, men prøv at falde lidt til ro inden vi går tilbage til bålet.” Hun var nødt til at komme sig lidt først. Hvis hun var væk i sine egne tanker var han nødt til at guide hende hele vejen tilbage gennem skoven og så måtte han efterlade bjørnen. Det ønskede han ikke, det ville ikke være retfærdigt overfor den. Døden måtte ikke blive grundsløs. Hvis ikke bjørnens kød og knogler blev brugt, havde han dræbt den uden grund og det var imod hans natur. Desuden havde han selv brug for et øjeblik til at få luft. Som varulv ville han heale hurtigere end et menneske normalt gjorde, men derfor gjorde det stadig forbandet ondt at have brækkede ribben, især hvis han skulle til at slæbe en bjørn igennem skoven.

[Camelia Nimar]

Der var en grund til at hun ikke brød sig om krig og den slags. Hun kunne umuligt holde sig selv kørende, hvis hun befandt sig midt i dramaet. Der ville jo næppe være nogen udvej for hende, hvis krigen lige pludselig opstod, men hun havde tænkt sig at undgå det, så længe hun kunne, der var stadig håb for Ireno, hvilket hun stædigt holdt fast i. Alligevel kunne man til tider blive tvunget til at stå ansigt til ansigt med døden, noget der tilsyneladende også kunne ske i hendes elskede natur, hvad enten dette var hendes skyld eller ej, så vidste hun at hun havde noget af skylden. Hvis hun havde ladet bjørnen værre, havde de måske haft muligheden for at se den forsvinde igen. I stedet lå den nu på jorden foran hende. Død..
Jægerens ord bragte hende ikke rigtig ud af sin trance, som hun var for rystet til at se hvad hun egentlig havde gjort, andet end at hun havde skylden for bjørnens død, mere eller mindre. Men måske hun skulle lære at se det positive, normalt var hun meget positiv, men der var ikke noget at spore i hende lige nu. Hun kunne kun se, hvad hun selv havde gjort. Camelias blik gled mod jægeren, som hun tvang et mindre smil frem. Måske han havde ret? Men samtidig så havde hun selv overvejet at smutte, så hvor positivt var det egentlig? Hun havde bare handlet.. ”De kunne have gjort det samme” forklarede hun roligt, som han jo også sagtens kunne have taget chancen og være forsvundet, da hun først var begyndt at flygte fra bjørnen, men alligevel havde han besluttet sig for at hjælpe. Måske det i virkeligheden var derfor at hun ikke bare var blevet i luften, men rent faktisk havde fundet lidt mod til at gå imod sin frygt? Det var svært at sige, måske hun slet ikke havde haft sine tanker med? Uanset hvad, så var hun nød til at ryste det af sig, hvis de skulle have muligheden for at bevæge sig tilbage til bålet. Kulden måtte jo efterhånden være kommet tæt på deres krop og der var jo egentlig ikke meget der kunne afskærme hende fra kulden, andet ned engle ild, dog var det farligt at bruge til den slags ting, fordi det kunne dræbe hende, hvis hun lavede en fejl.
Hun var lettere overrasket over, at han valgte at give hende muligheden for at sidde lidt endnu. Alligevel nikkede hun til hans ord, som han nok havde ret, det ville være smartest, hvis de tog en ting af gangen og ikke forhastede sig. Hendes blik gled mod bjørnen, som hun fik øje på dens pels. ”Beklager, jeg har vist ødelagt en oplagt mulighed for at stort stykke pels” det var tydeligt at hun kun kunne bebrejde sig selv, eftersom at skaderne var kommet af flammerne og dermed ville han næppe kunne få nogen indtjening ud af det. Så i virkeligheden så havde kampen ikke været lige så meget værd, som hvis han havde haft muligheden for at sælge pelsen også, men hun kunne ikke rigtig trække det tilbage og måtte bare håbe, at han ikke bebrejdede hende yderligere og krævede betaling for det. Han havde jo reddet hendes liv, samtidig, så måske hun i virkeligheden skyldte ham?

