A Moonless Night

[Camelia Nimar]

Der var tydeligvis svært at overbevise ham om, hvorvidt han skulle slippe sin stolthed og bare lade hende hjælpe. Men alligevel lod det til at hun var ved at komme ind til hans sunde fornuft eller i hvert fald var godt på vej, som han rent faktisk lyttede til hende. Bjørnen kunne om ikke andet godt vente i noget tid, til at hun havde haft chancen for at redde hans ribben fra at ødelægge mere af hans krop. Det var jo ikke fordi den ville gå selv, så der var vel ingen grund til at forhaste sig, det kunne jo blot ende grusomt galt, og måske blive så slemt, at end ikke hun ville kunne redde ham fra smerten. En punkteret lunge var langt svære at arbejde med end nogle brækkede ribben, mest fordi hun ville skulle arbejde hurtigt og stod uden hendes taske med redskaber og urter til at hjælpe på hans smerter, imens at hun ville skulle arbejde på ham. Som engel var det naturligt for hende at have helbredende evner, hvilket også gjorde de fleste situationer nemmer for hende. Alligevel havde hun stadig en del af udforske i forhold til sin race, men det var blot en af hendes interesser, når hun ikke skulle arbejde på patienter. Desuden ville han være med til at give hende mere erfaring, så det ville være lærerigt, uden at være farligt for ham.
Det var svært at sige, hvad hun egentlig havde forventet, men det at han faktisk lod til at være villig til at lade hende hjælpe, bragte et smil frem på hendes læber, som hun nikkede til ham og så så lidt omkring for at se om de kunne finde et sted, der ville være behageligt for ham at ligge. ”Hvis De kunne ligge ned, så vil det gøre det nemmere for os begge” forklarede hun med et smil, som hun trådte nogle skridt tilbage og gav ham plads, så han også kunne ligge ned. ”De skal bare slappe af imens” fortsatte hun, som hun nikkede for at understrege sin pointe. Der var ingen grund til at han begyndte at bekæmpe det, men det kunne samtidig også ende med at gøre ondt, så han skulle være klar på at modstå lidt af hvert. Der var jo ingen som kunne sige om hans ribben var brækket flere steder og hvordan de lå i forhold til hans krop, så uanset hvad var hun nød til at flytte dem på plads før hun kunne heale knoglen. Hans race havde ikke rigtig nogen betydning for hende, anatomien ville være den samme, men selvfølgelig kunne det være at hun var nød til at være mere forsigtig, for ikke at forstyrre hans instinkter og tvinge en forvandling på grund af smerten. Men hun kunne jo heller ikke vide, hvordan han ville reagere på det. Til at starte med kunne det jo sagtens gøre ondt?

[Lupercus Venator]

Skoven omkring dem var koldt på grund af natten og sneen, selvom den ikke var dyb. Sneen var heller ikke hvid og uforstyrret i lysningen længere, den var rodet op, blandet med jord, blade og mindre grene og sine steder plettet af bjørnenes blod og englens ild. Det var lykkedes Lupercus at finde et nogenlunde tørst, blodfrit sted at sidde, så hans tøj ikke blev mere gennemblødt end det allerede var. Han var ogsp begyndt at blive kold. Kampen med bjørnen havde ødelagt hans kappe, men han kunne nok godt få en lille smule varme ud af den indtil han kom ind til byen og kunne sælge noget af bjørnens kød. Men før han kom ind til byen, skulle de tilbage til bålet og hans oppakning. Før de kunne komme det, skulle bjørnen fragtes igennem skoven og før han havde kræfter til det, måtte han lade englen helbrede hans ribben, om han så var glad for det eller ej.

Han rejste sig lidt usikkert og gik over til et fladt, snefrit område af lysningen, hvor han kunne lægge ned, som hun bad om. Han var aldrig blevet helbredt af en anden før, så han vidste ikke, hvad han skulle forvente. Han var stadig lidt nervøs for at hun ville opdage, hvad han var og det ville skræmme hende væk, men det var der ikke noget at gøre ved nu. Det måtte han tage, hvis det kom så vidt. Det kunne også være at hun intet opdagede. Han rettede lidt på sig for ikke at lægge direkte ovenpå en skarp sten og trak vejret dybt, for at falde lidt til ro. Hans hjerte havde hamret da han kæmpede mod bjørnen, men adrenalinen var langsomt ved at forlade hans krop og så længe han ikke blev alt for kold eller det gjorde alt for ondt, burde han ikke have noget problem med at slappe af. Faktisk gjorde det lidt mindre ondt at ligge ned og ligge helt stille, fordi hans ribben ikke bevægede sig i brystkassen. De knækkede ender kunne nemt være skarpe og prikke hul i hans hud eller hans lunge, hvilket var det farligste ved hans skade. Et hul i huden ville slet ikke være et lige så stort problem. Alligevel kunne han ikke slappe helt af. Han var usikker på, hvordan hans krop ville reagere på helbredelsen og i værste fald kunne det ende med at han forvandlede sig. Han var nødt til at være opmærksom på sig selv imens hun arbejdede, så hun ikke pludselig var alene i skoven med en fuldvoksen, såret og rasende varulv. Han havde gjort meget for at forhindre at hans race skadede andre og han havde ikke i sinde at begynde at dræbe tilfældige, uskyldige mennesker nu. Han regnede ikke med, at det ville ske, men man kunne aldrig vide. Han ville hellere være på den sikre side.

