A Moonless Night

[Camelia Nimar]

Camelia kunne vel godt tillade sig at indrømme, at maden var begyndt at dufte godt og måske endda kunne være interessant at videre mere om. Dog havde hun ikke i sinde at spørge ind til suppen, mest af alt fordi hun nok ikke ville kunne få sig selv til at skaffe ingredienserne, eller i hvert fald ikke slå et dyr ihjel. Ikke at hun var imod at bruge kød i retter, det var bare ikke godt, at se et dyr blive flået eller vide hvor kødet kom fra. Hun havde fået en fornemmelse af, at hun måske skulle være forsigtig med sine ord, om ikke andet i hvert fald overveje, hvad hun lukkede ud og hvad hun valgte at tie med. Alligevel kunne hun næsten få den opfattelse af, at den fremmede var blødet en smule op og måske var lidt mere villig til at tale, også selvom ordene ikke var mange, så var det da en start på en samtale. Hun nikkede roligt til hans forklaring, som hun egentlig ikke havde noget imod dem der levede i skoven. For hende var det blot positivt, fordi hun selv var mere forbundet med naturen end byen. Hun smilte en anelse, som hun ikke kunne skjule det, som han mente, at han hørte mere til i skoven end i nogen by. Det var måske rigtigt nok, bymennesker var anderledes og hun var også selv forandret, efter at være flyttet ind i byen.
Egentlig havde hun aldrig tænkt over, at nogen var nød til at skaffe pelsen fra dyrene, men alligevel virkede det jo også dumt, at det ikke havde strejfet hendes tanker, om ikke andet så var det sikkert også en naturlig ting, hun kunne i hvert fald ikke dømme ham på det. Det var jo også en måde at holde varmen på om vinteren. Heldigt for hende, havde hun jo sin egen fjerdragt i form af sine vinger, så de kunne holde hende varm, ikke at det havde hjulpet meget denne aften endnu. ”Vi skal vel alle leve af noget” sagde hun med et roligt smil, som hun dog ikke var helt sikker på, at hun brød sig om det faktum, at han fangede dyr for at få deres skind. Men hun kunne heller ikke tillade sig at dømme ham, når han jo også skulle overleve, samtidig med at han lige nu var i færd med at hjælpe hende igennem en noget så kold aften.
Måske hun havde givet naturen lidt for meget tiltro, om ikke andet var hun nu nød til at indse, at naturen ikke kun havde noget positivt at tilbyde, men rent faktisk også kunne føre fare med sig. Hun endte med at stirre på bjørnen, som hun følte sig lammet på stedet, eller måske bare bange for at bevæge sig, eftersom at bjørnen tydeligvis havde fået øje på hende og lige nu kun koncentrerede sig om hende. Bjørnen var langt større end hende og helt sikkert også stærkere, så hun ville helst være udenfor dens rækkevidde, så den ikke kunne gøre skade, men samtidig ønskede hun heller ikke at se den komme til skade, og dog.. Hun frygtede mere for sit liv og fik faktisk en forfærdelig smag i munden, som ønsket om at se bjørnen forsvinde eller blive nedlagt strejfede hendes tanker. Men hvad kunne hun ellers gør, det var jo ikke fordi hun havde mod eller vilje til selv at skræmme bjørnen væk. Det var svært at være afhængig af andre, når det kom til fare, men endnu en gang var hun fanget i en situation, hvor hun ikke kunne bevæge sig. Skrækken stod malet i ansigtet på hende, som hun følte sig presset op imod bålet, som bjørnen kom tættere på. Hun burde vide, at naturen også kunne byde på fare og mørket var bestemt det tidspunkt, hvor det var værst at færdes alene. Tanken om at skulle være blevet i Kensis strejfede hende endnu en gang, som hun dog hørte den fremmedes ord og nikkede let for sig selv. Mest som tegn på, at hun havde hørt det. Så manglede hun blot at reagere på det.
Bjørnens brøl blev højere, som denne kom tættere på og klart var i færd med at undersøge sit bytte. Camelia havde allermest lyst til at løbe, men samtidig var hun også nød til at lytte til, hvad der blev sagt, hvis hun ikke ville volde yderligere problemer for hende selv, den fremmede og den lille lejr, de havde. Hun lod hænderne vandre til den ene side, som hun holdt blikket rettet mod bjørn, blot for at sikre sig, at denne ikke lige pludselig gik til angreb. Langsomt fik hun trukket kroppen med sig rundt om bålet, men alligevel forblev bjørnens blik rettet mod hende, men i takt med at hun fjernede sig fra bålet, blev flammerne og lyset fra dette også tydeligere, som bjørnen pludselig langede ud efter bålet. Et hvin fik Camelia til at stryge hen over jorden, som hun febrilsk forsøgte at søge dækning et sted væk fra bjørnen. Hendes hjerte hamrede der ud af og hun havde ingen ide omkring hvordan hun skulle gribe det hele an, som hun placerede hånden mod sit hjerte og forsøgte at få styr på sin vejrtrækning. Adrenalinen kørte rundt i kroppen på hende, som bjørnen genvandt sit fokus og straks lod blikket glide mod varulven. Måske bjørnen kunne fornemme rovdyret foran den, som fokus klart blev langt mere truende i takt med at den forsøgte at komme tættere på Lupercus. Camelia havde ingen ide omkring om hun skulle hjælpe eller bare blive udenfor dens rækkevidde og lade jægeren tage sig af det. Alligevel var hun først nød til at få styr på sin vejrtrækning og puls, før hun gjorde noget overilet.

