A Moonless Night

[Lupercus Venator]

Bjørnen havde jaget englen et stykke, men den havde også ryddet et bredt stykke vej i skovbunden, så det var forholdsvis nemt for dem at komme tilbage. Hvis bjørnen ikke havde løbet gennem skoven, ville han nok have haft svært ved at få slæde igennem. På den anden side, hvis bjørnen ikke havde løbet igennem skoven, ville han ikke have brug for at trække slæden igennem skoven her. For de fleste ville slæden nok have været tung, men med hans styrke var det ikke noget problem at trække den igennem skoven. Han var ikke ligefrem en lille mand og han havde altid fundet en måde at udnytte sin styrke til sin fordel. Der var mange fordele ved at være stærk i skoven.

”Måske er vi heldige…” sagde han stille og så på englen. Hun holdt sine vinger tæt ind til kroppen, så de ikke kom i vejen for hende i skoven. Det var forståeligt, for mange grene herinde kunne nemt komme til at sidde fast i hendes hvide fjer. Han vidste ikke meget om engle, men han kunne forestille sig at den slags måtte gøre ondt, ligesom at blive revet i håret måske. ”Må jeg spørge, hvad De hedder?” spurgte han. Det virkede underligt at de stadig ikke vidste noget om hinanden efter alt det, der var sket. Måske havde hun ikke lyst til at fortælle sig navn til en fremmed varulv i skoven, men så kunne hun jo bare sig nej. Han ville ikke tvinge hende til at fortælle noget, hun ikke ville af med. Alligevel håbede han lidt, at hun ville fortælle det. Det ville være nemmere at kunne kalde hende ved navn end at tænke på hende som englen hele tiden. De var efterhånden tæt på deres lejrplads. Hvid der havde været ild i bålet, ville de have kunnet se det på denne afstand, men hvis de var heldige, ville der stadig være nogen gløder han kunne arbejde med.

[Camelia Nimar]

Det var ikke til at vide, hvordan det stod til i lejren, der kunne jo også sagtens være kommet nogle andre forbi imens, at de havde haft problemer med bjørnen. Men ingen af dem vidste noget, før at de ville komme tilbage til lejren, så de måtte jo begge være tålmodige for at få stillet deres nysgerrighed. Eller deres undren. Camelia var dog glad for at det værste lod til at være overstået, så længe naturen ikke bød på flere udfordringer, så burde det være muligt at skaffe noget søvn også. Hun nikkede roligt til hans ord, måske de var heldige.. Man kunne jo aldrig vide, det var jo ikke fordi de havde gjort noget forfærdeligt, udover at forsvare dem selv? Det var i hvert fald noget som hun havde været nød til at indse undervejs. Engle ild var ikke bare ild, det var smertefuldt på så mange måder og egentlig ikke et våben hun brød sig om at bruge. Men til tider kunne det sagtens fungere som lyskilde, dog afgav det langt fra samme varme, som almindelig ild. Det var langt mere ubehageligt. Hans spørgsmål fik hende til at stoppe op kort, som hun bestemt mente, at hun havde præsenteret sig selv tidligere, men måske hun ikke var kommet så langt, fordi han ikke havde virket som en der ville snakke? Hun foldede hænderne foran sig, som hun strøg pegefingeren over sin håndryg for en stund. ”Det må De undskylde.” sagde hun lettere undskyldende, som hun normalt havde bedre mannere end det. ”Nimar, Camelia Nimar til Deres tjeneste” lo hun stille, som hun gjorde et svagt buk med hovedet, som en ordentlig hilsen, hvad enten de var i naturen eller ej, så havde hun stadig hendes manner at holde fat på. Hendes smil vendte roligt tilbage, som hun lod de gyldne øjne hvile på jægeren for et øjeblik, før hun lod blikket glide mod bjørnen i slæden. ”Hvad må jeg kalde Dem?” spurgte hun med et smil, som hendes blik forlod bjørnen og gled tilbage mod ham, blot for at se om det var nogle informationer han ønskede at dele med hende eller ej. Hun mente ikke selv at der var noget hemmeligt i hendes navn og hun havde heller ikke noget at skjule.

[Lupercus Venator]

Natten var kold, men Lupercus fik hurtigt varmen af at trække den tunge slæde. Den var ikke for tung for ham, men han tvivlede på, at den lille engel ville have kunnet slæbe den hele vejen. Det havde hun jo heller ingen grund til. Det var ham, der ville have bjørnen med, det var ham, der kunne bruge dens kød og kløer og tænder og knogler. Han kendte de steder i byerne, hvor man kunne sælge den slags. Der var et godt marked for det, hvis man vidste, hvor man skulle gå hen. Bjørnekød smagte i sig selv ikke så godt, det gjorde rovdyr generelt ikke, men det blev spist nogen steder som led i ritualer eller grundet en eller anden overtro. Der var meget styrke i en bjørn og flere steder troede man, at den styrke kunne blive overført til den person, som spiste kødet. Det kunne også spises, hvis man ikke havde andet. Han havde været nødsaget til at spise ræv nogen gange, hvor hans forråd var blevet brugt op inden vinteren var slut. Han havde aldrig været tvunget til at spise bjørn, men det var mest fordi de store dyr var så svære og farlige at fange.