[Camelia Nimar]

Aftenen havde udviklet sig i en noget mere drastisk retning end hvad hun først havde troet. Planen havde været at vende tilbage til slottet, før at det ville blive for sent, men i sidste ende var det ikke muligt og nu var hun rent faktisk havnet midt i skoven med en jæger og hans bytte. Selvfølgelig havde det været hendes skyld, at det var kommet så vidt, men om ikke andet, så lod faren til at være drevet over. Det var i hvert fald nok til at Camelia ikke længere bekymrede sig. Der var vel ingen grund til bekymring? Den fremmede virkede ikke helt så fremmed mere, også selvom hun var i tvivl om, hvorvidt hun nogensinde ville støde på ham igen. Hun havde fået den fornemmelse af, at han var van til at være alene og med hendes personlighed, så søgte hun sjældent steder hen for at være alene. Hun ville helst ikke gerne være alene til at starte med. Det var langt bedre med selskab, medmindre hun skulle koncentrere sig om sit arbejde. Som nu, hvor hun havde overtalt ham til at lade hende hjælpe ham. Der var ingen grund til at han skulle gå rundt med smerter, når hun var der. Hun var der jo for at hjælpe. For hende betød rang og race ikke så meget, som personligheden gjorde. Jægeren havde udvist en vis form for venlighed og høflighed, som hun nu gerne ville gengælde ved at hjælpe ham. Han havde jo reddet hendes liv flere gange, hvor han kunne være stukket af.
Der var intet vejen med at flytte sig, så længe jægeren kunne finde et sted at ligge, som ville være mere behageligt. Det var selvfølgelig ikke nemt at finde et sted midt i skoven og Camelia var van til andre forhold, men de måtte jo arbejde med, hvad de havde? Hun fulgte roligt efter ham, som hun satte sig ned ved siden af ham med benene under sig, så hun hvilede på sine knæ. Det var ikke altid en behagelig stilling, men det var nemmere for hende at sidde stille på denne måde, frem for at have benene til siden, de ville også forhindre visse bevægelser, når hun skulle kigge på ham. ”Jeg skal nok være forsigtig” forklarede hun med et stille smil på læben, som hun lod ham lægge sig til rette, før at hun strøg blikket ned over hans krop. Hun havde set tidligere, at problemet lå i hans bryst, men hun skulle lige sikre sig, at der ikke var andre ting, som kunne komplicere hendes fremgangsmåde. Som der ikke var andet nikkede hun for sig selv og foldede vingerne ud fora t afskærme dem begge fra kulden og vinden. Kulden kunne ende med at få ham til at ryste og måske endda skælve, og dermed genere hendes hjælp, hvis han flyttede for meget på sig. Camelia lod blikket glide tilbage til hans ansigt, som hun smilte til ham, før at hendes opmærksomhed blev rettet mod hans bryst. Hun hævede sine hænder over ham, få centimeter fra hans krop, som hun lod dem glide ’svæve’ over hans krop. ”Hvis De mærker en vis ubehag, så advar mig eller bed mig om at give Dem en pause” det var for at undgå komplicationer med resten af hans krop. Det var ikke til at sige, hvordan han ville reagere på hendes magi, så længe at han var modtagelig for det, så skulle det ikke blive noget problem. Hendes hænder begyndte efterfølgende at lyse op med et klart skær, som den strøg ned mod hans krop og sank ind igennem hans hud. Det var ikke noget der kunne mærkes, som tortur. Det føltes i stedet som kærtegn af huden, som magien bevægede sig mod hans bryst og greb fat om det første ribben for at presse det på plads og heale knoglen. Det at flytte knoglen var nok den værste smerte han ville opleve, men en gang ville ikke være nok. Camelia gik langsomt frem, som hun ikke ønskede at tage de 3 ribben på en gang, når smerten nok ville være for voldsom. Det var tydeligt på hende, at hun var i færd med at koncentrere sig, som hun samlede knoglen stykke for stykke og fjerne det fra hans øvrige organer, så det ikke ville forvolde ham yderligere skade.

[Lupercus Venator]

Jorden var kold under hans ryg, på trods af at han havde fundet et sted uden så meget sne. Det var, hvad man kunne forvente og der ville ikke have været muligt for ham at finde et sted, hvor han kunne lægge sig varmt uden at være gået tilbage til ilden. Jorden var frossen, men ville nok få lidt af varmen fra hans krop hvis han lå der i længere tid. Han vidste ikke noget om, hvor lang tid den slags ville tage. Forhåbentlig ikke for længe, så de kunne komme tilbage før ilden døde helt og han skulle arbejde med at starte et nyt bål. Det træ, han havde lagt omkring bålet, måtte efterhånden være tørt, så det ville ikke tage lige så lang tid som før at starte et bål, men det ville stadig være nemmere hvis der var nogen gløder tilbage han kunne arbejde med.