[Lupercus Venator]

Et øjeblik frygtede han, at hun var for bange til at bevæge sig og ville blive stående indtil bjørnen besluttede sig for, at hun var aftensmad. Heldigvis tog han fejl og hun begyndte at rykke rundt om bålet, væk fra det store dyr. Hver eneste bevægelse synes at tage alt for lang tid og hvert øjeblik frygtede han at bjørnen ville blive irriteret og gå til angreb. Derfor spildte han heller ikke tiden mens kvinden prøvede at komme hen mod ham. Mens dyret var optaget af hende fik Lupercus langsomt strengen på sin bue og lagt en pil klar. Han ville ikke skyde før han blev nødt til det, der var ingen grund til at gøre bjørnen mere vred end den allerede så ud til at være.

Da bjørnen slog ud efter ilden, var englen klog nok til at kaste sig til side og undgå dens klør, selvom skriget nok ikke var den bedste ide. Heldigvis lod det til, at bjørnen havde fået øje på noget mere interessant på den anden side af bålet – ham.. I forvirringen havde han fået tid til at tage sigte. Han var nødt til at være omhyggelig med sit skud. Det nemmeste ville være at skyde mod bjørnens bryst, men det ville sandsynligvis ikke dræbe den og han ville have svært ved at komme til, så længe den stod på alle fire. Hvis det lykkedes ham at sende en pil igennem øjet på den, ville den være død med det samme, men hvis han ramte kraniet ville pilen bare blive afbøjet og bjørnen vred over angrebet. Der skulle en del til at dræbe en bjørn. Den tykke pels og fedtlaget indenunder var ikke kun til at holde på varmen, de hjalp også med at beskytte den, som naturligt panser.

Englen forsøgte klogelig at komme væk fra bjørnen, men han var nervøs for at hun i panik ville springe op og løbe af sted gennem skoven. Vingerne kunne måske redde hende, men til fods ville hun ikke slippe fra det store dyr, der hurtigt ville miste interessen for ham til fordel for et løbende bytte. ”Bliv nede.” Selvom det meste af hans fokus var på bjørnen, var han alligevel opmærksom på den skræmte pige. Hvis hun holdt sig i nærheden af jorden og ikke larmede, kunne det være at bjørnen ville ignorer hende til fordel for Lupercus, der udgjorde en større trussel eftersom han stod op. Han bevægede sig langsomt lidt længere væk fra ilden uden at sænke sin bue. For langsomt til at det kunne virke som et angreb, men stadig hurtigt nok til at fastholde bjørnens opmærksomhed. Han ville nemmere kunne kæmpe, hvis han kom væk fra ilden og fra englen. Hvis han kunne lokke bjørnen væk, kunne hun få en chance for at komme i sikkerhed.

[Camelia Nimar]

Hvad tænkte hun egentlig på? Hun kunne umuligt blive der, ikke så længe at bjørnen var i nærheden, hun var nød til at komme væk på den ene eller anden måde, så hun i det mindste ikke ville komme i vejen. Dog havde hun svært ved at se, hvad jægeren mon ville gøre. Det ville mildt sagt gøre ondt i hendes sjæl, hvis han var nød til at nedlægge bjørnen. Men kunne hun stille nogen krav, når bjørnen klart var truende og ikke havde i sinde at vende om, før den havde fået styr på sin vrede og nysgerrighed. Hun havde mest af alt lyst til at løbe og gemme sig, men noget fortalte hende, at hun skulle være forsigtigt. Dyr opfangede jo trodsalt mere end mennesker, så mon ikke bjørnen ville være klar på en pludselig bevægelse, også selvom denne havde fokus på varulven nu? Hun kunne mærke hvordan hun var begyndt at ryste på hænderne og hvordan hendes hjerte bankede derud af. Var hun nervøs? Nej, hun var rent faktisk bange.. Det strøg igennem hele hendes krop, som hun ikke ønskede at se, hvad der skulle ske, hun ville helst kigge væk. Men blev også nervøs for om det nu også kunne lade sig gøre, ville hun ikke overlade ham til sig selv på den måde? Måske han helst ville være alene om bjørnen eller skulle hun blande sig.
Camelia kiggede ned på sine hænder, som hun næsten kunne fornemme blodet på hendes hænder, hvis hun lod dette ske. Hvad var der i vejen med hende, hun var jo klart i fare, eller de var begge i fare, men hun overvejede stadig at springe imellem dem. Hun var faktisk klar til at flytte sig, som den fremmede bad hende om at blive nede. Hun nikkede stille og sænkede hendes blik mod jorden. Hvis ikke han havde talt til hende, så var hun nok hoppet imellem dem, men hun blev siddende, som hun alligevel forsøgte at gøre afstanden mellem hende og bjørnen større. Det var lidt som om hun havde glemt sine vinger, men det ville også være dumt at gøre et forsøg, siden de store hvide vinger ville drage bjørnens opmærksomhed mod hende, og skaden på hendes vinge, ville gøre det langt svære at komme op i luften på en ordentlig måde, så det ville næppe være en fordel for hende at prøve. Hun sank en klump. Hun fornemmede at han var i færd med at bevæge sig, samtidig med at bjørnen lod til at følge hans bevægelser, imens at hun ikke rigtig kunne gøre andet end at se til. Hun var virkelig nytteløs, det virkede i hvert fald håbløst at gøre noget som helst imod denne store skabning i form af en bjørn. Hvad havde hun egentlig fået ud af det her, andet end at være skræmt, fryse? Nej hun frøs ikke rigtig mere, hun havde andre tanker, andre bekymringer. En dyb vejrtrækning hjalp ikke, som bjørnen rejste sig på bagbenene i takt med at denne var kommet udenom bålet og nu forsøgte at lange ud efter Lupercus bue. ”Pas på!” det sekund ordene var sluppet ud af hendes mund, vidste hun at hun havde gjort noget forkert, som bjørnen straks vendte blikket tilbage mod hende. I stedet for at blive siddende, rejste hun sig op i panik og frygt for at det ville komme farende imod hende, som hun vendte rundt og begyndte at løbe mod landevejen. Det store dyr var straks efter hende, som hun strøg hen over sneen og kunne mærke de tunge skridt i jorden. Sammen med hendes paniske skridt, så gik der ikke lang tid før at bjørnen var tæt nok på til at vælte hende omkuld, som rystelsen i jorden fik hende til at miste fodfæste. Hun hvinede atter op, før at hun placerede hånden mod jorden og svang rundt for at springe til siden, som hun landede på jorden. Hendes vinger strøg hen langs med jorden, som reaktionen kom bag på hende i takt med at hun genfandt sin balance og bjørnen atter opfangede hendes position. Egentlig havde hun aldrig reageret på denne måde og springet var kommet bag på hende, men måske det var ren og skær instinkt, hun vidste i hvert fald ikke om det var muligt at slippe væk igen. Camelia endte med at sprede sine vinger ud, som bjørnen lod til at stoppe for et øjeblik. Hendes vingefang var stort og måske også stort nok til at få bjørnen til at tænke sig om, alligevel forsøgte den at lange ud efter hende, som hun forlod jorden og strøg op i luften. Lettere forpustet forblev hun i luften, som hendes vinger holdt hende langt væk fra bjørnens greb, som den dog lod til at være utilfreds og kredsede rundt under hende.