[Lupercus Venator]

Døden havde altid været en del af Lupercus liv, derfor påvirkede den ham ikke mere. En uretfærdig død kunne gøre ham vred, men hvis døden var retfærdig eller naturlig, accepterede han den. Uden døden kunne livet ikke fortsætte. Det havde altid været en del af naturens kredsløb, livet og døden, vinter og sommer. Noget skulle dø, for at nyt liv kunne komme til. En naturlig død var ikke spild i naturen, den hjalp mange væsner med at overleve. Men død uden grund var ikke. Derfor havde han ikke i sinde at efterlade bjørnen nu, hvor han havde slået den ihjel.

”Ja. Men det havde skadet flokken.” sagde han stille. Han havde overvejet det meget kort, men det havde kun været ganske få sekunder. Flokkens overlevelse havde altid været det vigtigste, også selvom det bragte den enkelte i fare. En folk var langt stærkere end en enlig ulv, derfor kæmpede de for hinanden.

Sneen var begyndt at trænge igennem hans tøj og kulden var begyndt at bide. Hvis de var heldige, ville der stadig være en smule ild i bålet, som de kunne få varmen ved. Det burde være nemt at få gang i bålet igen, hvis der bare var nogen få gløder tilbage. Forhåbentlig var hans ting stadig ved bålet, ellers ville aftenen have været langt værre end først antaget. Hvis bare hans taske stadig var der, skulle han nok klare sig.

Han blev siddende ved siden af englen og ventede, til hun blev mere rolig. Han ville gerne give hende tid til at komme sig, men de kunne heller ikke vente for længe. Han ville ikke risikere at nogen af dem blev syge, de havde haft problemer nok for en aften. Han kiggede undersøgende på englen for at finde ud af, om hun var ved at falde en smule til ro.

Derefter vendte han blikket mod bjørnen igen. ”Pelsen er ødelagt. Men resten burde stadig kunne bruges. Kød, knogler, klør og tænder kan sagtens sælges, hvis man ved, hvor man skal gå hen.” sagde han stille. Om ikke andet kunne han selv leve af kødet resten af vinteren og han havde før lavet våben af bjørne klør, i perioder hvor han ikke havde haft mulighed for at skaffe metal. Nogen ville gerne have de mindre klør som smykker og især kraniet kunne være meget værd, hvis det ikke havde taget skade af kampen. Sporene efter dolken ved øjet ville måske endda gøre det mere værd. Adelige kunne godt lide at blærer sig overfor deres venner med den slags, for dem, eksotiske, genstande.

[Camelia Nimar]

Eftersom at Camelia var healer, så burde hun være van til lugten af død og ødelæggelse, men samtidig så havde hun aldrig rigtig oplevet døden for alvor. Skader og sår var der nok af, men det var svært i et større omfang og det var kun ganske få, som ikke kunne reddes. Noget der nok ville blive lavet om på, så snart at krigen begyndte, hvis kongen da overhovedet fik sin vilje om at hævne sin kone. Men samtidig så havde hun også oplevet Kensis efter branden og den lugt var endnu ikke til at fjerne, måske det var derfor at hun gik i panik på denne måde, fordi hun netop blev mødt med selv samme frygt, som havde ramt hende så mange gange før? Tanken var mildt sagt skræmmende, men om ikke andet så havde bjørnen fred nu, så kunne man blot håbe, at de ikke ville være uheldige endnu en gang, men i stedet komme igennem natten uden problemer, så de kunne fortsætte den efterfølgende morgen.
Hendes blik hvilede mod jorden, som hun lyttede til hans stemme og forsøgte at stykke ordene sammen i hovedet. Alligevel kunne hun ikke undgå at rynke let på brynene, som han brugte ordet flokken, hvilket betydning havde det? I sidste ende var hun nød til at spørge, blot for at tilfredsstille sin egen nysgerrighed. ”Hvad mener De med flokken?” spurgte hun roligt, da hun næppe kunne se det fra hans synsvinkel og ikke rigtig forstod, hvilken flok han mon kunne mene. Var der tale om en bjørneflok eller mente han dem?
Måske hun egentlig bare havde brug for en forsikring for, at det hele var overstået nu og at de dermed kunne lægge det hele bag sig? Det var i hvert fald sådan hun normalt gjorde det, forsøgte at glemme det og ikke tænke for meget over hvad der var sket. Men alligevel kunne hun jo ikke rigtig undgå, at se bjørnens lig lige foran hende. Hun stirrede det jo nærmest ind i øjnene. Hendes krop gav et mindre sæt, som kulden var begyndt at nå hendes hjerne også, hvorefter hun lagde armene om sig selv og hev vingerne tættere ind til sig.
Som han talte fulgte hun med i takt med at hun betragtede bjørnen. Han havde jo ret, pelsen var virkelig ødelagt og der var ingen tvivl om, at det næppe ville kunne indvinde nogen form for betaling. Alligevel endte hun med at vende blikket mod ham, som hun nikkede til ham. Camelia endte med at se lettere overrasket på ham, som hun kom i tanke om noget, som om hun rent faktisk havde glemt det. ”Er De kommet noget til?” hendes blik var bekymret, men samtidig også undersøgende for at se om hun kunne fornemme det på hans holdning eller se på ham, om han var i smerte og derved havde brug for hjælp. Det var i hvert fald det mindste hun kunne gøre lige nu, før at sikre sig, at de kunne gå tilbage til bålet hurtigst muligt.