Først da englen var dukket op ved hans bål var han blevet lidt irriteret. Han foretrak at være alene og ville egentlig helst have haft fred ved bålet, men han var efterhånden begyndt at synes om hende. Hun havde respekteret hans ønske om at holde afstand, havde hjulpet ham i kampen mod bjørnen og nu havde hun tilbudt at helbrede hans brækkede ribben. Han kendte ikke hendes navn, men han vidste allerede en del om hende og det han vidste, var han begyndt at synes om. Han havde ikke mødt nogen fra slottet før og havde egentlig altid set folk fra slottet som snobbede og arrogante, men sådan virkede englen ikke. Hun virkede sød og uskyldig, med en venlig interesse for fremmede og et reelt ønske om at hjælpe. Det kunne han godt lide ved hende.

Han trak vejret dybt et par gange, mens hun gjorde klar. Ikke alt for dybt dog, fordi han kunne mærke det mod sine ribben, hvis han fyldte lungerne helt ud. Han fik luft nok til at have det fint, men han var stadig nødt til at stoppe sig selv før lungerne blev så fyldt at ribbenene begyndte at presse mod dem. Han så frem til at blive helbredt, så han ikke længere behøvede fokusere så meget på sin vejrtrækning. Det var nemmere, når det bare skete af sig selv. Han nikkede stille da hun talte. Han vidste ikke hvordan en helbreder var forsigtig, men han lod hende gøre, som hun fandt bedst. Han var nødt til at stole på hendes evner og håbe på, at hun kunne hjælpe ham. Han kunne nemt se vingerne, da hun foldede dem ud omkring dem og det var behageligt at komme i læ for den kolde vind. Men eftersom han lå ned, havde han svært ved at følge hendes hænder uden at løfte hovedet og han ville helst ikke flytte for meget på sig. Derfor lagde han hovedet mod den kolde jord og kiggede op i stjernehimlen over dem mens hun bevægede hænderne frem og tilbage over hans bryst.

”Jeg skal nok sige til.” sagde Lupercus. Han havde normalt en høj smertetærskel, hvilket også var grunden til at han havde kunnet arbejde med brækkede ribben, selvom det ikke havde været direkte behageligt. Han vidste ikke, om han skulle forvente at dette ville gøre ondt, men han var klar til at afbryde det, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt. Selv med hovedet på jorden kunne han se lyset, der strømmede fra hendes hænder og fornemme, hvordan hendes magi bevægede sig ind i hans bryst. Han trak vejret så roligt han kunne da hun flyttede det første ribben og bed tænderne sammen. Det gjorde ondt, men ikke mere end han kunne holde ud. Det havde været mere ubehageligt at blive kastet til jorden af den store bjørn. Han lukkede øjnene og lod hende arbejde.

[Camelia Nimar]

Bålet var vigtigt for at overleve natten, men lige nu var det vigtigere for hende, at han også ville kunne vende tilbage til bålet uden at punktere en lunge eller gøre skade på sig selv. Der var uden tvivl tid nok til at de kunne tage deres forholdsregler og jægeren insisterede jo også på at ville have bjørnen med, hvilket jo ville kræve en del kræfter, selv med slæden som hjælp. Noget der kunne være svært at præstere i hans nuværende position, som hun dog blev mere rolig ved at han accepterede hendes hjælp. Så var der mulighed for at forhindre en katastrofe med hans indre organer.
Noget kunne tyde på at han havde forandret sig igennem deres møde, de var selvfølgelig også blevet udsat for lidt af hvert i den forgangene tid og der var ingen tvivl om at det havde påvirket deres forhold til hinanden, de var i hvert fald tvunget til at tage nogle anderledes valg undervejs for ikke at ende i yderligere problemer. Som han selv havde sagt det, så var de nød til at holde sammen. Der havde ikke været så meget tid til at præsentere sig selv og hun var faktisk i tvivl om hvorvidt han overhovedet ville vide hendes navn. Det kunne jo være at det ville presse ham til afgive sit eget navn? Noget han måske ikke var villig til at opgive og hellere ville holde for sig selv. I forhold til hende, så ville det være nemt at opsnuse hendes navn i byen, som en beskrivelse af en healer på slottet ville pege ham direkte mod hende. Måske hun fik chancen for at fange hans navn på et andet tidspunkt?
Smilet forblev på hendes læber, imens at hun satte sig til rette og afskærmede dem fra vinden. Der var ingen grund til at lade naturen genere dem yderligere, de havde allerede fået rigelig med problemer efter bjørnen dukkede op hos deres lille sted. Der var ingen grund til at han holdt øje med hende, men det kunne jo også være at det gjorde ham mere tryg på den måde, hvis han vidste hvad hun havde gang i. Det eneste problem med det var nok at han ikke ville kunne se andet end hendes hænder bevæge sig om et lys. Der var ikke så meget andet at se end at føle sig frem. Hun ville ikke selv foreslå ham at følge med i hvad der skete i hans indre, han ville sikkert bare lægge fokus på smerten og ikke det faktum at hun var i færd med at hjælpe ham sikkert ud på den anden side. Camelia nikkede roligt til hans ord, som hun vendte tilbage til at kigge på sine hænder og forbi blot for at sikre sig at knoglerne ikke flyttede sig for voldsomt i forhold til hans krop. Der skulle helst ikke være nogle synlige ændringer på hans ydre, men alligevel valgte hun at holde et vågent øjne, som hun sikrede det første ribben og dernæst gik efter det andet. Der var noget interessant over hans anatomi, det var lidt som om at hans krop var van til at udvide sig. Ikke på en måde, som ville virkelig naturligt for andre, men det virkede nærmere som om hans knogler var van til forandring. Det lød meget underligt, selv for hende, som hun strøg sine hænder over hans bryst og flyttede det andet ribben hen, hvor det skulle være. Det var sikkert hende, som fejlfortolkede situationen eller lod sig distrahere af noget. Som jægeren valgte at lukke øjnene, holdt hun et vågent øje på hans vejrtrækning, så han ikke lige pludselig endte med at besvime af smerten. Det så ikke ud som om der var noget i vejen, som hun fortsatte til det sidste ribben. Der var vel ikke noget i vejen med at være forsigtig, selvom hun sikkert godt kunne have gjort det færdig hurtigere, så var det bedre at arbejde langsomt, når nu hun ikke havde andet end hendes magi til hjælp.