[Lupercus Venator]

Alt gik godt. Nå ja, så godt som det nu kunne, eftersom deres lejrplads var blevet angrebet af en bjørn. Men Lupercus havde styr på det. Bjørnen var på den anden side af ilden og havde fokus på ham, englen lå på jorden og bjørnen så ud til at have glemt hende for nu. Han havde buen fremme og var klar til at skyde, han var langt nok væk til at kunne stikke af, hvis skuddet fejlede og englen var langsomt på vej væk fra faren. Hvis bare han kunne holde bjørnens opmærksomhed længe nok til at hun i det mindste kunne komme i skjul i skoven, så burde de kunne klarer den. I skoven ville hun have nemmere ved at forsvinde og når hun var i sikkerhed, kunne han tage sig af bjørnen uden at hun kom til skade. Bjørnen var næsten fri af bålet nu. Det betød at der ikke var noget mellem ham og dyret, men det betød også at der ikke var noget, som forhindrede hans skud. Bjørnen var ganske tæt på og han tog sigte mod dens venstre øje.

Og så råbte hun. Bjørnen rejste sig på bagbenene, men kun et kort øjeblik, hvorefter den vendte rundt. Englen løb ind i skoven, tæt fulgte af det store dyr, hvis fodtrin dundrede mod den frostkolde jord. Det tog ikke lang tid før de begge var forsvundet ind i skoven.

”Trix horn!” bandede Lupercus, greb sin bue med pilen i den ene hånd og sin kappe i den anden inden han satte i løb efter bjørnen ind i skoven. Som varulv ville det ikke have været noget problem for ham at løbe bjørnen op, men som menneske måtte han sætte alt ind. Heldigvis var en del af ulvens styrke altid hos ham og det lykkede ham at følge bjørnens spor uden problemer. Han hørte hendes skrig inden han fik øje på hende og bjørnen igen. Heldigvis var det et skrig af frygt og ikke et dødsskrig. Han fik øje på dem igen netop som englen spredte sine vinger ud og lettede op over bjørnen. Det betød desværre ikke, at bjørnen mistede interessen. Den kredsede rundt nedenunder hende.

Lupercus smed kappen ved sine fødder og tog igen sigte med buen mod det store dyr. ”Hey! Herovre!” råbte han. Hvis først han fik bjørnens opmærksomhed, burde englen kunne komme væk. Hvis altså hun ikke påkaldte sig opmærksomheden ved at skrige igen. Han var stadig langt nok væk til at kunne skyde bjørnen en eller to gang inden den kom tæt nok på til at kunne angribe ham. Det ville dog ikke hjælpe, hvis han ikke kunne sende et dræbende skud af sted inden den kom tæt på. Det var langt farligere at stå overfor en vred, såret bjørn, end at stå overfor en vred bjørn.