”Lupercus.” sagde han. Han havde ingen grund til at skjule sig og det generede ham ikke, at fortælle hende sit navn. Dog undlod han efternavnet, ikke fordi hun ikke måtte kende det, men fordi han næsten aldrig brugte det. Han havde ikke brug for mere end et navn for at kende sig selv, så hvorfor skulle andre have det? Han brugte kun sit efternavn hvis han ikke kunne undgå det. Efternavne var nødvendige i byen, hvor der var så mange mennesker at man kunne blive forvirrede med kun et, men ikke i skoven, hvor der kun var ganske få mennesker og man sjældent mødte andre. At hun ikke havde præsenteret sig lige da de mødtes generede ham ikke, havde aftenen forløbet som han forventede, havde de aldrig behøvet at kende hinandens navne. Men det var noget andet nu, de havde kæmpet sammen og hjulpet hinanden og det var ikke længere muligt for dem at være ukendte overfor hinanden.

De var efterhånen kommer langt og da englen fjernede den næste gren, kom deres lejr til syne. Alle deres ting var, hvor de havde efterladt dem, så der havde hverken været mennesker eller dyr siden de gik. Bålet var mørkt, men en svag røg steg langsomt op fra asken, hvilket kunne tyde på, at der stadig var gløder at komme efter. Lupercus trak slæden helt hen ved siden af bålet og satte sig på knæ for at undersøge, om der var nogen gløder tilbage.

[Camelia Nimar]

Det var ikke fordi hun havde så meget forstand på hans arbejde og hun ville nok heller aldrig komme til at forstå det. Der var selvfølgelig intet i vejen med at have en levevej, men at det skulle gå ud over skovens dyr, var nok noget hun ikke rigtig kunne forstå, udover at bjørnen måske havde fortjent til det i sidste ende. Alligevel mente hun selv, at skovens dyr skulle have lov til at leve deres eget liv, medmindre at de begyndte at blande sig i andre væsners liv, som det faktum at bjørnen havde angrebet dem til at starte med. Ikke at det helt kunne retfærdiggøre det at de havde dræbt dyret. Men det havde jo været eneste udvej og nu kunne Lupercus lige så godt for noget ud af kampen. Det havde jo heller ikke være nemt at nedlægge det store dyr, så han fortjente vel lidt en præmie for sit hårde arbejde og ikke mindst sin anstrengelse.
Det var en smule underligt, at de havde mødt hinanden for nogle timer siden og først nu var endt med at dele navn. Men på den anden side, så havde de ikke haft så meget tid til at dele navne tidligere, fordi de havde været travlt optaget af så meget andet. Nu hvor faren havde lagt sig, så kunne Camelia også nemmere vende tilbage til sin opdragelse og derved præsentere sig ordentligt. Hun smilte let til hans navn, som hun nikkede. Der var ingen grund til at hun kendte mere. Hun havde lidt på fornemmelsen af, at han hørte til i skoven og derfor ikke havde behov for efternavne og måske ikke en gang navne, hvis han slet ikke snakkede med nogen? Det ville dog gøre det en smule svært at tiltale ham ved fornavn, fordi hun var van til at gøre brug af folks slægtsnavn og ikke mindst deres rang. Men Lupercus måtte jo mene, at det var nok til at placere ham for nu? ”Jeg takker for Deres hjælper, Lupercus” sagde hun med et smil, som hun var i tvivl om hvorvidt hun rent faktisk havde takket ham for at hjælpe hende, da hun var endt i voldsomme problemer med bjørnen tidligere.
Det var egentligt ganske beroligende, at komme tilbage til deres lejr, det der nu var tilbage. Der var i hvert fald ikke mange gløder i bålet og Camelia var i tvivl om hvorvidt det ville være muligt at slappe af igen. Om ikke andet så var det naturligt for hendes krop at kræve ro, så snart hun fik muligheden for det, fordi hun skulle have hendes kræfter tilbage igen. Hun valgte også at lade jægeren gøre sit arbejde, som hun bestemt ikke ønskede at tage del i det eller forstyrre ham, i stedet satte hun sig på den modsatte side af bålet og lod ham analysere bålet for en stund. Hun placerede roligt hænderne bag sig, som hun lænede sig let tilbage og lod blikket glide md himlen. Det var jo ganske smukt, når man først gav sig tid til at betragte naturen. Et suk forlod hendes læber, som var hun lettet over at det hele var overstået nu, samtidig med at det var godt at sidde ned igen. Hendes kappen var med at afskærme jorden en smule, som hun lod blikket hvile mod himlen for en stund.