[Lupercus Venator]

Selvom han var lidt usikker på situationen, gjorde Lupercus sit bedste for at trække vejret roligt og blive liggende foran englen så hun kunne arbejde. Det lod til, at den slags arbejde krævede at patienten lå så stille som muligt, så hun kunne få fred til at arbejde. Han trak vejret så dybt som hans sårede bryst tillod. Han ville ikke bryde hendes koncentration, men han kunne egentlig godt tænke sig at vide, hvad hun hed. Det var efterhånden underligt at tænke på hende som ’englen’ hele tiden, det ville være nemmere med et navn, men han turde ikke spørge hende mens hun arbejdede. Måske kunne det komme til at forsage en skade eller ødelægge hendes arbejde.

Han kunne mærke hendes magi arbejde. Det var anderledes end noget andet han havde prøvet, men ikke decideret ubehageligt. Det var bare ukendt. Han vidste ikke, om hun kunne fornemme noget med hans race mens hun arbejdede, hvis hun kunne, var det ikke noget ud gav udtryk for. Han havde altså ikke skræmt hende væk endnu. Det gjorde lidt ondt når hun flyttede hans ribben, men ikke så meget at han flyttede på sig. Han var vandt til smerte og skader fra sit liv i skoven, selvom det sjældent blev så slemt som brækkede ribben. Det virkede som om englen var ved at være færdig, men han ville ikke røre sig før hun gav ham lov til det, han havde jo ingen ide om, hvordan hun arbejdede. Måske skulle hun ordne noget andet, når hun havde flyttet alle tre ribben på plads.

[Camelia Nimar]

Egentlig så klarede han situationen meget bedre end hvad hun lige havde forventet, måske han bare var van til at håndtere smerten i forhold til de væsner, som voksede op i byen og sjældent kom til skade og derved var langt mere pjattet omkring hendes metoder. Men jægeren lod ikke til at være utryg heller, så man skulle jo næsten tro at livet i naturen ikke var helt så nemt. Selvfølgelig var der mange dyr om den lille plads, men jægeren lod til at trives i skoven også. Det eneste hun kunne konkludere var at jægeren måtte være van til at få skrammer og derfor ikke lod sig skræmme af at hun flyttede lidt rundt på hans ribben. Det var underligt at ingen af dem havde valgt at præsentere sig, men det kunne sikkert skyldes den måde, som det hele havde udviklet sig på, der var ikke meget tid til at snakke sammen og lære hinanden at kende og lige nu var hun for koncentreret til overhovedet at stille nogen spørgsmål, selvom det ville berolige hendes nysgerrige natur. Alligevel valgte hun at koncentrere sig på hans krop, som hun lod til at få ribbene på plads uden at volde ham for meget skade. Alligevel var strukturen i hans knogler anderledes end hun havde set før, et spørgsmål der nok ville forblive i hendes tanker, hvis ikke hun valgte at spørge ham senere, når chancen bød sig.
Havde hun haft nogen grund til at bekymre sig, så havde hun måske lagt mærke til det før, men Camelia var ikke typen til at dømme andre, blot fordi deres race var anderledes. Hun kunne jo sagtens konkludere at jægeren ikke var som hende, men samtidig var hun også næsten sikker på, at han umuligt kunne være menneske. Der var noget over ham, en vis styrke, som hun ikke kunne forklare, men sagtens kunne mærke på hans knogler. Som hun fik rettede ribbene ud, lukkede hun hånden, som lyset forsvandt over hans bryst og hun langsomt lænede sig tilbage i en mere afslappende position. Hendes hænder placerede hun i sit skød, som hun lod blikket glide over hans krop endnu en gang. Nu hvor smerten fra hans bryst ville lette kunne det jo være, at det ville afsløre en anden smerte, som ribbene havde skjult. ”De overrasker mig en smule” lo hun stille for sig selv, som hun vendte blikket mod ham. ”Jeg har aldrig før arbejdet med så rolig en patient, specielt ikke uden bedøvelse” forklarede hun roligt, som hun næsten var nød til at forklare, hvorfor han overraskede hende. Andre havde sikkert beklaget sig med det samme, men jægeren valgte slet ikke at sige et ord, han lod hende faktisk arbejde i ro og fred, hvilket også gjorde processen langt hurtigere end normalt. ”De burde kunne bevæge Dem uden problemer nu” sagde hun med et smil, som hun strakte hendes vinger en enkelt gang og efterfølgende foldede dem mod hendes ryg, som de dog endte med at ligge halvvejs på jorden. Der var ingen tvivl om at et bad ville gøre hende godt, så snart hun kom hjem igen, men for nu måtte hun acceptere den smule jord hun havde fået på sin hud og vinger. Mønstret på hendes arme var egentlig ikke særlig tydelige i mørket, men de lange streger var også et tydeligt tegn på hendes opvækst og ikke mindst den stand hun havde tilhørt, noget hun ikke længere forsøgte at vinde tilbage. Det var langt mere behageligt at være udenfor adelen, som ingen forventede meget af hende, udover hendes evner som healer.