[Camelia Nimar]

Måske hun virkeligheden bare skulle have holdt sin mund, men hun blev grebet af frygt for at bjørnen ville ramme ham og følte at det var nødvendigt at advare ham, også selvom han sikkert havde fuld kontrol over situationen. Eller i hvert fald så meget kontrol, man kunne have, når man skulle håndtere en vred bjørn, måske endda sulten bjørn. Men nej, hun valgte at åbne sin mund og nu havde bjørnen mistet al interesse for den fremmede og havde i stedet kurs mod hende. På den lyse side, så fik Lupercus da muligheden for at andre sin taktik, hvis han stadig ikke var klar på at nedlægge dyret. Det virkede lidt som den eneste udvej at løbe, som hun flere gange var blevet fanget i situationer, hvor hun rent faktisk glemte sine vinger, men det var mest fordi hun jo havde været elver det meste af hendes liv og derved ikke var helt så van til sine vinger, også selvom hun snart rundede 12 år, som engel, så havde hun stadig en del at lærer og at kontrollere sin frygt var muligvis en af tingene. Hun havde trodsalt vinger til at undgå de fleste problematikker, men alligevel endte hun ofte i problemer som disse. På et tidspunkt måtte heldet da slippe op?
At flygte fra bjørnen var som sagt den eneste udvej, men alligevel havde hun måske håbet på et større forspring end det hun havde fået. Hun var i tvivl om hvorvidt hun ville kunne være i stand til at holde sig selv kørende på denne måde. Om ikke andet så ville hun meget gerne snart hjem! Hvad var det lige hun sagde, ville hun virkelig gerne hjem til byen. Hun nåede ikke at reagere på det, før at hun allerede var fanget hos bjørnen og straks efter valgte at lette fra jorden, som hun var nød til at have en chance for at trække vejret almindeligt. Hun så sig lidt omkring for at se om den fremmede stadig var i nærheden eller om hun var tvunget til at gøre noget ved situationen selv, dog virkede det ikke ligefrem nemt at bevare roen, som hun var nervøs for det store dyr under hende. Hun kunne atter mærke smerten fra hendes vinge, men hun var nød til at blive i luften, indtil at bjørnen i det mindste havde mistet interessen.
Det gav et mindre sæt i hende, da hun hørt stemmen, som hun vendte blikket mod stemmen og hurtigt fik øje på manden. På en måde var hun glad for at se ham, men samtidig også nervøs, som hun lod blikket glide ned på bjørnen under hende. Denne så ud til at have hørt ham, som bjørnen var stoppet op og nu havde rejst sig på bagbenene, som denne straks blev mere truende og klart vendte sin opmærksomhed mod varulven i stedet for hende. Camelia lagde hånden over sin mund, som hun afholdt sig selv fra at drage bjørnens opmærksomhed tilbage til hende.

[Lupercus Venator]

Lupercus spændte buen helt og tog sigte mod bjørnen. Hvis han havde været alene, ville han nok have nydt jagten. Det var sjældent han gik efter så stort bytte som bjørne. Det var for farligt, selvom både kødet og pelsen gav gode penge i byen. Også klør og tænder kunne han sælge derinde, næsten alt på bjørnen havde en kæber, hvis man vidste, hvor man skulle lede. For nogen var det et manddomsritual, et håb om at overfører noget af bjørnenes styrke til sig selv gennem kød og indvolde, for andre var det et lægemiddel der gav potens til dem, som manglede det. en bjørnepels var et højstatus symbol, netop fordi den var så svær og farlig at skaffe. Til hverdag havde han ingen grund til at bringe sig selv i fare på den måde, det var langt nemmere at sætte fælder for små dyr og sælge deres skind. Men et enkelt bjørneskind ville være langt mere værd end fem af hans mindre skind.

Han havde et øje på englen, der stadig hang i luften over bjørnen, men heldigvis var hun stille nu. Hvis hun forblev stille, havde de nok en chance. Det virkede som om hun blev overrasket over at se ham. Måske var han også selv lidt overrasket over at have fulgt efter hende. Han foretrak at være alene og kunne lige så godt have taget sin ting og være smuttet i den anden retning mens hun havde afledt bjørnen. Men hans flokinstinkt var for stærkt til at afvise. Stærkere sammen. Også selvom hun ikke var en ulv.

Foran ham havde bjørnen rejst sig på bagbenene. Det var truende, men det betød også at den bevægede sig langsommere end før. Den kunne ikke løbe på to ben. Desværre havde det også den bivirkning at han ikke kunne ramme dens øjne. De var beskyttet af snuden og han ville ikke kunne ramme rigtigt. Hans pil ville bøje af mod bjørnens kranie, hvis han prøvede. Så han måtte prøve noget andet. Noget der kunne komme til at koste ham dyrt, men hvis det lykkedes, ville han have et nyt bjørneskin inden morgen. Han rettede sit sigte mod bjørnens bryst og sendte sin første pil af sted. Længe før den nærmede sig sit mål var han i gang med at lægge en ny streng på buen og da han skulle til at tage sigte igen, kunne han følge den første pil med øjnene for at se, hvor den ramte.

[Camelia Nimar]