[Lupercus Venator]

Skoven var stille og mørk omkring dem. Lupercus blev siddende ved siden af kvinden og hvilede sig, i håb om at hans ribben ville have det lidt bedre, når han skulle til at flytte den store bjørn.

”Flokken er… Gruppen…” sagde Lupercus og så stille frem for sig. Han glemte for det meste at andre ikke så verden sådan. Han var vokset op med flokken, indtil de var blevet taget fra ham, men den måde at lave på var stadig en integreret del af ham. Det var den eneste måde han kunne forholde sig til andre. Flokken kom først, om det så var 20 ulve eller to personer. ”Der er størst chance for at overleve, hvis man holder sammen.” fortsatte han, måske mere til sig selv end til hende.

Kulden var efterhånden for alvor begyndt at trænge igennem hans tøj. Uden kappen var han ikke så godt beskyttet som han havde været før, og han begyndte efterhånden at savne varmen fra bålet. Han håbede stadig, at der var nogen gløder tilbage, når de kom tilbage til lejren.

”Jeg skal nok klare mig.” svarede han stille. Han var ikke meget for at tage imod hjælp, selv i en situation hvor det gjorde ondt at trække vejret. Han ville heale hurtigt nok på grund af sine evner som varulv, men det ville nok fortsætte med at gøre ondt et par dage mere. Han havde brækket to ribben og sikkert bøjet et tredje, men så længe ingen af dem punkterede hans lunge, skulle det nok gå. Han rejste sig langsomt og børstede sneen af sine ben. ”Vi må hellere komme tilbage til lejren.” sagde han og så sig om i lysningen. Hvis han kunne finde nogen store grene, kunne han lave en slæde, så han ikke behøvede at løfte bjørnen hele vejen.

[Camelia Nimar]

Det var en anelse betryggende, at have ham siddende ved siden af sig og hun var da også langsomt begyndt at slappe af, som hun atter kunne ånde lettet op for at det hele var overstået. Det store dyr var et klart tegn på, hvad der var sket, men samtidig så havde han jo også forsikret hende, at han stadig godt kunne bruge alt andet fra bjørnen og stadig ville komme ud med et godt resultat, også selvom hun havde ødelagt pelsen med sin engle ild.
Det var en interessant måde at se det hele på, men hun havde nu aldrig hørt som samarbejde sammenlignet med en flok, nok fordi hun ikke tilhørte flokdyr. Alligevel kunne hun ikke lade vær med at overveje, hvorfor han mon lavede den sammenligning. Det var dog ikke noget hun valgte at spørge ind til, som hun nikkede til hans ord, som tegn på at hun havde forstået det. Eller i hvert fald fået det med, ikke sikkert at hun forstod det fra hans synsvinkel af, men det kunne sagtens give mening alligevel. ”De har ret, det gælder om at holde sammen” sagde hun med et smil, som hun gav ham ret. Hvis flere havde den indstilling, så ville det måske være nemmere at arbejde sammen. Måske det også ville gøre landet bedre, hvis alle kunne arbejde sammen? Dog var der ikke mange som delte samme opfattelse som ham eller hende for den sags skyld, mange valgte kun at tænke på sig selv.
Måske det var ved at være på tide, at de vendte tilbage til bålet, så kunne de i det mindste få varmen igen og måske endda få muligheden for at slappe af. Kroppen havde i hvert fald svært ved at slappe af, så længe at kulden var en stor faktor lige nu. Camelia var dog stadig villig til at hjælpe ham, hvis han havde problemer. Hans svar kom en smule bag på hende, som hun måske havde forventet at kampen med bjørnen ville ende med skader og lignende ting, som helst skulle tilses af en healer, hvilket jo var hendes job, men hun kunne heller ikke tvinge ham, så hun respekterede også hans valg. ”Ellers gælder tilbuddet stadig senere” sagde hun med et smil, før at hun valgte at rejse sig op efter ham. Egentlig kunne hun godt fornemme på hans holdning, at det ikke var helt nemt, men at tvinge ham til at lade hende heale ham, var nok heller ikke vejen frem lige nu. Camelia nikkede roligt til hans ord, som hun så sig omkring, hvor var det helt præcist, at de var kommet fra? Hendes blik gled over sneen, som havde efterladt et tydeligt spor efter kampen og al den ballade, som de havde lavet i skoven. Hun begyndte derfor roligt at gå mod sporet, før hun vendte rundt for at kigge på ham. ”Kan jeg hjælpe med noget?” spurgte hun med et smil. Ikke at hun havde kræfter nok til at løfte en bjørn, men måske han kunne bruge en anden form for hjælp i stedet?