[Lupercus Venator]

Det var ikke første gang han havde brækket et ribben og alle de andre gange, havde han været nødt til at vente på sin krops naturlige healing til at udbedre skaderne. Det havde taget tid og han havde været nødt til at hvile meget og stort set ikke jage mens han healede. Han havde været heldig at have et lager af mad til de perioder, men de var alligevel endt med at han havde været meget sulten da han gik på jagt igen, hvilket ikke havde gjort jagten nemmere. En sulten jæger er utålmodig, ufokuseret og laver flere fejl end ellers. Alligevel var det altid endt med at han havde fået noget at spise, for det meste takket være sine snarer. Fordi han altid havde skullet tage sig af sine skader selv, havde han ikke noget problem med smerter. Det havde han oplevet før og dette var ikke de værste smerter han havde prøvet. Slet ikke efter englen var begyndt at helbrede ham. Ingen af de smerter han havde pådraget sig i skoven kunne måle sig med forvandlingen fra menneske til varulv, hvor hud og muskler blev trukket unaturligt og næsten alle knogler i hans krop brækkede. Det var måske også en af grundende til at han ikke brækkede sig så meget over tre brækkede ribben. I forhold til en forvandling, var det næsten behageligt.

Efter nogen tid lukkede englen hænderne og lyset forsvandt. Lupercus åbnede øjnene igen og vendte hovedet mod hende. Hun lod til at være færdig, men han havde ikke i sinde at flytte sig alt for meget, før hun sagde god for det. Han havde ingen forstand på denne slags helbredelse og vidste ikke, om hun manglede noget før hun var færdig. Så han ventede og lyttede, da hun begyndte at tale.

”Det er ikke første gang jeg er blevet såret i skoven” sagde han og smilede stille. Da hun fortsatte med at hun var færdig, satte han sig langsomt op og trak vejret dybt et par gange. Smerten var væk og det var langt mere behageligt at trække vejret nu. Han burde ikke have nogen problemer med at få bjørnen tilbage til lejrbålet nu. ”Tak…” han så stille på hende. Han var ikke vandt til at få hjælp, men følte sig ikke for stor til at takke, når det endelig skete. Hun var tydeligvis dygtig og hendes evner havde sparet ham for mange smerter. Han fulgte hendes vinger med øjnene, da hun først foldede dem ud og derefter lagde dem mod ryggen. Der var ikke brug for dem til at give læ længere, nu var de jo klar til at komme videre.

[Camelia Nimar]

Uanset hvad det kunne skyldes, så var det stadig en smule imponerende, at han kunne holde trit med smerterne og faktisk ikke lod til at give udtryk for at være i nogen form for smerte. Det kunne selvfølgelig også være et faretegn i sig selv, hvis han slet ikke kunne mærke smerte, men så igen, så havde hans ribben nok ikke voldet ham problemer tidligere. Derfor var hun også overbevidst om, at smerte måtte være noget han enten var van til eller også havde han bare en stærk vilje styrke til at holde det tilbage, uanset smertens størrelsen. Det var alligevel rart at kunne hjælpe, også selvom han lod til at være typen der sagtens kunne have kunnet holde det ud i længden og blot ville lade det heale af sig selv. Der var ingen grund til at forlænge smerten, når hun var der og hun ville nok også have svært ved at holde sin mund ind til næste morgen, hvis han havde endt med at ligge og jamre sig igennem natten, så var det nemmere at lægge lå på lige nu.
Det var lidt af en befrielse i sig selv at blive færdige, som det også tærede på hendes kræfter. Der var desværre også grænser for hvor meget engle kunne bruges deres magi og hun var fortsat ung, som engel og derved havde hun stadig en del at lære, blandt andet hvordan man opbyggede magi, imens at man gjorde brug af den, så hun ikke var nød til at tømme sig selv for magi hver gang eller skubbe den lige til grænsen. Som hun lænede sig tilbage imod jorden, lukkede hun øjnene for en stund, som hun trak vejret dybt og lod hendes krop genfinde energi, før at hun valgte at rejse sig fra jorden og børstede jord og sne af hendes kjole, før at hun lod blikket glide mod ham. Der hvilede et roligt smil over hendes læber, som hun nikkede stille for sig selv. Der var noget, som hun ikke rigtig kunne sætte fingeren på hende, men hun turde ikke spørge, som det ikke var sikkert at han ønskede at svare hende. Hans ord fik hende til at se lettere eftertænksomt ud, som det måske forklarede, hvorfor han var i stand til at holde smerten ud. ”Det forklarer en del” sagde hun med et smil, som hun nikkede til hans tak. Det var jo det mindste hun kunne gøre, så kunne de også komme tilbage til bålet og få varmen igen. ”Og dog, Deres knogler lader til at være van til et langt større pres” det var ren og skær observationer fra hendes side af, hun var endnu ikke helt sikker på hvad det betød, ikke at hun egentlig vidste hvad der foregik, hun var blot nysgerrig omkring lægekunsten og hendes eget erhverv, som healer.