Skulle hun mon bare flyve sin vej? Nej, han var der jo for at hjælpe hende og det ville være yderst uhøfligt af hende bare at stikke af også selvom hun ikke havde lyst til at se bjørnen blive ramt, så kunne hun i det mindste vente til at hun ville have muligheden for at takke ham for hans hjælp. Hvis det overhovedet ville ende godt? Måske jægeren ikke en gang var klar til at nedkæmpe så stort et dyr, måske han var van til at håndtere små dyr, som gik i hans fælder og intet andet? Hun kunne mærke at hun stille blev nervøs, men samtidig kunne det også tyde på, at den fremmede ikke blev skræmt væk af det store dyr, netop fordi han havde valgt at følge efter dem begge. Havde han et mål med det, eller kunne han se en gevinst ved at nedlægge det store dyr, selvfølgelig ville der være tale om et stort skind og ikke mindre en hel del mad, hvis det var det han stod og manglede.
Imens at hun var fanget i sine tanker, lagde hun ikke rigtig mærke til at Lupercus havde spændt sin bue og derved var begyndt at sigte på bjørnen. Måske hun i virkeligheden skulle holde bedre øje med sine omgivelser i fremtiden? Alligevel ville hun helst undgå at se noget, som hun vendte blikket bort og i stedet lod vinden bære hende længere op på himlen, som strakte armene ud og lod vinden lege med hendes kjole i takt med at vinden ikke lod til at blive mindre kraftig, når den var fri for træer og lignende forstyrrelser. Ved at holde afstand kunne hun også undgå at bjørnen fik øje på hende igen, også selvom hun var klar over at denne havde rejst sig på bagbenene, så var hun ikke helt sikker på, hvorvidt jægeren kunne nedlægge bjørnen. Det var jo et stærkt dyr, så mon ikke det ville blive en udfordring at vinde over den med en pil? Var Camelia i færd med at undervurdere ham uden rigtig at kende ham, muligvis, men hun havde heller ikke modet til at se scenen udspille sig under hende. Hun havde lukket øjnene og lyttede i stedet til vinden omkring hende, før at hun hørte et brøl igen, som fik hendes hår til at rejse sig på armene, som hun gøs ved tanken og tvang sig selv til at kigge ned, som om hun ville sikre sig, at der ikke var sket den fremmede noget. Noget havde gjort bjørnen vred, ikke at den ikke var dette i forvejen, men den havde helt klart ændret udstråling, som endnu et brøl blev henvendt til jægeren. Havde han mon ramt den, hun havde svært ved at bedømme det fra denne vinkel og ville helst ikke tættere på, som hun var i tvivl om hun nu også kunne holde sig væk, hvis hun kom for tæt på. Bjørnen var nu gået ned på alle fire igen og i færd med at løbe efter jægeren igen. Men samtidig så så det også ud som om den havde problemer. Mon han i virkeligheden havde ramt den? Det gøs hende ned af ryggen, som hun gled igennem luften sammen med vinden og cirklerede rundt om scenariet under hende.

[Lupercus Venator]

Englen holdt sig i luften, hun steg endda højere op, og det var godt, for efter det første skud havde han ikke længere mulighed for at holde øje med hende også. Han var nødt til at fokuserer helt og holdet på bjørnen.

Sidst han havde været i kamp med en bjørn, havde det været for at beskytte den ulvefolk, han levede sammen med på det tidspunkt, og han havde været forvandlet. Som varulv var han næsten på størrelse med bjørnen og for det meste stærkere end den. I den kamp havde han ikke været alene, ulvene havde hjulpet, selvom de var meget mindre end deres fjende. De hjalp ham, fordi flokken var stærkere sammen, fordi han var en af dem og fordi de havde en større chance mod bjørnen, hvis de stod sammen. Og de havde vundet kampen. De havde besejret bjørnen uden at flokken led tab og selvom han var blevet såret, havde det bare været endnu et ar at tilføje til samlingen. Han var blevet hos flokken til han havde fået det bedre, de havde sørget for at han fik mad og havde et stikkersted at heale.

Det lykkedes ham at sende endnu en pil af sted inden bjørnen satte i løb imod ham, i håb om at ramme den i skulderen, bag kravebenet. Det ville ikke slå den ihjel, men det ville være med til at skade den. Hvis han kunne skade den nok, ville de samlede skader og det medfølgende blodtab slå bjørnen ihjel. Det betød bare, at han skulle holde sig selv i live så længe.

Mens bjørnen løb hen mod ham, smed Lupercus buen og samlede sin kappe op, samtidig med at han stillede sig klar. Da den var tæt på, kastede han sin kappe hen over bjørnens ansigt og trak sin jagtdolk. Selvom den var lang, ville den ikke give ham nok rækkevidde til at komme ind bag bjørnens lange forben og klør. Det betød at han var nødt til at komme om bag bjørnen, op på ryggen af den, hvis han kunne, og går efter dens øjne med sin kniv. Det ville gøre det af med bæstet, men det var heller ikke ufarligt. Der var en grund til at han normalt undgik bjørne og at den sidste gang han havde kæmpet mod en, havde været som varulv. Hvis det blev nødvendigt, måtte han forvandle sig, men han foretrak at det ikke kom så vidt. Det ville være farligt for englen og det ville gøre ham sårbar mens han forvandlede sig.

[Camelia Nimar]