[Lupercus Venator]

Selvom det var koldt, prøvede han at give hende så meget tid, som hun havde brug for. Men de kunne heller ikke bliver her hele natten, det ville gøre dem begge to syge og det ville gøre turen til byen langt mere besværlig. Han havde altid prøvet at holde sig for sig selv, ikke fordi han var egoistisk og kun tænkte på sig selv, mere fordi han havde det bedst med at være alene. Det betød dig ikke, at han ikke kunne se fordelene ved at holde sammen og leve i en flok. Han havde gjort det i kortere perioder, men var altid endt med at trække sig tilbage og leve alene igen. Det foretrak han nu alligevel.

Hvis det havde været en normalt dag, ville han have strukket sig, for at få gang i kroppen efter at have siddet så længe i sneen, men med to brækkede ribben ville han ikke vove det. Det ville heller ikke på nogen måde være behageligt og hvis han var rigtig uheldig ville det punktere hans lunge. Det var hans største frygt lige nu, men hvis han bare var forsigtig, burde det ikke være et problem. Han var ikke helt sikker på, hvordan den unge engel ville hjælpe ham, men hun havde jo haft en taske med forskellige ting med sig og havde arbejdet med vingen, så måske var hun helbreder. Han undgik helst at bede om hjælp, men hvis smerten blev for slem ville han overveje at spørge efter noget der kunne fjerne den lidt.

Lupercus begyndte at gå lysningen igennem og finde passende grene. ”De må meget gerne hjælpe mig med at finde nogen store grene til at lave en slæde af. Ligesom den her.” sagde han og holdt en lang gren med mange sideskud og brede blade op hjælp ville ikke være af vejen. Han forventede ikke at den elegante engel ville hjælpe ham med at trække slæden, men hvis hun kunne hjælpe med at finde nogen brugbare grene, ville han være færdig på den halve tid. Han begyndte at lægge de første par grene på jorden ved siden af bjørnen, den største nederst, så de andre ville følge med, når han trak i dens stamme.

[Camelia Nimar]