[Lupercus Venator]

Drab var ikke noget nyt for ham og slet ikke noget, han så noget forkert i. det var en del af naturens gang. Rovdyr dræbte byttedyr for at overleve og gøre de resterende dyr stærkere ved at tage de svage. Han havde altid dræbt for at overleve, men aldrig mere end han havde behov for. Naturen var en balance, som han var med til at opretholde. Det havde han gjort hele sit liv. Når han engang selv døde, ville hans lig forgå og være med til at fortsætte naturens gang. Sådan havde det altid været. Død var en del af naturen. Normalt dræbte han med fuldt overlæg, så hurtigt han kunne, så dyret ikke kom til at lide. Det havde været anderledes med bjørnen, men det havde ikke været hans ønske. Det havde været fordi kampen kom som en overraskelse og han ikke havde haft en chance for at forberede sig. Alligevel var det endt nogenlunde. De var begge overlevet.

Selvom Lupercus godt vidste at de fleste så det som hørligt at starte med en præsentation af sig selv, havde han aldrig set det som nødvendigt. De fleste af de mennesker han mødte, var kun i hans liv ganske kort og han havde derfor ingen grund til at lærer dem bedre at kende. Han holdt sig for sig selv, der var ingen navne i skoven når man var alene. Men englen, Camelia, have hjulpet ham og de havde kæmpet sammen. Det gav han en grund til at kende hendes navn. Det gav ham en grund til at huske hende, selvom han ikke nødvendigvis ville komme til at møde hende igen. Alligevel interesserede hendes efternavn og rang ham ikke. Rang og formel tiltale var noget man brugte i byen, det hørte ikke til i skoven. Han forventede ikke, at nogen skulle give ham en titel eller en rang og blev han tiltalt sådan, var det ikke sandsynligt at han ville reagere på det.

”Jeg takker for Deres, Frøken.” svarede han. Han havde takket hende en gang, men hun havde helbredt ham og hjulpet ham imod bjørnen, så han så ingen grund til ikke at takke hende igen. Hun havde gjort sig fortjent til det.

Mens englen satte sig ned på den anden side af bålet, gik han i gang med at få gang i flammerne igen. Træet omkring bålpladsen var tørt, som han havde forventet, og han tog sin kniv frem. Han skiftedes til at puste til gløderne og skærer små spåner af et af brændestykkerne, så flammerne havde noget af få fat i. Der var ingen grund til at komme store træstykker på med det samme, det ville bare kvæle de glæder, der var tilbage. Spånerne var nemmere for gløderne at tænde ild til og ganske rigtigt, kort efter begyndt små flammer at vise sig mellem gløderne og spånerne. Lupercus lagde nogen lidt større grene på, så ilden havde noget at brænde, når spånerne forsvandt. Det ville tage lidt tid, men han skulle nok få gang i bålet igen.

[Camelia Nimar]

Det var rigtigt nok, at død var en naturlig ting, men eftersom at Camelia allerede havde mødt døden en gang og derved ikke med sikkerhed, ville møde døden igen, så havde hun udsigt til et anderledes liv end så mange andre, selvfølgelig kunne engle også dø, men der skulle mere til. Hun skulle have nok tid til at udfylde sin rolle, som healer og engel i Ireno, så hun var fast besluttet på at hendes tid endnu ikke ville komme, også selvom bjørnen uden tvivl havde fået hende til at indse hvor skræmmende det egentlig kunne være at se døden i øjnene, noget hun ikke havde bemærket første gang, fordi det var sket uden hendes viden, eftersom at hun havde været bevidstløs på det tidspunkt.. Men det havde hun for længst accepteret. Døden kunne også komme til hende, men ville være langt mindre sandsynligt end hos mange andre væsner. Nogle havde kun ganske få år at leve i, hvor andre kunne leve evigt, hvis de passede på og så sig over skulderen.
Camelia havde efterhånden indset at livet i skoven måtte være langt fra det samme som at leve i byen. Men eftersom at hun havde brugt det meste af sit liv inde bag fire vægge og derved omringet af ejendele, så var det svært at indse hvilken situation Lupercus måtte være i. Selvfølgelig kunne hun sagtens fornemme på ham, at han selv nød sin situation, hvilket også var grunden til at hun nok ikke ville blande sig men faktisk hellere ville nyde at se ham i sit rette element. Han lod i hvert fald til at følge sig langt mere hjemme i naturen, også i hendes øjne. Hvad enten hun havde været højelver eller ej, så forstod hun knap så meget, som det han bar rundt på. Hun havde aldrig rigtig skullet kæmpe for noget, udover den gang hvor hun vågnede i bunden af et hul og måtte kæmpe sig ud. Men nu hvor hun boede på slottet, var tingene jo langt nemmere for hende at skaffe og der var mange ting, som var nemt tilgængelige for hende. En helt anden situation, sammenlignet med Lupercus, men de lod begge til at være ganske tilpas uanset situationen og levestandarder.
Hans taknemmelighed var mere end velkommen, men det var ikke fordi hun forventede det eller krævede det, alligevel var det meget rart at vide det. Der var om ikke andet sket en del, siden at hun først havde forstyrret hans fred tidligere, hvilket måske også var grunden til at hun langsom gled tilbage i samme stemning, som de havde delt tidligere. Det var nemmere at lade ham arbejde, imens at hun så vidt muligt forsøgte at pleje sine egne ’sår’ og skaffe den samme mængde energi tilbage. Hun skulle også gerne have energi til at klare hjemturen, så lige nu tog hun chancen og brugte roen til at genvinde sine kræfter. Imens valgte hun at følge med i hans arbejde, som et svagt smil gled over hendes læber, det lod virkelig som om at han følte sig hjemme med bålet og bjørnen, uanset hvor mærkeligt det virkede i hendes øjne, så var det ganske naturligt for ham. Det var i hvert fald hendes konklusion.