Luften lod til at være langt mere sikker end skoven under hende, hun var ikke i tvivl om, at det ville være dumt at vende tilbage til jorden, også selvom bjørnen muligvis havde fået et andet fokus, så kunne hun ikke glemme det faktum, at dyret havde vendt sig mod hende tidligere. Godt nok, havde hun næsten bedt om dens opmærksomhed, men man kunne aldrig være helt sikker på, hvad denne lyttede efter og hvad der egentlig ville ske, så snart bjørnen kom tæt nok på jægeren. Hun kunne tydeligt mærke vinden i hendes vinger, men samtidig også den kulde, som havde fået hende til at lande på landevejen sidst. Hvis hun blev oppe i luften, så kunne skade godt ende med at vende tilbage, men samtidig var hun bange for det, der var på jorden, så hvad var egentlig bedst? At blive i luften og udenfor bjørnens rækkevidde eller tage chancen og måske lande i et træ, der kunne skjule hendes tilstedeværelse?
Hvorfor var det helt præcist, at det overhovedet var komme så vidt, hvem eller hvad kunne hun egentlig give skylden, det var sikkert bålets skylden at bjørnen havde nærmet sig, men på den anden side, så var det hendes skyld, at faren endnu ikke var forbi. Hun sukkede en smule opgivende, som hun ikke vidste hvad hun skulle stille op med sig selv, mest af alt fordi hun kunne følge med i det hele, uden rigtig at kunne gøre noget selv. Hun var virkelig håbløst, intet havde ændret sig i den tid, hvor hun havde fået hjælp. Hun havde fået hjælp af riddere og krigere, men hun havde endnu ikke formået at bruge noget af det hun havde lært, nok havde hun stadig dolken, men hvad kunne hun gøre med den? Dolken! Hun havde fuldkommen glemt dem, som hun strammede grebet om hendes taske for derefter at rode lidt rundt i den. Som hun fandt den trak hun den frem og stirrede for en stund på den. ”Og hvad vil du så gøre med det?” mumlede hun let for sig selv, som hun kunne fornemme at hendes hånd rystede, blot hun holdt dolken. Hvad gik der egentlig af hende, hun kunne følge med i hvad der skete, men det faktum at hun holdt en dolk i hånden, fik hende til at ryste? Hun blev da klart nød til at ryste det af sig, ellers ville det jo bare ende galt. Hvilket også var grunden til at hun dalede ned mod det nærmeste træ og satte sig på en gren, fortsat med blikket rettet mod dolken. Der var jo ingen grund til at hun blandede sig, for selvfølgelig havde jægeren styr på hvad han gjorde, ellers ville han da ikke være i den situation og hun ville ikke kunne hjælpe, hvis hun først blandede sig. Måske det var bedst bare at følge med og gribe ind, hvis hun kunne hjælpe eller redde ham ud af situationen?

[Lupercus Venator]

At kaste kappen over hovedet på bjørnen resulterede i to ting. For det første kunne den ikke se og dens lugtesans blev hæmmet af det tykke stof, hvilket var en fordel for Lupercus. For det andet blev den rasende og begyndte at slå ud efter alt i nærheden, hvilket bestemt ikke var en fordel for nogen. Der ville ikke gå lang tid, før det lykkedes den enten at ramme ham eller få flået kappen af sit ansigt. Men måske ville der gå lang tid nok. Lupercus sprang om bag bjørnen og kastede sig frem, for at komme op på ryggen af den. Det ville selvfølgelig ikke gøre den i bedre humør og det ville give bjørnen noget at sigte efter. Han var ikke ligefrem en lille person og selv ikke bjørnenes tætte pels kunne skjule hans tilstedeværelse for det store rovdyr.

Det viste sig at kappen gav ham endnu en fordel, noget at holde fast i. Han behøvede kun en hånd til at holde dolken og prøvede at få fat i kappen med den anden, sådan at han ikke faldt af bjørnen mens den kastede sig rundt. Det ville være farligt for ham at ryge af, både fordi han sikkert ville ramme ind i noget og komme til skade, men også fordi det ville give bjørnen mulighed for at få fat i ham igen. På ryggen af den, var han dog skærmet af for det meste af bjørnens kraft, især dens tænder var han i sikkerhed for.

Han vidste ikke, hvor englen var henne. Selvom noget hjælp ikke ville være helt af vejen, havde han en fornemmelse af, at hun ikke var en kriger og frygtede, at hun ville gå i vejen, hvis hun kom for tæt på deres kamp. Det var nemmere for ham at kæmpe, når han kun skulle koncentrere sig om en ting og det var bjørnen.

[Camelia Nimar]

Det var umuligt at undgå lydene fra bjørnen, der var tydeligvis noget som havde gjort den ekstra sur og hun var i tvivl om, hvorvidt det var et godt tegn eller noget der kunne blive et virkelig problem for jægeren. Alligevel turde hun ikke forlade grenen, også selvom hun ikke rigtig kunne fornemme kampen imellem bjørnen og jægeren på denne afstand. Hun kunne nemt mærke, hvordan hun selv blev virkelig nervøs og bange, også selvom hun havde taget afstand til det. På en måde følte hun sig skyldig for at have forladt det hele til jægeren selv, som hun blot var flygtet fra balladen. Hun lod blikket dale mod hendes dolk, som hun knurrede hånden om denne og så frem for sig. Kunne hun virkelig bare holde afstand og vente til at faren var ovre, eller skulle hun forsøge at hjælpe bare en lille smule? Ville det være dumt, måske endda dumdristigt, også selvom jægeren måske vidste hvad han havde gang i, så stod han alene med det store dyr. Det gøs hende ned af nakken, som hun overvejede at springe ned fra træet. Hun måtte have mere tiltro til sig selv og sine evne, om ikke andet havde hun stadig evner, som engel også selvom det var svært at skulle bruge noget imod dyr, så kunne det ende med at blive den eneste udvej, hvis hun skulle sikre sig, at intet gik galt.
Af en eller anden grund, valgte hun at pakke dolken væk igen, som hun smed taske over skulderen og sprang ned fra træet. Der var egentlig ikke langt ned, men vingerne hjalp også til at landingen ikke blev voldsom, som hun nemt kunne rejse sig på sin ben og derved lod blikket glide i den retning, som bjørnen var i. Det var svært at sige, hvad hun egentlig forventede at finde, men alligevel valgte hun at bevæge sig imod lyden, som hun trådte over sneen og efterlod et fodspor fra hendes sko, men også hendes vinger, som hun ikke kunne holde fra jorden medmindre hun spredte dem ud og det ville bare gøre vandringen igennem skoven meget sværere. Desuden tvivlede hun på, at nogen ville bruge hendes fodspor imod hende, der var jo ikke andre end dem og bjørnen i skoven lige nu.
Lydene blev kun højere og højere, som hun kom tættere på og for noget tid kunne få et overblik over hvad der egentlig foregik imellem bjørnen og jægeren. Hun var fortsat skjult bag træerne og hendes skridt var lydløse, som hun forsøgte at træde stille og ikke gøre noget overilet, da det blot ville vende bjørnens opmærksomhed mod hende. Hun kunne godt fornemme på hende selv, at hun rystede, men samtidig kunne hun ikke lade vær med at frygte, at bjørnen på et tidspunkt ville vende rundt på det hele og derved fange jægeren midt i det hele. Hun bed sig let i underlæben, som hun smed tasken fra sig og rakte armene ud, som om hun var i færd med at stramme en bue. I takt med at hun strammede ”buen”, formede der sig en bue af ild, nærmere bestemt engle ild, som hun strammede buen yderligere og piftede. Hendes krop var forholdsvist afskærmet af træet, så man kunne næsten kun se ilden fra buen og pilen, som tog sigte. Men ønskede hun at dræbe dyret eller blot at skræmme den bort? Hun var ikke sikker.. og tøvede for en stund.