Det var svært at ryste følelsen af sig, som hun helst ville have undgået denne rædsel, men nu var det sket og Lupercus havde ret, de kunne umuligt blive der meget længere. De ville begge ende med at fryse og muligvis noget der var værre. Nok havde Camelia sine vinger, men hun havde efterladt sin frakke på jorden ved bålet, så hendes arme var bare og kolde. Mønstrene på hendes arme var tydelige, et levn fra hendes barndomshjem, en del af hendes tro og ikke mindste en del af hende selv. Det var hendes egen måde, hvorpå hun kunne holde fast i hendes barndom, også selvom hun endnu ikke havde haft modet til at kontakte hendes forældre, så havde hun i det mindste kontakt til hendes søster. Hvordan mon ikke Catja ville reagere på en situation som denne. Hun kunne næsten se hendes forfærdede ansigt foran sig, som hun lagde hænderne over hendes øjne og trak benene op under sig. Der gik noget tid, før hun knurrede hænderne sammen og rejste sig op, der var ikke mere tid til at være ynkelig.. De skulle tilbage til bålet, før at kulden for alvor ville tage fat i dem begge. Hun havde behov for bevægelse og distraktion, så hun ikke faldt tilbage i samme trance som tidligere.
Selvom at han ikke lod til at ville have hjælp, så kunne Camelia udmærket fornemme, at der var noget galt. Hun havde allermest lyst til at sætte ham på plads og give hende lov til at kigge på ham, men måske det var at tage det hele lidt for vidt, det ville muligvis ikke falde i god jord. Alligevel var hun van til at være stædig overfor sin patienter, dog var han jo ikke kommet til hende efter hjælp, så hun kunne ikke tillade sig at tvinge ham. Derfor valgte hun også at holde øje med ham, måske endda i smug, så han ikke fattede mistanke. Måske hun i travlheden faktisk havde glemt at fortælle ham, at hun var healer? For at være mere præcis, kongelig healer oveni. Måske det kunne overbevise ham? Camelia nåede dog ikke at forklare sig, som han begyndte at lede efter grene og derved også gav hende muligheden for at hjælpe til, når han nu ikke ville have hjælp med skaderne.
”Selvfølgelig” sagde hun med et smil, som hun nikkede let til hans ord og derefter bevægede sig rundt i lysningen. Vingerne var med til at give hende ly for vingen, som hun skubbede til sneen for at få et bedre indtryk af størrelsen på grenen, hun havde fundet. Det var ikke til at sige, hvad han havde i sinde, men som hun fulgte med i hans arbejde, fik hun en fornemmelse af, hvad han kunne være i færd med at bygge. ”Kan den her bruges?” spurgte hun med et smil, som hun hev grenen fri fra sneen og fik den fri fra øvrige smågrene. Den var vel på højde med hende selv, dog havde den kun få sidegrene, så måske den ikke kunne gøre lige så meget gavn, som den han havde fundet?

[Lupercus Venator]

Det tog englen lidt tid at komme på benene igen, men han lod hende tage sig tid. Hun lod stadig til at være rystet over aftenens hændelse, så han ville ikke forhaste hende. Hun måtte have tid til at komme sig i sit eget tempo. Heldigvis kom hun til sidst på benene igen.

Lupercus bevægede sig langsommere end normalt, mere forsigtigt for ikke at få flere problemer med sine ribben end han havde lige nu. Det irriterede ham, fordi han normalt ikke ville være så længe om at lave en simpel slæde og han ville ikke have behov for at holde pauser. Alligevel anstrengte han sig for at bevæge sig langsomt og holde pauser hver gang han følte behov for det. At det tog lidt længere tid var en fordel frem for at punktere en lunge.

Han havde allerede placeret et par grene og det var begyndt at ligne en slæde med grene. Det begyndte at gå hurtigere, da englen gav sig til at hjælpe. Han nikkede, da han så den gren hun havde fundet. ”Ja, den er god. Kom herover med den, så jeg kan lægge den på slæden.” Han placerede nogen mindre grene i bunden, sådan at de lå ovenpå hinanden i lag. Den nederste, største gren, holdt de andre sammen og hjalp med at trække de andre, når man tog fat i den ende, som stak op. Normalt brugte han slæden til brænde og mindre dyr, han havde aldrig lavet en stor nok til en bjørn før, men det burde kunne lade sig gøre, hvis han trak den langsomt og ikke stødte ind i for meget underskov.

[Camelia Nimar]