[Lupercus Venator]

Nu hvor han sad op igen, kunne han tydeligt mærke forbedringen. Det gjorde ikke længere ondt at bevæge sig eller trække vejret dybt, hvilket glædede ham meget, mans han tog et par dybe åndedrag og strakte sig. Normalt satte han slet ikke pris på, hvor vidunderligt det var at kunne trække vejret uden problemer. Det måtte han prøve at huske fra nu af. Englen lod til at være overrasket over, at han ikke havde beklaget sig mere. Hun måtte være vandt til byfolk, der beklagede sig over selv den mindste rift og skramme. Hvis han skulle søge hjælp hver gang han fik en lille skade ville han aldrig have tid til andet. Der var tusinde farer i skoven og der gik sjældent en dag hvor han ikke fik en form for skade på grund af dyreklør eller grene, der rev hans hud. Han havde hurtigt lært at ignorere det og kun lægge mærke til det, når det var voldsommere skader, som brækkede ribben.

Lupercus vendte ansigtet mod englen og betragtede hende. Hun så træt ud, det havde uden tvivl ikke været nemt at helbrede hans skader og hun ville nok have godt af at komme tilbage til ilden og hvile sig. Det ville de begge to. Men han havde ikke i sinde at efterlade bjørnen. Ikke efter alt det bøvl den havde været skyld i. Da hun rejste sig op, fulgte han efter og børstede sne og jord af sit tøj. Da hun talte igen, betragtede han hendes ansigt. Hendes ord gjorde ham utilpas, han havde håbet at hun ikke ville bemærke noget. På den anden side virkede det ikke til, at hun vidste hvorfor hans knogler var anderledes end andres og det var en fordel. Måske behøvede hun ikke at finde ud af det.

”Det er ikke første gang jeg har brækket noget” sagde han afvisende og gik hen til slæden. Bjørnen lå som den skulle og det burde ikke være alt for besværligt at få den med tilbage. Slet ikke nu, hvor hans ribben ikke var brækkede længere. Ved bålet kunne han begynde at skærer den i mindre stykker, så den blev nemmere for ham at fragte til byen.

[Camelia Nimar]

Camelia havde ingen erfaringer med at leve i skoven. Hun havde aldrig været tvunget eller nød til at leve i skoven for at overleve. Enten havde hun boet hos sine forældre eller inde i byen, så det var umuligt for hende at forstå, hvordan det måtte være at leve i naturen. Om ikke andet, så kunne det sagtens være ganske smukt og indbydende, men der var også visse fare ved at opholde sig i naturen, som hun lige havde skiftet bekendtskab med, noget der måske kunne få hende til at overveje sine handlinger en ekstra gang i fremtiden. Ikke at hun ville vælge at opholde sig i skoven om natten igen, der måtte være andre muligheder for at overnatte i byen og ikke bevæge sig ind i skoven. Lige nu ville hun helst undgå det. Men mon ikke det bare var frygten som talte, hun kunne jo stadig godt tro på det gode i naturen. Og med tiden ville hun sikkert føle sig mindst lige så sikker i skoven, som i byen.. Byen havde jo også vist sig at være et farligt sted, så hvor kunne man egentlig føle sig sikker mere?
Så længe hun havde tid til at tage tingene med ro og ikke var nød til at forhaste sig, så ville hun også sagtens kunne holde sig oprejst. Der var ingen fare for at hendes energi var blevet drænet helt, men på den anden side, så ville der nok gå noget tid, før at hendes magi ville vende tilbage, som det skulle have tid til at regenere lige nu. Tid havde de jo også rigeligt af, når man tænkte på, at natten endnu var lang? Camelia havde ingen ide omkring hvad hans anatomi betød for hans race, og det var bestemt ikke fordi hun havde tænkt sig at spørge yderligere ind til det. I teorien var det bare hende, som valgte at tale højt, ikke at hun ville gøre ham utilpas eller noget, det var i hvert fald ikke meningen. Hun var blot interesseret i ham, eller hvad var hun? Måske en smule nysgerrig til at vide, hvordan hans knogler var så meget anderledes end andres. Camelia havde intet at sammenligne det med, men måske han i virkeligheden bar på svaret, men ikke ønskede at forklare det for hende? Hun kunne ikke tvinge det ud af ham, som hun lod samtalen falde til jorden igen.
Hun nikkede forstående til hans forklaring, som hun ikke kunne forvente andet, samtidig med at det sikkert også kunne forklare en del, hvad enten det var sandheden eller ej, så var det det svar hun fik for nu. Stadig den afvisende tone fik hende til at rynke let på brynene, hvad var der sket? Camelia stod lettere uforstående, som hun betragtede ham, som han bevægede sig hen til slæden. ”Har De brug for min hjælp?” spurgte hun roligt, ikke at hun mente, at hun kunne slæbe bjørnen for ham, men måske hun kunne hjælpe med noget andet, der var nemmere og passede bedre til hendes personlighed?