[Lupercus Venator]

Det var lykkedes Lupercus at komme op på ryggen af bjørnen og med et fast tag i kappen sad han nu på dens ryg og kæmpede for ikke at falde af. Samtidig prøvede han at komme tæt nok på til at ramme bjørnens øje med sin dolk, men det var bestemt nemmere sagt end gjort. Bjørnen kæmpede for at komme fri og der ville ikke gå lang tid før den fik revet hans kappe af eller ødelagt den nok til at kunne se. Det krævede alt hans styrke at holde sig fast og det gav ham ikke meget frihed til at sigte efter dens øjne med sin dolk.

Bjørnen kæmpede og larmede under ham. De vidste begge to, at den ene af dem var nødt til at dø. Bjørnen var såret, og Lupercus ville ikke lade den gå med sine sår. Han havde set flere dyr der var blevet såret af dovne jægere og derefter efterladt til at dø selv i skoven. Det var en grusom og respektløs behandling af dyrene og i hans øjne fortjente de jægere ikke bedre end det, de udsatte dyrene for. Hvis han lod bjørnen løbe nu, ville den langsomt bløde ud, pilene ville blive siddende i såret og der ville gå betændelse i. Bjørnen ville dø, men det ville tage lang tid og det ville være smertefuldt. Bjørnen ville heller ikke lade ham gå. Han havde angrebet den, han havde gjort den vred og han havde viklet den ind i sin kappe. Den var på ingen måde glad.

Mens han kæmpede, fik han øje på et lysglimt mellem træerne. Var det englen? Hvad mon hun lavede der og hvad var det, der lyste? Han havde ingen erfaring med engle og vidste derfor ikke noget om, hvilke magiske evner de kunne have. Måske kunne hun noget, der var hjælpsomt, ellers håbede han at hun ville holde sig på afstand, indtil det var sikkert igen.

[Camelia Nimar]

Det havde måske været bedst for hende at blande sig udenom, så hun ikke senere kunne bebrejde sig selv for det hele eller i hvert fald tage del i skylden, men samtidig så havde hun det også forfærdeligt bare ved at sidde over, det var lidt som om hun bare lod ham klare det hele. Det var jo næsten lige før, at hun bare kunne stikke af, for hun var jo virkelig ikke til andet end at flygte. Måske det var lige præcis den tanke, der havde fået hende til at skifte mening, også selvom hun var lettere forbavset over at se det hele udspille sig for hendes øjnene.
Hun havde nu aldrig forestillet sig at jægeren ville hoppe op på ryggen af bjørnen og da slet ikke at han formåede at blive ovenpå den, imens at bjørnen forsøgte at ryste ham af. Det så egentlig mærkeligt ud, men samtidig var hun også en smule nervøs for at det skulle ende galt, som i virkelig galt, hvis bjørnen endte med at rulle rundt og masse ham. Det var sikkert ikke en gang muligt, men tanken strejfede hende alligevel, som hun valgte at se på til at begynde med, noget kunne tyde på at bjørnen var for optaget til overhovedet at opdage hende, så hun kunne godt bruge situationen til at tænke sig om og ikke gøre noget drastisk, selv hvis det blev værre. Selvfølgelig var der tale om et stort dyr, men gjorde hun nu også det rigtige ved at være så tæt på det hele? Det var svært for hende at se i mørket, men alligevel var hun van til mørket, dog havde hun ingen ide om at bjørnen rent faktisk var såret, måske hun havde vendt blikket den anden vej, da det skete, ellers var det sket fornylig.
Camelia følte sig en smule usikker, som hun stod klar med buen af engleild og pilen, som hun var klar til at sigte. Træet ville være med til at give hende dækning, hvis hun ramte ved siden af, men i stedet fik bjørnens opmærksomhed, samtidig med at hun altid kunne stikke af igen. Hun tvang sig selv til at tage en dyb indånding, før at hun strammede buen en sidste gang og tog sigte. Det var vel bare at give slip nu? Som Camelia for en kort stund tog sigte og så endelig slap pilen og lod den flyve afsted mod bjørnen. Hun var nød til at sigte lavt for ikke at ramme den fremmede og derved forårsage en katastrofe. Engle ild opførte sig langt fra som normalt ild, eftersom at dette ikke ville brænde som sådan, i stedet ville det forvolde nok smerte til at ingen ville kunne bevæge sig. Brølede afslørede det faktum at bjørnen var blevet ramt, men febrilsk forsøgte at få ilden til at forsvinde, uden at det havde nogen effekt. Camelia måtte handle hurtigt, så jægeren ikke selv blev ramt af ilden, som hun gik frem fra hendes skjul i takt med at buen forsvandt ud i luften. ”De må ikke røre ilden” forklarede hun, som hun kom tæt nok på til at han ville kunne høre hende, alligevel sprang hun en smule tilbage, som bjørnen fortsat forsøgte at undgå ilden ved dens pote.