Det var utroligt, hvordan døden stadig kunne påvirke hende på denne måde, også selvom hun var genopstået som engel, så betød det tydeligvis stadig en hel del for hende, at se et dyr miste livet, specielt, når det var hendes egen skyld. Men alligevel lykkes det hende at skubbe frygten og rædslen bort, som hun kom på benene.
Det var ikke svært for hende at fornemme på ham, at der var noget galt. Men hun havde også mødt stædige patienter før og ofte skulle de bare have tid til at indse, at de rent faktisk havde behov for hjælp og ikke ville kunne klare det selv. Alligevel var det ikke til at sige, hvor længe jægeren ville holde fast i sin rolle, som stædig. Det kunne jo ende med at gå grusomt galt, hvis ikke han passede på. Hun valgte at undersøge ham på hans gang, for at se om hun på den måde kunne se hvad der var i vejen og hvorfor han var i smerter på den måde. Noget fortalte hende, at den enten var galt med ryggen eller ribbenene, fordi han ikke valgte at strække ryggen. Hvis det var rigtigt, kunne det hurtigt gå hen og blive ganske alvorligt for ham. Stædighed kunne gå hen og slå ham ihjel, hvis ikke han bad om hjælp. Alligevel valgte hun at hjælpe til igen, i håbet om at han ville stole mere på hende og måske åbne yderligere op for hende.
En healer var ikke ment til at have noget personligt til sine patienter, men ofte krævede det en vis tillid før at hendes patienter ville lade hende hjælpe. Det hjalp selvfølgelig en hel del, at hun tilhørte slottet nu, men nogle kunne stadig være skeptiske, lidt ligesom ham. Camelia havde ikke problemer med at få beskidte hænder og det at hjælpe til var en naturlig del af hendes personlighed, men det kunne dog være svært at se, hvor han var på vej hen med grenene. Hun smilte let til ham, som han mente, at grenen godt kunne bruges. Så var der ingen grund til at lade den ligge, som hun trak den med sig og lagde den hen ved siden af hans slæde. ”Hvis det gør Dem mere tryg, så er jeg healer på slottet i Ireno.” forklarede hun med et roligt smil på læben, som der ikke var nogen grund til at betvivle hendes evner, hun kunne sagtens hjælpe, hvis han altså ville tillade det.

[Lupercus Venator]

Da han endelig havde fået samlet nok grene til en slæde i bjørnestørrelse og placeret dem alle sammen oveni hinanden, også de grene englen havde fundet, trak han sine ærmer op og rullede langsomt det store dyr over på grenene. Hvis han trak forsigtigt, burde grenene fungere som en lille vogn, han kunne bruge til at trække bjørnen tilbage til lejren. Den ville ikke holde helt ind til byen, men ved ilden kunne han begynde at skærer kødet op og finde en mere permanent måde at fragte resterne af det store dyr.

Da bjørnen endelig lå på grenene, var han nødt til at sætte sig ned. Han havde mest af alt lyst til at lægge sig i sneen og sove ofr at komme sig, men det ville ikke være behageligt at vågne, hvis han da vågnede igen. Uden sin kappe kunne kulden nemt gøre ham syg og så ville han aldrig komme ind til byen. Han kiggede på englen, da hun begyndte at tale igen. ”Healer på slottet?” mumlede han og nikkede stille. Det forklarede en del. Og det gjorde hendes tilbud om at hjælp mere tiltrækkende. Han var for det meste ikke meget for at tage imod hjælp, men det ville bestemt være mere behageligt hvis hans ribbe sad hvor de skulle, når han skulle trække bjørnen tilbage til ilden. ”Så må De være god…” han sad ved siden af bjørneslæden og prøvede at trække vejret, så det ikke gjorde alt for ondt. Han ville komme sig selv i løbet af et par dage, men at være såret i skoven var ikke en god ide. Hvis der dukkede flere fjender op, andre bjørne eller hvad der ellers kunne være i skoven, ville han ikke være i stand til at forsvare sig selv eller beskytte englen. På den anden side var han ikke sikker på, hvordan en helbreders evner ville påvirke ham, han kunne ikke bare lægge sig til at sove herude og han var nødt til at bevare sin styrke, når han skulle flytte bjørnen. Han vidste heller ikke, om hun ville kunne mærke at han ikke ligefrem var menneske. Det var ikke alle, der brød sig om at være i nærheden af en varulv og da slet ikke alene i en mørk skov midt om vinteren.

[Camelia Nimar]