[Lupercus Venator]

Lupercus havde levet i skoven hele sit liv. Han var vokset op med sin flok i skoven, der havde han lært alt om at hvilke dyr og planter man kunne spise, og hvilke man skulle undgå. Efter han var sluppet fri fra sine tilfangetagere, var han vendt tilbage til skoven, hvor han endnu levede, som han havde gjort med sin familie. Han kunne lide sit liv i skoven og ville have svært ved at skulle tilpasse sig et liv i byen. Derfor undgik han den også så ofte, han kunne og rejste kun til byen, når det, som nu, var absolut nødvendigt. Selv når han var i byen, foretrak han at være der i så kort tid som muligt. For det meste var han tvunget til at tage en enkelt overnatning i byen på en kro, for ikke at rejse videre om natten, hvilket han på ingen måde brød sig om. Han var ikke meget for at være lukket inde bag vægge, men er var ikke altid andet at gøre. Han måtte nok også tage en enkelt overnatning denne gang, men så slap han i det mindste for flere bjørnekampe.

Han ønskede ikke at fornærme englen, men han ville helst foretrække ikke at fortælle hende om sine race. Han havde dårlige erfaringer med at folk fandt ud af, hvad han var. Han ville helst bare udgive sig for et normalt menneske og falde i et med mængden. Han ønskede ikke særlig opmærksomhed, han ville egentlig helst bare være i fred. Han vidste selvfølgelig ikke noget om, hvordan hun ville reagere på at finde ud af, hvad han var, måske var hun ligeglad eller ville bare finde det interessant i kraft af sin stilling som helbreder. Fysiologisk var hans krop sikkert interessant, fordi det var i stand til at ændre sig så radikalt, men han havde intet ønske om at blive til et videnskabeligt eksperiment. Ikke at han troede hun kunne finde på den slags, hun virkede ikke som sådan en person.

”Hvis De gerne vil hjælpe mig…” begyndte han, mens han tog fat i den yderste gren på slæden, så han kunne få slæbt bjørnen med hen til deres bål. ”Kan De gå foran mig og fjerne de grene, der kommer i vejen for mig og slæden. Så får jeg nemmere ved at komme frem” afsluttede han og nikkede mod buskadset der var mellem dem og lejren. Han ville få svært ved selv at skulle fjerne grenene selv samtidig med at han skulle trække bjørnen efter sig. Hvis hun holdt grenene, ville de komme hurtigere tilbage til ilden og varmen.

[Camelia Nimar]

Det var svært at sige, om stemningen havde ændret sig mere end en gang, der var i hvert fald et eller andet over situationen, som fik hende til at rynke på brynene, som om hun havde gjort noget forkert, uden selv at vide det. Der var ingen grund til at træde yderligere i det, som hun lod det ligge og derved lod ham tage styringen i forhold til at komme tilbage til bålet. Det ville være mere eller mindre umuligt for hende at slæbe bjørnen, så hun var nød til at overlade det til jægeren, som han uden tvivl havde prøvet noget lignende eller i det mindste lod til at have styr på tingene. Det var svært at sige, om jægeren havde været i en lignende situation eller om dette var første gang, at en bjørn var blevet til så stor en trussel. Uanset hvad, så var Camelia blot taknemmelig for at det værste lod til at være overstået for længst, samtidig med at hun havde fået muligheden for at at helbrede ham, så hun heller ikke skulle have dårlig samvittighed over ikke at hjælpe til.
Det var efterhånden nemt for hende at føle sig hjælpeløs, hun var endt i samme situation med bjørnen, hvor hun næsten var stukket af. Men det virkede også naturligt for hende at spørge om, andre manglede hjælp, mest fordi hun var van til at hjælpe andre før hende selv. Camelia var ikke typen til at skamme sig over at spørge om hjælp, mest fordi hun havde måtte indse, at hun ikke selv ville kunne klare alt, så det at spørge om hjælp var langsomt begyndt at blive en naturlig ting for hende. Det var jo naturligt at hjælpe andre, når man kunne? Selvfølgelig var det ikke alle væsner, der delte samme opfattelse, og hun var da også stødt på typer, som kun tænkte på dem selv og deres egen bonus.. Hendes blik hvilede på ham, som han stillede sig klar ved slæden. Det var ubehageligt bare at kigge på, så hun ville hellere hjælpe til, som hun nikkede til hans ord og nærmest bad om at fortælle, hvad hun kunne hjælpe med. Hun nikkede til hans forslag og bevægede sig op foran slæden, som hun greb ud efter den første gren og trak den til side, så han ville kunne komme forbi. Hun ønskede ikke at skade naturen, så hun valgte at holde grenene frem for at knække dem, som mange andre muligvis ville have gjort. "Tror De, at der stadig er gang i bålet?" spurgte hun roligt, som hun fortsat gik foran ham på tilbagevejen mod deres lille lejrplads.