[Lupercus Venator]

Døden havde altid været en del af Lupercus’ liv og han frygtede den ikke. Han vidste, at den en dag ville komme til ham, som den kom til alle levende, men det skræmte han ikke. Det var en del af naturen. Om han døde denne dag eller havde mange år endnu var ikke så vigtigt for ham. Han levede i nuet, det var det eneste man kunne. Man kunne tænke så meget man ville over fortiden, men man kunne aldrig ændre den. Man kunne også gruble over fremtiden så længe man ville, men det eneste der skete ved det, var at man gik glip af den fremtid, man forsøgte at planlægge sig ud af. Nej, nutiden var det eneste, der betød noget. Det var det eneste, man kunne ændre og det eneste, man kunne opleve.

At leve lukket inde bag fire vægge og et tag, der forhindrede en i at se himlen, var noget af det mest skræmmende Lupercus kunne forestille sig. Han kunne ikke forestå, hvordan byfolk kunne leve med det og slet ikke så tæt sammen. Andre mennesker over det hele, hele tiden? Han ville blive sindssyg af det. Han havde brug for himlen og skoven og friheden og stilheden. Han havde brug for at være fri og alene. Han ville heller ikke kunne holde alle de ting ud, som bymennesker havde for vane at omgive sig med. Han ville blive kvalt af ting. Hvad skulle man også med alle de ting? Dimser og tingeltangel der ikke kunne bruges til andet end at pynte og fylde. Så hellere skoven. Alt her, havde en funktion, også selvom mennesker ikke kunne bruge det. Ingen del af naturen var ubrugelig.

Da bålet begyndte at brænde klart og roligt, gik han videre til bjørnen. Englen sad stille på den anden side af bålet og fulgte med i hans arbejde. Hun generede ham ikke længere, selvom hun havde gjort det i begyndelsen. Nu havde hun gjort sig fortjent til at dele ilden og natten. Hun var ikke bare en højbåren kvinde, der forventede at alle andre skulle tjene hende, så hun ikke behøvede at gøre noget, hun kunne kæmpe og ville ikke svigte dem, der havde brug for hjælp. Og hun var en dygtig helbreder. Hvis hun gerne ville følge med i hans arbejde, skulle han ikke forhindre det. Han trak sin jagtkniv frem og begyndte at skærer pelsen op. Han bredte det ødelagte skind ud under bjørnen, så han kunne bruge det som underlag. Selvom det aldrig ville blive til en god pels igen, var det stadig brugbart. Han begyndte at skærer kødet ud og dele det i mindre bunker, så han nemmere kunne transportere det til byen. Hjernen lagde han for sig og der blev også en bunke med indvolde. Klør, tænder og knogler blev rengjort og samlet. Den slags var der god mulighed for at sælge, der var mange som gerne ville have smykker lavet af knogler og tænder fra en bjørn, enten fordi det fik dem til at fremstå modige eller fordi de håbede dyrets kraft ville bliver overført til dem. Om han troede på den slags eller ej, var ikke så vigtigt, så længe han fik sine penge.