Der var ikke meget andet hun kunne hjælpe med end at flytte grene, og hjælpe ham med at finde flere grene, der kunne bruges. Men som slæden langsomt var begyndt at udforme sig, kunne hun også fornemme, hvor han rent faktisk var på vej hen med det. Det gav fint mening at fragte bjørnen på en slæde, fremfor at ødelægge ryggen på det store dyr. Men at hjælpe til med at flytte bjørnen kunne godt gå hen og blive et problem, som hun nok ville gå i vejen og hellere ville lade ham håndtere dyret. På den måde undgik hun også at komme for tæt på den livløse bjørn. Ikke at hun havde problemer med at få beskidte hænder, det var en helt anden situation, som hun bar skylden for dens død.
Camelia så til fra sidelinjen, som han fik bjørnen over på slæden og efterfølgende var nød til at sætte sig ned. Det lod til at genere ham, men han var endnu ikke villig til at spørge om hjælp, var hun mon nød til at tilbyde ham hjælp igen, før at han ville overveje det? Det var svært at dømme ham, som han lod til at holde sig mest for sig selv, samtalen var heller ikke informativ, som hun forklarede sin situation og han fik en indsigt i hendes erhverv. Der var intet i vejen for, at han kendte hendes erhverv, som hun sagtens kunne være stolt over det, men sjældent beskrev sig som andet end healer, men måske det at være tilknyttet til slottet og specielt prinsesse Elizabeth, var med til at overbevise ham om hendes evner? Hun nikkede roligt til hans mumlen, som han ikke havde hørt forkert. Hans konklusion bragte et smile frem på hendes læber, som hun foldede hænderne foran sig efter at have børstet sneen og jorden af hendes fingre. ”Jeg har stadig meget at lære,” forklarede hun roligt, fortsat smilende, som hun gik nogle skridt tættere på ham. Det var jo ganske tydeligt, at han havde smerter, så hvorfor ville han ikke tage imod den hjælp, som hun kunne give ham. ”Men mit arbejde er værdsat på slottet og udenfor slottet” fortsatte hun, som hun stoppede op foran ham og lod blikket hvile på ham. Det var næsten som om der var noget der bekymrede ham, foruden den smerte han lod til at være udsat for. Mon der var en grund til, at han ikke ville tage imod hjælp, men heller være selv og klare det alene? Det var svært at dømme ham, mest fordi hun ikke ville dømme ham forkert. Hun havde stiftet bekendtskab med mange racer efterhånden dæmoner, elvere, artsfæller uden forståelse for racen og lignende, men hun havde nu aldrig dømt folk ud fra deres race, så hvorfor skulle hun begynde nu? Nok havde hun aldrig mødt en varulv, men en gang skulle jo være den første, ikke sandt? ”Lad mig hjælpe Dem, før De begynder at flytte på bjørnen, det gør blot skaden større” det var ikke en ordre, ej var hendes stemme beordrende, måske nærmere bekymret for hans stædighed, som hun smilte roligt til ham. Mon ikke han selv kunne se, at det var dumt, det som han havde gang i?

[Lupercus Venator]

Med bjørnen sikkert placeret på slæden, skulle de bare hen til bålet igen. Men lige nu virkede selv den lille tur ret lang med brækkede ribben. Han var normalt ikke meget for at få hjælp, men lige nu lød det som en god løsning. En helbreder fra slottet ville have erfaring med mange forskellige racer og deres behandling, samt flere forskellige former for sår og skader. Et par brækkede ribben burde ikke være et problem for hende og det ville gøre hans liv meget nemmere. Var han virkelig så stædig at han hellere ville lide end tage imod hjælp? Selvom hun stadig ikke var færdig med at lærer om sine evner, ville slottet ikke ansætte en helbreder der ikke kunne klare simple skader. Selvom hans skader var ubehagelige og kunne blive dødelige, hvis han var uheldig, var det stadig bare brækkede knogler. Det burde ikke være noget problem for en helbreder med selv svage evner.

”Okay…” sukkede han stille. Der var ingen grund til at afvise hendes hjælp og gøre livet mere problematisk end det behøvede. Hvis ikke han blev helbredt, ville han være nødt til at vente i byen længere end han havde planlagt og den tanke brød han sig bestemt ikke om. Han foretrak ensomheden og stilheden i skoven, frem for larmen og de mange mennesker i byen. ”To af mine ribben er brækkede, måske tre… Hvis De kan helbrede dem, vil jeg være taknemlig.” sagde han. Selvom han havde modstand mod at tage imod hjælp, var han ikke for stolt til at takke for den hjælp han havde brug for. Og det var direkte dumt at trække en bjørn gennem skoven med brækkede ribben. Det ville være både hurtigere og mere sikkert at gøre det efter han var blevet helbredt. Hvis hun blev bange for ham, fordi han var varulv… Han ønskede ikke at skade hende og ville gøre sit bedste for ikke at skade hende, men der var ikke ret meget han kunne gøre for at forhindre det. Ikke alle varulve var farlige, men deres ry var stadig ikke særlig godt i de fleste byer.