[Lupercus Venator]

Måske troede hun, han var vred over hendes spørgsmål. Det kunne han måske også være blevet, hun havde jo i virkeligheden ingen ret til at snage i hans race eller privatliv, især ikke efter han lige havde reddet hende fra en bjørn. Men han var ikke vred. Hun havde også hjulpet ham, sendt sin ild efter bjørnen og helbred hans ribben, været venlig overfor ham og sikkert kun spurgt ud af nysgerrighed. Hun havde ret til at stille opfølgende spørgsmål, især efter hun havde helbredt ham. Måske frygtede hun, at noget ved hans fysik kunne gøre det sværere for ham at heale, hvilket jo var det modsatte af sandheden. Hans race gjorde det nemmere og hurtigere for ham at heale, hvis bare han fik tid og ro til det. Denne aften havde indtil videre ikke budt på nogen af delene.

Han havde været oppe mod bjørne før, men det var sjældent end så slemt som denne gang. For det meste holde han sig på afstand når de kom til så store og farlige dyr, men denne gang havde det ikke været en mulighed. Bjørnen havde været for hurtig til at komme tæt på og på tæt hold var hans bue langtfra så brugbar som hans dolk var. Derfor havde han været tvunget til at skifte våben. Det havde været nemmere, hvis han kunne holde sig til sin bue.

Englen gik ind foran ham og holde den første gren til side. Lupercus tog et ordenligt tag i grenene og begyndte langsomt at trække slæden over skovbunden. Med hendes hjælp ville de hurtigt komme tilbage til bålet, så de kunne få varmen og han kunne begyndt at skærer bjørnen i mindre stykker. Nogen steder kunne han gå selv uden problemer, men med jævne mellemrum var han nødt til at stoppe op, så hun kunne få nogen grene ud af hans vej, så han kunne komme forbi med bjørnen.

”Hvis vi er heldige, er der stadig gløder.” svarede han og bukkede sig under nogen lave grene. ”Ellers er brændet omkring bålet tørt nu og så burde det ikke tage så lang tid for mig at lave et nyt bål.” Det ville ikke være et problem at tænde ilden igen, men det ville være nemmer hvis der stadig var gløder. Han havde jo pakket sit ildstål væk, da han havde fået tændt det første bål. Han havde regnet med, at bålet skulle brænde hele natten uden problemer. Han havde ikke forventet at en bjørn skulle forhindre ham i at holde øje med ilden.

[Camelia Nimar]

Det var ikke i hendes ret at snage i andres privatliv, der var blot tale om en tankestrøm, som desværre var blevet delt med ham, som hun ikke helt forstod det selv, men måske i virkeligheden mente at han kunne svare på det. Det lod dog ikke til at være tilfældet, som hun accepterede hans svar og egentlig ikke tænkte mere over det. Der kunne jo være mange forklaringer, og det lød da også acceptabelt, som mulighederne var mange efterhånden. Camelia havde jo heller ikke erfaring med alle racer og måtte derfor tilegne sig mere og mere information, for at kunne være behjælpelig på de rigtige punkter. Men noget kunne tyde på, at hun måtte skaffe erfaring et andet sted fra. Dog havde hun haft spænding nok for natten, så hun håbede lidt på en lur, der kunne give hende hendes kræfter tilbage og endnu en dag, hvor solen forhåbentlig ville skinne og give hende varmen tilbage i kroppen. Uanset hvad, så havde hun stadig en længere tur tilbage mod hendes bolig ved slottet, men det tog aldrig lang tid, så længe at hun gjorde brug af sine vinger. Vinger, der havde vist sig at være til stor hjælp, i flere situationer, ikke blot det at flyve fra by til by, men faktisk også under pressede situationer. Lige nu holdt hun dog hendes vinger foldet mod ryggen, som de blot ville komme i vejen, hvis hun valgte at sprede dem. Camelia nød at have vinger, men det kunne virke frustrerende overfor andre væsner, hvis hun lod dem forblive spredt ud, også selvom det gav hende en bedre fornemmelse af plads, så ville det også fylde i skoven.
Det var egentlig imporerende, hvilken styrke nogle væsner kunne udvise, og hun var bestemt ikke i tvivl om at jægeren besad en styrke, som denne straks greb fat om slæden og trak afsted med den. Lige på det punkt var hendes opgave langt nemmere, som buskene ikke var det helt store problemer at flytte for hende. Camelia havde aldrig haft behov for styrke og var nok mere afhængig af hendes udholdenhed og stædighed, som hun ikke ville give op og da slet ikke svigte en patient, hvis det kom så langt.
Camelia nikkede roligt til hans forklaring, som de jo blot kunne håbe på, at der stadig ville være gløder tilbage. Men samtidig håbede hun også lidt, at deres ting, stadig befandt sig ved bålet og ikke mindst hendes kappe, som hendes hud var begyndt at blive ganske kold og ubehageligt. ”Jeg håber, at der stadig er gang i bålet” sagde hun med et smil, som hun så frem for sig og banede vej for ham, når det var nødvendigt. Det var svært at hjælpe uden at føle, at man til tider kunne gå i vejen, hvilket også var grunden til at hun ofte ventede på, at han blev generet af ting, før hun trådte til og hjalp ham videre mod deres lejrplads.