[Camelia Nimar]

De var uden tvivl vidt forskellige og der var ikke rigtig nogen af dem, som rent faktisk lagde skjul på det, som de tydeligvis fandt sig til rette i hver deres element. Men samtidig så kunne man spørge sig selv, hvordan de overhovedet havde stødt på hinanden og ikke mindst, hvordan de var endt her. Camelia var godt klar over at natten havde budt på flere udfordringer og overraskelser, end hvad hun normalt ville beskæftige sig med, men alligevel var hun nu ganske tilfreds med at være i hans selskab, der var jo en del som havde ændret sig. Hun havde tidligere nydt godt af skoven og friheden det bragte med sig, men alligevel foretak hun byen og de store mure, som kunne holde lignende uheld udenfor byens fire vægge. Det var et sikkert sted at opholde sig, hvad enten det var et nemt offer for angreb eller ej, så var hun nød til at gå ud fra, at hun ville være i sikkerhed bag disse mægtige murer. Det var dumt at leve i frygt for hvad der var sket, det kunne hun jo heller ikke ændre på, hun kunne godt hjælpe dem i nød, som hun havde hjulpet ham tidligere, også selvom det hele havde været hendes skyld til at starte med.
Det var rart at kunne mærke varmen fra bålet igen, hvilket også gjorde hende langt mere afslappet, som varmen spredte sig rundt omkring dem. Det ville tage tid, før at bålet havde nået sit fulde potentiale, men samtidig så var den lille flamme mere end velkommen, som hun rakte hænderne ud mod ilden for at suge varmen til sig. Trætheden var langsomt ved at komme over hende, som hun fangede sig selv i at gabe, og derefter forsøgte at skjule det ved at dække munden med hendes hånd, også selvom det for længst var for sent. Hun strakte sig let, som hun lod blikket glide mod ham, noget kunne tyde på, at han ikke havde problemer med at gøre bjørnen klar til at fragte de vigtigste stumper til byen. Han lod i hvert fald til at have styr på de forskellige dele af bjørnen, som hun dog var nød til at dække sin næse til. Lugten var uden tvivl noget hun godt kunne have været foruden, som hun trak et stykke stof foran sin næse og lod blikket glide mod bålet igen. Det var bedst at lade ham arbejde i fred, som hun atter gabte og til sidst endte med at lægge sig ned foran bålet med kappen over sig, som hun stadig forsøgte at holde lugten væk med det tynde stof. Der gik ikke mange sekunder før at hun også faldt i søvn, som vingerne lagde sig over kappen og sørgede for at indhylle hende i en behagelig varme, så hun ikke ville ende med at blive forkølet af, at ligge på den kolde jord.

[Lupercus Venator]

Det var efterhånden sent på natten og den eneste lyskilde var stjernerne over dem og bålet ved siden af dem. Et normalt menneske ville nok have svært ved at arbejde i den svage belysning, men Lupercus øjne fangede al det lys, som var i natten og hjalp ham med at se. Hans ulveøjne så tydeligt i lyset fra ilden og han havde ikke problemer med at få udskåret kødet. Bunkerne omkring ham voksede langsomt, eftersom han bevægede sig igennem bjørnen. På den anden side af ilden havde englen lagt sig ned under sin kappe og sine vinger, med et stykke stof over næsen. Han vidste, at de fleste ikke brød sig om lugten af dødt dyr, der blev skåret op, men han havde altid holdt meget af den. Måske fordi den mindede ham om mad, måske fordi han var et rovdyr, der holdt af jagt og død.

Lugten af kød mindede ham om, at han aldrig havde nået at få aftensmad, så han stoppede op længe nok til at stille sin suppe ind til ilden igen, så den kunne blive varm mens han arbejdede. Det ville aldrig blive helt så godt som inden bjørnen kom, men i det mindste ville han få noget mad. Mens suppen varmede, vendte han tilbage til bjørnen. Der var meget arbejde i at skære dyret ud, men han havde ikke noget imod det. Han havde alligevel ikke i sinde at sove. Alene ville han ikke have noget imod at sove i skoven, men med Camelia på den anden side af bålet, ville han ikke risikere det. Han sov sjældent ret dybt selv og vågnede, så snart noget nærmede sig, men hvis nogen gik efter englen, ville han ikke være på den anden side af ilden og for sløv til at hjælpe hende. Han kunne sove, når han kom til byen. Det ville ikke være første gang han gik en nat uden at sove.

Da suppen begyndte at koge igen, holdet han endnu en pause og spiste stille. Han bevægede sig stille og roligt, for ikke at vække Camelia. De undrede ham ikke, at hun havde brug for at sove. Hun havde brugt mange kræfter på at angribe bjørnen og havde sikkert brug for at lade op efter det. Da han havde spist, vendte han tilbage til bjørnen og arbejdede videre med at skære den op, mens månen langsomt bevægede sig hen over himlen over dem.