[Lupercus Venator]

Lupercus kæmpede stadig for at holde sig fast på bjørnen. Det var lykkedes ham at få ordenligt fat og han var tæt på at kunne få kniven ind i bjørnens øje. Jo længere han blev siddende på bjørnens ryg, jo farligere blev det. Bjørnen kunne finde på hvad som helst nu den var rasende og såret. En arrig bjørn var utilregnelig og kunne nemt finde på ting som en bjørn normalt ikke ville gøre, som for eksempel at kaste sig ind i et træ eller rulle sig på jorden for at komme af med den irritation, som sad på dens ryg.

Sneen gav ham en fordel. Selvom der ikke var meget, var det nok til at kaste den smule lys der var tilbage og forstærke det. Han øjne hjalp også lidt. Selvom han så langt bedre som varulv, trak han alligevel en lille smule af sit nattesyn med sig over i menneskeform og det hjalp ham i mørket. Det hjalp ham også at han for længst havde lært ikke at satse alt på sit syn. Hans hørelse og lugtesans var skarpere end de fleste menneskers og det hjalp ham også med at jage i mørket. Lige nu var det dog ikke noget problem for ham at finde sit bytte. Han sad på ryggen af det og kæmpede med alt han havde, for ikke at ryge af.

Han havde næsten fået ramt på bjørnen, da flammer skar sig gennem mørket og ramte bjørnen. Lupercus dolk ramte få centimeter ved siden af bjørnens øje og skrabede hen langs det stærke kranie uden at gøre andet end give bjørnen et langt, overfladisk sår og skærer halvdelen af dens øre af. Ilden ramte bjørnen og fik den til at gå amok. Den kraftige bevægelse overraskede ham og det lykkedes bjørnen at kaste ham af, så han landede på jorden. Denne gang var det tynde lag af sne ikke nogen hjælp og han kunne tydeligt mærke enhver af de sten, han landede ovenpå. Englen kom frem mellem træerne og han nikkede stille, da han hørte hendes ord. Ikke fordi han ligefrem havde lyst til at røre ved ilden, men det virkede ikke som normal ild og der var sikkert noget ved det, som ville gøre hans dag langt værre, hvis han rørte det. han vendte hovedet og kiggede hen mod bjørnen.

[Camelia Nimar]

Der var nød til at ske noget, så det ikke lige pludselig endte galt, det var i hvert fald den konklusion hun var kommet frem til, som hun havde forladt træet og nu befandt sig langt tættere på skræk scenariet end hun egentlig ønskede. Men hun var nød til at sikre sig, at bjørnen ikke lige pludselig ville finde en interessere i hende, også selvom denne så ud til at være noget så optaget af jægeren ovenpå. Hvor længe mon bjørnen ville tillade denne opførelse, før at den simpelthen ville have fået nok? Det var ikke til at vide, så længe at man ikke kendte bjørnen, de reagerede sikkert lige så forskelligt, som mennesker, men når det gjaldt om at kæmpe for livet, så var de villige til at gå langt for at overleve, hvilket denne bjørn klart også prøvede på lige nu.
Hun kunne ikke træde tilbage i sit skjul, så snart hun havde sendt pilen afsted var hun udmærket klar over, at bjørnen ville få en forståelse af, hvad hun var, og samtidig også hvor hun var, hvis den fik kræfter nok til at jage hende. Camelia så lettere forfærdet på det store dyr, som pilen ramte og forsvandt, ilden spredte sig dog hurtigt til resten af kroppen, som jægeren var blevet smidt af og bjørnen måtte opgive i takt med at brølene og skrigene blev fyldt med smerte. Det hele endte med at give Camelia kvalme, som hun faldt på knæ i sneen og begravede sine hænder mod den kolde jord. Hvad havde hun dog gjort? Bjørnen havde nu lagt sig ned og forsøgte stadig at vride sig i smerte, men bevægelserne blev mindre og mindre i takt med at ilden forsvandt. Camelia var nød til at opløse flammerne, som hun ikke kunne holde skrigene ud og blot følte at det satte sig fast i hendes krop, som noget hun ikke kunne skubbe af. Som om hun havde blod på hænderne.. Hun knurrede hænderne omkring sneen. ”Det er forfærdeligt” mumlede hun stille for sig selv, som hun faldt tilbage og satte sig på jorden. Hendes vinger var spredte ud på jorden bag hende, som hun ikke havde kræfter til at have dem imod ryggen. Hun stirrede bare på sine hænder og turde næsten ikke kigge hen på bjørnen. Den var blevet så forfærdelig stille og Camelia var blevet efterladt med en voldsom rysten, som hun lænede sig tilbage og kiggede op mod himlen. ”Kira.. Jeg har taget et liv, jeg håber at De vil tage godt imod dens sjæl..” mumlede hun stille, som hun lagde armene om sig og rettede blikket mod skikkelsen af bjørnen.