[Camelia Nimar]

Lugten af dødt kød var muligvis ikke, hvad der gjorde situationen ubehagelige, men det faktum at hun vidste det ville være nødvendigt, men at hun også havde været skyld i, at det var kommet så langt. Udover det, så ville hun nok næppe forstå hans erhverv, som hun bestemt ikke kunne se grunden til at slagte dyr for at tjene til føden. Noget hun måske ikke delte med andre, men blot holdt for sig selv, som det jo ikke drejede sig om hendes egen overlevelse, også selvom sulten muligvis kunne vække en hver sjæl fra deres søvn. Alligevel endte Camelia med at falde i søvn ved ilden. Der var ingen grund til at bekymre sig lige nu og hun tvivlede faktisk på at Lupercus ville efterlade hende der, hvis der nu igen skulle dukke fare op fra skoven. Det var måske en smule underligt, at stole på en man kun lige havde mødt, men Camelia følte at hun godt kunne stole på ham, så hun valgte at gå med sin mavefornemmelse, samtidig med at hun var for træt til at ville kunne holde sig vågen hele natten. Hun var langt fra van til at være vågen i så mange timer af gangen, så det var kun naturligt at hun endte med at falde i søvn.
Aftenen havde vist sig at udvikle sig på en helt anden måde, end hvad hun måske havde forventet, alligevel var de begge endt tilbage ved bålet og kunne nu passe dem selv igen. Også selvom situationen mellem dem havde forandret sig en smule, så var det langt fra sikkert, at de ville støde på hinanden eller for den sags skyld vælge at opsøge den anden. De levede jo to vidt forskellige liv og sandsynligheden var derved ikke særlig stor for at det overhovedet ville ske. Alligevel var det godt at vide, at man havde fundet en sjæl mere, man kunne stole på, skulle man komme i knibe igen. At sove i hans nærvær lod heller ikke til at være noget problem, som han var menneskelig nok til at lade hende sove uden at lave alt for meget larm, der måske kunne vække hende op fra den søvn, som hun så nødigt ville vågne fra lige nu. Hendes krop havde behov for hvilen og ikke mindst energien for at kunne fortsatte den efterfølgende dag, så snart at solen ville stå op igen. Der var jo andre, som kunne have brug for hendes hjælp. Det var dog alligevel flinkt af Lupercus at lade hende sove, som hun tydeligvis ikke var til at vække fra søvnen igen, heller ikke når han valgte at bevæge sig, måske det var fordi han virkelig gjorde en indsats for ikke at vække hende?

[Lupercus Venator]

Den sovende engels rolige vejrtrækning var den eneste lyd i lysningen, selvom Lupercus stadig arbejdede. Han havde levet hele sit liv i skoven og havde lært aldrig at lave lyde når han arbejdede. Larm og lyde kunne tiltrække fjender eller skræmme byttedyr væk. Eller i dette tilfælde vække en sovende engel. Det virkede som noget, der burde bringe ulykke, selvom Lupercus ikke var overtroisk. Han ville bare ikke forstyrre hende, når hun var så træt. Hun fortjente fred til at sove.

Arbejdet med at få bjørnen gjort klar og pakket væk tog det meste af den nat, der var tilbage. Der var meget bjørn der skulle skæres ud, sorteres og pakkes ned. Hvis ikke det blev pakket ordenligt ned, ville lugten tiltrække flere rovdyr og mødet med bjørnen havde været mere end nok til en enkelt nat. Bjørne var nok noget af det værste de kunne møde her, men det betød ikke at han havde lyst til at møde en vred jærv eller få sit bytte stjålet af en modig ræv mens han kiggede væk. Det bytte skulle bruges til at erstatte den kappe, som var blevet ødelagt under kampen. Selvom foråret var på vej, kunne det stadig blive koldt om natten i skoven.

Da han endelige var færdig med at få skåret kødet ud og pakket det godt ned, vaskede han sin gryde og skål op, så han også kunne pakke det væk. Lugten af dødt dyr var efterhånden forsvundet fra lysningen og der var fredeligt. Natten var ved at dø og himlen var ved at blive lysere. Der ville ikke gå lang tid før de første solstråler kom til syne i horisonten og det ville være muligt at rejse videre. Natten havde ikke været så kold som han havde frygtet, nu han skulle klare sig uden kappen. Det havde hjulpet at komme tilbage til bålet og arbejde ved ilden. Hvis ikke flammerne havde givet ham varmen, havde arbejdet og nu var han efterhånden godt tilpas.

[Camelia Nimar]

Søvn var tydeligvis noget der var nødvendigt i hvert fald for hende, som hun ikke rigtig havde mulighed for at holde sig selv vågen. Det ville i hvert fald blive en kamp at holde sig vågen i længere tid og på den anden side, så havde hun uden tvivl brug for at få noget søvn og genvinde den tabte energi. Hvis hun ikke havde følt sig tryg ved Lupercus, så havde hun muligvis ikke lagt sig til at sove, men selvom de ikke havde kendt hinanden særlig længe, så følte hun godt at hun kunne stole nok på ham, til at han ikke mente noget ondt. Hun havde desuden også haft muligheden for at læse hans krop igennem sin magi og den måde som han havde valgt at redde hende i stedet for at løbe den anden vej, fortalte også en del omkring hans person. Så der var i virkeligheden ingen grund til at bekymre sig?
Det var rat med søvn, som lydene omkring hende ikke rigtig kunne vække hende. Hun havde tidligere været van til at være omgivet af naturen, når hun skulle sove, så måske det i virkeligheden var hendes barndomsminder, som lullede hende i søvne? Et smil hvilede over hendes læber, som hun lod natten passere uden rigtig at bemærke særlig meget udover hans tilstedeværelse og energi.
Som himlen blev lysere, åbnede Camelia atter øjnene for at lade blikket glide mod den åbne himmel over hende. Hun havde nu aldrig sovet under åben himmel før eller i hvert fald ikke på denne måde, som hun betragtede himlen for en stund, før at hun hørte ham pusle i det fjerne og vendte blikket mod ham. Hun satte sig roligt op og strakte sine vinger, som de havde lagt over hende det meste af natten. "Har De slet ikke sovet?" spurgte hun en anelse forundret, som hun ikke kunne få øje på bjørnen eller i hvert fald ikke som hun havde set den i aftes. Det måtte jo næsten betyde, at han havde brugt natten på at forberede dyret til rejsen?

[Lupercus Venator]

Selvom han ikke kendte englen så godt, fornemmede Lupercus at Camelia ikke ville have lagt sig til at sove, hvis ikke hun stolede på ham. Det var forståeligt nok og inden mødet med bjørnen havde hun nok ikke turdet sove i hans nærhed. Men at kæmpe sammen ændrede ting. Det gjorde venner til brødre, fremmede til venner. Han havde ikke længere noget imod hendes selskab og han ville også stole på hende, hvis der blev behov for det. Han synes efterhånden helt godt om hende og overvejede, at fortælle hende, hvad han var. Hun havde virket oprigtigt interesseret og måske kunne hun, som helbreder, lærer noget nyt ved at undersøge ham. Hun havde jo selv sagt at hans knogler var anderledes end hvad hun var stødt på før. Hvis hun kunne genkende varulve når hun helbredte dem, ville hun måske have nemmere ved at håndtere dem. Men på den anden side ville han ikke skræmme hende væk.

Englen sov roligt natten igennem og Lupercus gjorde sig umage for ikke at forstyrre hende. Hvis hun havde brug for søvn, ville han ikke forhindre det. Da himlen begyndte at blive lysere, fornemmede han, at Camelia var ved at vågne og vendte blikket mod hende. Hun havde åbnet øjnene, hvorefter hun satte sig op og strakte sine lange, hvide vinger. De så bløde ud og skinnede blidt i det svage lys. Han havde aldrig været så tæt på en engel før og aldrig rørt en engels vinger. I virkeligheden var han nysgerrig efter hvordan de føltes. Han var vandt til fugle og deres fjer, men hendes vinger virkede på en eller anden måde blødere. Han betragtede dem opslugt af tanker, indtil hendes stemme afbrød ham.

”Jeg har ikke behov for meget søvn.” svarede han og vendte blikket mod hendes ansigt. ”Jeg ville hellere gøre bjørnen klar til fragt, så kan jeg sove når jeg kommer til byen.” Han foretrak egentlig at sove under åben himmel, men som sagerne stod nu, ville det være nemmere for ham at sælge kødet i byen og så leje et værelse, inden han solgte resten. Kødet ville ikke holde ligeså længe som knogler og pels, så det var vigtigt at få det afsat inden det begyndte at blive dårligt. Så kunne slagteren han solgte til altid forarbejde kødet med is, salt eller ved at tørre det, så det holdt længere. ”Hvordan har De sovet?” spurgte han venligt. Hun havde sovet det meste af natten, så han forventede ikke, at hun havde sovet dårligt.

[Camelia Nimar]

Den eneste grund til at Camelia skulle blive bange for sandheden omkring hans race, ville være hvis Lupercus gav hende en grund til at være bange. Historier havde hun jo hørt mange af, men hun havde jo aldrig set en varulv før, så måske hun ikke ville være lige så forsigtig, som så mange andre? Som engel, så så hun automatisk det bedste i folk og hun havde for længst set godheden i Lupercus, hvad enten han ville indrømme det eller ej, så var det hendes mening og der var i virkeligheden ingen grund til at den skulle forandre sig, medmindre at hun lige pludselig blev angrebet af en varulv, så kunne det sagtens ske, at hun ville være mere forsigtig. Men hun var nød til at se det først, om der virkelig var grund til at frygte racen eller om de faktisk godt kunne holde sig selv under kontrol. Camelia vidste jo ikke hvordan det måtte være at forandre sig til en ulv og da slet ikke hvilken smerte det måtte medføre, så hun kunne kun gætte og måske smerten gjorde dem aggressive? Der var uden tvivl mange muligheder, alligevel vidste hun intet om ham, andet end hans fornavn, men mon ikke det også var nok nu?

Det var altid rart at få strukket sine vinger ud, som det hele godt kunne virke en smule klemt efter en nat. Mest fordi hun endnu ikke havde vænnet sig til tanken om de store vinger, hvad enten hun havde haft lidt over 10 år eller ej, så var der stadig en del af vænne sig til. Hun vidste jo heller ikke hvordan hendes vinger reagerede på drømme eller mareridt, ikke at hun havde haft noget lignende denne nat, som hun følte sig veludhvilet og klar til at tage turen hjem igen. Camelia lagde hovedet en smule på skrå, som hun kunne fornemme på ham, at han virkede en smule fjern, måske han havde noget i tankerne, der forstyrrede ham? Om ikke andet, ville hun da ikke forstyrre hans tankegang, alligevel var hun nød til at vide, om han nu virkelig var blevet oppe hele natten.
Hans svar overraskede hende en smule, som hun rynkede let på brynene, men efterfølgende nikkede let til hans ord. Hun kunne jo ikke vide, hvad der var bedst for ham, hun kunne kun give råd, hvis han ville lytte. ”Så længe De overveje hvile senere, så kan jeg ikke rigtig gøre mere” sagde hun med et mildt smil på læben. Nok havde hun helet hans sår og ribben, men der var stadig en stor chance for at hans krop stadig fandt det nødvendigt med søvn eller bare en chance for at genvinde sin energi. Men det var jo op til ham og ikke hende at bedømme det. Spørgsmålet om hendes søvn, bragte et drilsk smil frem på hendes læber. ”Som en engel” foreslog hun med et smil, som hun foldede vingerne tilbage mod hendes ryg og langsomt kom på benene igen for ikke at blive svimmel lige pludselig. ”Tak fordi De vågede over mig” sagde hun fortsat smilende, som hun strakte armene let og bukkede sig ned for at samle sin taske op. Hun rodede lidt rundt i den, som hun ikke havde haft tid til at tjekke den i løbet af natten og gerne ville sikre sig, at alle ting stadig var der. Der var heldigvis ikke noget som manglede, som hun hang den over sin skulder.

[Lupercus Venator]

Selvom han ikke længere ønskede at skjule sin sandhed for hende, kunne Lupercus ikke lige finde ud af, hvordan han skulle begynde en sådan samtale. For resten Frøken, så er jeg en varulv. Det er derfor mine knogler kan holde til mere end almindelige mennesker. Det var ikke sådan en samtale fungerede. Han ville gerne fortælle det, hvis han kunne finde en måde at få det naturligt ind i samtalen eller hvis hun spurgte igen. Hun var jo helbreder, så måske var hun stadig interesseret. Hun vidste nok en del om fysiologi, sikkert langt mere end han gjorde. Han havde ikke så meget forstand på menneskelig fysik, selvom han vidste en hel del om dyrs efter at have skåret dem op i flere år.

Englen strakte sine vinger. De hvide fjer glimtede i solens første stråler og igen kunne han ikke lade være med at overveje, hvordan fjerene mon føltes. Men han kunne også forestille sig at vinger var noget, engle ikke var alt for interesserede i at lade andre røre dem. Fugles vinger var følsomme og skrøbelige, så en engels vinger var nok ligesådan.

Camelias interesse overraskede ham lidt, men måske mest fordi han ikke var vandt til at andre bekymrede sig for ham. Han var jo vandt til at være alene. Han kunne sagtens klare sig selv, men det var ikke ubehageligt at hun var interesseret i hans velbefindende. Han havde i sinde at sove, han var træt, men han sov altid bedst efter veludført arbejde. Han ville gerne have sine ting i orden inden han slappede af. ”Jeg skal nok slappe af, når jeg kommer til byen.” forsikrede han hende med et smil. Han havde ikke i sinde at gå flere dage uden søvn, han var udmærket klar over, hvad det gjorde ved kroppen.

”Selvfølgelig.” sagde han stille. Hun havde haft brug for søvnen og han havde alligevel været vågen. Han ville have beskyttet hende, hvis der blev brug for det. heldigvis havde den sidste del af natten været rolig. Han fulgte hende med øjnene mens hun rejste sig op og tog sin taske. Måske var hun allerede på vej videre. Det var jo næsten morgen og de skulle begge videre i dag. Han havde også pakket sine ting, så de var klar til at blive bragt videre. Men han ville spise morgenmad først. Han fandt noget fladbrød frem fra sin taske og satte vand over til te. Der var ikke meget gang i bålet længere, der var ikke brug for det, men der var nok til at koge en smule vand.